Den processuelle repræsentant, som skal repræsentere den juridiske person under hovedforhandlingen (typisk et medlem af bestyrelsen eller af direktionen), bør under den indenretlige behandling af straffesagen mod den juridiske person – uafhængigt af sin personlige stilling i sagen – som hovedregel stilles som en tiltalt. Det vil sige, at den pågældende ikke skal afgive forklaring under vidneansvar, ligesom den pågældende skal have mulighed for at være til stede under hele sagen.
Øvrige personer, herunder ansatte , må derimod som hovedregel behandles efter vidnereglerne. Der vil således som udgangspunkt være vidnepligt for disse personer. Dette gælder dog ikke, såfremt de pågældende personligt er sigtede eller risikerer at blive det.
Specielt for så vidt angår tilfælde, hvor en offentlig myndighed måtte være tiltalt, bør samtlige ansatte behandles efter reglerne om vidner, medmindre de personligt er sigtede eller risikerer at blive det. Der gælder således andre retningslinjer for offentlige myndigheder end for private juridiske personer.
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, side 181ff.