Landsskatteretten stadfæster nægtelse af momsfradrag for [virksomhed1] ApS grundet manglende dokumentation for leverancer fra underleverandører

Sagen omhandler et selskabs fradrag for købsmoms på 804.226 kr. for udgifter til underleverandører i perioden 2. september 2013 til 31. marts 2015. SKAT havde nægtet fradraget, og Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

SKATs afgørelse var baseret på en række observationer, der rejste tvivl om realiteten af de leverede ydelser og mistanke om momssvig. SKAT anførte, at selskabet ikke kunne identificere den primære kontaktperson, [person2], som angiveligt formidlede arbejdskraften fra de 12 underleverandører. Ingen af underleverandørerne havde ansatte, indehavere eller direktører med navnet [person2]. Selskabet vidste heller ikke, hvilken virksomhed de reelt handlede med, da fakturaer kom fra forskellige selskaber, selvom den samme personkreds ofte udførte arbejdet. SKAT fremhævede også, at underleverandørerne ofte var nyetablerede, deres indehavere var indrejst fra Rumænien kort før etablering og udrejste kort efter, og flere var ubekendte på deres registrerede adresser. Derudover var der uregelmæssigheder i fakturaerne, herunder enslydende indhold fra forskellige underleverandører, varierende fakturalayouts fra samme underleverandør, og samhandel med én underleverandør, der påbegyndtes før dennes etablering. SKAT mente, at der ikke var leveret reelle ydelser, men snarere at der var tale om uregistreret arbejdskraft aflønnet af selskabet, hvor bankoverførsler blev brugt til at sløre betalingssporet, og beløb potentielt blev returneret som kontanter til selskabet. SKAT henviste til EU-dom C342/87 Genius Holding og EU-dom C-2006/04 Axel Kittel for principper om fradragsret og kendskab til svig. Subsidiært mente SKAT, at fakturaerne ikke opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5 og 6 (nu Momsbekendtgørelsens § 61) vedrørende angivelse af ydelsens art og leveringsdato.

Selskabets repræsentant fastholdt, at der var leveret reelle ydelser, og at selskabet havde ret til momsfradrag i henhold til Momslovens § 37. Selskabet forklarede, at kontakten med underleverandørerne primært foregik via [person2], som opsøgte selskabet og tilbød arbejdskraft. Selskabet var en nystartet virksomhed med fokus på at skabe et godt navn, og direktøren og formanden var travlt optaget af andre forhold end at fokusere på, hvilken virksomhed fakturaerne blev udstedt fra. Det væsentligste var, at de anførte timer og priser stemte overens med det udførte arbejde, hvilket blev kontrolleret via timesedler. Selskabet tjente penge på at udleje arbejdskraften til en højere timepris. Selskabet fremhævede, at alle fakturaer var betalt elektronisk, og at selskabet ikke havde kendskab til underleverandørernes interne forhold eller eventuel svig. Det blev anført, at SKATs påstand om tilbagebetaling af kontanter var udokumenteret. Selskabet henviste til EU-dom C-438/09 Boguslaw Juliusz Dankowski for at argumentere for, at en afgiftsmyndighed ikke kan nægte fradrag, blot fordi en anden afgiftspligtig person ikke afregner moms, eller fordi underleverandøren ikke har ansatte. Selskabet mente, at de fremlagte fakturaer, timesedler og kontoudtog udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at ydelserne var leveret, og at de væsentligste fakturakrav var opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på 804.226 kr. for udgifter til underleverandører i perioden 2. september 2013 til 31. marts 2015.

Retten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at der var sket en faktisk levering af ydelser til brug for selskabets momspligtige leverancer. Begrundelsen herfor var baseret på flere forhold:

• Mangelfuld fakturadokumentation: Fakturaerne angav ikke tilstrækkeligt omfanget og arten af de leverede ydelser. Der var uoverensstemmelser som ukorrekte virksomhedsnavne, identiske timeantal, timepriser og fakturasummer fra forskellige underleverandører, samt varierende fakturalayouts fra samme underleverandør og ens layouts på tværs af forskellige underleverandører.
• Underleverandørernes kapacitet: Flere af underleverandørerne havde ingen registrerede ansatte i den relevante periode, hvilket gjorde det usandsynligt, at de kunne have leveret de pågældende ydelser.
• Utilstrækkelige timesedler: De fremlagte timesedler, som ikke var præsenteret for SKAT under sagsbehandlingen, manglede oplysninger om, hvor og hvornår arbejdet var udført, samt hvilken underleverandør der havde leveret ydelsen. De kunne derfor ikke skabe en tilstrækkelig identifikation mellem timesedlerne og de udstedte fakturaer.
• Betalingsdokumentation: De fremlagte kontoudtog, der viste elektroniske betalinger, blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis alene for, at en ydelse var leveret. Selskabet havde ikke fremlagt supplerende materiale, der viste, hvilke specifikke konti beløbene var overført til.

Landsskatteretten henviste til Momslovens § 37 og Momsbekendtgørelsens § 84 og Momsbekendtgørelsens § 61 (identisk med Momsbekendtgørelsens § 58) vedrørende dokumentationskrav. Retten henviste desuden til praksis fra Retten i [by1] (SKM2017.210.BR) samt Landsskatterettens egne afgørelser (SKM2018.540.LSR og SKM2018.611.LSR), der understøtter kravet om tilstrækkelig dokumentation for faktisk levering af ydelser for at opnå momsfradrag.