Juridisk søgeværktøj

Baggrund for høringen Lægemiddelstyrelsen har udsendt et udkast til opdatering af Vejledning om kriterier for Lægemiddelstyrelsens vurdering af bioækvivalens med henblik på generisk substitution. Formålet med revisionen er at beskytte en særligt sårbar patientgruppe mod de potentielle risici, der kan opstå i forbindelse med automatisk apotekssubstitution af deres medicin. Specifikt om Stiripentol og Dravet syndrom Kernen i ændringen er at tilføje lægemidlet Stiripentol (ATC-kode N03AX17) til listen over lægemidler, der ikke må substitueres automatisk. Dette begrundes i Lægemiddelstyrelsens høringsbrev med lægemidlets specifikke farmakokinetiske egenskaber og den patientgruppe, der anvender det. Lægemiddelstyrelsen forklarer baggrunden således i høringsbrevet: "Stiripentol anvendes udelukkende til behandling af patienter med Dravet syndrom (Severe Myoclonic Epilepsy in Infancy; SMEI), hvor kramperne ikke kan kontrolleres med andre lægemidler. Her er tale om en population af patienter der omfatter børn og som er karakteriseret ved en lav tærskel for epileptiske anfald, hyppige anfald, og tendens til at udvikle status epilepticus." Risikoen ved at skifte mellem forskellige kopipræparater (generika) af Stiripentol er høj, da selv marginale udsving i optagelsen kan få alvorlige kliniske konsekvenser: "Selv mindre ændringer i dosis af stiripentol kan resultere i uhensigtsmæssige ændringer i plasmakoncentrationen, og stiripentol har potentiale til at forårsage betydelige lægemiddelinteraktioner." Oversigt over substitution for antiepileptika Med ændringen indskrives Stiripentol i vejledningens Tabel 1 over acceptgrænser. Den opdaterede situation for epilepsimedicin vil fremadrettet se således ud: Generelle principper for substitution Vejledningen fastslår de overordnede regler for generisk substitution, herunder at kravet til bioækvivalens (AUC og Cmax) normalt ligger inden for et konfidensinterval på 80,00-125,00 %. For lægemidler med smalt terapeutisk indeks indsnævres dette til 90,00-111,11 %. Lægemiddelstyrelsen gør endvidere opmærksom på en række situationer med stor risiko for compliance-problemer, hvor substitution generelt ikke tillades, f.eks. ved forskellige styrkeangivelser, forskellige indtagelsestidspunkter, eller skift mellem endosis- og flerdosisbeholdere. Høring og ikrafttrædelse Høringsmaterialet er sendt bredt ud til en lang række interessenter, herunder faglige organisationer (Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd m.fl.), patientforeninger (Epilepsiforeningen, Danske Patienter) samt industri og regioner. Høringsfrist: 17. april Forventet ikrafttrædelse: 1. maj

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har fremsendt et udkast til en ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361. Denne forordning supplerer den overordnede Dyresundhedslov (forordning (EU) 2016/429) og fastsætter reglerne for, hvordan veterinærlægemidler – herunder især vacciner – må anvendes til forebyggelse og bekæmpelse af de alvorligste dyresygdomme, de såkaldte kategori A-sygdomme. Vigtige Ændringer i Begreber En central, tværgående ændring i dokumentet er udskiftningen af begrebet "generhvervelsesperiode" med "venteperiode". Ændringen implementeres, fordi der lovmæssigt ikke findes en "sygdomsfri status" for kategori A-sygdomme i EU-systemet, når der anvendes beskyttende nødvaccination. "j) 'venteperiode': den tid, der er nødvendig for at godtgøre, at kategori A-sygdommen ikke forekommer, efter at der er gennemført beskyttende nødvaccination mod sygdommen i en vaccinationszone" Vaccinationsstrategier og Zoner Forordningen skelner klart mellem to strategier: Beskyttende nødvaccination: Anvendes som en direkte reaktion på et udbrud af en kategori A-sygdom eller ved en forhøjet risiko for indslæbning af smitte. Forebyggende vaccination: Den kompetente myndighed præciserer nu, at en plan for forebyggende vaccination kan fortsætte i en nyoprettet restriktionszone, medmindre myndighederne vurderer, at den aktuelle smitterisiko kræver en overgang til nødvaccination. Sygdomsspecifikke Opdateringer i Bilagene Dokumentets tyngdepunkt udgøres af bilagene, som tilføjer og tilretter specifikke bekæmpelsesbetingelser for en række anmeldepligtige sygdomme. Opdateringerne er baseret på de seneste praktiske erfaringer samt videnskabelige rapportering fra EFSA. Venteperioder og Restriktioner for Flytning For at myndighederne kan ophæve restriktionerne efter endt vaccination, skal specifikke venteperioder og overvågningskrav overholdes. Venteperioderne varierer stærkt afhængigt af sygdommens karakter: FMD: 3 måneder efter slagtning/aflivning af det sidste vaccinerede dyr. LSD: 8 måneder efter den sidste vaccination. CSF og ASF (vildtlevende svin): 12 måneder efter afslutningen af den sidste vaccinationskampagne i naturen, understøttet af negative fund for virus. Myndighederne kan, under meget specifikke og strenge biosikringsforhold, give dispensation til at flytte dyr til direkte slagtning eller flytte forarbejdede kød- og mælkeprodukter, der er blevet underkastet risikobegrænsende behandlinger (f.eks. varmebehandling). Administrative Konsekvenser Den danske Fødevarestyrelse og andre kompetente EU-myndigheder pålægges strenge dokumentationskrav. De skal fastlægge zoner baseret på landskabsstrukturer og epidemiologi, gennemføre hyppige besøg af embedsdyrlæger i zonerne og overvåge alle dispensationer, der gives til at flytte dyr og animalske produkter.

Sagen omhandler en låntager, der i begyndelsen af 2025 søgte om at få sat tilbagebetalingen af sit SU-lån i bero. Låntageren var på dette tidspunkt påbegyndt en uddannelse som farmakonomelev og mente, at hans status som elev under uddannelse berettigede ham til en pause i afdragene. Sagsforløb og faktiske omstændigheder Låntagerens pligt til at tilbagebetale studielånet indtrådte i januar 2025. I februar samme år kontaktede han Udbetaling Danmark for at informere om, at han var under uddannelse og modtog elevløn. Myndigheden anmodede i den forbindelse om dokumentation for uddannelsen med henblik på at vurdere, om betalingen af studiegælden automatisk kunne sættes i bero. I april 2025 fremsendte låntageren en elevkontrakt, der bekræftede hans indskrivning på farmakonomuddannelsen. Juridiske spørgsmål og parternes argumenter Det centrale spørgsmål i sagen var fortolkningen af begrebet 'uddannelsesperiode'. Spørgsmålet var, om en uddannelse til farmakonom falder ind under de kategorier, der i relation til tilbagebetaling af studielån giver ret til berosættelse. Låntageren anførte, at han som elev under uddannelse burde have ret til at udskyde sin tilbagebetaling, mens uddannelsen stod på, især da han modtog elevløn under forløbet.

Odder Kommune traf den 1. august 2025 en afgørelse om, at anvendelsen af en nyetableret træterrasse på 130 m² på en ejendom i Saksild Strand var i overensstemmelse med lokalplanen for området. En lokal virksomhed klagede over denne afgørelse, da man mente, at terrassen, som anvendes til udeservering for en iskiosk, var i strid med lokalplanens bestemmelser om områdets anvendelse til offentlige formål. Etablering af træterrasse i tilknytning til iskiosk Sagen omhandler en træterrasse på 130 m², der er opført i tilknytning til en iskiosk ved Saksild Strand. Terrassen er indrettet med skiltning fra iskiosken og anvendes som opholds- og serveringsareal for kioskens kunder. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, hvis formål blandt andet er at forbedre den offentlige adgang til stranden og skabe bedre betingelser for aktiviteter knyttet til brugen af stranden. Lokalplanens rammer for anvendelse Lokalplanen fastlægger i § 3.1, at området kun må anvendes til offentlige formål, herunder offentligt opholdsareal. Som en undtagelse hertil fastslår § 3.2, at der uanset hovedreglen må opføres eller indrettes en kiosk på et specifikt areal vist på et kortbilag. Spørgsmålet i sagen var, om træterrassen kunne rummes inden for disse bestemmelser uden at kræve dispensation efter Planloven § 19. Odder Kommunes vurdering og begrundelse Kommunen vurderede oprindeligt, at terrassen var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Kommunen lagde vægt på, at udeservering er en naturlig del af en iskiosk, og at lokalplanen ikke specifikt regulerede placeringen af opholdsarealer, kun selve kioskbygningen. Ydermere argumenterede kommunen for, at da de lovligt kunne etablere en iskiosk via kommunalfuldmagten, udgjorde det et kommunalt og dermed et "offentligt formål" i overensstemmelse med lokalplanens § 3.1. Planklagenævnets fortolkning af offentlige formål Planklagenævnet anførte, at en anvendelse til kioskdrift efter nævnets opfattelse ikke har karakter af et offentligt formål. Nævnet påpegede, at lokalplanens egen systematik understøttede dette, idet kioskdrift var nævnt som en undtagelse ("uanset ovenstående") til hovedreglen om offentlige formål. Da terrassen var forbeholdt kioskens kunder og forsynet med kioskens skiltning, kunne den ikke karakteriseres som et "offentligt opholdsareal". Planklagenævnet lægger på den baggrund til grund, at træterrassen er forbeholdt iskioskens kunder, og at terrassen dermed er en del af iskiosken. Terrassen har således ikke karakter af et offentligt opholdsareal. Da terrassen desuden var placeret uden for det areal, som lokalplanen specifikt havde udlagt til kioskformål, konstaterede nævnet, at forholdet var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Denne sag vedrører Aarhus Kommunes afgørelse om lovliggørende byggetilladelse til et nyt enfamiliehus på en ejendom i Egå. Sagen opstod efter en længere proces, hvor ejeren først fik tilladelse til en tilbygning med kælder, men efterfølgende nedrev det eksisterende hus og opførte et helt nyt byggeri. Naboerne klagede over flere forhold, herunder overskridelse af bygningshøjden, etablering af kælder i strid med lokalplanen samt indbliksgener. Mangelfuld beregning af bygningshøjde fra naturligt terræn Planklagenævnet fandt en væsentlig retlig mangel i kommunens vurdering af bygningshøjden. I henhold til Planloven § 18 skal byggeri overholde lokalplanens bestemmelser, og lokalplanens § 8.3 fastsætter en maksimalhøjde på 8,5 m for den pågældende ejendom. Kommunen havde lagt en landinspektørs måling til grund, som tog udgangspunkt i koten for overkant af gulv (kote 7,56) fremfor det naturlige terræn. Da hverken lokalplanen eller planloven definerer "naturligt terræn", henvises der til praksis fra bygningsreglementet, hvor det forstås som det oprindelige terræn. Nævnet udtalte: Bygningshøjden skal således måles fra det naturlige terræn, og ikke fra overkant af gulv. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der er naturligt terræn, herunder om det svarer til koten for overkant af gulv. Da denne beregningsfejl kunne føre til et andet resultat, blev denne del af afgørelsen ophævet. Berettigede forventninger forhindrer håndhævelse af kælderforbud Selvom lokalplanens § 8.1 udtrykkeligt forbyder etablering af kældre, vurderede Planklagenævnet, at kommunen var afskåret fra at håndhæve dette forbud. Dette skyldes princippet om berettigede forventninger. Kommunen havde i oktober 2021 givet en byggetilladelse til en tilbygning, hvoraf det fremgik, at en del af arealet lå i kælderen. Selvom det påhviler ejeren at sikre lovlighed, jf. Byggeloven § 16, skabte kommunens tidligere positive tilkendegivelse en retsstilling, som ejeren kunne støtte ret på. Nævnet lagde vægt på, at det var uden betydning, om kommunen oprindeligt begik en fejl ved ikke at dispensere fra lokalplanen, da ejeren i god tro havde handlet på tilladelsen. Vurdering af tagform og naboernes partsstatus Klagerne anførte, at husets tagform stred mod lokalplanens § 9.7, som tillader sadeltage, ensidige taghældninger eller flade tage. Nævnet gennemgik tegningsmaterialet og konstaterede, at taget bestod af to skrå flader, der mødtes i en ryg, hvilket definerer et sadeltag. Da lokalplanen ikke stillede krav om symmetri, var tagformen umiddelbart tilladt. Forud for sagens realitetsbehandling vurderede nævnet, om naboerne var klageberettigede parter efter Planloven § 60. Nævnet fandt, at pga. byggeriets store vinduespartier og en tagterrasse med direkte indblik til klagernes opholdsarealer ca. 16 meter væk, havde naboerne en så væsentlig og individuel interesse, at de var parter i sagen. Dette betød også, at deres klage var indgivet rettidigt, da klagefristen først løb fra det tidspunkt, de modtog en korrekt klagevejledning. Afvisning af inhabilitet og usaglige hensyn Klagerne gjorde gældende, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn (frygt for erstatningsansvar) og var inhabil pga. de mange fejl i forløbet. Nævnet afviste dette med henvisning til Forvaltningsloven § 3. Da kommunen foretog en retlig vurdering af rettigheder og lokalplanoverholdelse snarere end en fri skønsmæssig vurdering, fandtes der ikke grundlag for at statuere myndighedsinhabilitet eller usaglighed.

Københavns Kommune traf i september 2025 beslutning om at nedlægge forbud mod opførelse af en tilbygning samt ændringer af sekundær bebyggelse på en ejendom i Valby for at sikre områdets arkitektoniske værdier via en kommende lokalplan. Sagen opstod, efter ejerne af ejendommen havde indsendt en revideret ansøgning om byggeri, som kommunen vurderede kunne stride mod hensigterne i en planlagt bevarende lokalplan for kvarterets karakteristiske dobbelthuse. Kommunens begrundelse for anvendelse af planlovens § 14 Kommunen begrundede forbuddet med, at det pågældende dobbelthus er en vigtig del af en helhed af ensartede huse i en af Valbys tidligere byggeforeninger. Ejendommen er registreret med en SAVE-værdi på 5, hvilket indikerer middel bevaringsværdi. Kommunen vurderede, at både hovedhuset og den sekundære bebyggelse har betydning for kvarterets samlede udtryk, og man ønskede derfor at fastsætte præcise bestemmelser i en lokalplan for at regulere: Bebyggelsesprocent og placering af tilbygninger. Dimensioner og udformning af garager, udhuse og overdækninger. Bevaring af eksisterende arkitektoniske træk. "Bevaringsværdien omfatter selve dobbelthuset, men også i hvilken grad bygningen tåler udvidelse og ændring af den sekundære bebyggelse som garage, udhuse og overdækninger mv." Vurdering af tidsforløb og spørgsmålet om passivitet Klagerne argumenterede for, at kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbuddet på grund af passivitet, idet der var gået over 13 måneder fra den første ansøgning i august 2024. Planklagenævnet gennemgik sagens tidslinje for at vurdere, om undersøgelses- og overvejelsestiden var rimelig: Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været passiv. Selvom den samlede proces var lang, lagde nævnet vægt på, at kommunen løbende havde behandlet sagen, og at den konkrete undersøgelsestid op til forbuddet lå inden for det acceptable. Desuden blev det bemærket, at gyldighedsperioden for forbuddet var fastsat kort, hvilket begrænsede indgrebet over for borgeren jf. Planloven § 14. Planlægningsmæssige hensyn og forbuddets klarhed Klagerne anførte, at deres projekt ville forbedre ejendommens udseende ved at fjerne forfaldne bygninger og opføre nye i matchende materialer. Planklagenævnet understregede dog, at kommunen har et meget vidtgående skøn i forhold til planlægningsmæssige prioriteringer. Det er sagligt at ønske at beskytte et bevaringsværdigt miljø, hvilket understøttes af muligheden for at fastsætte bevarende bestemmelser i en lokalplan efter Planloven § 15, stk. 2. Nævnet afviste ligeledes klagen over manglende klarhed i forbuddet. Afgørelsen specificerede præcis, hvilke bygninger (tilbygning, garage, depot og halvtage) forbuddet omfattede, og ejerne var derfor ikke i tvivl om, hvilke arbejder der ikke måtte påbegyndes. Forhold uden for Planklagenævnets kompetence En række klagepunkter vedrørte det tidligere afslag på byggetilladelse fra december 2024 samt tekniske detaljer om bygningernes dårlige stand og råd. Da disse forhold vedrører byggelovgivningen og ikke planloven, har Planklagenævnet videresendt disse dele af klagen til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 2.

Tårnby Kommune gav den 10. april 2025 påbud om fysisk lovliggørelse af bebyggelse samt et fast hegn på en kolonihavelod i Kastrup, hvilket Planklagenævnet har behandlet efter en klage fra ejeren. Sagen omhandler primært spørgsmålet om, hvorvidt renoveringsarbejder på et eksisterende kolonihavehus havde karakter af vedligeholdelse eller nybyggeri, samt om kommunen havde overholdt forvaltningsretlige principper ved udstedelsen af påbuddet. Lokalplanens rammer og sagens baggrund Ejendommen er omfattet af en lokalplan fra 2021, der fastlægger strikse rammer for bebyggelse i området. Formålet er at bevare karakteren af kolonihaveområde og sikre, at bebyggelsen ikke bliver for tæt. De væsentligste bestemmelser i lokalplanen inkluderer: Arealbegrænsning: Et kolonihavehus må maksimalt være 60 m², og det samlede bebyggede areal på lodden må ikke overstige 80 m². Afstandskrav: Ingen del af bebyggelsen må placeres nærmere lodgrænsen end 2,5 meter. Hegn: Al hegning skal etableres som levende hegn. Konflikten opstod, da ejeren i januar 2025 kontaktede kommunen angående udskiftning af facaden på sit hus grundet råd. Kommunen vurderede dog, at der var tale om omfattende arbejder, der havde karakter af nybyggeri, som derfor skulle overholde den nuværende lokalplans krav. Vurdering af bygningsændringer og eksisterende forhold Planklagenævnet foretog en differentieret vurdering af de forskellige bygningsdele på lodden for at afgøre, om de kunne betragtes som eksisterende lovlige forhold, jf. Planloven § 18: Nævnet fandt, at udskiftning af tagmateriale på bygning 2 ikke i sig selv medførte, at hele bygningen mistede sin status som et eksisterende lovligt forhold. Derimod blev arbejdet på bygning 3 anset for at være så omfattende, at der var tale om nybyggeri, som dermed skulle overholde lokalplanens krav om både areal og afstand til skel. Hjemmel, proportionalitet og myndighedspassivitet Kommunen begrundede påbuddet med, at kolonihavehuset samlet set udgjorde ca. 80 m², hvilket oversteg grænsen på 60 m², samt at bygning 3 kun var placeret 0,2 meter fra lodgrænsen. Klageren argumenterede for, at påbuddet var uproportionalt, og at kommunen havde udvist passivitet. Nævnet afviste påstanden om myndighedspassivitet, da kommunen først blev bekendt med forholdene i januar 2025 og reagerede hurtigt herefter, jf. Planloven § 51. I forhold til hegnet udtalte nævnet: "Planklagenævnet finder, at kommunens påbud om lovliggørelse af hegnet ikke er i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lægger herved vægt på, at der i den konkrete sag er tilstrækkeligt tungtvejende planmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelser om, at hegn skal være levende hegn." Nævnet fandt dog en væsentlig mangel i kommunens påbud vedrørende selve huset. Da kommunen havde krævet en samlet fjernelse af tilbygninger (inklusive bygning 2, som var lovlig), var påbuddet behæftet med en fejl, der førte til ophævelse af denne del af afgørelsen.

Nyborg Kommune traf den 6. oktober 2025 afgørelse om påbud om fysisk lovliggørelse ved nedtagning af skiltning på en ejendom beliggende i Nyborg. Sagen tog sin begyndelse, da kommunen konstaterede, at der var opsat skiltning i strid med den gældende lokalplan for området. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 6, som i sin § 7.1 fastsætter et totalforbud mod skiltning: Ingen form for skiltning og reklamering må finde sted. Forud for påbuddet havde kommunen den 16. september 2025 meddelt afslag på en anmodning om lovliggørende dispensation. Dette afslag blev begrundet med, at skiltet var af unødig størrelse, og at der ikke var væsentlige samfundsmæssige hensyn, der talte for dets bibeholdelse, da der var tale om en privat institution. Denne afgørelse blev ikke påklaget inden for klagefristen, hvorfor Planklagenævnet i den nuværende sag udelukkende kunne tage stilling til selve påbuddet om fysisk lovliggørelse og ikke til spørgsmålet om dispensation eller lokalplanens fortolkning. Parternes argumenter og klagepunkter Klageren anførte i sin klage til nævnet, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde overvejet det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Klageren mente, at kommunen burde have undersøgt muligheden for retlig lovliggørelse eller en mindre indgribende løsning før udstedelsen af påbuddet. Desuden blev det gjort gældende, at: Forholdet var af underordnet betydning jf. Planloven § 51, stk. 3, da skiltet står på egen grund og ikke generer naboer eller trafik. Der findes andre institutioner i området med større og mere dominerende skilte. Kommunen havde overtrådt officialprincippet ved at fejlbedømme institutionens karakter. Planklagenævnets prøvelse og rækkevidde Nævnet præciserede indledningsvist sin kompetence efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som begrænser prøvelsen til retlige spørgsmål. Da afgørelsen om afslag på dispensation fra 16. september 2025 stod ved magt, kunne nævnet ikke efterprøve de argumenter, der reelt vedrørte dispensationsspørgsmålet eller om skiltet var i strid med lokalplanen. I forhold til proportionalitetsprincippet fastslog nævnet, at en kommune ikke har pligt til på ny at vurdere retlig lovliggørelse i en påbudssag, hvis den allerede har taget stilling til dette i en forudgående dispensationssag. Da kommunen netop havde givet afslag på dispensation få uger før påbuddet, var dette krav opfyldt. Vedrørende Planloven § 51, stk. 3 bemærkede nævnet følgende om kommunens tilsynspligt: Bestemmelsen indebærer kun, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der kun er tale om et forhold af underordnet betydning. Den indebærer ikke, at kommunen ikke har ret til at håndhæve lokalplanen. Nævnet fandt, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende planmæssige interesser i at opretholde skiltningsforbuddet i lokalplanen. Hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af præcedensvirkning (at andre også ville kunne kræve lignende skilte) vejede tungere end klagerens ønske om at beholde skiltet. Påbuddet blev derfor anset for at være i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.

Esbjerg Kommune udstedte den 13. oktober 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse af et hegn mod vej på en ejendom i Esbjerg V. Sagen opstod, efter kommunen havde konstateret, at der var opført et fast hegn bag en eksisterende hæk i skellet mod vej, hvilket var i strid med de gældende regler for området. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet med indsigelser om blandt andet påbuddets klarhed og overholdelsen af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Lokalplanens rammer og sagens forhistorie Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 07-040-003, Guldager Landområde, Boliger vest for Sønderrisvej. Forud for selve påbuddet havde Esbjerg Kommune den 27. august 2024 meddelt afslag på en anmodning om lovliggørende dispensation til det faste hegn. Da denne afgørelse ikke blev påklaget inden for fristen, stod afslaget ved magt, og kommunen overgik herefter til håndhævelse af de fysiske forhold. Afgrænsning af klagenævnets prøvelse Planklagenævnet fastslog indledningsvist, at de i overensstemmelse med Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kun kan tage stilling til retlige spørgsmål. Da klagefristen for kommunens tidligere afslag på dispensation var overskredet, kunne nævnet ikke efterprøve, om hegnet rent faktisk var i strid med lokalplanen eller om dispensation burde være givet. Fokus for nævnet var derfor udelukkende på lovligheden af selve påbuddet fra oktober 2025. Vurdering af påbuddets klarhed og præcision Klageren anførte, at påbuddet manglede den fornødne klarhed, da det angiveligt ikke præciserede, hvilke dele af hegnet der skulle fjernes. Planklagenævnet understregede vigtigheden af præcis formulering i påbud, da manglende efterlevelse er strafbelagt jf. Planloven § 64, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt dog, at påbuddet var tilstrækkeligt klart, idet det eksplicit nævnte: At der var tale om det faste hegn bag den eksisterende hæk i skel. At konsekvensen var, at dette specifikke hegn skulle fjernes helt. Overholdelse af proportionalitetsprincippet Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde vurderet, om formålet kunne opnås med mindre indgribende midler. Nævnet vurderede sagen ud fra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip og konstaterede følgende: Nævnet fandt, at kommunen havde opfyldt sin pligt til at undersøge retlig lovliggørelse først. Da dispensation var afvist, var fysisk lovliggørelse det eneste resterende middel. Nævnet lagde vægt på, at hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af præcedens i området udgjorde tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at kræve hegnet fjernet, uanset de byrder det pålagde ejeren.

Randers Kommune traf den 5. marts 2025 afgørelse om, at etableringen af et fælles udhus på 21 m² på ejendommen [A1] i Randers SØ var i overensstemmelse med den gældende lokalplan. En nabo klagede over denne afgørelse, da naboen mente, at udhuset ikke var placeret i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt i lokalplanen. Lokalplanens krav til placering og bebyggelse Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 746 for tæt-lav boliger på Dybdalvej i Assentoft. I lokalplanens § 7.11 er der fastsat specifikke bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering: "Der må opføres et fælles skur til opbevaring af haveredskaber og lign. på det fælles opholdsareal med en placering som vist i princippet på kortbilag 2." Kortbilag 2 illustrerer placeringen af et eventuelt fællesskur i det sydøstlige hjørne af lokalplanområdet, placeret op ad et bevaringsværdigt læbælte. Den faktiske placering af det ansøgte udhus var imidlertid mindst 20 meter vest for denne indtegnede placering og placeret langs en adgangssti til området i stedet for ved læbæltet. Retsgrundlaget for lokalplanens bindende virkning Planklagenævnet har i sagen taget stilling til, om forholdet er umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, eller om det kræver en dispensation efter Planloven § 19. Nævnet præciserede de generelle principper for fortolkning af lokalplaner: Bindende virkning: Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne. Nye forhold, der stemmer overens med planen, er umiddelbart tilladte. Kortbilag: Kortbilag har kun bindende virkning, hvis der henvises direkte til dem i lokalplanens bestemmelser. Ved uoverensstemmelse har teksten forrang. "I princippet": Når en placering er angivet "i princippet", kræves der ikke fuldstændig overensstemmelse med kortet, men større afvigelser kræver dispensation. Planklagenævnets vurdering af afvigelsen Planklagenævnet fandt, at den valgte placering af fællesskuret afveg i en sådan grad fra lokalplanens kortbilag, at det ikke kunne rummes inden for udtrykket "i princippet". Nævnet lagde særlig vægt på to faktorer: For det første den fysiske afstand på mindst 20 meter fra den oprindeligt planlagte placering, og for det andet det forhold, at udhuset nu blev placeret ved en adgangssti frem for ved det oprindelige læbælte. Da projektet dermed var i strid med lokalplanens § 7.11, kunne kommunen ikke give byggetilladelse uden først at have behandlet sagen som en dispensationssag efter Planloven § 19, hvilket også ville indebære en stillingtagen til, om der skulle foretages nabohøring.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 24. september 2025 på en byggeplads, hvor en virksomheds ansatte udførte arbejde med at bukke armeringsjern i en eksisterende hal. Under besøget blev der konstateret forhold, som rejste tvivl om de ansattes sikkerhed i relation til asbest. Faktiske omstændigheder i hallen I umiddelbar nærhed af medarbejdernes arbejdsstation og langs adgangsvejen var der placeret en åben bigbag mærket med ordet "asbest". Denne pose indeholdt en stak bølgeplader, som delvist var knækkede. Tilsynet bemærkede desuden, at: Gulvet i området fremstod støvet og beskidt. Der var åbne porte i begge ender af lokalet, hvilket skabte gennemtræk. Asbestmaterialerne havde ifølge oplysninger på stedet stået i lokalet i længere tid. Virksomhedens bemærkninger og argumenter Virksomheden har anført, at pallen med asbestmateriale ved en fejl var blevet placeret indendørs og ikke var en del af den planlagte logistik. De gjorde gældende, at materialet var forsvarligt emballeret i en godkendt asbestpose, og at pallen blev fjernet af en vognmand umiddelbart efter tilsynsbesøget. Vedrørende støvet på gulvet argumenterede virksomheden for, at der var tale om almindeligt sand og jord, som blev slæbt ind via medarbejdernes sko, og ikke asbeststøv. Juridiske spørgsmål Det centrale juridiske spørgsmål i sagen er, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at de ansatte i videst muligt omfang var sikret mod eksponering for asbeststøv, herunder om der var pligt til at foretage støvprøver for at afklare risikoen.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 26. august 2025 på en byggeplads, hvor der var ved at blive opført en ny boligkarré. Under besøget observerede den tilsynsførende en ansat, der betjente en teleskoplæsser af mærket Manitou. Maskinen var udstyret med pallegafler, og den tilsynsførende konstaterede, at der var placeret en byrde i form af en palle på gaflerne. Der opstod tvist om, hvorvidt føreren af teleskoplæsseren var lovmæssigt kvalificeret til at betjene maskinen i den givne situation. Virksomheden anførte i deres klage, at uddannelseskravet til teleskoplæsser alene finder anvendelse, når maskinen bruges til løft af byrder med udskifteligt løfteudstyr. De argumenterede for følgende: Ved kørsel uden byrder er der intet krav om teleskoplæssercertifikat. I sådanne tilfælde er det tilstrækkeligt, at føreren er instrueret og kvalificeret til opgaven. Virksomheden bestred grundlaget for et strakspåbud i situationer, hvor maskinen udelukkende anvendes til kørsel uden byrder. Spørgsmålet i sagen var således, om de faktiske omstændigheder ved brugen af maskinen udløste kravet om en formel arbejdsmiljøfaglig uddannelse for føreren.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg udført af Arbejdstilsynet på en adresse, hvor der blev udført indvendigt malerarbejde. Under besøget traf den tilsynsførende virksomhedsejeren og en person, som ejeren oplyste var indlejet til at udføre malerarbejdet. Arbejdet havde på tidspunktet for tilsynet varet i seks dage og forventedes at fortsætte i yderligere tre dage. Uenighed om ansættelsesforhold og ansvar Der opstod under sagsbehandlingen uenighed om, hvorvidt den pågældende person var at betragte som en indlejet ansat eller som en uafhængig underentreprenør. Virksomhedsejeren anførte følgende argumenter: Den pågældende person var registreret som selvstændig i RUT-registret. Vedkommende udførte arbejdet som underentreprenør og var derfor selv ansvarlig for egne arbejdsforhold. Der forelå ikke en skriftlig ansættelsesaftale. Faktiske forhold på arbejdsstedet Arbejdstilsynet konstaterede, at der ikke var etableret velfærdsforanstaltninger til rådighed for den person, der udførte malerarbejdet. De manglende faciliteter omfattede: Adgang til et aflåseligt toilet. Et passende spiserum med adgang til drikkevand. Håndvask med både rindende koldt og varmt vand. Mulighed for omklædning. Det var ubestridt, at virksomhedsejeren havde aftalen med kunden, leverede materialer og værktøj, samt at ejeren og den indlejede person arbejdede sammen uden en fast aftalt opgavefordeling.

Sagen omhandler en arbejdssituation på en trailer, hvor en ansat udførte opgaver i højden uden tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger. Ved et tilsynsbesøg blev det konstateret, at en medarbejder befandt sig på taget af en trailer for at fjerne surringer fra teltpæle, der var opbevaret deroppe. Faktiske omstændigheder på arbejdsstedet Arbejdet foregik i en højde af 2,5 meter over jorden. Under tilsynet blev følgende observationer gjort: Den ansatte stod ca. 0,5 meter fra trailerens kant uden rækværk eller anden faldsikring. Adgangsvejen til trailerens tag bestod af en trappestige med platform. Stigens øverste platform var placeret ca. en meter under trailerens tag, hvilket krævede, at den ansatte skulle klatre det sidste stykke. Stigen var placeret på et ujævnt underlag bestående af brosten. Juridiske spørgsmål og parternes synspunkter Det centrale spørgsmål i sagen var, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at risikoen for nedstyrtning var effektivt forebygget. Virksomheden har under sagen anført, at anvendelse af traditionelt faldsikringsudstyr ikke var en brugbar løsning i den specifikke arbejdssituation. Der blev rejst tvivl om, hvorvidt både adgangsvejen og selve arbejdet på taget overholdt de generelle krav til sikkerhed, herunder om der var truffet de nødvendige foranstaltninger for at forhindre faldulykker under opstigning, nedstigning og ophold på traileren.

Sønderborg Kommune har indbragt en sag for Pressenævnet mod RADIO IIII vedrørende en artikel og flere radioudsendelser bragt i marts 2025. Sagen omhandler kommunens beslutning om at anbringe to tvangsfjernede søstre i pleje hos en medarbejder, der var ansat som teamleder i den selvsamme afdeling, som stod for tvangsfjernelsen af børnene. Sagens faktiske omstændigheder I artiklen og de dertilhørende radioudsendelser blev der rettet en skarp kritik mod Sønderborg Kommunes håndtering af anbringelsen. En række eksperter, herunder professorer i forvaltningsret og juridiske konsulenter, udtalte, at konstruktionen var i strid med forvaltningslovens regler om habilitet. Kritikken fokuserede navnlig på: At det er problematisk, når en kommune fører tilsyn med en plejefamilie, hvor plejemoderen er ansat i samme forvaltning. At der opstår en uhensigtsmæssig sammenblanding af personlige, kollegiale og økonomiske interesser. At sagsbehandlingen burde have været overdraget til en anden kommune for at sikre uvildighed. Parternes påstande og argumenter Sønderborg Kommune rejste kritik af RADIO IIII på flere punkter, herunder mediets brug af oplysninger og deres arbejdsmetoder. Kommunens hovedpunkter var: Kommunen anførte yderligere, at RADIO IIII havde misbrugt deres adgang til personfølsomme oplysninger opnået gennem en fuldmagt, og at mediet bevidst tegnede et skævt billede af sagen ved at udelade de hensyn, der var taget til børnenes trivsel og tilknytning til plejefamilien.

Sagen omhandler en tidligere e-sportsspiller, der har klaget over hjemmesiden HLTV.org. Klageren ønskede at få slettet sit borgerlige navn fra sin spillerprofil på siden, da han mente, at offentliggørelsen overtrådte databeskyttelseslovgivningen. HLTV.org er en international nyhedsportal dedikeret til e-sporten Counter-Strike. Siden fungerer som en omfattende database, der dækker nyheder, kampresultater, statistikker og spillerprofiler. På klagerens profil fremgår både hans profilnavn (alias) og hans rigtige navn samt nationalitet, hvilket er standard for professionelle eller semiprofessionelle spillere på platformen. Klagerens argumenter og personlige omstændigheder Klageren anførte i sin klage, at han aldrig har givet samtykke til, at hans rigtige navn blev offentliggjort. Han beskrev desuden, hvordan han som følge af eksponeringen på HLTV.org har været udsat for chikane: Ukendte personer har opsøgt hans private LinkedIn-profil. Hans arbejdsgiver er blevet kontaktet af uvedkommende. Eksponeringen har haft en negativ indvirkning på hans privatliv og arbejdsliv. Klageren argumenterede for, at HLTV.org stadig kunne opfylde deres formål som historisk arkiv ved blot at benytte hans profilnavn i stedet for hans rigtige navn. Han henviste i den forbindelse til rettighederne i databeskyttelsesforordningen (GDPR).

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udsendt et udkast til en revideret bekendtgørelse vedrørende udenlandske dyrlægers adgang til at praktisere i Danmark. Formålet med revideringen er at skabe juridisk klarhed over styrelsens hjemmel til at indhente nødvendig dokumentation fra dyrlæger fra andre EU- og EØS-lande. "Formålet med revidering af bekendtgørelsen er at tydeliggøre styrelsens hjemmel til at kræve 'certificate of good standing' (hæderlighedsbevis) fra dyrlæger fra andre EU-lande mv., der ønsker at blive autoriseret eller at udøve midlertidig og lejlighedsvis virksomhed som dyrlæge i Danmark." Midlertidig og Lejlighedsvis Udøvelse (§ 7) For dyrlæger, der anmelder, at de ønsker at praktisere midlertidigt i Danmark, tydeliggøres det i udkastets § 7 (den gældende bekendtgørelses § 8), hvilke specifikke dokumenter der kræves. Udover bevis for nationalitet og erhvervsmæssige kvalifikationer, stilles der nu et eksplicit krav om dokumentation for, at dyrlægen har ret til at udøve sit erhverv uden begrænsninger. Permanent Autorisation (§ 9) Tilsvarende præciseringer foretages i § 9 (tidligere § 11) for dyrlæger, der ansøger om permanent autorisation til at etablere sig i Danmark. Hvor tidligere udgaver af bekendtgørelsen har haft en mere diffus henvisning til anerkendelsesdirektivets bilag VII, indskrives de præcise dokumentationskrav nu direkte i lovteksten. Dette skal gøre det mere gennemskueligt for ansøgeren, hvad Fødevarestyrelsen kræver. Formkrav til Dokumentation For at sikre en ensartet og høj faglig standard, opstiller bekendtgørelsen faste betingelser for det krævede 'certificate of good standing': EU-ret og Konsekvenser Bekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i dansk ret. Derudover indeholder udkastet ændringer af rent teknisk karakter, såsom fjernelse af overflødige kapitler og paragraffer. Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) har haft udkastet i præhøring og vurderer i den forbindelse: "OBR vurderer, at bekendtgørelsesudkastet ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet og har dermed ikke yderligere kommentarer." Ikrafttrædelse Det foreslås, at de nye regler træder i kraft den 1. april 2026. I den forbindelse vil den gældende lovgivning på området (Bekendtgørelse nr. 1423 af 3. december 2015) blive ophævet, dog med undtagelse for ansøgninger, der er indgivet før de nye reglers ikrafttræden.

Gentofte Kommune traf den 24. september 2025 afgørelse om at give afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 380 til etablering af to gavlaltaner på ejendommen [A1] i Hellerup. Ejendommen er omfattet af en lokalplan for bevaringsværdige bygninger, hvor bygningen er markeret som bevaringsværdig. Sagen opstod, da ejerne ønskede at opsætte altaner med en dybde på 1,6 m, mens kommunen kun var villig til at dispensere til en dybde på 1,3 m. Krav om tilladelse til ændring af bevaringsværdige bygninger Det centrale retsgrundlag for sagen findes i lokalplanens § 3.1, som fastlægger strikse regler for bevaringsværdige bygninger: > De på kortbilag 1 til 7 markerede bevaringsværdige bygninger, må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden Kommunalbestyrelsens tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Dette gælder også dør-, vindues- og altanudskiftninger, ændringer i materialevalg, farvesætning, vinduesformater og udformning i øvrigt. Denne bestemmelse fungerer som en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 21, hvor hovedreglen er et forbud mod ændringer, men hvor kommunen kan give tilladelse efter en konkret vurdering. Planklagenævnet bekræftede, at opsætning af altaner på ejendommen kræver dispensation i henhold til Planloven § 19, da forholdet ikke er umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Kommunens vurdering af altanernes dybde og bevaringsværdi Kommunen begrundede sit afslag med, at altaner med en dybde på 1,6 m ville forringe bygningens bevaringsværdige kvaliteter markant mere end altaner på 1,3 m. Selvom klagerne anføre, at de 30 cm ikke burde gøre en forskel, vurderede kommunen, at det er afgørende for bygningens arkitektoniske udtryk, at altanerne ikke bliver for dominerende. Nævnet konstaterede, at kommunen har et vidtgående skøn i disse sager, og at bevaringshensyn er et sagligt og planlægningsmæssigt relevant parameter. Overholdelse af lighedsgrundsætningen og ændret praksis Et væsentligt punkt i klagen var henvisningen til naboejendommen [A2], som i både 2017 og 2025 havde fået tilladelse til altaner med en dybde på 1,6 m. Klagerne mente, at der var tale om usaglig forskelsbehandling. | Ejendom | Årstal | Afgørelse | Dybde | Begrundelse | |---|---|---|---|---| | [A1] (Klager) | 2025 | Afslag | 1,6 m | Beskyttelse af bevaringsværdi; 1,3 m vurderet som maksimum. | | [A2] (Nabo) | 2017 | Tilladelse | 1,6 m | Givet under en tidligere, mindre restriktiv praksis. | | [A2] (Nabo) | 2025 | Tilladelse | 1,6 m | Sikring af symmetri pga. den eksisterende altan fra 2017. | Kommunen oplyste, at de efter 2017 har skærpet deres praksis for at beskytte bevaringsværdige bygninger. Nævnet vurderede, at en kommune er berettiget til at ændre praksis, så længe det sker generelt og er baseret på saglige hensyn. Tilladelsen til naboen i 2025 var udelukkende begrundet i et ønske om at opnå symmetri på den specifikke bygning, da der allerede var opsat én altan i 2017. Tilstækkelig begrundelse og forvaltningsretlige principper Klagerne gjorde gældende, at afgørelsen manglede en reel begrundelse jf. Forvaltningsloven § 24. Planklagenævnet fandt dog, at kommunen havde opfyldt kravene i Forvaltningsloven § 22, da afgørelsen indeholdt henvisninger til de relevante retsregler og forklarede de hovedhensyn (bevaringsværdi over for symmetri), der lå til grund for skønnet. Nævnet understregede, at de ikke kan efterprøve selve det arkitektoniske skøn over, hvorvidt 30 cm gør en forskel for bevaringsværdien, så længe de planlægningsmæssige hensyn er saglige.

Vejle Kommune traf den 3. juni 2025 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 1389, Kolonihaveområde Engene, samt meddelte påbud om fysisk lovliggørelse af bebyggelse på en kolonihavelod i Vejle. Afgørelsen blev sendt til ejeren via Digital Post samme dag og indeholdt en vejledning om, at klage skulle indgives til Planklagenævnet inden 4 uger. Tidsmæssigt forløb i sagen Sagens forløb er karakteriseret ved en betydelig tidsmæssig forskydning mellem kommunens afgørelse og klagerens reaktion: Klagen blev således indgivet mere end seks måneder efter, at den oprindelige klagefrist var udløbet. Der forelå i sagen ingen oplysninger om, at klagen var forsøgt indgivet tidligere, eller specifikke forklaringer på den sene indgivelse. Da klagen vedrører en afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, gælder de almindelige regler om klagefrister. Retsgrundlag for klagefrister Efter Planloven § 60, stk. 1 skal en klage indgives skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Formålet med en fast klagefrist er at skabe retssikkerhed og afklaring for alle involverede parter. Planklagenævnet følger en restriktiv praksis, hvilket betyder, at frister normalt skal overholdes strengt, medmindre der foreligger helt særlige, undskyldelige omstændigheder.

Sagen omhandler en klage over Guldborgsund Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 132 til etablering af en kvist med en bredde på 3 meter på en bevaringsværdig ejendom i Nysted. Ejeren af ejendommen ønskede at udvide boligarealet på 1. sal, men kommunen vurderede, at den ansøgte kvist var i strid med lokalplanens bevaringsbestemmelser og arkitektoniske retningslinjer. Lokalplanens restriktioner for bevaringsværdige bygninger Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 132, Nysted, hvor beboelsesbygningen er udpeget som bevaringsværdig. Lokalplanen indeholder specifikke krav til ændringer af sådanne bygninger for at sikre det historiske bymiljø. I henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 21 er der i lokalplanens § 8.1.1 fastsat, at enhver ændring af døre, vinduer, tage og facader kræver forudgående tilladelse. For kviste gælder specifikt følgende begrænsninger jf. lokalplanens § 8.7.4: Kommunens begrundelse for afslag Guldborgsund Kommune begrundede afslaget med, at en kvist på 3 meter ville fremstå som et "fremmedlegeme" på tagfladen. Kommunen lagde vægt på, at tilbygningen ikke tog hensyn til ejendommens skala og oprindelige proportioner. Myndigheden påpegede desuden, at lokalplanen giver mulighed for at udnytte tagetagen ved brug af mindre kviste og tagvinduer, der respekterer bygningens arkitektur, men at det ansøgte projekt var for omfattende. Klagerens argumenter og påståede retsmangler Klageren anførte i sin klage flere punkter, herunder: Lighedsgrundsætningen: Der blev henvist til en naboejendom, som angiveligt havde fået lov til at etablere større kviste. Manglende partshøring: Klageren mente ikke at være blevet hørt tilstrækkelkeligt i processen jf. Forvaltningsloven § 19. Usaglige hensyn: Klageren mente, at kommunens skøn var baseret på usaglige arkitektoniske vurderinger. Planklagenævnet skulle herefter vurdere, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med de planlægningsmæssige og forvaltningsretlige regler.

Sagen omhandler en afgørelse fra Odder Kommune af 3. juli 2025, hvor kommunen meddelte en lovliggørende dispensation til et sommerhus på ejendommen [A1]. Dispensationen vedrørte en overskridelse af lokalplanens bestemmelser om maksimal bygnings- og facadehøjde. Sagen tog sin begyndelse, da ejerne af to naboejendomme klagede over byggeriet, som de fandt dominerende og til gene for deres udsigtsforhold. Overskridelse af højdekrav i lokalplan nr. 3029 Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 3029 for et sommerhusområde ved Rude og Saksild Strand. I henhold til lokalplanens pkt. 7.5 er der fastsat strenge krav til bebyggelsens omfang for at sikre områdets karakter: Det fremgår af sagens oplysninger, at kommunen allerede i november 2022 havde givet en dispensation til en mindre overskridelse. Under selve opførelsen skete der dog en fejl, som medførte, at huset blev bygget yderligere 30 cm højere end den oprindeligt dispenserede højde. Dette førte til kravet om en ny, lovliggørende dispensation efter Planloven § 19. Naboklagernes argumenter og kritik af sagsoplysningen Klagerne anførte, at byggeriet påførte dem væsentlige gener i form af tab af havudsigt og øget indblik. De kritiserede desuden Odder Kommunes sagsbehandling og mente, at Officialprincippet (undersøgelsesprincippet) var tilsidesat, fordi kommunen ikke havde besigtiget forholdene direkte fra klagernes ejendomme. Klagerne stillede ligeledes spørgsmål ved, om der forelå inhabilitet i forvaltningen på grund af mulige relationer mellem bygherre, entreprenør og kommunen, jf. Forvaltningsloven § 3. Planklagenævnets prøvelse af hjemmelsgrundlaget Nævnet vurderede først, om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Da byggeriet klart overskred målene i lokalplanens pkt. 7.5, slog nævnet fast, at det krævede dispensation. Herefter undersøgte nævnet, om dispensationen var i strid med planens principper. Efter Planloven § 19 må en dispensation ikke stride mod formålet med planen. Nævnet fandt dog, at højdebestemmelser normalt betragtes som rent bebyggelsesregulerende detaljer og ikke som en del af de bærende principper, medmindre de er specifikt fremhævet i formålsparagraffen. "Planklagenævnet finder, at kommunens dispensation fra lokalplanens pkt. 7.5 ikke er i strid med principperne i planen. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse." Vurdering af sagsbehandling og inhabilitet Vedrørende klagen over manglende besigtigelse konstaterede nævnet, at en myndighed ikke har pligt til at besøge alle naboejendomme, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst via kort, fotos og tegningsmateriale. Da kommunen havde besigtiget selve byggegrunden, vurderede nævnet, at beslutningsgrundlaget var i orden. Angående påstanden om inhabilitet fandt nævnet ingen konkrete beviser for, at uvedkommende interesser havde påvirket afgørelsen.

Planklagenævnet har truffet afgørelse om at afvise en klage over Næstved Kommunes dispensation til udstykning på en ejendom i Holmegaard, da klagefristen på fire uger var væsentligt overskredet. Sagen tog sin begyndelse den 1. september 2023, hvor Næstved Kommune meddelte dispensation fra lokalplan nr. F.8.1 til udstykning af 10 parcelhusgrunde på ejendommen [A1]. Selvom en gruppe beboere klagede rettidigt i 2023, indgav den nuværende klager først sin klage i januar 2026, hvilket førte til nævnets afvisning. Kommunens dispensation og det efterfølgende forløb Dispensationen blev givet til [Virksomhed1] ApS med henblik på at omdanne et areal vest for Næstvedvej til boligbebyggelse. I forbindelse med sagens behandling i 2023 modtog kommunen 22 indsigelser fra naboer, der primært var bekymrede over de trafikale gener. Kommunen valgte dog at meddele dispensationen, blandt andet med henvisning til skriftlige tilsagn om vejret fra de berørte grundejerforeninger. Den aktuelle klager rettede i oktober 2025 henvendelse til kommunen med en klage over manglende partshøring. Kommunen afviste den 13. november 2025, at klageren havde status som part i sagen, hvorefter klageren den 19. januar 2026 indgav en formel klage til Planklagenævnet via klageportalen. Klageren mente, at klagefristen skulle regnes fra kommunens afvisning af partsstatus i november 2025. Vurdering af klagerens status som part i sagen For at fastlægge hvornår klagefristen begyndte at løbe, måtte Planklagenævnet først vurdere, om klageren var part i den oprindelige sag om dispensation. Efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kan kommunens afgørelser om dispensation påklages, men fristreglerne afhænger af, om man er part eller blot har en retlig interesse. Nævnet konstaterede, at klagerens bolig er placeret ca. 425 meter fra det pågældende udstykningsområde. På baggrund af denne afstand vurderede nævnet, at udstykningen ikke medfører så konkrete og væsentlige gener for klageren, at vedkommende kan anses for part efter forvaltningsretlige principper. De trafikale forhold kunne heller ikke begrunde partsstatus. Da klageren ikke var part, havde kommunen ikke pligt til at sende en individuel afgørelse med klagevejledning til vedkommende. Fastlæggelse af kendskabstidspunkt og fristoverskridelse Når en klager ikke er part, regnes klagefristen ifølge Planloven § 60, stk. 1 fra det tidspunkt, hvor vedkommende har fået kendskab til afgørelsen. Planklagenævnet fandt bevis for klagerens kendskab i et brev, som klageren selv havde sendt til andre beboere den 13. april 2025: "Vi er for nyligt blevet bekendt med en række bekymrende forhold omkring den tidligere bestyrelse i GF Slangens håndtering af den planlagte udstykning af 10 parcelhusgrunde..." Da klageren senest den 13. april 2025 havde kendskab til dispensationen, udløb klagefristen fire uger senere, den 12. maj 2025. Da den formelle klage først blev indgivet i januar 2026, var fristen overskredet med over syv måneder. Nævnet bemærkede desuden, at kommunens svar om partsstatus fra november 2025 var en procesledende beslutning og ikke en selvstændig afgørelse, der kunne starte en ny klagefrist.

Sagen omhandler en tvist mellem en tysk virksomhed, Eisenberger Gerüstbau GmbH, og en forbruger, JK, vedrørende betaling for leje og montering af stilladser. JK, der er ansat i den føderale forvaltning, ønskede at ombygge tagetagen på sin ejendom til privat beboelse. Til dette formål antog hun en arkitekt, som varetog planlægningen, indhentede tilbud og udarbejdede kontraktudkast. Kontrakten blev indgået udelukkende ved brug af fjernkommunikation (e-mail og post), men indeholdt ingen oplysning om fortrydelsesret. Efter at arbejdet var udført, og stilladset var blevet brugt og efterfølgende afmonteret, meddelte JK, at hun udnyttede sin fortrydelsesret. Da virksomheden ikke havde oplyst om denne ret, gjorde JK gældende, at fortrydelsesfristen var forlænget med 12 måneder, og at hun var fritaget for enhver betalingsforpligtelse for de allerede leverede ydelser. Virksomheden mente omvendt, at bistanden fra en arkitekt betød, at der ikke var tale om en fjernsalgsaftale, og at JK's udnyttelse af fortrydelsesretten efter arbejdets afslutning udgjorde misbrug af rettigheder. Parternes argumenter Eisenberger Gerüstbau GmbH: Gjorde gældende, at JK ikke var i en underlegen position, da hun var bistået af en professionel arkitekt. Virksomheden krævede betaling for det udførte arbejde og mente, at JK handlede i strid med god tro. JK: Argumenterede for, at hun som privatperson var forbruger, uanset arkitektens bistand. Da hun ikke var blevet informeret om fortrydelsesretten, mente hun at have krav på tilbagebetaling af alle acontobeløb, da ydelsen ikke kunne tilbageleveres.

Sagen omhandler A, en marokkansk statsborger, der indrejste ulovligt i Finland i september 2022. A havde tidligere søgt asyl i flere europæiske lande og var omfattet af et indrejseforbud udstedt af Nederlandene. Ved ankomsten til Finland blev han placeret i tilbageholdelse med henblik på udsendelse. Over en periode på halvandet år blev A tilbageholdt i tre separate omgange i Finland, alle med det formål at gennemføre den samme afgørelse om tilbagesendelse til Marokko. De finske myndigheder vurderede ved den tredje tilbageholdelse, at den maksimale indledende periode på seks måneder, som er fastsat i Returdirektivet artikel 15, kunne overskrides, da A ikke samarbejdede om sin udsendelse, og der var forsinkelser i fremskaffelsen af rejsedokumenter. Den centrale konflikt opstod, da den finske lovgivning betingede domstolsprøvelse af tilbageholdelsens lovlighed af en anmodning fra den tilbageholdte selv, snarere end at foretage prøvelsen automatisk (ex officio). Sagens kerne i den præjudicielle forelæggelse var: Skal alle tidligere perioder med tilbageholdelse i den samme medlemsstat lægges sammen, når man beregner, om den maksimale tidsgrænse er nået? Er det i strid med EU-retten, at domstolsprøvelse af en forlængelse ud over seks måneder kræver en aktiv anmodning fra den berørte person? Hvad er konsekvensen, hvis domstolsprøvelsen sker for sent, men de materielle betingelser for tilbageholdelse i øvrigt er opfyldt? Parternes argumenter Den finske politimyndighed argumenterede for, at hver ny tilbageholdelsesperiode skulle betragtes som en isoleret hændelse, især når der var indtrådt nye faktiske omstændigheder, eller når personen havde forladt landet i mellemtiden. A argumenterede derimod for, at hans rettigheder i henhold til Chartrets artikel 6 var krænket, da den samlede tid i tilbageholdelse oversteg de tilladte grænser uden korrekt domstolsprøvelse.

Sagen vedrører en appel indbragt af Roberto Passalacqua, der er tjenestemand ved Europa-Kommissionen, over en dom fra Den Europæiske Unions Ret. Sagen udspringer af Kommissionens beslutning om ikke at forfremme Passalacqua til lønklasse AD 11 i forbindelse med forfremmelsesåret 2021. Passalacqua anfægtede denne beslutning og gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat sin begrundelsespligt, begået fejl i den sammenlignende undersøgelse af fortjenester og gjort sig skyldig i magtfordrejning. Baggrunden for tvisten var blandt andet en hændelse i januar 2021, hvor Passalacqua holdt et oplæg om håndtering af radioaktivt affald. Selvom hans nærmeste foresatte havde godkendt indholdet, opstod der efterfølgende negative reaktioner fra andre afdelinger i Kommissionen. Passalacqua mente, at hans manglende forfremmelse var en uformel sanktion som følge af dette oplæg. Retten i første instans frifandt dog Kommissionen, hvorefter sagen blev indbragt for Domstolen. I appellen fokuserede Passalacqua på ni anbringender, herunder påstande om mangelfuld begrundelse i Rettens dom, forkert anvendelse af reglerne om bevisbyrde og en fejlagtig fortolkning af Vedtægtens artikel 45 vedrørende sammenligningen af kandidaternes fortjenester. Procedurereglernes betydning Et centralt element i sagen var spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at fremlægge en detaljeret sammenligning mellem appellantens meritter og alle de forfremmede tjenestemænds meritter. Passalacqua argumenterede for, at det begrænsede sammenligningsgrundlag, som Kommissionen fremlagde (tre eksempler på forfremmede kolleger), var utilstrækkeligt til at opfylde begrundelsespligten.

Sagen omhandler V. M., en albansk statsborger med bopæl i Italien, som søgte om en social ydelse (assegno sociale) beregnet til mindrebemidlede personer over 67 år. V. M. har opholdstilladelse af familiemæssige årsager, som giver hende ret til at arbejde i Italien. Den italienske socialsikringsinstans, INPS, afslog ansøgningen med henvisning til, at hun ikke var i besiddelse af en tilladelse som fastboende udlænding (langvarigt ophold). Problemstillingen i sagen knytter sig til fortolkningen af Direktiv 2011/98/EU artikel 12, der fastlægger retten til ligebehandling for tredjelandsstatsborgere, som har tilladelse til at arbejde. Spørgsmålet er, om denne ret til ligebehandling i forhold til "grene af den sociale sikring" også omfatter særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, som ofte ligger i grænsefeltet mellem social sikring og social bistand. Centrale spørgsmål i sagen Den italienske forfatningsdomstol ønskede afklaret, om EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der udelukker indehavere af en enkelt tilladelse (single permit) fra ydelser, som ellers er tilgængelige for statsborgere og fastboende udlændinge.

Sagen omhandler det tyske selskab Erdrich Umformtechnik GmbH, som i juni 2019 anmodede de tjekkiske skattemyndigheder om skattefritagelse for indtægter fra royalties for perioden 2014-2018. Anmodningen støttede sig på de nationale regler, der gennemfører Direktiv 2003/49/EF. Formålet med direktivet er at sikre en fælles ordning for beskatning af renter og royalties mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater for at undgå dobbeltbeskatning og administrative byrder. De tjekkiske myndigheder imødekom anmodningen for årene 2017 og 2018, men afviste fritagelse for årene 2014-2016. Begrundelsen var, at anmodningen for disse år var indgivet efter udløbet af en toårig frist, som myndighederne mente fulgte af direktivets regler om tilbagebetaling af kildeskat. Erdrich Umformtechnik anfægtede denne afgørelse og gjorde gældende, at direktivet ikke fastsætter en sådan frist for selve fritagelsesproceduren.

Sagen omhandler det svenske selskab Lyko Operations AB, der sælger hårpleje- og skønhedsprodukter. Selskabet planlagde at indføre et loyalitetsprogram, hvor kunder kunne optjene point baseret på deres køb. Disse point kunne efterfølgende indløses til varer af lav værdi i en særlig "pointbutik", men kun i forbindelse med et nyt køb af produkter fra selskabets standardsortiment. Varerne i pointbutikken havde typisk en værdi under 500 SEK og omfattede produkter med forskellige momssatser. Det centrale juridiske spørgsmål i sagen var, om sådanne loyalitetspoint skal betragtes som en "voucher" (eller et "bevis") i henhold til EU's momsdirektiv. Det svenske skattevæsen (Skatteverket) og Lyko var uenige om denne kvalificering. Hvis pointene blev anset for at være vouchere, specifikt "flereformåls-vouchere", ville det have betydning for, hvordan og hvornår momsen skulle beregnes, samt hvad afgiftsgrundlaget for de udleverede varer ville være. Sagens baggrund og parternes argumenter Lyko Operations AB ønskede afklaring via et bindende svar (rescrit fiscal) om, hvorvidt deres pointsystem faldt ind under definitionen af en voucher i Momsdirektivet artikel 30 a. Selskabet argumenterede for, at pointene udgjorde en voucher, og at afgiftsgrundlaget ved indløsning burde være 0 SEK, da kunden ikke betalte særskilt for pointene. Skatteverket var derimod af den opfattelse, at pointene ikke udgjorde en voucher, men snarere var en mulighed for kunden for at modtage en tillægsydelse eller en rabat. Ifølge skattemyndigheden var der ikke tale om et instrument, som udstilleren var forpligtet til at acceptere som modydelse på samme måde som en traditionel voucher.

Sagen omhandler Elettronica Industriale SpA, en italiensk operatør af telenet, der anlagde sag mod det italienske ministerium for virksomheder og "Made in Italy". Tvisten drejede sig om gyldigheden af to ministerielle dekreter, der fastsatte afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt tv for årene 2014 til 2017. Dekreterne var baseret på en italiensk lov (lov nr. 208/2015), som opstillede et specifikt krav om, at de samlede årlige indtægter fra disse afgifter skulle udgøre mindst 32,8 millioner euro til statsbudgettet. Elettronica Industriale argumenterede for, at dette faste indtægtskrav var uforeneligt med EU-retten, navnlig [Direktiv 2002/20/EF (autorisation)] (/loven/32002L0020). De gjorde gældende, at afgifterne ifølge EU-reglerne kun må tjene til at sikre en optimal udnyttelse af ressourcerne og ikke må have rent finansielle formål for statskassen. Den nationale domstol i Lazio ønskede derfor afklaret, om EU-retten og proportionalitetsprincippet er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter beregningskriterier for afgifter baseret på et prædefineret årligt provenu. Sagens centrale problemstillinger Kan en medlemsstat lovligt fastsætte afgifter for frekvenser med det formål at sikre et bestemt beløb til statens finanser? Skal afgiften udelukkende afspejle de regulatoriske mål i Rammedirektivet 2002/21/EF artikel 8? Hvordan påvirker et prædefineret samlet indtægtskrav vurderingen af afgifternes proportionalitet over for den enkelte operatør?

Sagen vedrører fortolkningen af reglerne for sagsbehandlingsfrister i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse i EU. Den hollandske statssekretær for justits og sikkerhed indførte gennem en række administrative beslutninger (WBV 2022/22, WBV 2023/3 og WBV 2023/26) generelle forlængelser af sagsbehandlingsfristen på ni måneder for asylansøgninger indgivet i bestemte perioder. Formålet var at håndtere et stort antal samtidige ansøgninger, som gjorde det praktisk vanskeligt at overholde den sædvanlige seksmåneders frist fastsat i EU-retten. Sagens baggrund og parter En syrisk statsborger, X, indgivet en ansøgning om asyl i Holland den 17. februar 2023. Da de hollandske myndigheder ikke havde truffet afgørelse inden for den lovbestemte frist på seks måneder, sendte X en påmindelse og anlagde efterfølgende sag ved domstolene. Sagen handlede om, hvorvidt den systematiske brug af gentagne forlængelser af sagsbehandlingsfristen var forenelig med Asylproceduredirektivet. Den hollandske domstol ønskede afklaret, om Direktiv 2013/32/EU artikel 31 tillader flere på hinanden følgende forlængelser, og under hvilke betingelser dette kan ske, navnlig i lyset af statens forpligtelse til at sikre tilstrækkelige ressourcer.

Sagen omhandler SG, en østrigsk statsborger født i 1969, som blev ansat af Wiens kommune (Gemeinde Wien) i 2002. Tvisten drejer sig om fastsættelsen af SG's lønanciennitet, herunder i hvilket omfang erhvervserfaring opnået før det fyldte 18. år skulle medregnes ved hans indplacering i lønsystemet. SG havde arbejdet siden han var 14 år gammel, men i henhold til de daværende regler blev erfaring før 18-årsalderen ikke anerkendt fuldt ud. Efter en række domme fra EU-Domstolen (bl.a. Hütter og Schmitzer), som fastslog, at de østrigske regler var i strid med forbuddet mod alderdiskrimination, indførte Wien i 2023 en ny ordning. Under denne nye ordning blev erhvervserfaring opnået før det 18. år nu medregnet, men for visse typer af erfaring — de såkaldte "andre perioder", der ikke var direkte relevante for stillingen — blev erfaringen kun medregnet med 50 % og med et samlet loft på tre år. SG anfægtede dette og argumenterede for, at begrænsningen fortsat udgjorde en indirekte diskrimination, da den ramte dem, der var startet tidligt på arbejdsmarkedet, hårdere. Centrale spørgsmål i sagen Udgør en ordning, der kun medregner visse erfaringsperioder med 50 % og med et loft på tre år, en overtrædelse af Direktiv 2000/78/EF artikel 2? Kan en sådan begrænsning retfærdiggøres, når den anvendes ensartet på alle medarbejdere uanset deres nuværende alder eller den alder, de havde, da erfaringen blev erhvervet? Er afskaffelsen af et tidligere fire-årigt bundfradrag tilstrækkeligt til at fjerne den tidligere konstaterede diskrimination?

Sagen omhandler DO, en syrisk statsborger, der indrejste i Tyskland i april 2023 og ansøgte om asyl. Ved opslag i Eurodac-databasen blev Italien identificeret som den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning i henhold til Dublin-systemet. De tyske myndigheder (Office fédéral) anmodede derfor Italien om at overtage DO, hvilket Italien blev anset for at have accepteret stiltiende, da de ikke svarede inden for fristen. Efterfølgende traf de tyske myndigheder afgørelse om, at asylansøgningen ikke kunne antages til behandling i Tyskland, og beordrede DO overført til Italien. Sagens baggrund og tvist Problemstillingen opstod, fordi de italienske myndigheder i december 2022 havde udsendt cirkulærer til de øvrige medlemsstater om, at Italien midlertidigt ville indstille modtagelsen af asylansøgere under Dublin-systemet. Den tyske domstol i Sigmaringen, som behandlede DO's klage, ønskede afklaret, om denne ensidige suspendering betød, at Tyskland automatisk blev den ansvarlige stat i henhold til Dublin III-forordningen artikel 3, eller om Tyskland fortsat kunne afvise ansøgningen som værende ikke-antagelig. Præjudicielle spørgsmål Retten i Sigmaringen forelagde fem spørgsmål for EU-domstolen, som i kernen handlede om: Hvorvidt en medlemsstat bliver ansvarlig, hvis den oprindeligt ansvarlige stat nægter at modtage ansøgeren. Om en sådan nægtelse udgør systemiske mangler i asylproceduren. Om en ansøgning kan afvises som ikke-antagelig efter Proceduredirektivet artikel 33 under disse omstændigheder.

Sagen omhandler fortolkningen af Momsdirektivet i forhold til medlemsstaternes adgang til at anvende en reduceret momssats på ydelser i forbindelse med hotelophold. De forenede sager (C-409/24 til C-411/24) udspringer af tvister mellem tyske hoteloperatører og de tyske skattemyndigheder vedrørende beskatningen af tillægsydelser som morgenmad, parkering, WiFi og adgang til wellness-faciliteter. I de konkrete sager tilbød operatørerne hotelophold til en samlet pris (pakkepris), hvor ydelser som morgenmad eller parkeringsplads var inkluderet. I tysk ret findes en bestemmelse (UStG § 12, stk. 2, nr. 11), hvorefter der gælder en reduceret momssats på 7 % for selve indkvarteringen, men hvor ydelser, der ikke tjener udlejningen direkte, udtrykkeligt er undtaget fra denne reducerede sats, selvom de er inkluderet i lejeprisen. Skattemyndighederne opkrævede derfor den normale momssats på 19 % for tillægsydelserne, mens operatørerne argumenterede for, at der var tale om en udelelig enhedspræstation, der samlet skulle beskattes med den lave sats. Den tyske forbundsfinansdomstol (Bundesfinanzhof) ønskede afklaret, om EU-retten tillader en sådan national praksis med at splitte momssatsen for ydelser, der efter sædvanlige principper kunne anses for at være accessoriske (sekundære) til hovedydelsen (indkvarteringen). Parternes argumenter Operatørerne henviste primært til princippet om en samlet ydelse, som fastlagt i EU-domstolens tidligere praksis (f.eks. Stadion Amsterdam-sagen), hvorefter en accessorisk ydelse skal følge hovedydelsens skattemæssige behandling. Den tyske regering og Kommissionen anførte derimod, at medlemsstaterne har en vis skønsmargen til at begrænse anvendelsen af reducerede satser til konkrete og specifikke aspekter af en ydelseskategori.

Sagen vedrører en appel iværksat af Rumænien mod en dom fra EU-Rettens (Tribunalet), som stadfæstede Europa-Kommissionens beslutning om at udelukke visse udgifter fra EU-finansiering. Kommissionen havde pålagt Rumænien finansielle korrektioner på ca. 178 millioner EUR for regnskabsårene 2018 og 2019 under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Korrektionerne var baseret på undersøgelser, der afslørede væsentlige mangler i Rumæniens forvaltnings- og kontrolsystemer. De centrale kritikpunkter omfattede mangelfuld skelnen mellem braklagte arealer og midlertidige græsarealer, fejl i krydskontrollen af arealers støtteberettigelse samt utilstrækkelig kvalitet og omfang af kontrol på stedet. Rumænien gjorde gældende, at Kommissionen havde begået procedurefejl ved at ændre retsgrundlaget undervejs og ved ikke at tage hensyn til oplysninger indsendt sent i forløbet. Parternes argumenter Rumænien argumenterede for, at Kommissionen overtrådte Gennemførelsesforordning 908/2014 artikel 34 ved at ændre de retsregler, som korrektionerne var baseret på, efter den indledende fase. Desuden mente Rumænien, at overlapningen mellem to forskellige undersøgelser (2017 og 2018) udgjorde en "ekstern faktor", der retfærdiggjorde forsinket indsendelse af beviser. Teknisk set anfægtede Rumænien også fortolkningen af reglerne om afgrødevariation i Forordning 1307/2013 artikel 44. Kommissionen fastholdt, at medlemsstaten var blevet behørigt informeret og havde haft rig lejlighed til at udtale sig. Kommissionen understregede, at enhver forveksling mellem afgrødekategorier skaber en reel risiko for EU-budgettet, da det direkte påvirker beregningen af den grønne støtte (ecologisation).

Sagen omhandler lovligheden af et tildelingskriterium i et offentligt udbud vedrørende hjemmepleje i den spanske kommune Ortuella. Kommunen havde fastsat et kriterium, der tildelte op til 40 point til de tilbudsgivere, der foreslog en højere lønsum til det personale, der skulle udføre opgaven, end hvad der var fastsat i den sektorspecifikke kollektive overenskomst. Derudover stillede udbudsbetingelserne krav om, at den vindende tilbudsgiver efter kontraktindgåelse skulle forhandle med personalerepræsentanter om udmøntningen af lønstigningen og bestræbe sig på at indgå en specifik kollektiv overenskomst for den pågældende tjenesteydelse. Erhvervsorganisationen Asociación de Empresas de Servicios para la Dependencia (AESTE) anfægtede dette kriterium. De argumenterede for, at det ikke bidrog til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, var diskriminerende over for mindre virksomheder og udgjorde et uretmæssigt indgreb i retten til kollektive forhandlinger. Da værdien af udbuddet lå under tærskelværdien for Direktiv 2014/24/EU, opstod der spørgsmål om, hvorvidt EU-retten overhovedet fandt anvendelse. Da den spanske lovgivning imidlertid direkte og betingelsesløst havde gjort direktivets principper gældende for udbud under tærskelværdien, vurderede Domstolen, at den havde kompetence til at udtale sig. Sagens centrale tvistepunkter Hvorvidt lønforbedringer ud over overenskomstens minimumsniveau kan anses for et lovligt socialt tildelingskriterium. Om der er en tilstrækkelig forbindelse mellem lønniveauet og genstanden for udbuddet (hjemmepleje til sårbare borgere). Om kravet om efterfølgende overenskomstforhandlinger krænker arbejdsmarkedets parters autonomi i henhold til Artikel 28 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Denne sag vedrører det litauiske selskab MB “Žaidimų valiuta”, hvis hovedaktivitet består i køb og videresalg af den virtuelle valuta "guld" (gold) til onlinespillet "Runescape" i bytte for traditionel valuta. Sagen opstod, da de litauiske skattemyndigheder efter en kontrol konstaterede, at selskabet hverken havde angivet eller betalt moms af disse transaktioner. Myndighederne mente, at salget udgjorde en momspligtig levering af tjenesteydelser, hvor beskatningsgrundlaget var den fulde salgspris. Selskabet anfægtede denne afgørelse med henvisning til to hovedargumenter. For det første blev det gjort gældende, at spillets virtuelle valuta burde sidestilles med en virtuel valuta som Bitcoin og dermed være momsfritaget som et betalingsmiddel i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis i Hedqvist-sagen. For det andet argumenterede selskabet for, at der var tale om "flerformålsboner", hvilket ville betyde, at kun selskabets avance (forskellen mellem købs- og salgspris) skulle beskattes, snarere end den fulde omsætning. Sagen blev forelagt EU-Domstolen for at få afklaret, om momsfritagelsen for transaktioner vedrørende valuta finder anvendelse på virtuel spilvaluta, og hvordan beskatningsgrundlaget skal beregnes, hvis transaktionerne er momspligtige.

Sagen C-613/24 drejer sig om Europa-Kommissionens søgsmål mod Portugal for manglende overholdelse af en tidligere dom fra EU-Domstolen afsagt i 2019 (sag C-290/18). Den oprindelige sag fastslog, at Portugal havde tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at udpege 61 lokaliteter af fællesskabsbetydning som særlige bevaringsområder (SBO) og ved ikke at vedtage de nødvendige bevaringsforanstaltninger for disse områder. På trods af dommen og gentagne rykkere fra Kommissionen havde Portugal ved udløbet af fristen i den åbningsskrivelse, der blev sendt i 2021, stadig ikke fuldt ud efterlevet sine forpligtelser. Selvom Portugal i 2020 vedtog et dekret, der formelt udpegede områderne som SBO, manglede dette dekret de nødvendige specifikationer om naturtyper og beskyttede arter for hver enkelt lokalitet. Desuden manglede de konkrete bevaringsplaner for størstedelen af områderne stadig at blive vedtaget og offentliggjort. Sagens parter og centrale argumenter Kommissionen nedlagde påstand om, at Portugal skulle betale både et fast beløb og en daglig tvangsbøde som følge af det fortsatte traktatbrud. Portugal argumenterede for, at de nationale myndigheder havde gjort væsentlige fremskridt, men at processen var blevet forsinket af administrative udfordringer og komplekse regler for offentlige udbud i forbindelse med udarbejdelsen af forvaltningsplanerne. Portugal hævdede ligeledes, at de allerede havde en generel beskyttelse af områderne via eksisterende lovgivning, og at de økonomiske sanktioner derfor var uforholdsmæssigt høje.

Baggrund og Formål Social- og Boligstyrelsen har sendt et udkast til bekendtgørelse i høring vedrørende ansøgningspuljen til midlertidig støtte til natcaféer. Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte de formelle rammer for, hvordan puljens midler skal forvaltes i finansåret 2026. Den retter sig mod udsatte borgere, som mangler et tilbud om natten. "Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til drift af eksisterende natcaféer og etablering af nye natcaféer, der har et finansieringsbehov." Ansøgerkreds og Organisering Ansøgningspuljen kan udelukkende søges af kommuner og civilsamfundsorganisationer. Det kræves, at projekternes formål og målgruppe er direkte i overensstemmelse med puljens retningslinjer, og at ansøgeren har et reelt behov for støtte. Samtidig må gennemførelsen af projektet ikke gøres betinget af, at der opnås anden form for medfinansiering. Tilskudsberettigede Udgifter og Udelukkelser Bekendtgørelsen opstiller en række specifikke retningslinjer for, hvad midlerne må og ikke må bruges til. Dette sikrer en målrettet og forsvarlig økonomisk forvaltning af puljens midler. Regnskab, Revision og Tilsyn Bekendtgørelsen inddeler kontrol- og revisionskravene i tre niveauer baseret på tilskuddets størrelse, hvilket reducerer de administrative byrder for mindre projekter: Tilskud over 500.000 kr.: Skal revideres af en godkendt statsautoriseret eller registreret revisor. Revisor skal udføre både juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner. Tilskud over 100.000 kr. til 500.000 kr.: Kræver almindelig revision og regnskabsaflæggelse, hvor revisor påser, at betingelser er overholdt. Tilskud op til 100.000 kr.: Fritaget for formel revision. Ansøger skal dog fremsende en oversigt over bilag samt dokumentation for faktisk anvendte løntimer. Sanktioner og Tilbagebetaling Social- og Boligstyrelsen har indført markante beføjelser til at suspendere udbetalinger eller kræve tilbagebetaling. Dette kan aktiveres, hvis tilskudsmodtageren giver urigtige oplysninger, går konkurs, undlader at indsende den faglige afrapportering, eller hvis projektet slet ikke igangsættes inden for 6 måneder efter den godkendte startdato. Høringsproces Udkastet er udsendt med en høringsfrist sat til den 20. marts 2026. Dokumentet indeholder ikke EU-retlige aspekter. Bemærkninger skal indsendes til Social- og Boligstyrelsens tilskudsforvaltning.

Sagen omhandlede, hvorvidt en tidligere ejer (B) af en ejendom i Horsens havde vundet ejendomshævd over et 398 m² stort areal ejet af Banedanmark. Den nuværende ejer (A) erhvervede ejendommen i 1993, men da Jernbanelovens § 28 (tidligere § 52 a, stk. 2, i lov om DSB) fra 1. juni 1988 kategorialt forbyder hævd over matrikulerede jernbanearealer, afhang sagens udfald af, om hævden var vundet før denne dato. Sagens baggrund og tvistens kerne A's ejendom på X-vej 7 grænsede op til et areal, som siden 1930 har været registreret som jernbaneareal. I forbindelse med elektrificeringen af jernbanen i 2021 konstaterede Banedanmark, at A benyttede en væsentlig del af deres areal som have. Spørgsmålet var: Om der juridisk kunne vindes hævd over jernbanearealer før 1988. Om den tidligere ejer, B, havde udøvet en tilstrækkelig intensiv råden i mindst 20 år. Om B var i god tro om ejendomsretten til arealet. Retsgrundlaget for hævd over offentlige arealer Højesteret fastslog med henvisning til Danske Lov 5-5-1, at hævd som udgangspunkt kan vindes over både privat og offentlig ejendom. Dette udgangspunkt kan kun fraviges, hvis råden over arealet strider mod specifik offentligretlig regulering. Banedanmark argumenterede for, at statsbanelovgivningen fra 1946 og 1968 forbød færdsel på banearealer, hvilket skulle udelukke hævd. Bevisførelse og råden over arealet Retten lagde vægt på følgende faktiske forhold: Arealet var adskilt fra selve baneanlægget af et levende hegn. Siden 1954 havde arealet været anvendt som have. B flyttede ind i foråret 1968 og benyttede arealet som en integreret del af haven med frugttræer og bærbuske. Der blev opført en garage i 1971, som delvist lå på det omtvistede areal. Denne uafbrudte råden varede fra 1968 til lovændringen i juni 1988, hvilket præcis opfyldte 20-årskravet.

Horsens Kommune traf den 17. juli 2025 afgørelse om, at en terrænregulering på 15 cm i forbindelse med etableringen af et skur på ejendommen [A1] i Horsens var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. En nabo klagede over afgørelsen med henvisning til, at lokalplanen for området stillede strengere krav til bevarelse af terrænet end det, kommunen havde lagt til grund. Sagen centrerede sig om fortolkningen af to specifikke bestemmelser i lokalplan nr. 2015-2 for boliger ved Egebjerggårdsvej. Spørgsmålet var, om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, eller om det krævede en dispensation efter Planloven § 19. Lokalplanens krav til terræn og bebyggelse Lokalplanen indeholder to centrale paragraffer vedrørende terrænregulering: Klageren gjorde gældende, at terrænet var hævet kunstigt, og at dette stred mod § 8.7. Klageren mente, at formuleringen "hvor terrænet er meget kuperet" var en generel beskrivelse af hele delområdet, og at bestemmelsen derfor forbød enhver form for terrænregulering til fordel for niveaudeling i selve byggeriet. Kommunen vurderede derimod, at terrænet omkring det konkrete skur ikke kunne betegnes som "meget kuperet", og at reguleringen på 15 cm lå langt inden for de tilladte +/- 1 meter i § 8.6. Planklagenævnets vurdering af klarhed og præcision Planklagenævnet tog udgangspunkt i de generelle principper for lokalplaners bindende virkning. For at en lokalplanbestemmelse kan håndhæves som en bindende regel over for borgerne, skal den være formuleret så klart og præcist, at der ikke er tvivl om dens anvendelse. I forhold til lokalplanens § 8.6 konstaterede nævnet, at en regulering på 15 cm entydigt holdt sig inden for rammen af +/- 1 meter. Vedrørende § 8.7 fandt nævnet imidlertid, at bestemmelsen manglede den fornødne klarhed: "Planklagenævnet finder, at formuleringen i lokalplanens § 8.7 ikke har den fornødne klarhed og præcision til, at den kan håndhæves af kommunen i den konkrete sag. Nævnet lægger herved vægt på, at det er uklart, hvad der ligger i kravet om, at terrænet så vidt muligt skal optages i bebyggelsen." Nævnet konkluderede, at da bestemmelsen i vid udstrækning beroede på en skønsmæssig vurdering, kunne den ikke anvendes til at statuere, at den beskedne terrænregulering var i strid med planen. Forholdet krævede derfor ikke dispensation, og kommunens afgørelse blev fastholdt.

Københavns Kommune traf den 27. maj 2025 afgørelse om at give afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 327 til ombygning af et eksisterende selskabslokale til en restaurant på ejendommen [A1] i København S. Sagen opstod, da ejendommens ejer ønskede at ændre anvendelsen af stueetagens lejemål, som tidligere var godkendt til selskabslokale uden køkkenfaciliteter med plads til 90 personer, til en egentlig restaurantdrift. Kommunen vurderede, at en restaurant ville være i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og at der ikke var grundlag for at dispensere, da ændringen vedrørte lokalplanens principper. Lokalplanens begrænsninger for serviceerhverv Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 327, Ny Tøjhus, hvor det i Planloven § 18 fastslås, at lokalplanens bestemmelser er bindende. Den relevante bestemmelse i lokalplanens § 3, stk. 1, litra a, fastlægger, at området skal anvendes til boliger og serviceerhverv. Bestemmelsen oplister eksempler på tilladte serviceerhverv: Administration og liberale erhverv Butikker og hoteller Erhvervs- og fritidsundervisning Håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses Kommunen argumenterede for, at en restaurant ikke falder ind under denne udtømmende eller eksemplificerede liste, og at en ændring fra et lukket selskabslokale til en publikumsorienteret restaurant udgør en væsentlig ændring i planlægningsmæssig henseende. Spørgsmålet om eksisterende lovlig anvendelse Klageren gjorde gældende, at der allerede i 2013 var givet byggetilladelse til selskabslokaler, hvor et anretterkøkken fremgik af de stemplede tegninger. Klageren mente derfor, at etableringen af et køkken og dermed restaurantdrift implicit var tilladt som en fortsættelse af en eksisterende lovlig brug. Planklagenævnet præciserede dog de generelle regler for eksisterende forhold: Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser, også når nye ejere eller brugere har overtaget ejendommen. Hvis en eksisterende lovlig anvendelse ændres, vil den ændrede anvendelse skulle opfylde lokalplanens krav. Nævnet vurderede, at overgangen fra selskabslokale (hvor adgangen er begrænset til lukkede selskaber) til restaurant (der henvender sig til offentligheden/forbipasserende) er en "planlægningsmæssig relevant ændring". Derfor skal den nye anvendelse overholde den nuværende lokalplan uanset tidligere godkendelser af køkkenfaciliteter. Vurdering af dispensationsadgangen og lighedsgrundsætningen Klageren henviste til, at en naboejendom i 2015 havde fået tilladelse til selskabslokale/restaurant, og mente, at afslaget stred mod det forvaltningsretlige lighedsprincip. Planklagenævnet fastslog i overensstemmelse med Planloven § 19, at der ikke kan gives dispensation, hvis det ansøgte strider mod lokalplanens principper. Da anvendelsesbestemmelser anses for at være en del af planens principper, og restaurantdrift ikke ligger tæt på de oplistede erhvervstyper, havde kommunen ikke hjemmel til at dispensere. Vedrørende lighedsgrundsætningen bemærkede nævnet, at en myndighed ikke kan være forpligtet til at gentage en eventuel tidligere ulovlig eller fejlagtig dispensation. Da der her var tale om en fravigelse af planens principper, kunne klageren ikke støtte ret på naboens forhold.

Planklagenævnet har truffet afgørelse i en sag vedrørende Lyngby-Taarbæk Kommunes afslag på lovliggørende dispensation for bebyggelse på en ejendom i Virum. Sagen omhandler et overdækket gangareal på 24,6 m2, etableret beboelse på 50,6 m2 og et udhus på 15 m2, som er opført på ejendommen. Kommunen havde oprindeligt givet afslag med henvisning til, at byggeriet stred mod lokalplan nr. 64 for et villaområde omkring Kollelev Mose. Strid om fortolkningen af fritliggende parcelhuse Et centralt punkt i klagen var, om det ansøgte boligareal stred mod lokalplanens § 3.1.2, der foreskriver, at bebyggelsen kun må bestå af fritliggende parcelhuse til helårsbeboelse. Kommunen mente, at udvidelsen ændrede husets karakter, mens klageren anførte, at huset fortsat var fritliggende. Planklagenævnet vurderede, at begrebet fritliggende parcelhus normalt defineres som en enkeltstående bolig på egen grund uden specifikke afstandskrav til skel i lokalplanen. "Planklagenævnet bemærker, at definitionen af et fritliggende parcelhus ikke indeholder et afstandskrav til skel. Planklagenævnet finder dermed, at den ansøgte udvidelse af boligarealet ikke ændrer på, at huset udgør et fritliggende parcelhus." Nævnet konkluderede derfor, at forholdet var i overensstemmelse med lokalplanens § 3.1.2 og dermed umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 for så vidt angår denne bestemmelse. Overskridelse af bebyggelsesprocent og etageareal Sagen omfattede også overtrædelser af lokalplanens bestemmelser om bebyggelsens omfang. Ifølge lokalplanens § 6.1.1 må bebyggelsesprocenten for ejendomme under 1.800 m2 ikke overstige 25 %. På den aktuelle ejendom var bebyggelsesprocenten beregnet til 27,4 %. Desuden fastslår § 6.1.3, at det bebyggede areal maksimalt må udgøre 75 % af det tilladelige etageareal, hvilket i denne sag var overskredet med 75,29 m2. Klageren gjorde gældende, at 75 %-reglen kun gjaldt for store grunde over 1.800 m2, men Planklagenævnet afviste dette. Nævnet lagde vægt på, at ordlyden i § 6.1.3 ikke indeholdt begrænsninger til grundstørrelse, i modsætning til de foregående paragraffer, og at lokalplanens redegørelse understøttede, at reglen gælder generelt for området. Forkert retsopfattelse af dispensationsmulighed Det mest kritiske punkt i nævnets vurdering var kommunens retsopfattelse i forhold til muligheden for at dispensere efter Planloven § 19. Kommunen havde afslået dispensationen med den begrundelse, at de ansøgte forhold stred mod lokalplanens principper, og at de derfor var afskåret fra at give dispensation. Planklagenævnet fastslog imidlertid, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser i §§ 6.1.1 og 6.1.3 ikke udgør en del af planens principper. Nævnet påpegede, at principperne normalt omfatter formål og anvendelse, mens detaljerede regler om omfang og placering kun er principper, hvis de er specifikt fremhævet som afgørende for planens struktur. Da dette ikke var tilfældet, havde kommunen faktisk mulighed for at dispensere, hvis de efter et konkret skøn fandt det rimeligt. Ved at antage, at de ikke kunne dispensere, led kommunens afgørelse af en væsentlig retlig mangel.

Lemvig Kommune traf den 30. april 2025 afgørelse om at give en lovliggørende landzonetilladelse til en eksisterende husstandsvindmølle på en ejendom i Lemvig. Sagen tog sin begyndelse i 2014, hvor kommunen oprindeligt gav tilladelse til opstilling af en mølle på 25 meter. Den faktiske opførelse afveg dog fra den oprindelige tilladelse, idet møllen blev placeret ca. 2,3 meter fra naboskellet frem for de godkendte 4,76 meter, og visse vilkår om beplantning og vingeoverslag var ifølge en klagende nabo ikke overholdt. Baggrunden for den lovliggørende tilladelse Husstandsvindmøllen, en såkaldt Thymølle på 25 meter, blev færdigmeldt i april 2015. Efter 10 års drift uden indsigelser vurderede kommunen, at der var grundlag for en lovliggørende tilladelse. Kommunen lagde vægt på, at ejeren havde haft en berettiget forventning om, at forholdet var i orden, samt at en fysisk lovliggørelse (flytning af møllen) ville indebære et uforholdsmæssigt stort værdispild jf. det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Naboklageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at møllen ikke levede op til de oprindelige krav, herunder: Manglende etablering af afskærmende randbeplantning. Markant vingeoverslag på naboejendommen. En isoleret placering i landskabet kun i tilknytning til et mindre maskinhus. Retlige rammer for husstandsvindmøller i landzone Opstilling af bebyggelse i landzone kræver som udgangspunkt tilladelse jf. Planloven § 35, stk. 1. For husstandsvindmøller gælder desuden specifikke retningslinjer i Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller § 2. Heri fastslås det, at møller op til 25 meter kan opstilles uden for de i kommuneplanen udpegede vindmølleområder, hvis de placeres i "umiddelbar tilknytning" til ejendommens øvrige bygningsanlæg. Praksis for denne tilknytning er normalt en afstand på op til 20 meter, således at møllen og bygningerne fremstår som en samlet enhed. Nævnet præciserede i sagen, at der ikke er krav om tilknytning til selve beboelsen, men at driftsbygninger eller maskinhuse også er tilstrækkelige som referencepunkt. Nævnets vurdering af landskab og nabogener Planklagenævnet foretog en konkret vurdering af, om møllen påvirkede de landskabelige værdier eller påførte naboen urimelige gener. Da ejendommen ikke ligger i et område med særlige landskabsudpegninger i kommuneplanen, og da møllen står blot 2 meter fra et eksisterende maskinhus, fandt nævnet ikke, at de visuelle hensyn vejede tungt nok til et afslag. Vedrørende nabogenerne bemærkede nævnet: "Nævnet lægger herved særligt vægt på, at afstanden fra husstandsvindmøllen til den nærmeste beboelse er ca. 400 m, hvilket ikke, efter nævnets opfattelse, vil medføre væsentlige støj- eller skyggegener." Nævnet vurderede desuden, at det konstaterede vingeoverslag over naboens landbrugsareal ikke udgjorde en så væsentlig gene, at det kunne retfærdiggøre et krav om fjernelse eller flytning af møllen under hensyntagen til sagens samlede omstændigheder.

Sagen omhandler A, der i 2013 pådrog sig en arbejdsskade som social- og sundhedshjælper. Hun modtog oprindeligt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 60 %, som senere blev forhøjet til 70 %, da hun blev visiteret til fleksjob og overgik til ledighedsydelse. Spørgsmålet for Højesteret var, om hun skulle tilbagebetale en del af denne erstatning for perioden juni 2019 til januar 2020, efter hun var påbegyndt et faktisk fleksjob. Overgangen fra ledighedsydelse til fleksjob Den 1. maj 2019 påbegyndte A et 1-årigt fleksjob som pædagogmedhjælper med et ugentligt timetal på 10 timer. Ved denne overgang steg hendes samlede månedlige indtægt væsentligt: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf herefter afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab reelt kun var 40 % i perioden, og krævede differencen tilbagebetalt. Spørgsmålet om "mod bedre vidende" Det centrale juridiske omdrejningspunkt var fortolkningen af Arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3. Retten skulle vurdere, om A havde modtaget ydelserne "mod bedre vidende". Sagsøgers synspunkt: A anførte, at hun ikke havde forudsætninger for at gennemskue sammenhængen mellem fleksjobbet og erstatningsprocenten, og at hun blot havde modtaget beløb i henhold til en gældende afgørelse. Ankestyrelsens synspunkt: Styrelsen fastholdt, at A i tidligere afgørelser var blevet vejledt om sin oplysningspligt ved overgang til fleksjob, og at den markante indtægtsstigning burde have ført til, at hun indså, at erstatningen var for høj. Administrativ praksis og retshjemmel FOA gjorde gældende, at Ankestyrelsen havde skærpet sin praksis for tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft i december 2020. Højesteret fandt dog ikke grundlag for at fastslå, at der eksisterede en fast administrativ praksis, som var til hinder for tilbagebetalingskravet i denne type sager.

Baggrund for Høringen Erhvervsstyrelsen har sendt udkast til ændringer af 12 bekendtgørelser i høring. Ændringerne udspringer af implementeringen af den såkaldte IMERA-lovpakke (Internal Market Emergency and Resilience Act). Lovpakken består af hovedforordningen (EU) 2024/2747 samt to supplerende omnibusretsakter (forordning 2024/2748 og direktiv 2024/2749). Hovedformålet med pakken er at sikre, at EU er bedre forberedt og mere modstandsdygtigt over for fremtidige kriser, der kan påvirke det indre marked. Hovedelementer i Ændringerne For at opfylde de EU-retlige forpligtelser indføres en række nye bestemmelser på tværs af de 12 berørte bekendtgørelser. Ændringerne berører primært håndteringen af produkter i en erklæret nødsituation: Hasteprocedurer og Prioritering: Der indføres definitioner og bestemmelser om hasteprocedurer. Bemyndigede organer (overensstemmelsesvurderingsorganer) pålægges at prioritere ansøgninger vedrørende produkter, der under en krise er udpeget som kriserelevante varer. Undtagelser fra Normal Procedure: Erhvervsstyrelsen kan, under særlige betingelser og efter begrundet anmodning, tillade, at kriserelevante varer bringes i omsætning uden at have gennemgået den fulde, obligatoriske overensstemmelsesvurdering, forudsat at det er dokumenteret, at de væsentligste sikkerhedskrav er opfyldt. Formodning om Overensstemmelse: Der indføres nye bestemmelser for formodning om overensstemmelse baseret på særlige standarder og fælles specifikationer i nødsituationer. Mærkning af Kriserelevante Varer: Produkter, der bringes i omsætning under hasteprocedurerne, skal have en særlig mærkning. "Mærkningen og oplysningerne skal være klare, forståelige og tydelige og angivet på dansk." Oversigt over Berørte Områder Nedenstående tabel viser de specifikke produktområder og lovgivninger, der opdateres som følge af høringen: Administrative og Særlige Ændringer Udover IMERA-implementeringen foretages der administrative oprydninger. Den væsentligste tekniske ændring er, at referencer til Sikkerhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet overalt i bekendtgørelserne rettes til Erhvervsstyrelsen for at afspejle den nuværende ressortfordeling. Derudover foretages der domænespecifikke rettelser: ATEX: En paragraf om bemyndigede organer, som ved en fejl var gledet ud i seneste nyaffattelse, genindsættes som ny § 39. Transportabelt trykbærende udstyr: § 7 slettes, fordi det i praksis er DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond), og ikke Erhvervsstyrelsen, der afkræver virksomhederne gebyrer for akkreditering. Maskiner: En præcisering tilføjes vedrørende ansvaret for at opfylde specifikke krav til maskinens brugsanvisning. Konsekvenser og Ikrafttrædelse Erhvervsstyrelsen vurderer, at bekendtgørelserne ikke vil medføre nye administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet under normale omstændigheder. De foreslåede ændringer forventes at træde i kraft den 30. maj 2026 i overensstemmelse med de fastsatte frister i EU-retsakterne.

Baggrund og Formål EU-Kommissionen har sendt to udkast til ændringsforordninger i høring. Forslagene ændrer delegeret forordning (EU) 2022/931 og gennemførelsesforordning (EU) 2022/932, som tilsammen fastsætter rammerne for EU-landenes myndighedskontrol af kemiske forureninger i fødevarer. Ændringerne udspringer af, at der i anden lovgivning er fastsat nye grænseværdier for forureninger i vildt. "Since Commission Regulation (EU) 2023/915 established maximum levels for dioxins and PCBs and for perfluoroalkyl substance for wild game, a new entry for food commodity 'wild game' should be added into the table defining sampling combinations..." Hovedelementer i forslaget 1. Inklusion af vildtlevende vildt i kontrolplaner Den primære ændring er, at vildtlevende vildt nu aktivt skal indgå i myndighedernes årlige prøveudtagnings- og kontrolplaner. Dette indebærer test for bl.a. dioxiner, PCB, PFAS og tungmetaller som kviksølv. Kontrollen vil gælde både for den nationale produktion af vildt og for importeret kød. Da produktionsmængderne for vildtlevende vildt svinger og er svære at forudsige, gives der fleksibilitet til de nationale myndigheder: Det er op til den enkelte medlemsstat at fastsætte antallet af prøver. Prøveudtagningen skal afspejle og tilpasses de specifikke problemer og risici, myndigheden har identificeret. 2. Udvidet importkontrol for fiskerivarer og fedtstoffer For at skabe ensartethed på tværs af fødevarekategorier fjerner forslaget ordet "uforarbejdet" fra visse kategorier i importkontrollen. Konsekvensen er, at forarbejdede produkter ikke længere er undtaget fra de fastsatte krav om minimumskontrol. Konsekvenser og ikrafttrædelse Ændringerne vurderes at være af mindre teknisk karakter uden behov for en særskilt konsekvensanalyse fra EU's side, men de vil påvirke de nationale Fødevarestyrelsers planlægning. Da kontrolplanerne udarbejdes for hele kalenderår ad gangen, træder ændringerne først i kraft og finder anvendelse fra den 1. januar 2027. Høringsfristen i Danmark er fastsat til den 23. marts 2025.

Dragør Kommune traf den 11. september 2025 en afgørelse om, at en etableret varmepumpe på ejendommen [A1] i Dragør var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Sagen opstod som følge af en klage fra en grundejerforening over anlæggets visuelle indvirkning. Kommunen havde forud for afgørelsen besigtiget ejendommen og vurderet, at varmepumpen – under forudsætning af den planlagte afskærmning og beplantning – ikke ville være synlig fra vejen. Samtidig vurderede kommunen, at den tilhørende rørføring, som var malet i samme farve som facaden, havde en underordnet visuel betydning og derfor kunne accepteres. Striden om lokalplanens § 8.1 og hensynet til forhaver Grundejerforeningen anførte i sin klage, at varmepumpen stred mod lokalplanens § 8.1 og lokalplanens overordnede beskrivelse. Klageren gjorde gældende, at hensigten med bestemmelsen var at sikre, at solfangere og andre energianlæg ikke placeres i forhaverne. Den relevante bestemmelse i lokalplan nr. 71 for bebyggelse på Skriverengen lyder: Individuelle udendørs antenner, paraboler o. lign. skal i videst muligt omfang opsættes, så de ikke er synlige fra vej. Solfangere og andre energianlæg, der kan opsættes på facader og tag, må ikke være synlige fra vej. Planklagenævnets fortolkning af ordlyden i lokalplanen Planklagenævnet lagde i sin vurdering vægt på, at bestemmelser i en lokalplan skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves som bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Ved en gennemgang af § 8.1 konstaterede nævnet, at forbuddet mod synlighed fra vej specifikt er knyttet til energianlæg, der "kan opsættes på facader og tag". Da den konkrete varmepumpe er placeret på jorden (terræn) foran bygningen, og dermed hverken er opsat på facaden eller taget, fandt nævnet, at anlægget slet ikke er reguleret af den pågældende bestemmelse. Forholdet krævede derfor ikke dispensation efter Planloven § 19, da det falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Afvisning af klagepunkt vedrørende lokalplanens øvrige bestemmelser Klageren havde ligeledes anført, at varmepumpen var i strid med lokalplanens § 4.5. Nævnet afviste dog at behandle dette klagepunkt. Begrundelsen var, at Planklagenævnets kompetence efter Planloven § 58 er begrænset til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med de afgørelser, kommunen rent faktisk har truffet. Da kommunens mail af 11. september 2025 alene indeholdt en vurdering af forholdet til § 8.1, forelå der ingen kommunal afgørelse om § 4.5, som nævnet kunne tage stilling til.

Sagen vedrører et påbud fra Randers Kommune af 18. juni 2025 om lovliggørelse af anvendelsen af en butiksejendom i Randers SØ. Kommunen vurderede, at butikken, der er på 3.265 m², i realiteten fungerede som en dagligvarebutik i strid med den gældende lokalplan, som fastsætter en øvre grænse for dagligvarebutikker på 1.000 m². Lokalplanens rammer og butikkens indretning Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 549, Detailhandel i Paderup, som har specifikke krav til butiksstørrelser for at regulere detailhandlen i området. De relevante bestemmelser i lokalplanen er følgende: Det fremgår af sagen, at ejendommen tidligere havde modtaget en dispensation fra Planloven § 18 til at opføre en udvalgsvarebutik på over 2.000 m², hvilket resulterede i den nuværende bygning på 3.265 m². Tvisten opstod, da butikken begyndte at forhandle både dagligvarer og udvalgsvarer. Kommunens observationer og begrundelse for påbud Randers Kommune baserede sit påbud på observationer fra tilbudsaviser, sociale medier samt uformelle besøg foretaget af to sagsbehandlere. Kommunen skønnede, at dagligvarer udgjorde mindst 20-25 % af butikkens kapacitet. Med henvisning til vejledningen om detailhandelsplanlægning argumenterede kommunen for, at en udvalgsvarebutik kun må sælge en "ubetydelig" mængde dagligvarer. Da mængden her blev anset for værende mere end ubetydelig, konkluderede kommunen, at hele butiksarealet på 3.265 m² måtte kategoriseres som en dagligvarebutik, hvilket overskred lokalplanens grænse væsentligt. Klagerens argumenter og definitionen af butikstyper Brugeren af ejendommen klagede over afgørelsen og anførte, at butikken utvivlsomt er en udvalgsvarebutik ud fra en almindelig sproglig forståelse. Klageren lagde vægt på, at sortimentet altovervejende består af udvalgsvarer, og at butikken ikke fører ferske fødevarer som mejeriprodukter, brød, kød og grøntsager, som er nødvendige for at en husholdning kan dække sit daglige behov. Derudover påpegede klageren, at kommunens sagsoplysning var mangelfuld og i strid med officialprincippet, da der ikke var foretaget en formel besigtigelse, optaget fotodokumentation eller udarbejdet tilsynsnotater. Planklagenævnets undersøgelse af sagsoplysningen Planklagenævnet fokuserede i sin vurdering på, om kommunen havde overholdt officialprincippet – også kendt som undersøgelsesprincippet – som kræver, at en myndighed oplyser en sag tilstrækkeligt, før der træffes afgørelse. Nævnet konstaterede følgende mangler i kommunens sagsbehandling: Der forelå ingen præcis dokumentation for mængden af dagligvarer i forhold til udvalgsvarer. Der var ikke optaget fotos eller skrevet notater med datoer for de påståede besigtigelser. Kommunen havde ikke forsøgt at indhente konkrete arealoplysninger fra klageren selv. Nævnet bemærkede desuden, at definitionen af en udvalgsvarebutik ikke læner sig op ad en "ubetydelig" mængde dagligvarer, men derimod om butikken "altovervejende" forhandler udvalgsvarer.

Sagen har sin oprindelse i en tvist om gyldigheden af et registreret EF-design for kirurgiske bandager (gouttières), som ejes af Hallufix AG og Vitus Maria Huber. DJO LLC anlagde sag med påstand om ugyldighed under henvisning til, at designets træk udelukkende var bestemt af produktets tekniske funktion. Efter at EUIPO's appelkammer havde opretholdt designets gyldighed, indbragte DJO LLC sagen for Retten, som ved dom af 3. september 2025 frifandt EUIPO. DJO LLC indleverede derefter en anmodning om appel til EU-Domstolen. Sagernes kerne og parternes argumenter Appellanten, DJO LLC, gjorde gældende, at Retten havde begået retlige fejl i fortolkningen af Designforordningen artikel 8. Kernen i argumentationen var, at Retten havde misforstået rækkevidden af Domstolens praksis i DOCERAM-dommen (sag C-395/16). DJO LLC fremførte, at Retten fejlagtigt havde inddraget elementer som farve og materiale i vurderingen af de tekniske træk og ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til alle objektive omstændigheder, der indikerede, at designet udelukkende var funktionelt betinget. Spørgsmålet for Domstolen var herefter, om disse anbringender rejste et principielt spørgsmål for EU-rettens enhed, sammenhæng eller udvikling.

Vælg underkategori

Ny bekendtgørelse harmoniserer og digitaliserer reglerne for udbetaling af tilskud til elevers oplæring i udlandet via Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Command Palette

Ny bekendtgørelse harmoniserer og digitaliserer reglerne for udbetaling af tilskud til elevers oplæring i udlandet via Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Forslag til ændring af vejledning om generisk substitution med henblik på at undtage epilepsimedicinen Stiripentol

Høring over ændring af EU-regler for brug af veterinærlægemidler og vacciner til forebyggelse og bekæmpelse af listeopførte dyresygdomme

Afslag på berosættelse af SU-tilbagebetaling under farmakonomuddannelse da uddannelsen ikke anses som erhvervsuddannelse

Planklagenævnet ophæver afgørelse om lovligheden af en 130 m² træterrasse til iskiosk i Saksild Strand

Delvis ophævelse af byggetilladelse i Egå: Fejl i højdemåling og berettigede forventninger til kælder

Stadfæstelse af § 14-forbud mod tilbygning og sekundær bebyggelse i bevaringsværdigt kvarter i Valby

Delvis ophævelse af påbud om lovliggørelse af kolonihavebebyggelse og hegn i Tårnby Kommune

Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om nedtagning af ulovlig skiltning i Nyborg Kommune

Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om fjernelse af ulovligt opført hegn mod vej i Esbjerg

Planklagenævnet ophæver afgørelse om fælles udhus: Placering afveg for meget fra lokalplanens principper

Fastholdelse af straks-påbud om asbestanalyse og sikring mod støvudsættelse på byggeplads

Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads

Ansvar for velfærdsfaciliteter ved indlejet arbejdskraft på byggeplads

Påbud om faldsikring ved afsurring af teltpæle på trailertag i 2,5 meters højde

RADIO IIII frifundet af Pressenævnet for dækning af inhabilitet i Sønderborg Kommunes børnesager

E-sportsspiller fik ikke medhold i krav om sletning af navn fra HLTV.org

Høring over revideret bekendtgørelse om EU- og EØS-borgeres adgang til at udøve virksomhed som dyrlæge i Danmark

Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation til gavlaltaner på bevaringsværdig ejendom i Gentofte

Afvisning af klage over Vejle Kommunes afslag på lovliggørende dispensation og påbud pga. fristoverskridelse

Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation til 3 meter bred kvist på bevaringsværdig ejendom

Stadfæstelse af lovliggørende dispensation til overskridelse af bygnings- og facadehøjde i sommerhusområde i Odder

Planklagenævnets afvisning af klage over dispensation til udstykning i Holmegaard grundet fristoverskridelse

Fortrydelsesret og misbrug af rettigheder i forbrugeraftaler indgået med bistand fra en arkitekt

Beregning af maksimale tilbageholdelsesperioder og krav om obligatorisk domstolsprøvelse ved udsendelse af tredjelandsstatsborgere

Dom om afvisning af appel i sag om manglende forfremmelse af EU-tjenestemand og rækkevidden af prøvelsesretten

Adgang til sociale ydelser for tredjelandsstatsborgere: Ligebehandling og ikke-bidragspligtige ydelser

Skattefritagelse for royalties efter direktiv 2003/49/EF: Retroaktiv virkning og nationale tidsfrister

Klassificering af loyalitetspoint som vouchere i momsmæssig henseende: Sagen om Lyko Operations AB

Nationale afgifter for frekvensrettigheder til digitalt tv må gerne forfølge finansielle mål for statskassen under visse betingelser

Betingelser for gentagne forlængelser af sagsbehandlingsfrister for asylansøgninger

Alderdiskrimination og lønanciennitet: Lovligheden af lofter for medregning af erhvervserfaring opnået før det 18. år

Overførsel af asylansøgere ved ensidig suspendering af modtagelse i den ansvarlige medlemsstat (Dublin III-forordningen)

Moms og reduceret sats for hotelophold: Adskillelse af tillægsydelser som morgenmad og parkering fra hovedydelsen

Landbrugsstøtte og finansielle korrektioner: Rumæniens appel forkastet i sag om mangelfuld kontrol af braklagte arealer og afgrødevariation

Sociale tildelingskriterier i offentlige udbud: Løntillæg og kollektive forhandlinger (AESTE-sagen)

Momspligt ved handel med virtuel valuta i onlinespil: Afvisning af momsfritagelse og kvalificering som elektronisk tjenesteydelse (Sag C-472/24)

Portugal idømt millionbøde for manglende overholdelse af habitatdirektivet og mangelfuld beskyttelse af Natura 2000-områder

Høring over udkast til bekendtgørelse om ansøgningspuljen til midlertidig støtte til natcaféer for udsatte borgere

B havde vundet ejendomshævd over jernbaneareal før lovændring i 1988

Terrænregulering til skur i Horsens i overensstemmelse med lokalplan

Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation til restaurant i lokalplanområde Ny Tøjhus

Hjemvisning af sag om lovliggørende dispensation i Lyngby-Taarbæk Kommune pga. forkert retsopfattelse

Stadfæstelse af lovliggørende landzonetilladelse til husstandsvindmølle i Lemvig Kommune

Krav om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning ved overgang til fleksjob (mod bedre vidende)

Udkast til ændringer af 12 bekendtgørelser på Erhvervsstyrelsens område som følge af implementeringen af EU's IMERA-lovpakke

EU fremsætter forslag om ændring af myndighedernes årlige kontrolplaner for at inkludere test af vildtlevende vildt og udvide importkontrollen for fiskerivarer

Planklagenævnets stadfæstelse af sag om varmepumpe i Dragør: Lokalplanens begrænsninger for energianlæg på facader omfattede ikke terrænplacering

Planklagenævnet ophæver påbud om lovliggørelse af butiksanvendelse grundet mangelfuld sagsoplysning

EU-Domstolens afvisning af appel i sag om EF-design: Manglende godtgørelse af spørgsmålets principielle betydning