Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til opfyldning af beskyttet naturområde

Sagen omhandler en klage over Sorø Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til opfyldning af en beskyttet mose på en ejendom i Ruds Vedby. Ejendommen, der er beliggende i byzone, indeholder en mose og en sø, som i 2010 blev registreret som beskyttede naturtyper efter Naturbeskyttelsesloven § 3.

Sagens forløb

I 2016 henvendte den nye ejer sig til Sorø Kommune med forespørgsel om rørføring af en grøft og opsætning af et redskabsskur. Kommunen oplyste i den forbindelse om områdets beskyttelsesstatus. Efterfølgende konstaterede kommunen, at klager havde fyldt jord i mosen og oprenset søen. Dette førte til et standsningspåbud den 11. maj 2017, da tilstandsændringer kræver forudgående dispensation.

Klager ansøgte den 21. juli 2017 om lovliggørende dispensation for opfyldningen af mosen. Klager anførte, at opfyldningen var foretaget i en mindre del af mosen for at muliggøre opførelse af et flerfamiliehus, og at ejendomsmægleren ikke havde oplyst om beskyttelsesstatus ved handlen. Klager mente desuden, at opfyldningen kun vedrørte en mindre del af mosen og derfor ikke havde betydning for dyre- og plantelivet, som i forvejen var negativt påvirket af spildevand og haveaffald.

Kommunens afgørelse

Sorø Kommune meddelte den 30. oktober 2017 afslag på lovliggørende dispensation til opfyldning af mosen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 3. Kommunen lagde til grund, at mosearealet på ca. 2.000 m² lå i tilknytning til en beskyttet sø på ca. 350 m², hvilket medførte beskyttelse af mosen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 3. Kommunen vurderede, at opfyldningen, der udgjorde ca. 20 % af moseområdet, havde medført, at mosens dyre- og plantearter ikke kunne trives på det opfyldte areal. Samtidig meddelte kommunen påbud om reetablering af mosen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 27. november 2017. Klager anførte, at der ikke var tale om en væsentlig tilstandsændring, da kun ca. 20 % af moseområdet var opfyldt. Klager henviste til, at mosen i forvejen var negativt påvirket af spildevand og haveaffald, og at der burde gælde en lempeligere dispensationspraksis for små søer i byzone, hvilket klager mente også burde omfatte den tilknyttede mose. Klager mente desuden, at grunden ikke var egnet til bebyggelse som forudsat ved erhvervelsen, og at kommunen derfor burde købe grunden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Sorø Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til opfyldning af den beskyttede mose. Nævnet fandt, at mosen og søen var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3 på tidspunktet for opfyldningen i 2016, og at opfyldningen udgjorde en tilstandsændring, der krævede dispensation.

Vurdering af dispensation

Nævnet lagde vægt på, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at meddele dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 3, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. En væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig. Nævnet vurderede, at opfyldningen medførte en negativ påvirkning af naturtilstanden i mosen, idet levestederne for dyre- og plantelivet blev indskrænket væsentligt, og mulighederne for naturligt dyreliv mellem sø og mose blev forringet.

Afvisning af klagers argumenter

Nævnet afviste klagers argumenter om, at den foretagne opfyldning var af underordnet betydning, eller at spildevand og haveaffald på arealet kunne føre til et andet resultat. Nævnet bemærkede desuden, at den lempeligere dispensationspraksis for småsøer i byzone, som klager henviste til, ikke gælder for andre naturtyper, herunder moser, der ligger i tilknytning til en småsø. Opfyldningen var sket i den beskyttede mose, og derfor fandt den lempeligere praksis ikke anvendelse.

Klagerens interesse i at opføre et beboelseshus på ejendommen blev anset for at være af rent privat karakter, hvilket normalt ikke kan begrunde en dispensation. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.