Som omtalt under pkt. 3.1.2., pkt. D., ovenfor findes der på en række særlovsområder særlige bestemmelser eller fast praksis om ansvarsplaceringen, der afviger fra de ovennævnte retningslinjer.
Det gælder bl.a. på færdselsområdet , hvor det følger af færdselslovens § 118, stk. 9, at ejeren (eller brugeren) af et køretøj kan pålægges bødeansvar for overtrædelse af reglerne om overlæs samt køre- og hviletid, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Bestemmelsen hjemler således et objektivt individualansvar for ejeren (brugeren), når kørslen sker i dennes interesse, uanset om han har nogen økonomisk interesse i overtrædelsen. Efter bestemmelsen kan en vognmand således straffes for visse overtrædelser af færdselsloven, som er begået af chaufføren.
Dette ansvar vedrører alene det forhold, at der køres med overlæs eller i strid med reglerne om køre- og hviletid. Såfremt der under kørslen sker andre overtrædelser, vil ejeren alene være ansvarlig herfor, såfremt vedkommende er medvirkende ved uagtsomt eller forsætligt forhold efter de almindelige regler i straffelovens § 23, jf. pkt. 4.3.
Efter fast praksis gøres strafansvaret i sager vedrørende overlæs samt køre- og hviletidsreglerne gældende over for såvel ejeren af køretøjet som chaufføren .
Baggrunden herfor er, at ejeren, der i hovedreglen er en juridisk person, har økonomisk fordel af de pågældende lovovertrædelser, mens der påhviler chaufføren af køretøjet en særlig pligt, jf. pkt. 3.1.2 , pkt. D.
Der kan desuden henvises til _betænkning nr. 1289/1995, afsnit 8.5.2., _ hvor Straffelovrådet har udtalt, at der er områder, hvor lovgivningen pålægger den enkelte et selvstændigt og individuelt ansvar for overholdelsen af reglerne, og hvor det derfor ville modvirke lovgivningens formål, hvis man gennem regler om ansvarsplacering undtog en del af disse personer fra ansvar i tilfælde af strafbar overtrædelse af reglerne. Straffelovrådet nævner i den forbindelse bl.a. ansattes kørsel med overlæs som eksempel på, at der normalt ikke kan gives afkald på at gøre individuelt ansvar gældende samtidig med, at der rejses tiltale mod det selskab, der er arbejdsgiver og ejer af køretøjet.
Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen, afsnittene om Færdsel – Befordring, belæsning, vægt, dimensioner mv. (fl §§ 82-86) og Færdsel – Køre- og hviletid.
I sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt, idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand, andre ansatte i transportfirmaet og/eller den person (typisk en landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport, transportere. Herudover kan det være relevant at gøre et strafansvar gældende mod transportvirksomheden som sådan.
De nærmere retningslinjer for tiltalerejsning i denne type sager er beskrevet i rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Dyreværn , pkt. 3.2., C, hvortil der henvises.
I sager om overtrædelse af skatte-, afgifts- og momslovgivningen m.v. rejses der i sager, hvor den daglige leder tillige er hovedaktionær eller eneanpartshaver og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, efter fast praksis alene tiltale mod hovedaktionæren eller eneanpartshaveren i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Også i tilfælde, hvor ovenstående forhold gør sig gældende, men hvor der på grund af lovovertrædelsens grovhed rejses tiltale efter overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, bør strafansvaret begrænses til hovedaktionæren/eneanpartshaveren. Følger det således af en klar praksis på særlovsområdet, at der ikke pålægges den juridiske person strafansvar for særlovsovertrædelsen, vil samme praksis kunne overføres til straffelovsovertrædelsen. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til forslaget til lov nr. 378 af 6. juni 2002, afsnit 2.3.1.2. ( L 35 af 13. december 2001).
På arbejdsmiljøområdet følger det af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, at der kan pålægges en arbejdsgiver bødeansvar for overtrædelse af en række opregnede bestemmelser i loven, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Efter lovens § 83, stk. 3, kan der dog ikke pålægges arbejdsgiveren bødeansvar for visse overtrædelser, hvis arbejdsgiveren har opfyldt sine pligter efter lovens kapitel 4. Der er således i et vist omfang indført et objektivt individualansvar for arbejdsgiveren, som indebærer, at strafansvaret kan placeres hos arbejdsgiveren, selv om han hverken subjektivt eller objektivt har noget med overtrædelsen at gøre.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, 2. pkt., at det er en forudsætning for at gøre bødeansvaret gældende mod arbejdsgiveren, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. Det er derimod ikke et krav, at overtrædelsen kan tilregnes arbejdsgiveren personligt.
Der rejses således kun tiltale mod enkeltpersoner i medfør af arbejdsmiljølovens § 83 i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at gøre et strafansvar gældende mod en juridisk person for den samme overtrædelse. Dette vil navnlig kunne være tilfældet i relation til små enkeltmandsvirksomheder af enkel struktur og med få ansatte, der ikke er omfattet af reglerne om juridiske personers strafansvar. Se i den forbindelse betænkning nr. 1289/1995, afsnit 10.3 og 10.6.
Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Arbejdsmiljø , pkt. 5.
For så vidt angår restaurationsvirksomhed mv. følger det af restaurationslovens § 37, stk. 7, at restauratører, kantineindehavere og disses bestyrere kan pålægges et objektivt bødeansvar for så vidt angår ansattes overtrædelser af bl.a. bestemmelsen om forbud mod servering af stærke drikke til personer under 18 år og stærkt berusede personer. Det fremgår af bestemmelsen, at strafansvar kan pålægges, uanset at overtrædelsen ikke kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom. Er restauratøren eller kantineindehaveren et selskab, staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der pålægges selskabet, staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Ved vurderingen af strafansvar efter § 37, stk. 7, skal der tages rimeligt hensyn til, i hvilket omfang den pågældende restauratør mv. må antages at have opfyldt sin tilsynspligt.
Når betingelserne for tiltalerejsning er opfyldt, rejses der tiltale mod både restauratøren mv. og den ansatte i medfør af strafhjemlen i § 37, stk. 7. Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Restaurations-virksomhed og alkoholbevilling mv.
Medieansvarsloven indeholder et særligt ansvarssystem, der gælder med hensyn til overtrædelser, som sker gennem trykte og elektroniske medier. Loven indeholder således flere bestemmelser om objektivt individualansvar, der ikke vil blive gennemgået her.
Det skal dog nævnes, at redaktøren efter medieansvarslovens § 11, stk. 1, er ansvarlig for indholdet af en unavngiven artikel i et skrift, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Efter § 11, stk. 2, er redaktøren endvidere objektivt ansvarlig for indholdet af en navngiven artikel, hvis det ikke er muligt at drage den navngivne forfatter til ansvar, f.eks. på grund af manglende tilregnelighed. Som eksempel skal endvidere nævnes, at udgiveren efter medieansvarslovens § 15, stk. 1, er ansvarlig på objektivt grundlag for skriftets indhold, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren. Er udgiveren en juridisk person, kan ansvaret pålægges den juridiske person som sådan, jf. § 15, stk. 2.
