Straffelovens kapitel 5, der blev indsat ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven (L 201 af 7. februar 1996), indeholder regler om strafansvar for juridiske personer. Loven bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar.
Bestemmelsen i straffelovens § 25 fastslår den generelle regel, at juridiske personer kan straffes, når der er særlig hjemmel hertil. Bestemmelsen indeholder ikke i sig selv hjemmel til et sådant ansvar, men forudsætter, at det i eller i medfør af den pågældende lov er fastsat, at der skal være strafansvar for juridiske personer.
Bestemmelsen i straffelovens § 26 afgrænser kredsen af de ansvarssubjekter, der er omfattet af bestemmelser om strafansvar for selskaber mv.
Efter straffelovens § 26, stk. 1, omfatter bestemmelser om strafansvar for juridiske personer, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person , herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Der er ikke tale om nogen udtømmende opregning. Betegnelsen ”juridisk person” omfatter således alle organisationsformer mv., der kan optræde i retsforhold, uanset om de driver kommerciel virksomhed eller er ikke-erhvervsdrivende.
Som nævnt omfattes endvidere, medmindre andet er bestemt, kommuner og statslige myndigheder. Kommunale fællesskaber, jf. kommunestyrelseslovens § 60, er ligeledes omfattet, uanset om fællesskabet betegner sig som interessentskab, andelsselskab eller lignende, jf. betænkning nr. 1289/1995, afsnit 5.5.3.
Efter straffelovens § 26, stk. 2, omfatter bestemmelser om strafansvar for juridiske personer endvidere enkeltmandsvirksomheder , for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1. nævnte selskaber. Det er ifølge forarbejderne (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 3.2, pkt. a) en forudsætning for et sådant ansvar, at enkeltmandsvirksomheden med hensyn til kompetence- og ansvarsfordeling er organiseret på en sådan måde, at det findes naturligt at sidestille virksomheden med en juridisk person, og at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte.
I visse tilfælde kan der i tiden efter, at det strafbare forhold blev begået, være sket ændringer af den juridiske persons forhold, som gør det nødvendigt at overveje, om den juridiske person strafferetligt har bevaret sin identitet og således fortsat er det rette strafsubjekt.
Som udgangspunkt er det uden betydning, om ledelsen eller andre ansatte udskiftes, eller om aktionærkredsen ændres. Det har som udgangspunkt heller ikke betydning for strafansvaret, at et selskab omdannes fra f.eks. et interessentskab eller et anpartsselskab til et aktieselskab, ligesom det er uden betydning for selskabets strafansvar, at man efter overtrædelsen er ophørt med den aktivitet, der gav anledning til overtrædelsen.
I tilfælde af fusion gælder der som udgangspunkt universalsuccession, hvilket indebærer, at et eventuelt strafansvar, der ellers ville kunne rettes mod det indskydende selskab, må anses for overført til det modtagende selskab.
I tilfælde, hvor den juridiske person efter overtrædelsen er blevet opdelt, således at den virksomhed, der har givet anledning til det strafbare forhold, er blevet skilt ud fra det oprindelige selskab, afhænger spørgsmålet om valg af ansvarssubjekt af en konkret vurdering af, hvorvidt det ene selskab efter opdelingen med hensyn til drift, ejerkreds, ledelse mv. kan siges at fortsætte den del af selskabets virksomhed, der er relevant for straffesagen.
Hvis den juridiske person er opløst ved konkurs, likvidation mv., kan der ikke rettes noget strafansvar mod den juridiske person. Hvis den juridiske person er opløst som solvent, vil der dog eventuelt være mulighed for konfiskation af udbyttet hos ejerne, jf. straffelovens § 76, stk. 4.
I straffelovens § 27 fastsættes de nærmere betingelser for juridiske personers strafansvar. Efter bestemmelsen forudsætter strafansvar for en juridisk person, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske person eller den juridiske person som sådan.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.), at overtrædelser, der begås af ansatte i forbindelse med arbejdets udførelse, som hovedregel må anses for begået inden for virksomheden, men at der på den anden side kan forekomme overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede eller uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelserne objektivt ikke kan henføres til den juridiske persons virkefelt.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.), at det er en betingelse, at overtrædelsen subjektivt kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, og at bedømmelsen enten kan angå enkeltpersoners forhold (1. led) eller den juridiske person som sådan (2. led).
Det anføres i den forbindelse, at en overtrædelse, der er begået inden for rammerne af en juridisk person, i almindelighed vil kunne tilregnes ledelse og/eller ansatte og dermed være omfattet af 1. led. Det anføres endvidere, at 2. led formentlig navnlig vil have selvstændig betydning ved kumulerede fejl, hvor overtrædelsen ikke kan tilregnes enkeltpersoner som følge af de pågældendes ringe andel eller ringe uagtsomhed i relation til overtrædelsen.
Spørgsmålet om, hvilken tilregnelse der kræves (uagtsomhed, eventuelt som grov uagtsomhed, eller forsæt), beror efter forarbejderne på de subjektive krav i relation til den pågældende straffebestemmelse. Hvis strafansvar f.eks. er betinget af forsæt, vil strafansvar for den juridiske person således forudsætte, at overtrædelsen kan tilregnes enkeltpersoner som forsætlig.
Endelig vil ikke enhver person med den fornødne tilregnelse i relation til en overtrædelse inden for den juridiske person kunne pådrage den juridiske person strafansvar. Det kræves, at den pågældende skal være »knyttet til« den juridiske person. Denne betingelse er efter forarbejderne klart opfyldt, når der er tale om ledelse og ansatte.
Overtrædelser, der begås i forbindelse med rent private skridt fra den ansattes side, medfører ikke strafansvar for virksomheden, idet overtrædelsen i almindelighed ikke har den fornødne funktionelle tilknytning til den aktivitet, virksomheden udøver. Uden for strafansvaret falder endvidere tilfælde, hvor den strafbare handling eller undladelse er foretaget som et led i udførelsen af det pålagte arbejde, men hvor det pågældende forhold må betegnes som et helt abnormt skridt fra den ansattes side. Det kan ikke anses for et abnormt skridt, hvis den ansatte som led i arbejdsprocessen vælger en helt inadækvat fremgangsmåde, som ingen anden ville have fulgt. Det er endvidere uden betydning, om den ansatte er gået uden for sin kompetence eller har handlet i strid med givne instruktioner, når det begåede forhold kan betragtes som et led i den juridiske persons virksomhed. Se i den forbindelse betænkning nr. 1289/1995, afsnit 6.6.2.
I straffelovens § 27, stk. 2, præciseres, at statslige myndigheder og kommuner alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, som svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private. Det afgørende for bødeansvarets anvendelse vil således være, om den offentlige myndighed optræder i egenskab af driftsherre, jf. betænkning nr. 1289/1995, afsnit 6.6.7. Der henvises til pkt. 3.1.3.
