Ophævelse af afslag på lovliggørende dispensation til enfamiliehus i Rørvig pga. fejlagtig forudsætning om vejstatus

Herudover var der stridspunkter vedrørende materialevalget, herunder anvendelse af engoberede vingetegl i stedet for traditionelle røde vingetegl, tophængte vinduer i stedet for sidehængte, samt manglende vandskuring af murværket. Kommunen lagde vægt på, at lokalplanens formål er at sikre, at fornyelse sker med respekt for Rørvigs kulturmiljø, jf. Planloven § 18.

Kommunens vurdering af dispensation og værdispild

Kommunen begrundede sit afslag med, at dispensationer i det ansøgte omfang ville medføre en udhuling af lokalplanens intentioner om et harmonisk bymiljø. Selvom kommunen anerkendte, at bygherren kunne have opnået en vis berettiget forventning gennem den tidligere byggesagsbehandling, fandt man ikke, at dette kunne veje tungere end hensynet til planlægningen.

I relation til Planloven § 19 vurderede kommunen også de økonomiske konsekvenser. Bygherren havde oplyst et potentielt tab på ca. 15 mio. kr. ved en fysisk lovliggørelse, men kommunen fastholdt, at hensynet til håndhævelse af lokalplanen og præcedensvirkningen var vigtigere end at undgå værdispild.

Fejlagtig forudsætning om byggeriets placering og vejstatus

Et centralt element i kommunens afslag var, at byggeriets placering med gavle mod vejen blev anset for at være i strid med lokalplanens § A.6.4, der kræver facader parallelt med offentlig vej. Planklagenævnet havde i en tidligere afgørelse fra 2022 lagt til grund, at der var tale om en offentlig vej.

Imidlertid er det efterfølgende blevet fastslået, at vejen er en privat fællesvej. Dette betyder, at bestemmelsen i lokalplanens § A.6.4 ikke finder anvendelse på forholdet. Planklagenævnet konstaterede derfor, at kommunens afgørelse om afslag på dispensation var baseret på en forkert faktuel forudsætning om, hvor mange og hvilke bestemmelser byggeriet reelt overtrådte. Da kommunens skønsmæssige vurdering af dispensationens "omfang" var baseret på denne fejl, kunne afgørelsen ikke opretholdes.

Planklagenævnet ophæver Odsherred Kommunes afgørelse af 4. juli 2023 og hjemviser sagen til fornyet behandling. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at kommunens afslag var baseret på en fejlagtig forudsætning om, at byggeriets placering krævede dispensation fra lokalplanens § A.6.4. Da vejen er en privat fællesvej og ikke en offentlig vej, er placeringen af byggeriet umiddelbart tilladt i forhold til denne specifikke bestemmelse.

Nævnet finder, at da kommunen har brugt det samlede antal og omfanget af dispensationer som en væsentlig del af sin begrundelse for afslaget, skal kommunen have mulighed for at foretage en ny samlet vurdering af, om de resterende overtrædelser (bebyggelsesprocent, højde, bredde, materialer mv.) stadig bør føre til et afslag, når placeringen af huset nu er konstateret lovlig. Nævnet har derfor ikke taget stilling til de øvrige klagepunkter, herunder spørgsmålet om værdispild og proportionalitet, da sagen skal vurderes på ny af kommunen, jf. Planloven § 51 og Planloven § 58.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.