Det fremgår af straffelovens § 27, stk. 1, 2. pkt., at straffelovens § 21, stk. 3, om forsøg finder tilsvarende anvendelse i forhold til juridiske personer.
Det er hermed præciseret, at juridiske personer kan straffes for forsøg i samme omfang som fysiske personer, uanset om der er tale om en særlovsovertrædelse eller en straffelovsovertrædelse. Bestemmelsen indebærer således, at juridiske personer alene kan straffes for forsøg på forbrydelser, hvor der er hjemlet højere straf end fængsel i 4 måneder. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 378 af 6. juni 2002 ( L 35 af 13. december 2001, de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1).
I det omfang det kommer på tale at straffe en juridisk person for forsøg, er dette betinget af, at en enkeltperson inden for den juridiske person har handlet med det til forsøgsstraf fornødne forsæt, jf. bemærkningerne til forslaget til lov nr. 228 af 4. april 2000 ( L 15 af 6. oktober 1999, de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10). Se i denne forbindelse også _ betænkning nr. 1289/1995, afsnit 6.4.2._
Efter straffelovens § 23, stk. 1, omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Denne generelle bestemmelse om medvirken til strafbare forhold finder også anvendelse på juridiske personer. En juridisk person kan således f.eks. straffes for medvirken til en anden juridisk persons strafbare forhold, jf. f.eks. dommene refereret i U 1985.950V, U 1996.209/2H og U 2004.2181/2V. Se i øvrigt pkt. 3.1.4. om forholdet mellem moder- og datterselskaber.
