I straffelovens § 27 fastsættes de nærmere betingelser for juridiske personers strafansvar. Efter bestemmelsen forudsætter strafansvar for en juridisk person, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske person eller den juridiske person som sådan.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.), at overtrædelser, der begås af ansatte i forbindelse med arbejdets udførelse, som hovedregel må anses for begået inden for virksomheden, men at der på den anden side kan forekomme overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede eller uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelserne objektivt ikke kan henføres til den juridiske persons virkefelt.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne (L 201 af 7. februar 1996, de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.), at det er en betingelse, at overtrædelsen subjektivt kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, og at bedømmelsen enten kan angå enkeltpersoners forhold (1. led) eller den juridiske person som sådan (2. led).
Det anføres i den forbindelse, at en overtrædelse, der er begået inden for rammerne af en juridisk person, i almindelighed vil kunne tilregnes ledelse og/eller ansatte og dermed være omfattet af 1. led. Det anføres endvidere, at 2. led formentlig navnlig vil have selvstændig betydning ved kumulerede fejl, hvor overtrædelsen ikke kan tilregnes enkeltpersoner som følge af de pågældendes ringe andel eller ringe uagtsomhed i relation til overtrædelsen.
Spørgsmålet om, hvilken tilregnelse der kræves (uagtsomhed, eventuelt som grov uagtsomhed, eller forsæt), beror efter forarbejderne på de subjektive krav i relation til den pågældende straffebestemmelse. Hvis strafansvar f.eks. er betinget af forsæt, vil strafansvar for den juridiske person således forudsætte, at overtrædelsen kan tilregnes enkeltpersoner som forsætlig.
Endelig vil ikke enhver person med den fornødne tilregnelse i relation til en overtrædelse inden for den juridiske person kunne pådrage den juridiske person strafansvar. Det kræves, at den pågældende skal være »knyttet til« den juridiske person. Denne betingelse er efter forarbejderne klart opfyldt, når der er tale om ledelse og ansatte.
Overtrædelser, der begås i forbindelse med rent private skridt fra den ansattes side, medfører ikke strafansvar for virksomheden, idet overtrædelsen i almindelighed ikke har den fornødne funktionelle tilknytning til den aktivitet, virksomheden udøver. Uden for strafansvaret falder endvidere tilfælde, hvor den strafbare handling eller undladelse er foretaget som et led i udførelsen af det pålagte arbejde, men hvor det pågældende forhold må betegnes som et helt abnormt skridt fra den ansattes side. Det kan ikke anses for et abnormt skridt, hvis den ansatte som led i arbejdsprocessen vælger en helt inadækvat fremgangsmåde, som ingen anden ville have fulgt. Det er endvidere uden betydning, om den ansatte er gået uden for sin kompetence eller har handlet i strid med givne instruktioner, når det begåede forhold kan betragtes som et led i den juridiske persons virksomhed. Se i den forbindelse betænkning nr. 1289/1995, afsnit 6.6.2.
I straffelovens § 27, stk. 2, præciseres, at statslige myndigheder og kommuner alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, som svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private. Det afgørende for bødeansvarets anvendelse vil således være, om den offentlige myndighed optræder i egenskab af driftsherre, jf. betænkning nr. 1289/1995, afsnit 6.6.7. Der henvises til pkt. 3.1.3.