Sag om krav på success fee i henhold til rådgivningsaftale om salg af kapitalandele

Sagsøgtes Anbringender (365 Midlar hf)

365 Midlar påstod frifindelse med følgende argumenter:

• Ugyldig Aftale: Aftalen var ugyldig, da den blev underskrevet af Jón Skaftason, som ifølge 365 Midlars ejer, Jón Ásgeir Jóhannesson, ikke var tegningsberettiget for 365 Midlar hf.
• Ophørt Aftale: Aftalen var ophørt ved mødet den 8. april 2021, da formidlingsopdraget var mislykket, og det sidste retainer fee var betalt. De mente, aftalen kun havde et "kort aftalevindue" eller ophørte automatisk, da opgaven ikke blev løst som forventet.
• Opdraget Uopfyldt: "The Transaction" betød et samlet salg af begge kapitalandele i én transaktion, hvilket ikke skete, da salgene skete uafhængigt med næsten to års mellemrum.

Sagsøgers Anbringender (SCFA)

SCFA fastholdt, at aftalen var gældende, og at honoraret var fortjent:

• Gyldig Aftale: Jón Skaftason handlede inden for sin stillingsfuldmagt, jf. Aftaleloven § 10, stk. 2. Ejer (Jón Ásgeir Jóhannesson) var bekendt med aftalen og betalte retainer fee, hvilket bekræftede aftalen via adfærd og passivitet.
• Ikke Opsagt: Aftalen var en vedvarende rådgivningsaftale, som kun ophørte ved opsigelse (hvilket ikke var sket formelt, jf. punkt 5 i aftalen) eller ved salg af begge andele. SCFA havde ikke modtaget en skriftlig opsigelse.
• Betingelser Opfyldt: Aftalen fastsatte eksplicit, at success fee skulle betales, selv hvis kun sælgerens 50% andel eller dele heraf blev solgt. Salget af Norr11 Holding ApS skete til en køber, Erik Holm, som havde fået kendskab til Norr11 gennem SCFAs tidligere henvendelser til Maj Invest Equity, hvor Holm var managing partner.

Retten tog SCFA's principale påstand til følge.

Rettens Begrundelse

1. Aftalens Gyldighed (Stillingsfuldmagt) Retten lagde til grund, at Jón Skaftason, på trods af at 365 Midlar hf bestred hans tegningsberettigelse, handlede inden for sin stillingsfuldmagt efter Aftaleloven § 10, stk. 2. Retten baserede dette på flere faktorer:

• 365 Midlar hf undlod at fremlægge dokumentation for, at Skaftason ikke var tegningsberettiget.
• Skaftason deltog i hele dialogen og troede selv, han havde ansvaret for aftalens indgåelse.
• Ejer, Jón Ásgeir Jóhannesson, kendte til aftalen, deltog i dialogen og foranledigede betaling af retainer fee. Denne adfærd bekræftede, at de begge kunne handle på vegne af 365 Midlar hf.

2. Aftalens Ophør Retten fastslog, at rådgivningsaftalen ikke indeholdt bestemmelser om automatisk ophør på et bestemt tidspunkt, men ophørte ved salg af kapitalandelene i begge virksomheder eller ved opsigelse (punkt 5).

Retten udtalte: "Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at der ikke i henhold til rådgivningsaftalens punkt 5 blev indleveret en opsigelse af nogen af parterne. Det kan ikke – imod aftalens ordlyd, Martin Niclasens forklaring og forløbet i øvrigt – lægges til grund, at betaling af retainer fee den 29. april 2021 indebar en opsigelse af aftalen."

3. Krav på Success Fee Retten fandt, at uanset den tid der gik, og uanset SCFAs præcise rolle i det endelige salg af de to separate andele, var SCFA berettiget til success fee, da opdraget – salget af kapitalandelene i de to virksomheder – var tilendebragt. Da aftalen eksplicit tillod honorar ved salg af sælgerens andel (eller dele heraf, uden medejers engagement), blev betingelserne for success fee opfyldt.

365 Midlar hf blev dømt til at betale det fulde beløb:

• Hovedstol: 1.207.500 kr. med procesrente fra 2. december 2022.
• Sagsomkostninger: 128.065,48 kr.

Sagens Baggrund

Sagsøger ApS gjorde gældende, at der var indgået en formidlingsaftale, som berettigede dem til et honorar. De henviste til, at opfyldelsesstedet for aftalen var i Danmark, hvilket etablerede værneting ved Retten i Lyngby. Sagsøger ApS argumenterede for, at dansk ret skulle anvendes i henhold til kontraktslovvalgs-konventionen artikel 4, da aftalen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark. Det blev fremført, at Sagsøgte AB frivilligt havde påtaget sig at betale honorar for en tjenesteydelse, og at selv stiltiende aftaler kunne danne grundlag for værneting i henhold til EU-domstolens praksis. Sagsøger ApS fremhævede også, at nøglepersoner i sagen var danske statsborgere, og at korrespondancen foregik på dansk.

Sagsøgte AB bestred eksistensen af en formidlingsaftale og anførte, at drøftelserne var foregået under private omstændigheder og som en vennetjeneste uden forventning om honorar. Sagsøgte AB, et svensk selskab, fastholdt, at hovedreglen om værneting i sagsøgtes hjemland skulle anvendes, da der ikke var dokumenteret en konkret aftale med et leveringssted i Danmark. Det blev også fremført, at Sagsøger ApS's selskabsformål ikke omfattede ejendomsmægler- eller formidlervirksomhed, og at sagsøgerens finansielle situation gjorde kravet uberettiget. Sagsøgte AB hævdede desuden at have bestridt kravet forud for fremsendelse af fakturaen.

Vidneforklaringer

• Vidne 1 (fra Sagsøger ApS) forklarede, at han havde bistået med at finde en køber til en svensk ejendomsportefølje og havde drøftet honorar med Vidne 3 (fra Sagsøgte AB), som ikke bestred betaling. Han henviste Advokat 1, som derefter fandt køberen.
• Vidne 3 (fra Sagsøgte AB) forklarede, at han havde ydet bistand til Vidne 1 som en vennetjeneste uden forventning om betaling. Han bestred, at der var indgået en formidlingsaftale, og anførte, at Advokat 1 var den egentlige formidler.
• Vidne 2 (partner med Vidne 1) bekræftede møder og drøftelser om honorar og støttede, at Vidne 1 havde skaffet køberen.