Klage over afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for kapacitetsudvidelse af affaldsenergianlæg

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Miljøstyrelsens afgørelse af 3. april 2019. Afgørelsen fastslog, at en kapacitetsudvidelse af et affaldsenergianlæg i Næstved ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse i henhold til miljøvurderingsloven § 21.

Projektets omfang og Miljøstyrelsens vurdering

Projektet indebar en udvidelse af anlæggets årlige drift fra 8.000 til 8.760 timer, hvilket ville øge den årlige forbrændingsmængde fra 130.000 tons til 150.000 tons affald. Miljøstyrelsen vurderede, at projektet ikke ville medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Dette blev baseret på depositionsberegninger for kvælstof og tungmetaller i nærliggende Natura 2000-områder og § 3-beskyttede områder. Styrelsen konkluderede, at merdepositionen af kvælstof ville være minimal og ligge under tålegrænserne for de mest følsomme naturtyper, herunder grå/grøn klit.

Klagerens anbringender

Danmarks Naturfredningsforening anførte flere punkter i sin klage:

• Projektet var unødvendigt og stred mod genanvendelsesmål.
• Miljøstyrelsen havde ikke vurderet projektets påvirkning på alle relevante naturtyper i Natura 2000-området, herunder overdrev.
• Der manglede en kumulativ vurdering af projektets påvirkning på habitatnaturen og en konsekvensvurdering.
• Påvirkningen på et nærliggende moseområde, beskyttet af naturbeskyttelsesloven § 3, var ikke tilstrækkeligt vurderet, og der var henvist til husdyrloven vedrørende kvælstofdeposition.
• Depositionsberegningerne var ikke baseret på et "worst case"-scenarie, da de ikke inkluderede udledninger under opstart, nedlukning eller misdrift.
• Miljøgodkendelsen burde betragtes som ugyldig, da screeningsafgørelsen og godkendelsen var truffet samtidigt, hvilket stred mod princippet om, at en miljøvurdering bør være afsluttet, før godkendelse gives, jf. Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) § 3, stk. 13.
• Kapacitetsudvidelsen var ikke i overensstemmelse med nationale genanvendelsesmål, og en stigning i brændværdi fra affaldssortering ville gøre yderligere forbrænding unødvendig.

Miljøstyrelsens svar

Miljøstyrelsen afviste klagepunkterne og fastholdt, at grå klit var en relevant naturtype for vurderingen på grund af dens lave tålegrænse. Styrelsen oplyste, at der var foretaget en væsentlighedsvurdering, der inkluderede kumulative forureningskilder, og at beregningerne var baseret på et "worst case"-scenarie. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) § 4, stk. 13 vedrørende den samtidige afgørelse og godkendelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Miljøstyrelsens afgørelse om, at kapacitetsudvidelsen af affaldsenergianlægget ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse.

Nævnets prøvelse og vurdering

Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt projektet var miljøvurderingspligtigt i henhold til miljøvurderingsloven § 49, stk. 1. Nævnet bemærkede, at politiske og tekniske betragtninger om affaldsforbrænding og genanvendelsesmål lå uden for nævnets retlige prøvelse. Klagerens indvendinger vedrørende selve miljøgodkendelsen blev afvist, da de krævede en særskilt klage.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at kapacitetsudvidelsen ikke ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet. Nævnet lagde vægt på, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig påvirkning er påregnelig, og at styrelsen havde foretaget en konkret vurdering af projektets indvirkning. Det blev fremhævet, at Miljøstyrelsen havde vurderet, at projektet ikke alene eller i kumulation med andre projekter ville påvirke det nærliggende Natura 2000-område væsentligt, og at det ikke ville medføre tilstandsændringer i områder beskyttet efter naturbeskyttelsesloven § 3.

Depositionsberegninger og kumulativ vurdering

Nævnet anerkendte, at Miljøstyrelsens vurdering af påvirkningen på Natura 2000-området var baseret på depositionsberegninger for naturtypen grå/grøn klit, som har den laveste tålegrænse for kvælstof. Det blev også bemærket, at styrelsen havde inddraget beregninger af merdepositionen af kvælstof ved koncentrationer svarende til grænseværdier og erfarede emissioner. Nævnet vurderede, at Miljøstyrelsen havde foretaget en kumulativ vurdering af effekten af totaldepositionen af kvælstof i habitatnaturen, da baggrundsdepositionen, der kan henføres til kumulative forureningskilder, var inddraget.

"Worst case"-scenarie og samtidighed

Vedrørende klagepunktet om "worst case"-scenariet bemærkede nævnet, at beregningerne var foretaget ved koncentrationer svarende til grænseværdier og erfarede emissioner, og at standardiserede emissionsberegninger i BREF-dokumenter kunne anvendes. Nævnet påpegede, at reducerede grænseværdier for emission af NOx og NH3 ville blive fastsat i miljøgodkendelsen, og at færre revisionsstop som følge af udvidelsen sandsynligvis ville medføre færre nedlukninger og opstarter. Nævnet fastslog endvidere, at en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse eller godkendelse, men en forudsætning for lovlig påbegyndelse af et projekt. Det er op til kommunen at fastsætte vilkår i en eventuel miljøgodkendelse.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.