Erstatningsudmåling efter skovlovens § 24 for indgreb i Natura 2000-område

Sagen omhandler erstatningsudmåling til en enkeltmandsvirksomhed (Sagsøger) for indgreb i skovdriften på en godsejendom, foretaget af Miljø- og Fødevareministeriet ved Miljøstyrelsen. Sagen blev anlagt ved Retten i Svendborg i maj 2017 og henvist til Østre Landsret i august 2017 i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Sagens Baggrund og Forløb

Sagsøgerens gods, der har været i familiens eje siden 1722, er en stor skovejendom med professionelt drevne løv- og nåleskove. Driftsformen har traditionelt været renafdrift. Sagen udspringer af ændringer i skovloven i 2004, der implementerede Rådets Direktiv nr. 79/409/EØF (fuglebeskyttelsesdirektivet) og Rådets Direktiv nr. 92/43/EØF (habitatdirektivet) med henblik på at sikre biologisk mangfoldighed i Natura 2000-områder.

Godsets skovareal er stort set fuldt ud omfattet af Natura 2000-område "Skove og søer syd for Gods".

Midlertidige Indgreb

• I september 2004 anmeldte Sagsøger renafdrift af 33,4 ha skov. Naturstyrelsen traf i oktober 2004 afgørelse om en nærmere vurdering og påbød Sagsøger ikke at renafdrive arealet de næste 6 måneder i medfør af Skovloven § 17, stk. 3.
• Forhandlinger om en varig aftale (Skovloven § 18) om driften af ca. 470 ha Natura 2000-arealer mislykkedes.
• I juli 2010 indgav Sagsøger yderligere 9 anmeldelser vedrørende renafdrift af ca. 117 ha løvskov med henblik på etablering af intensiv produktion af pyntegrønt og juletræer. Naturstyrelsen traf i august 2010 afgørelse om en 6-måneders vurderingsperiode i medfør af Skovloven § 17, stk. 3.
• I december 2010 traf Naturstyrelsen afgørelse om erstatning for det midlertidige indgreb vedrørende anmeldelsen fra 2004, fastsat til 289.000 kr. for 30,63 ha.
• Sagsøger påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, som i juni 2012 forhøjede erstatningen til 1.209.885 kr. Sagen blev herefter indbragt for Taksationskommissionen, der forhøjede erstatningen yderligere til 1.654.000 kr.

Varige Indgreb

• I november 2012 pålagde Naturstyrelsen Sagsøger en række varige restriktioner i medfør af Skovloven § 19 vedrørende driften af 115,6 ha. Restriktionerne omfattede forbud mod renafdrift, krav om naturlig selvforyngelse, begrænsninger i jordbearbejdning, forbud mod gødskning og pesticider samt restriktioner vedrørende drænforhold.
• I marts 2014 traf Naturstyrelsen afgørelse om erstatning i medfør af Skovloven § 24 for både de midlertidige og varige restriktioner, i alt 5.119.530 kr.
• Sagsøger påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, som i december 2015 fastsatte erstatningen for midlertidige restriktioner til 4.805.623 kr. og for varige restriktioner til 2.081.200 kr. (gamle enkelttræer) samt 3.500.000 kr. (øvrige varige restriktioner).
• Taksationskommissionen ændrede i april 2017 Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse og fastsatte erstatningen til 2.506.502 kr. for midlertidige restriktioner og 7.081.200 kr. for varige restriktioner. Denne afgørelse er genstand for nærværende sag.

Parternes Anbringender

Sagsøger gjorde gældende, at der var krav på fuld erstatning i et langt videre omfang end tilkendt af Taksationskommissionen. Sagsøger mente, at erstatningen for det midlertidige indgreb skulle omfatte alle 117 ha, da godset reelt ikke kunne råde over de resterende ca. 36 ha, som var anmeldelsespligtige. For det varige indgreb henviste Sagsøger til, at tabet skulle opgøres efter handelsværdiprincippet eller brugsværdiprincippet, og at erstatningen skulle udmåles efter den gunstigste beregningsmåde. Sagsøger anførte, at Taksationskommissionens skøn over tabet kunne tilsidesættes, og at erstatningen for dokumenterede tab skulle udløses efter en billighedsbetragtning, jf. forarbejderne til Skovloven § 24 og Naturbeskyttelsesloven § 39, stk. 1. Sagsøger fastholdt en rentesats på 3% og argumenterede for, at omlægningen til nåletræer var et reelt forretningsmæssigt ønske.

Miljø- og Fødevareministeriet ved Miljøstyrelsen påstod frifindelse og bestred, at Sagsøger havde godtgjort grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn. Ministeriet anførte, at de omtvistede 36 ha ikke var anmeldelsespligtige efter Skovloven § 17, og at Sagsøgerens erstatningsopgørelse var baseret på for optimistiske forudsætninger og for lave kapitalværdier for bøg/eg og for høje for nordmannsgran/nobilis. Ministeriet fremhævede, at skoven ikke mistede værdi i forhold til herlighedsværdien, da påbuddet sikrer og beskytter bøge- og egeskovens herlighedsværdier for eftertiden, og at påbuddet var uden betydning for jagtværdien. Ministeriet argumenterede for, at Sagsøger ikke havde en retsbeskyttet forventning om at kunne gennemføre et træartsskifte fra løvskov til nåletræer i Natura 2000-området.

Miljø- og Fødevareministeriet ved Miljøstyrelsen blev frifundet. Sagsøgeren blev pålagt at betale 750.000 kr. i sagsomkostninger til Miljø- og Fødevareministeriet ved Miljøstyrelsen, forrentet efter Renteloven § 8 a.