Retningslinjerne for valg af ansvarssubjekt afhænger af, om der er tale om en sag omfattet af særlovgivningen eller af straffeloven. Retningslinjerne for valg af ansvarssubjekt i særlovssager fremgår af pkt. 3.1.1. – 3.1.4. , mens retningslinjerne for ansvarsplaceringen ved straffelovsovertrædelser fremgår af pkt. 3.1.5.
Udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt i særlovgivningen er, at tiltalen rejses mod den juridiske person.
Om afgrænsningen af de ansvarssubjekter, der er omfattet af bestemmelserne om strafansvar for selskaber mv., se pkt. 4.1.1.
I forarbejderne til straffelovens kapitel 5 (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.) er det således forudsat, at den juridiske persons strafansvar på mange områder må være det primære. Det gælder især, når en lovovertrædelse er motiveret af økonomiske grunde, men også, hvis den udviste uagtsomhed ikke er graverende, eller hvis forholdet er begået af underordnet personale i virksomheden.
Der kan i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.
Følgende retningslinjer anvendes ved afgørelsen af, om der eventuelt tillige skal rejses tiltale mod fysiske personer:
A. | Generelt Har ledelsen af den juridiske person eller en overordnet ansat, herunder direktøren, handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal tiltalen foruden imod den juridiske person som udgangspunkt rejses mod den eller de personligt ansvarlige. Tiltale mod underordnede ansatte skal i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale mod den juridiske person. Såfremt det strafbare forhold er af en sådan karakter, at der er grundlag for at nedlægge påstand om fængselsstraf, må dette nødvendigvis ske over for en fysisk person. |
B. |
Ifølge straffelovens § 26, stk. 1, omfatter bestemmelser om strafansvar for selskaber mv., medmindre andet er bestemt, også kommuner og statslige myndigheder.
Ifølge straffelovens § 27, stk. 2, kan kommuner og statslige myndigheder alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private . Offentlige myndigheder kan således alene ifalde strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5, i det omfang myndigheden optræder på en måde, der kan sammenlignes med virksomhed, der udøves af en privatperson eller af et selskab, det vil sige i egenskab af driftsherre. Som eksempel kan nævnes overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven i forbindelse med driften af et kommunalt rensningsanlæg. Se også pkt. 4.1.2.
Reglerne i straffelovens kapitel 5 omfatter derimod ikke lovovertrædelser, der begås som led i myndighedsudøvelse, f.eks. ved udstedelse af en ulovlig tilladelse. I sådanne tilfælde kan der alene blive tale om personligt strafansvar for de ansvarlige enkeltpersoner.
Spørgsmålet om, hvorvidt der i tilfælde omfattet af straffelovens kapitel 5 skal rejses tiltale mod såvel den offentlige myndighed som en eller flere enkeltpersoner, afgøres efter de samme retningslinjer, som gælder for andre juridiske personer omfattet af straffelovens § 26, stk. 1, jf. pkt. A.
Udgangspunktet er således, at der rejses tiltale mod den offentlige myndighed.
Har ledende eller overordnede personer i den offentlige myndighed, herunder eventuelt folkevalgte personer, handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal tiltalen foruden mod den offentlige myndighed rejses mod den eller de personligt ansvarlige.
Hvis der begås en overtrædelse i et datterselskab, skal ansvaret som udgangspunkt gøres gældende over for dette selskab og ikke moderselskabet, ligesom ansvar for moderselskabets overtrædelser som udgangspunkt gøres gældende over for dette og ikke datterselskabet.
Det bør dog i alle sager af denne karakter overvejes, om der er tale om en koncern, hvor ansvaret for visse aktiviteter er placeret hos datterselskabet, men hvor de reelle beslutninger træffes på koncernniveau, dvs. i moderselskabet, og således har virkning for de aktiviteter, der ligger hos datterselskabet. I sådanne tilfælde rejses tiltalen mod såvel moderselskabet som datterselskabet.
Hvis der ikke kan føres bevis for, at de reelle beslutninger er truffet i moderselskabet, bør det overvejes, om moderselskabet kan anses for medvirkende til datterselskabets overtrædelser ved tilskyndelse, råd eller dåd, jf. straffelovens § 23. Dette kan f.eks. efter omstændighederne være tilfældet, hvis moderselskabet opfordrer datterselskabet til at handle ulovligt, eller hvis moderselskabet undlader at forhindre en strafbar overtrædelse, som det har en formodning om, at datterselskabet vil begå.
Efter straffelovens § 306 er der hjemmel til at straffe juridiske personer for alle overtrædelser af straffeloven. I forarbejderne til bestemmelsen ( L 35 af 13. december 2001, de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.1.2.) er det imidlertid antaget, at det navnlig vil være de straffelovsovertrædelser, der begås for at skaffe den juridiske person vinding , som i praksis vil give anledning til et strafansvar for den juridiske person. Som eksempler på sådanne overtrædelser, der kan begås inden for virksomheden, og som derfor kan pådrage den juridiske person strafansvar, nævnes i forarbejderne afgivelse af urigtige erklæringer på virksomhedens vegne, aktiv bestikkelse, bedrageri samt skatte- og momssvig. Der henvises til pkt. 4.2.
I de tilfælde, hvor der kan være grundlag for at gøre et strafansvar gældende over for en juridisk person for overtrædelse af straffeloven, skal der – ud over tiltale mod den juridiske person – som udgangspunkt også rejses tiltale mod den eller de fysiske personer, der har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse .
Af forarbejderne ( L 35 af 13. december 2001, de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.1.2. ) fremgår det således, at strafansvar for den juridiske person ikke udelukker et individuelt strafansvar for den person, der forsætligt har overtrådt de pågældende straffelovsbestemmelser. Det forudsættes, at der i almindelighed også gøres strafansvar gældende mod de pågældende enkeltpersoner.
Den fornødne tilregnelsesgrad afhænger af den enkelte strafbestemmelse. Kræves der forsæt, kan strafansvar for den juridiske person kun komme på tale, hvis en eller flere inden for virksomheden beviseligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt. Kræves der alene uagtsomhed for individualansvar, gælder samme tilregnelseskrav i forhold til den juridiske person.
Som omtalt under pkt. 3.1.2., pkt. D., ovenfor findes der på en række særlovsområder særlige bestemmelser eller fast praksis om ansvarsplaceringen, der afviger fra de ovennævnte retningslinjer.
Det gælder bl.a. på færdselsområdet , hvor det følger af færdselslovens § 118, stk. 9, at ejeren (eller brugeren) af et køretøj kan pålægges bødeansvar for overtrædelse af reglerne om overlæs samt køre- og hviletid, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Bestemmelsen hjemler således et objektivt individualansvar for ejeren (brugeren), når kørslen sker i dennes interesse, uanset om han har nogen økonomisk interesse i overtrædelsen. Efter bestemmelsen kan en vognmand således straffes for visse overtrædelser af færdselsloven, som er begået af chaufføren.
Dette ansvar vedrører alene det forhold, at der køres med overlæs eller i strid med reglerne om køre- og hviletid. Såfremt der under kørslen sker andre overtrædelser, vil ejeren alene være ansvarlig herfor, såfremt vedkommende er medvirkende ved uagtsomt eller forsætligt forhold efter de almindelige regler i straffelovens § 23, jf. pkt. 4.3.
Efter fast praksis gøres strafansvaret i sager vedrørende overlæs samt køre- og hviletidsreglerne gældende over for såvel ejeren af køretøjet som chaufføren .
Baggrunden herfor er, at ejeren, der i hovedreglen er en juridisk person, har økonomisk fordel af de pågældende lovovertrædelser, mens der påhviler chaufføren af køretøjet en særlig pligt, jf. pkt. 3.1.2 , pkt. D.
Der kan desuden henvises til _betænkning nr. 1289/1995, afsnit 8.5.2., _ hvor Straffelovrådet har udtalt, at der er områder, hvor lovgivningen pålægger den enkelte et selvstændigt og individuelt ansvar for overholdelsen af reglerne, og hvor det derfor ville modvirke lovgivningens formål, hvis man gennem regler om ansvarsplacering undtog en del af disse personer fra ansvar i tilfælde af strafbar overtrædelse af reglerne. Straffelovrådet nævner i den forbindelse bl.a. ansattes kørsel med overlæs som eksempel på, at der normalt ikke kan gives afkald på at gøre individuelt ansvar gældende samtidig med, at der rejses tiltale mod det selskab, der er arbejdsgiver og ejer af køretøjet.
Selskaber, hvor enkeltpersoner er enerådige
Strafansvaret for overtrædelser begået i selskaber, hvor enkeltpersoner er enerådige, gøres gældende efter de samme principper som overtrædelser begået i andre juridiske personer.
Det betyder, at der som udgangspunkt alene rejses tiltale mod den juridiske person, jf. pkt. 3.1.1. Har ledelsen af selskabet eller en overordnet ansat, herunder direktøren, handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal tiltalen dog foruden imod den juridiske person som udgangspunkt rejses mod den eller de personligt ansvarlige, jf. pkt. a) ovenfor.
Det forhold, at den daglige leder af et selskab eventuelt fuldt ud ejer det selskab, i hvilket overtrædelsen har fundet sted (som hovedaktionær/-anpartshaver), skal således i princippet ikke påvirke den strafferetlige bedømmelse af den pågældende, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995, afsnit 8.5.2. Dette må i almindelighed også gælde i de tilfælde, hvor selskabet efterfølgende måtte være gået konkurs.
Der kan dog være helt særlige tilfælde, hvor der bør rejses tiltale mod en daglig leder, der må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, selv om den pågældende ikke har begået lovovertrædelsen forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Dette forudsætter dog, at også simpel uagtsomhed er strafbar efter den pågældende lov. Det vil navnlig være tilfældet, hvor den pågældende tidligere har været daglig leder og enerådende i flere juridiske personer, der efter en kortere periode er ophørt med at eksistere, og hvor der er begået lignende overtrædelser i de pågældende juridiske personer. I sådanne tilfælde rejses tillige tiltale mod den juridiske person, såfremt denne stadig eksisterer.
Såfremt der rejses tiltale mod såvel enkeltpersoner og selskaber, herunder interessentskaber, der ejes helt eller delvis af de pågældende enkeltpersoner, og tiltalerejsningen fører til, at den samme person reelt påføres dobbelt straf, må der i givet fald tages hensyn hertil ved strafudmålingen. Se dommene refereret i U 2005.2290V, TfK 2011.772 og U 2012.3395H.
Også i selskaber, hvor ejeren er daglig leder og enerådende med hensyn til selskabets forhold, gælder, at der i almindelighed ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt det er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale mod virksomheden.
C. | Enkeltmandsvirksomheder (§ 26, stk. 2) Der henvises til pkt. 4.1.1., hvor de enkeltmandsvirksomheder, der er omfattet af reglerne om strafansvar for juridiske personer, er nærmere beskrevet. Udgangspunktet med hensyn til sådanne virksomheder er ligeledes, at tiltalen rejses mod virksomheden, jf. pkt. 3.1.1. Der rejses tiltale mod ejeren, når denne har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. I sådanne tilfælde rejses der ikke tillige tiltale mod virksomheden. Det er således i forarbejderne til straffelovens § 26, stk. 2, (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 3.2, pkt. a) forudsat, at der i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder pålægges ansvar efter straffelovens § 26, stk. 2, ikke tillige kan blive tale om et personligt strafansvar for ejeren for den samme overtrædelse. Der rejses tiltale mod overordnede ansatte, såfremt disse har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. I sådanne tilfælde rejses tillige tiltale enten mod virksomheden eller mod ejeren personligt, såfremt denne har begået overtrædelsen forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Der rejses i almindelighed ikke tiltale mod underordnede ansatte, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale enten mod virksomheden eller mod ejeren personligt, såfremt denne har begået overtrædelsen forsætligt eller ved grov uagtsomhed. |
D. | Tilfælde, hvor lovgivningen pålægger en fysisk person et selvstændigt og individuelt ansvar På en række områder er der fastsat særlige regler, der pålægger enkeltpersoner et selvstændigt og individuelt strafansvar i kraft af deres særlige stilling eller funktion. Som eksempler herpå kan nævnes piloters og besætningsmedlemmers overtrædelser af luftfartslovgivningen, skibsføreres overtrædelser af lov om sikkerhed til søs samt transportørers og landmænds overtrædelser af dyreværnslovgivningen. Se i den forbindelse bl.a. Højesterets dom refereret i U 2012.3395H. Hvis der er tale om overtrædelse af regler af den nævnte type, er udgangspunktet, at der rejses tiltale mod den pågældende person samt i almindelighed tillige mod den juridiske person. Herudover indeholder lovgivningen i visse tilfælde mulighed for et selvstændigt og individuelt strafansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom (objektivt individualansvar). Se pkt. 3.1.6. vedrørende de sagsområder, hvor der er fastsat særlige regler om ansvarsplaceringen, der går videre end strafansvaret for juridiske personer. Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1289/1995, afsnit 8.5.2., hvor det bl.a. fremgår, at det ville modvirke lovgivningens formål, hvis man gennem regler om ansvarsplacering undtog en del af disse personer fra ansvar i tilfælde af strafbar overtrædelse af reglerne. |
Der rejses i almindelighed ikke tiltale mod underordnede ansatte, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I sådanne tilfælde rejses der tillige tiltale mod den offentlige myndighed.
Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen, afsnittene om Færdsel – Befordring, belæsning, vægt, dimensioner mv. (fl §§ 82-86) og Færdsel – Køre- og hviletid.
I sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt, idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand, andre ansatte i transportfirmaet og/eller den person (typisk en landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport, transportere. Herudover kan det være relevant at gøre et strafansvar gældende mod transportvirksomheden som sådan.
De nærmere retningslinjer for tiltalerejsning i denne type sager er beskrevet i rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Dyreværn , pkt. 3.2., C, hvortil der henvises.
I sager om overtrædelse af skatte-, afgifts- og momslovgivningen m.v. rejses der i sager, hvor den daglige leder tillige er hovedaktionær eller eneanpartshaver og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, efter fast praksis alene tiltale mod hovedaktionæren eller eneanpartshaveren i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Også i tilfælde, hvor ovenstående forhold gør sig gældende, men hvor der på grund af lovovertrædelsens grovhed rejses tiltale efter overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, bør strafansvaret begrænses til hovedaktionæren/eneanpartshaveren. Følger det således af en klar praksis på særlovsområdet, at der ikke pålægges den juridiske person strafansvar for særlovsovertrædelsen, vil samme praksis kunne overføres til straffelovsovertrædelsen. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til forslaget til lov nr. 378 af 6. juni 2002, afsnit 2.3.1.2. ( L 35 af 13. december 2001).
På arbejdsmiljøområdet følger det af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, at der kan pålægges en arbejdsgiver bødeansvar for overtrædelse af en række opregnede bestemmelser i loven, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Efter lovens § 83, stk. 3, kan der dog ikke pålægges arbejdsgiveren bødeansvar for visse overtrædelser, hvis arbejdsgiveren har opfyldt sine pligter efter lovens kapitel 4. Der er således i et vist omfang indført et objektivt individualansvar for arbejdsgiveren, som indebærer, at strafansvaret kan placeres hos arbejdsgiveren, selv om han hverken subjektivt eller objektivt har noget med overtrædelsen at gøre.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, 2. pkt., at det er en forudsætning for at gøre bødeansvaret gældende mod arbejdsgiveren, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. Det er derimod ikke et krav, at overtrædelsen kan tilregnes arbejdsgiveren personligt.
Der rejses således kun tiltale mod enkeltpersoner i medfør af arbejdsmiljølovens § 83 i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at gøre et strafansvar gældende mod en juridisk person for den samme overtrædelse. Dette vil navnlig kunne være tilfældet i relation til små enkeltmandsvirksomheder af enkel struktur og med få ansatte, der ikke er omfattet af reglerne om juridiske personers strafansvar. Se i den forbindelse betænkning nr. 1289/1995, afsnit 10.3 og 10.6.
Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Arbejdsmiljø , pkt. 5.
For så vidt angår restaurationsvirksomhed mv. følger det af restaurationslovens § 37, stk. 7, at restauratører, kantineindehavere og disses bestyrere kan pålægges et objektivt bødeansvar for så vidt angår ansattes overtrædelser af bl.a. bestemmelsen om forbud mod servering af stærke drikke til personer under 18 år og stærkt berusede personer. Det fremgår af bestemmelsen, at strafansvar kan pålægges, uanset at overtrædelsen ikke kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom. Er restauratøren eller kantineindehaveren et selskab, staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der pålægges selskabet, staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Ved vurderingen af strafansvar efter § 37, stk. 7, skal der tages rimeligt hensyn til, i hvilket omfang den pågældende restauratør mv. må antages at have opfyldt sin tilsynspligt.
Når betingelserne for tiltalerejsning er opfyldt, rejses der tiltale mod både restauratøren mv. og den ansatte i medfør af strafhjemlen i § 37, stk. 7. Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Restaurations-virksomhed og alkoholbevilling mv.
Medieansvarsloven indeholder et særligt ansvarssystem, der gælder med hensyn til overtrædelser, som sker gennem trykte og elektroniske medier. Loven indeholder således flere bestemmelser om objektivt individualansvar, der ikke vil blive gennemgået her.
Det skal dog nævnes, at redaktøren efter medieansvarslovens § 11, stk. 1, er ansvarlig for indholdet af en unavngiven artikel i et skrift, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Efter § 11, stk. 2, er redaktøren endvidere objektivt ansvarlig for indholdet af en navngiven artikel, hvis det ikke er muligt at drage den navngivne forfatter til ansvar, f.eks. på grund af manglende tilregnelighed. Som eksempel skal endvidere nævnes, at udgiveren efter medieansvarslovens § 15, stk. 1, er ansvarlig på objektivt grundlag for skriftets indhold, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren. Er udgiveren en juridisk person, kan ansvaret pålægges den juridiske person som sådan, jf. § 15, stk. 2.
