Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af en-familiehus i Halsnæs Kommune

Sagen omhandler Halsnæs Kommunes landzonetilladelse af 24. januar 2019 til opførelse af et enfamiliehus på en landbrugsejendom i Hundested. Ejendommen, der er på 14,0 ha, ligger i landzone, kystnærhedszonen og et område udpeget som værdifuldt landskab i kommuneplanen. På ejendommen findes et stuehus, to beboelsesbygninger til en døgninstitution samt flere bygninger til hestehold.

Ansøgningen om det nye enfamiliehus blev indsendt af ejendommens ejere den 6. november 2018. Baggrunden for ansøgningen var et ønske om at omdanne det eksisterende stuehus, som institutionen lejer, udelukkende til institutionsformål. Samtidig var der et behov for en ny bolig til den næste generation, der skulle overtage ridecenteret og have opsyn med dyrene. Kommunen gav tilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1, med den begrundelse, at den nye bolig kunne indpasses i landskabet og den eksisterende bygningsmasse. Kommunen lagde vægt på, at ejere af landbrugsejendomme har ret til en tidssvarende bolig, og at den eksisterende bolig skulle nedlægges som beboelse, når den nye bolig blev taget i brug.

En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 8. februar 2019. Klageren anførte navnlig:

Klagerens anbringender

• At der allerede var tilladelse til tre boliger på ejendommen, og at Planloven § 36, stk. 1, nr. 14 ikke fandt anvendelse, da ejendommen var under 30 ha.
• At den nye bolig ønskedes opført uden tilknytning til den eksisterende primære bygningsmasse, hvilket ville medføre spredning af bebyggelsen. Klageren fremhævede, at placeringen var på en bakkeø, højt i landskabet og markant i en udsigtskile.
• At ansøgningsmaterialet var utilstrækkeligt, da der ikke var indsendt visualiseringer med højdekurver, hvilket gjorde det uklart, hvordan byggeriet ville påvirke landskabet.
• At det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen.
• At det samlede projekt krævede overordnet planlægning i form af en lokalplan.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

• Antal boliger: Kommunen anførte, at den tidligere tilladelse til en tredje bolig fra 2005 ikke længere var gældende, og at der reelt kun var én bolig (stuehuset) på ejendommen, som skulle nedlægges som beboelse ved ibrugtagning af den nye bolig. Ansøgeren bekræftede, at der var én godkendt bolig.
• Placering: Kommunen fastholdt, at placeringen var nøje udvalgt i overensstemmelse med tilknytningskravet og i dialog med klageren for at sikre naboens udsigt. Afstanden fra byggefeltet til ridehallen var 26,7 m. Ansøgeren ønskede boligen tæt på ridehallen, men med opretholdelse af privatsfæren, og fandt ikke, at boligen kunne placeres syd for det eksisterende stuehus af hensyn til institutionens beboere.
• Ansøgningen: Ansøgeren henviste til, at der var indsendt visualiseringer.

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.

Planklagenævnet ændrede Halsnæs Kommunes afgørelse af 24. januar 2019 til et afslag, hvilket betyder, at kommunens tilladelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets vurdering af undtagelse fra landzonetilladelse

Nævnet vurderede først, om opførelsen af det nye enfamiliehus var undtaget fra kravet om landzonetilladelse i henhold til Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, som omhandler erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for driften af en landbrugsejendom. Ifølge Landbrugsloven § 9, stk. 1 skal en landbrugsejendom holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Nævnets praksis er, at kun ét stuehus på en landbrugsejendom anses for erhvervsmæssigt nødvendigt.

Nævnet fandt, at den ansøgte bolig ikke kunne anses for erhvervsmæssigt nødvendig, da det eksisterende stuehus ikke blev nedrevet, men derimod skulle anvendes af institutionen. Kommunen havde desuden ikke givet landzonetilladelse til ændret anvendelse af det eksisterende stuehus. Afgørelsens passage om, at den eksisterende bolig skulle "nedlægges" som beboelse, var ikke tilstrækkelig til at sikre, at der alene fandtes ét stuehus på ejendommen. Derfor krævede det ansøgte landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehuset, da det var i strid med de hensyn, som skal varetages efter landzonereglerne. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Der var tale om opførelse af en ny bolig i det åbne land, uden for kommuneplanens rammer.
• Ejendommen ligger i kystnærhedszonen, hvor Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3 foreskriver, at zonen skal friholdes for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, og at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser skal tillægges særlig betydning.
• Området er udpeget som værdifuldt landskab i kommuneplanen.
• Den ansøgte placering lå omkring 27 m fra rideskolen og ca. 70 m fra det hidtidige stuehus. Nævnet vurderede, at dette ikke var i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, og at det ville medføre en spredning af bebyggelsen på ejendommen.
• Hensynet til præcedensvirkning indgik i nævnets vurdering.

Da nævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse, fandt det ikke anledning til at tage stilling til klagepunkterne om ansøgningens detaljeringsgrad, forholdet til skovbyggelinjen eller en eventuel lokalplanpligt. Nævnet bemærkede dog, at kommunen skal være særlig opmærksom på reglerne om lokalplanpligt i forbindelse med yderligere byggeri og/eller udvidelse af de nuværende aktiviteter på ejendommen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.