Klage over Vordingborg Kommunes dispensation fra lokalplan til udstykning

Sagen omhandler en klage over Vordingborg Kommunes afgørelse af 29. januar 2019, hvor kommunen gav dispensation fra lokalplan nr. 28 til udstykning af to grunde fra ejendommen A 2, 4792 Askeby, samt etablering af vejadgang. Klagen blev indgivet af en nabo den 11. november 2019 til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen A 2, 4792 Askeby, er omfattet af lokalplan nr. 28, der dækker området omkring A 1 og A 4. Lokalplanens kortbilag 2 viser en retningsgivende udstykningsplan, der forudsætter udstykning af tre grunde nord for en privat sti. Kortbilag 2 og 3 illustrerer den overordnede vej- og stistruktur, herunder en østlig adgangsvej fra A 1 til de udstykkede grunde. Lokalplanens formål (§ 1) er at udlægge sommerhusgrunde og fastlægge retningslinjer for områdets karakter, vej- og stiarealer samt bebyggelige og ubebyggelige arealer.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Vordingborg Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 28. Kommunens afgørelse står dermed ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation, overholdelse af regler om naboorientering og almindelige forvaltningsretlige principper. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er hensigtsmæssig, eller om den medfører værdiforringelse af ejendomme.

Krav om dispensation

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre var i strid med lokalplanens Lokalplanens § 4.1 og kortbilag 2. Ligeledes var etablering af vejadgang fra de udstykkede grunde ved stiforbindelsen mod syd i strid med lokalplanens Lokalplanens § 5.1 og kortbilag 2 og 3. Begge forhold krævede derfor dispensation i henhold til Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den planlagte struktur. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 4.1 og § 5.1 ikke udgjorde en del af planens principper, da de primært er bebyggelsesregulerende bestemmelser. Formålsbestemmelsen blev anset for en generel opremsning og ikke en fremhævelse af særlige principper. Nævnet konkluderede derfor, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationen.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat reglerne om naboorientering, jf. Planloven § 20, stk. 1. Kommunen havde undladt naboorientering med henvisning til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen blev vurderet til at være af underordnet betydning for klageren. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering heraf.

Lokalplanens § 5.6

Klageren påberåbte sig også lokalplanens Lokalplanens § 5.6, som foreskriver drøftelser med grundejere før udstykning. Planklagenævnet fandt, at der ikke er hjemmel i Planloven § 15, stk. 2 til at fastsætte sådanne bestemmelser i en lokalplan, og at bestemmelsen derfor ikke kunne tillægges retsvirkning.

Beslutningsgrundlag

Klageren mente, at afgørelsen var baseret på forkerte oplysninger om vejens placering. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert faktisk grundlag, da udstykningen og adgangsvejen ikke påvirkes af den præcise placering af A 1 øst for ejendommen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.