Stadfæstelse af ændret dispensation til sommerhusbyggeri i beskyttet mose

Sagen omhandler Lemvig Kommunes dispensation til opførelse af et sommerhus, terrasse og parkeringsareal på en ejendom, der er registreret som beskyttet hede og mose. Ejendommen, matr. nr. A1, er beliggende ca. 10 km vest for Lemvig og indgår i et større sommerhusområde. Størstedelen af matriklen, ca. 1377 m², er beskyttet mose i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, mens en mindre del er beskyttet hede.

Kommunens dispensation og begrundelse

Lemvig Kommune meddelte den 25. august 2020 dispensation til opførelse af et sommerhus på 59 m², en 20 m² terrasse og et 20 m² parkeringsareal. Dispensationen blev givet på vilkår om, at grunden skulle bevares som naturgrund, og at jord fra byggeriet skulle bortfjernes. Kommunen vurderede, at arealet opfyldte kriterierne for beskyttet mose og havde en god naturtilstand med forekomst af flere plantearter.

Kommunen vurderede desuden, at der potentielt kunne forekomme bilag IV-arter som birkemus, stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtusse i området, men at opførelsen af sommerhuset i kanten af mosen ikke ville påvirke disse negativt. Begrundelsen for dispensationen var ejernes rimelige forventninger til realiseringen af lokalplanen for området samt den begrænsede inddragelse af mosen, hvor den var mindst våd.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 22. september 2020 med anmodning om, at dispensationen blev ændret til et afslag eller hjemvist. Klagen anførte navnlig:

• Der forelå ikke et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation.
• Indgrebet var væsentligt i en biologisk værdifuld og gammel hedemose.
• Lokalplanen fra 1997 kunne ikke lovliggøre opførelsen, da området var stort set ubebygget ved planens vedtagelse.
• Området indgår i en større mosaik af hede og mose, og den meddelte dispensation tog ikke tilstrækkeligt hensyn til placeringen i en beskyttet mose med flere positive og særligt positive arter.
• Der var bekymring for spildevandstilførsel til den nærliggende Ferring Sø grundet manglende kloakering, hvilket kommunen ikke havde vurderet tilstrækkeligt.

Lemvig Kommunes bemærkninger til klagen

Lemvig Kommune fastholdt, at der var tale om hedemose, hvilket var baggrunden for dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen forklarede, at husets placering nærmest vejen, hvor naturtypen var mindre udpræget, skulle bevare mest muligt af den beskyttede natur. Kommunen redegjorde for områdets plangrundlag, herunder partiel byplanvedtægt nr. 16 fra 1976, lokalplan nr. 22-37/82 fra 1982 og lokalplan 89 fra 1997, som alle havde til formål at udlægge området til sommerhusbebyggelse. Kommunen mente at have afvejet hensynene mellem naturbeskyttelse og grundejerens berettigede forventninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) ændrede Lemvig Kommunes afgørelse om dispensation til opførelse af sommerhus i beskyttet mose til et afslag. Nævnet lagde til grund, at der var tale om en beskyttet mose omfattet af forbud mod tilstandsændringer efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2.

Vurdering af dispensation

MFKN bemærkede, at der kun i "særlige tilfælde" kan meddeles dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 3, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Praksis på området er restriktiv, og der skal foreligge særlige omstændigheder, før væsentlige ændringer i beskyttede naturtyper kan accepteres. Dette gælder især, hvis ændringerne er i strid med ønsket om at opretholde naturtyperne. En dispensation forudsætter desuden, at området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, eller at indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden, og at det ikke skaber uheldig præcedens.

MFKN var enig med klager i, at området indeholdt væsentlige biologiske værdier, hvilket vegetationen indikerede. Nævnet understregede, at lokalplaner, herunder lokalplan 89 fra 1997, ikke kan undtage projekter fra en konkret vurdering efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Der var derfor ikke opstået en berettiget forventning hos ejeren om, at der kunne meddeles dispensation alene på baggrund af lokalplanen.

Afslagets begrundelse

Nævnet fandt, at der ikke forelå et sådant "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation. Dette blev begrundet med:

• Den restriktive praksis på området.
• Indgrebets manglende naturforbedrende karakter.
• Formålet med dispensationen, som udelukkende var af privat og økonomisk karakter.
• Risikoen for en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Lemvig Kommunes argument om placeringen af sommerhuset på den nordlige del af grunden, hvor mosen var mindst våd, kunne ikke føre til et andet resultat. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.