Klage over Vordingborg Kommunes dispensation fra lokalplan til udstykning

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Vordingborg Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 28. Kommunens afgørelse står dermed ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation, overholdelse af regler om naboorientering og almindelige forvaltningsretlige principper. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er hensigtsmæssig, eller om den medfører værdiforringelse af ejendomme.

Krav om dispensation

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre var i strid med lokalplanens Lokalplanens § 4.1 og kortbilag 2. Ligeledes var etablering af vejadgang fra de udstykkede grunde ved stiforbindelsen mod syd i strid med lokalplanens Lokalplanens § 5.1 og kortbilag 2 og 3. Begge forhold krævede derfor dispensation i henhold til Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den planlagte struktur. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 4.1 og § 5.1 ikke udgjorde en del af planens principper, da de primært er bebyggelsesregulerende bestemmelser. Formålsbestemmelsen blev anset for en generel opremsning og ikke en fremhævelse af særlige principper. Nævnet konkluderede derfor, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationen.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat reglerne om naboorientering, jf. Planloven § 20, stk. 1. Kommunen havde undladt naboorientering med henvisning til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen blev vurderet til at være af underordnet betydning for klageren. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering heraf.

Lokalplanens § 5.6

Klageren påberåbte sig også lokalplanens Lokalplanens § 5.6, som foreskriver drøftelser med grundejere før udstykning. Planklagenævnet fandt, at der ikke er hjemmel i Planloven § 15, stk. 2 til at fastsætte sådanne bestemmelser i en lokalplan, og at bestemmelsen derfor ikke kunne tillægges retsvirkning.

Beslutningsgrundlag

Klageren mente, at afgørelsen var baseret på forkerte oplysninger om vejens placering. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert faktisk grundlag, da udstykningen og adgangsvejen ikke påvirkes af den præcise placering af A 1 øst for ejendommen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Skive Kommune gav afslag på dispensationen med henvisning til, at etableringen af stien var i strid med lokalplanens § 3.5, som fastsætter, at området skal anvendes til boligformål. Kommunen vurderede, at stien var i strid med lokalplanens principper og formål, især hensynet til naboerne, som ifølge kommunen ikke i tilstrækkelig grad blev tilgodeset. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 19, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give afslag på dispensation, da lokalplanområdet havde ændret karakter fra et feriecenter til et naturområde med stier, legeplads, sø og boligområde, hvilket betød, at lokalplanen ikke længere eksisterede efter sit oprindelige indhold. Klageren accepterede kommunens nye linjeføring af stien, som nu placeres sydvest for naboejendommen og den private fællesvej. Klageren bestred også kommunens skønsmæssige vurdering af, at nabohensyn ikke blev tilgodeset, idet afstanden til naboerne var uændret, og der allerede fandtes andre stier tæt på naboer i området.