Sag om overtrædelse af Markedsføringsloven ved efterligning af bordløfterdesign

Sagen omhandlede Linak A/S' (herefter Linak) påstand om, at Okin Danmark A/S (herefter Okin) uberettiget havde efterlignet Linaks todelte bordløfter, DESKLINE DL 1, med deres produkter Deskdrive 1 og Deskdrive 2, og derved krænket Linaks markedsføringsretlige rettigheder.

Linak har siden 1999 produceret og markedsført DESKLINE DL 1, en todelt bordløfter til hæve-/sænkeborde. Produktet er kendetegnet ved specifikke mål (50 x 80 mm) og skruehuller, der er blevet en industristandard for montering under bordplader, på fødder og med sarg. Linak fremhævede, at designet af DESKLINE DL 1 var resultatet af en betydelig udviklingsindsats og udgjorde en selvstændig, original og kunstnerisk indsats, der ikke udelukkende var funktionelt betinget.

Okin begyndte i 2000 at markedsføre en tredelt bordløfter, Deskdrive 2, og i 2002 en todelt bordløfter, Deskdrive 1. Begge Okins produkter havde samme skruehuller og dimensioner forneden som Linaks DESKLINE DL 1, hvilket gjorde dem direkte substituerbare. Linak opnåede i 2002 et fogedforbud mod Okin for produktion, markedsføring og salg af Deskdrive 1.

Linaks påstande

Linak nedlagde følgende påstande:

• Okin skulle anerkende uberettiget markedsføring og salg af Deskdrive 1 og Deskdrive 2.
• Fogedforbuddet vedrørende Deskdrive 1 skulle stadfæstes, og Linaks sikkerhedsstillelse frigøres.
• Okin skulle forbydes at producere, importere, markedsføre og sælge Deskdrive 2.
• Okin skulle tilbagekalde og destruere restlagre af Deskdrive 1 og 2.
• Okin skulle betale 4.000.000 kr. i erstatning med procesrente.

Okins forsvar

Okin påstod frifindelse og gjorde gældende, at deres produkter ikke krænkede Linaks rettigheder. De argumenterede for, at dimensionerne var valgt for at opnå kompatibilitet med eksisterende møbelproducenters sokler, hvilket var afgørende for at sikre fri konkurrence på markedet. Okin mente, at der ikke var risiko for forveksling, især da møbelfabrikanterne var professionelle købere, der nøje gennemgik produkterne.

Syns- og skønsmandens vurdering

En syns- og skønsmand vurderede følgende:

• DESKLINE DL 1's design: Er udtryk for en selvstændig og kunstnerisk indsats, der forener tekniske og funktionelle aspekter med en overordnet kunstnerisk intention. Det er ikke udelukkende teknisk/funktionelt betinget.
• Helhedsindtryk: Der er et betydeligt sammenfald i den overordnede geometri mellem Linaks DESKLINE DL 1 og Okins Deskdrive 1, hvilket medfører et vist sammenfald i helhedsindtrykket. Dog savner Deskdrive 1 den enkle elegance, der kendetegner DESKLINE DL 1.
• Forvekslingsfare: Skønsmanden fandt ikke, at der var nærliggende mulighed for, at de umiddelbare aftagere (møbelproducenterne) ville forveksle produkterne. Derimod var der en nærliggende mulighed for, at de endelige aftagere (forbrugerne) kunne forveksle dem eller ikke bemærke, at der var tale om to forskellige bordløftere.
• Nødvendighed af efterligning: Det var ikke nødvendigt for Okin at foretage en så nærgående efterligning for at opnå kompatibilitet. Okin havde formentlig bestræbt sig på at opnå substituerbarhed hos møbelfabrikanterne, hvilket var lykkedes. Der var mange variationsmuligheder for design af bordløftere, og Okin kunne have skabt et produkt med et selvstændigt udseende.

Sø- og Handelsretten fandt, at Linaks DESKLINE DL 1 nød beskyttelse efter Markedsføringsloven § 1, da dens udformning var resultatet af en selvstændig, original og kunstnerisk indsats, og Linak var først på markedet med produktet.

Retten lagde til grund, at Okin havde udformet Deskdrive 1 og 2 med henblik på direkte at kunne substituere Linaks DESKLINE DL 1. Retten fandt, at Deskdrive 1 var en nærgående, omend ikke slavisk, efterligning af DESKLINE DL 1, og at en sådan efterligning ikke var nødvendig for at opnå kompatibilitet med møbelfabrikanternes mål og huller.

Rettens afgørelse

Retten traf følgende afgørelse:

Retten fandt det godtgjort, at Okin havde tilsigtet markedsfortrængning og retsstridig tilegnelse af Linaks markedsposition for den todelte bordløfter (Deskdrive 1). Okin blev derfor dømt til at betale Linak A/S 500.000 kr. i erstatning samt 75.000 kr. i delvise sagsomkostninger, der også dækkede Linaks omkostninger i forbindelse med fogedsagen. Det tidligere nedlagte fogedforbud mod Okin vedrørende Deskdrive 1 blev stadfæstet, og Okin skulle lade restlageret af Deskdrive 1 destruere.

Derimod fandt retten ikke, at Okins tredelte bordløfter Deskdrive 2 lignede Linaks todelte bordløfter DESKLINE DL 1 så meget, at der var grundlag for at fastslå en retsstridig efterligning. Retten lagde vægt på, at rørenes mål i væsentlig grad var forskellige, og at Deskdrive 2 fremtrådte som et andet produkt end DESKLINE DL 1, uanset kompatibiliteten. Linaks påstande vedrørende Deskdrive 2 blev derfor afvist.

Dommen er anket til Højesteret den 11. november 2005 (HR 480/05).Sagen er slutttet i Højesteret den 7. maj 2008.