Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af en-familiehus i Halsnæs Kommune

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.

Planklagenævnet ændrede Halsnæs Kommunes afgørelse af 24. januar 2019 til et afslag, hvilket betyder, at kommunens tilladelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets vurdering af undtagelse fra landzonetilladelse

Nævnet vurderede først, om opførelsen af det nye enfamiliehus var undtaget fra kravet om landzonetilladelse i henhold til Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, som omhandler erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for driften af en landbrugsejendom. Ifølge Landbrugsloven § 9, stk. 1 skal en landbrugsejendom holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Nævnets praksis er, at kun ét stuehus på en landbrugsejendom anses for erhvervsmæssigt nødvendigt.

Nævnet fandt, at den ansøgte bolig ikke kunne anses for erhvervsmæssigt nødvendig, da det eksisterende stuehus ikke blev nedrevet, men derimod skulle anvendes af institutionen. Kommunen havde desuden ikke givet landzonetilladelse til ændret anvendelse af det eksisterende stuehus. Afgørelsens passage om, at den eksisterende bolig skulle "nedlægges" som beboelse, var ikke tilstrækkelig til at sikre, at der alene fandtes ét stuehus på ejendommen. Derfor krævede det ansøgte landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehuset, da det var i strid med de hensyn, som skal varetages efter landzonereglerne. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Der var tale om opførelse af en ny bolig i det åbne land, uden for kommuneplanens rammer.
• Ejendommen ligger i kystnærhedszonen, hvor Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3 foreskriver, at zonen skal friholdes for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, og at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser skal tillægges særlig betydning.
• Området er udpeget som værdifuldt landskab i kommuneplanen.
• Den ansøgte placering lå omkring 27 m fra rideskolen og ca. 70 m fra det hidtidige stuehus. Nævnet vurderede, at dette ikke var i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, og at det ville medføre en spredning af bebyggelsen på ejendommen.
• Hensynet til præcedensvirkning indgik i nævnets vurdering.

Da nævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse, fandt det ikke anledning til at tage stilling til klagepunkterne om ansøgningens detaljeringsgrad, forholdet til skovbyggelinjen eller en eventuel lokalplanpligt. Nævnet bemærkede dog, at kommunen skal være særlig opmærksom på reglerne om lokalplanpligt i forbindelse med yderligere byggeri og/eller udvidelse af de nuværende aktiviteter på ejendommen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Ansøgning og kommunens afslag

Ejendommens ejere ansøgte den 6. juni 2019 om opførelse af en bolig. Der blev ikke indsendt konkrete tegninger for byggeprojektet. Hillerød Kommune gav den 12. juni 2019 afslag på ansøgningen. Kommunen henviste til landzonevejledningen og praksis om, at landzonetilladelser til boliger som udgangspunkt kun gives, hvis det ansøgte ikke med rimelighed kan henvises til et område planlagt hertil i byzonen. Kommunen fremhævede, at der siden by- og landzonelovens vedtagelse i 1970 ikke har været praksis for at udstykke fritliggende grunde til beboelse i landzone uden forudgående planlægning. Selvom planlovens bestemmelser blev lempet i 2017 for at tillade huludfyldning i landsbyer, bemærkede kommunen, at ejendommen ikke ligger inden for en landsbyafgrænsning. Kommunen afviste desuden, at der var en byggeret på ejendommen, selvom den var udmatrikuleret.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 9. juli 2019. Klageren anførte, at der var dokumentation for, at grunden var udstykket som byggegrund med en byggeret, og vedlagde et måleblad fra 1949 samt et dokument fra samme år, der bekræftede salg som byggegrund. Klageren gjorde desuden ligebehandlingsprincippet gældende og anførte, at samtlige andre matrikler på vejen er bebygget.

Planklagenævnets kompetence og vurdering af genoptagelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at kommunen kunne træffe en ny afgørelse i sagen, da der var gået ca. 15 år siden Naturklagenævnets tidligere afgørelse, og der var sket ændringer i planloven i 2017. Dette betød, at de landskabelige og planlægningsmæssige forhold kunne have ændret sig, og ansøgningen kunne betragtes som en ny sag.

Generelle principper for landzonetilladelser

Planklagenævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker gennem planlægning. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelser.

Særlige hensyn i landzone

Skovbyggelinjen

Ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen, som forbyder bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Selvom landzonetilladelser kan undtage fra dette forbud, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5, skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Kystnærhedszonen

Ejendommen ligger også i kystnærhedszonen, som skal søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser i kystområderne skal tillægges særlig betydning ved landzonetilladelser.