Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til enfamiliehus i Mårslet stadfæstes

Bebyggelse inden for skovbyggelinjen

Nævnet redegjorde for, at der ikke må placeres bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1. Dog gælder forbuddet ikke for bebyggelse i landzone, hvortil der er meddelt landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5. Ved ansøgninger inden for skovbyggelinjen skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet fandt efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at området er udlagt til boligområde i kommuneplanens rammer, at det ansøgte ønskes opført i et område med eksisterende parcelhusbebyggelse, og at ejendommen tidligere har været bebygget med et parcelhus, der blev revet ned i 2023-2024.

Planklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse af 22. marts 2024 om landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus med overdækkede arealer og fritliggende garage. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommunens Afgørelse og Klager

Vordingborg Kommune gav den 19. marts 2018 landzonetilladelse til det ansøgte efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen lå inden for et boligområde i kommuneplanen, at byggeriet og terrænreguleringen skulle ske uden for strandbeskyttelseslinjen, og at huset ville passe ind i byens struktur. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var nødvendig for klimasikring og ikke ville medføre urimelige gener for naboer.

Tre beboere i området klagede over kommunens afgørelse. Klagerne anførte blandt andet, at grunden ikke var egnet til bebyggelse, at der ikke var byggeret på grunden, at den tinglyste deklaration forhindrede byggeri, at der var foretaget ulovlig terrænregulering, og at byggeriet ville medføre urimelige gener og ødelægge kystlinjen. Kommunen afviste klagepunkterne og henviste til, at deklarationen ikke længere var relevant, og at Kystdirektoratet havde vurderet, at byggeriet ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Planklagenævnet ændrede den 4. december 2019 kommunens tilladelse til et afslag. Et flertal fandt, at tilladelsen ville være i strid med landzonebestemmelserne, da den landskabelige påvirkning ville være væsentlig på grund af terrænreguleringen og husets udformning, som ikke ville passe ind i rækken af ældre villaer. Nævnet vurderede, at byggeriet ikke var af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, og at arealet var udpeget som lavbundsareal, hvor byggeri bør undgås. Mindretallet fandt derimod, at tilladelsen kunne gives, da byggeriet var indpasset i husrækken, og kommunen havde foretaget planlægningsmæssige overvejelser i kommuneplanen.

Retten i Nykøbing Falster hjemviste sagen til fornyet behandling, idet retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med mangler. Retten lagde til grund, at ejendommen ligger i et tæt bebygget område i Præstø by, og at byggeriet ikke ville være uforeneligt med planlovens hovedformål. Retten vurderede, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, og at de planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ikke ville blive tilsidesat, jf. Planlovens § 35, stk. 3.