Afgørelse om separatiststilling i konkursbo vedrørende indbetaling til SKAT

Sø- og Handelsretten frifandt A-AUTOMOBILER ApS under konkurs.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå et anerkendelsesværdigt gældskrav mod konkursboet. Bevismaterialet var ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at de overførte beløb udgjorde lån eller betaling for varer, der berettigede sagsøgeren til at få sit krav anerkendt som simpelt krav i boet.

Retten konkluderede, at der var for stor usikkerhed om midlernes karakter, og at formodningen talte for, at overførslerne var relateret til egenkapital eller tilskud uden ret til tilbagebetaling i konkurssituationen.

Sagsøgeren (Anees Al-Bayati) blev pålagt i medfør af Retsplejeloven § 312, stk. 1 at betale sagens omkostninger til konkursboet, som blev fastsat til 45.000 kr.

Aftale mellem flyselskaber

WOW Air under konkurs mod FlexFlight ApS m.fl. (2), Sag: BS-34618/2024-SHR

• Uforsvarlig Drift: Sagsøgte fortsatte driften, selvom selskabet var teknisk insolvent, og indgik nye, risikable aftaler kort før konkursen.
• Manglende Kapitalisering: Sagsøgte undlod at sikre tilstrækkelig kapitalisering eller stoppe driften, da egenkapitalen var tabt.
• Dispositioner til Skade: Sagsøgte foretog dispositioner, der primært begunstigede nærtstående parter frem for selskabets kreditorer.

Konkursboet krævede en erstatning på 15 millioner kroner for tab, som selskabet led som følge af den uforsvarlige drift i de sidste 18 måneder før konkursen, baseret på principperne om ledelsesansvar i Selskabsloven § 361, stk. 1.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte (X, repræsenteret af advokat Morten Bjerregaard Nielsen) nedlagde påstand om frifindelse og bestred, at der var handlet groft uforsvarligt. Deres hovedargumenter var:

• Forretningsmæssigt Skøn: De dispositioner, der blev foretaget, lå inden for rammerne af et normalt forretningsmæssigt skøn, og tabene skyldtes uforudsete markedsændringer, ikke ledelsens forsømmelser.
• Årsagssammenhæng: Sagsøgte gjorde gældende, at konkursboet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var direkte kausalitet mellem de hævdede fejl og de økonomiske tab.

Sagsøgte hævdede, at "driften i den pågældende periode var baseret på optimistiske, men realistiske forventninger til markedet, og at et efterfølgende tab i sig selv ikke kan sidestilles med en uforsvarlig ledelse."

Hovedbevisførelsen

Sagen krævede omfattende bevisførelse, herunder gennemgang af regnskabsmateriale, interne korrespondancer og vidneforklaringer fra revisorer og tidligere ansatte. Et centralt punkt var tidspunktet for, hvornår ledelsen burde have indset insolvensen og stoppet driften for at minimere tab for kreditorerne.