Afslag på fradrag for tab på fordring – manglende sandsynliggørelse af tab i indkomståret

• Det var ikke dokumenteret, at tilgodehavendet var konstateret tabt ved forgæves udlæg eller andre retslige skridt.
• Den første erklæring fra bobestyrelsen om den forventede dividende forelå først ved cirkulæreskrivelse nr. 7 af 28. marts 2006. Tidligere cirkulæreskrivelser indikerede stor usikkerhed omkring selskabets aktiver og passiver, hvilket betød, at kurator ikke havde grundlag for at fastsætte et dividendeskøn i 2004.
• En vurdering foretaget af skatteyderen eller dennes revisor var i den konkrete sag ikke tilstrækkelig til at godkende tabet fratrukket allerede i indkomståret 2004.

Landsskatteretten anerkendte således fordringens eksistens og fradragsretten i princippet, men nægtede fradraget i det konkrete indkomstår på grund af manglende konstatering af tabet på det pågældende tidspunkt.

Sagens baggrund og forløb

Selskabet, der driver tømmerhandler, var hovedleverandør og selvskyldnerkautionist for fire totalentreprisekontrakter indgået af G1, en personlig drevet virksomhed ejet af OP. I efteråret 2004 opstod der problemer med et af byggerierne, hvilket resulterede i et betydeligt tilgodehavende for Selskabet hos G1. Den 10. november 2004 forsøgte Selskabet at få overblik over OPs økonomi, som viste sig at være uden midler. OP sendte en e-mail den 11. november 2004, hvor han tilbød, at Selskabet overtog maskiner og igangværende projekter mod en saldokvittering på al gæld, og han afmeldte sin virksomhed pr. 31. december 2004.

Selskabet indgav konkursbegæring mod G1 den 1. april 2005, men tilbagekaldte den kortvarigt for at forhandle. Da forhandlingerne mislykkedes, blev begæringen genfremsat den 3. maj 2005. Skifteretten afviste konkursbegæringen den 9. august 2005, da det ikke var godtgjort, at Selskabet havde et krav mod G1, der kunne danne grundlag for en konkursbegæring, jf. Konkursloven § 17. Denne afgørelse blev stadfæstet af Østre Landsret den 17. marts 2006. OP forklarede under retsmøderne, at han ikke skyldte Selskabet noget og var uden midler.

Selskabet anlagde en voldgiftssag den 4. august 2006 vedrørende to byggerier, og voldgiftsretten fastslog den 25. juli 2008, at G1 v/ OP skulle betale 4.440.492,17 kr. til Selskabet. En del af beløbet blev forsøgt inddrevet via fogedbegæring i december 2008, men begrænset til 300.000 kr. for at undgå yderligere omkostninger. Der blev ikke indledt voldgiftssag for de resterende byggerier. Det blev oplyst, at OP underskrev en insolvenserklæring den 22. september 2009.

SKATs argumentation

SKAT afviste fradraget for tab på debitorer og fordringer, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Kursgevinstloven §§ 2 og 25. SKAT anførte, at uerholdeligheden ikke var konstateret pr. 31. december 2004, og at tabets størrelse ikke var endeligt opgjort. SKAT henviste til, at Selskabet selv havde været i tvivl om kravets størrelse, og at konkursbegæringen var blevet afvist. Endvidere var kravene ikke overgivet til inkasso i de relevante år, og en inkassoprocedure blev først indledt i 2009.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet nedlagde principal påstand om godkendelse af fradraget for 2004 og subsidiært for 2005. Repræsentanten argumenterede, at Selskabet havde gjort alt for at inddrive tilgodehavendet, og at tabet var sandsynliggjort, da OP siden 2004 havde været uden betalingsevne. Dette blev underbygget af:

• OPs e-mail af 11. november 2004, hvor han anmodede om saldokvittering på grund af manglende betalingsevne.
• OPs afmelding af sin virksomhed i CVR med udgangen af 2004.
• OPs vidneforklaringer i skifteretten og Landsretten i 2005, hvor han oplyste at være uden midler.
• Underleverandørers forgæves forsøg på at inddrive tilgodehavender hos OP.

Selskabet henviste desuden til SKM2005.294, hvor Landsskatteretten anså et tab for konstateret i det år, hvori debitor afgav insolvenserklæring. Selskabet mente, at tabet senest var konstateret i 2005, da OP under vidneansvar oplyste at være uden midler, og at den afviste konkursbegæring ikke ændrede på tabets realitet.