Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til rørledning i beskyttet mose stadfæstes

Kommunens bemærkninger og nye oplysninger

Hillerød Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at det nedgravede rør betragtes som et nyt projekt, der er dispensationskrævende efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen henviste til, at klager selv havde anført en mulig alternativ løsning gennem en nabos have.

Under sagens behandling fremsendte Hillerød Kommune uddybende oplysninger, hvori de fastholdt, at røret har en drænende effekt på mosen, da lecanødderne har en højere permeabilitet end det omkringliggende tørvelag, og røret er lagt med fald ca. 0,5 meter under terræn, hvor vandspejlet står ca. 0,4-0,5 meter under terræn. Klager fastholdt, at vandstanden i området aldrig har været højere, og rørledningen dermed ikke har en drænende effekt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Hillerød Kommunes afgørelse af 28. oktober 2022 om afslag på lovliggørende dispensation til rørledning i beskyttet mose.

Retligt grundlag og arealets beskyttelsesstatus

MFKN vurderede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, som forbyder ændringer i tilstanden af moser og lignende over 2.500 m2. Nævnet lagde vægt på, at "moser og lignende" omfatter udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder præget af ferskvandspåvirket vegetation knyttet til høj vandstand, som kan have dannet tørv.

MFKN fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Hillerød Kommunes vurdering af, at dele af matr.nr. [Matrikelnummer1] er beskyttet mose. Dette blev baseret på luftfotos, terrænkort, jordbundsforhold (ferskvandstørv) og kommunens besigtigelse, der påviste karakteristiske mosearter og et fugtigt område med vandspejl ca. 0,4-0,5 meter under terræn.

Vurdering af dispensation

MFKN vurderede, at nedgravningen af rørledningen udgør en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde, og praksis er restriktiv. En væsentlig økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig.

Nævnet fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. MFKN lagde vægt på:

• Indgrebet er væsentligt og ikke naturforbedrende.
• Den nedgravede rørledning med lecanødder og fiberdug kan have en drænende effekt på mosen.
• Klagers interesse er af privatøkonomisk karakter, hvilket ikke alene kan begrunde dispensation.
• Der foreligger alternative løsninger, som ikke påvirker beskyttet natur.
• En lovliggørende dispensation ville kunne skabe en uhensigtsmæssig præcedens i fremtidige sager.

Hævd og tidligere drænrør

MFKN bemærkede, at klagers påstand om hævd på retten til at aflede vand ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet lagde vægt på, at den nye rørføring ikke kunne anses som sædvanlig vedligeholdelse eller udskiftning af eksisterende drænrør, og at formålet med den nye rørføring var anderledes (afledning af overskudsvand fra klagers egen matrikel, ikke dræning).

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.

Kommunen afslog ansøgningen om lovliggørende dispensation. Afslaget var begrundet i, at etableringen af rørledningen stred mod formålet med beskyttelsen af de pågældende naturtyper og de generelle bestemmelser i naturbeskyttelsesloven.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klageren indbragte kommunens afslag for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen omhandlede primært spørgsmålet om, hvorvidt rørledningen kunne lovliggøres, og om de negative konsekvenser for naturen var tilstrækkeligt vurderet i kommunens afgørelse. Klageren argumenterede for, at dispensation burde gives, eventuelt med vilkår.