Planklagenævnets afgørelse om tilbygning til enfamiliehus i Karlslunde

Vurdering af etagebegrebet

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægten i punkt V.A. fastsætter, at det maksimale etageantal ikke må overstige én etage med udnyttelig tagetage. Da byplanvedtægten ikke indeholder en specifik definition af etagebegrebet, blev vurderingen foretaget ud fra almindelige planretlige principper, der lægger vægt på bygningens fremtræden for naboer og forbipasserende.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at byggeriet fremstår som en bygning med én etage med udnyttelig tagetage. Dette blev begrundet med, at:

• Det hævede opholdsareal ikke er opført oven på bygningen, men i forlængelse af kvistene på tagetagen, hvilket får det til at fremstå åbent og ikke øger bygningens højde.
• Bygningen opføres med et symmetrisk saddeltag.
• Der alene opføres kviste på den sydlige side af bygningen.
• Den samlede længde af kvistene er mindre end halvdelen af tagfladens længde.

På baggrund af denne vurdering fandt Planklagenævnet, at forholdet er i overensstemmelse med byplanvedtægtens punkt V.A. og derfor ikke kræver dispensation, jf. Planloven § 19.

Vurdering af begrundelsespligt og partsstatus

Vedrørende klagen over manglende begrundelse vurderede Planklagenævnet, om klageren havde partsstatus i sagen. Nævnet fandt, at om- og tilbygningen til enfamiliehuset ikke medførte så væsentlige indbliksgener, at klageren kunne anses for part i sagen. Dette blev begrundet med:

• En afstand på cirka 13 meter mellem klagerens hus og det ansøgte byggeri.
• Ejendommene er adskilt af en stikvej.
• Kviste og det hævede opholdsareal på det ansøgte byggeri vender ud mod klagerens indkørsel/bagsiden af klagerens hus.

Da klageren ikke blev anset for part, var kommunen ikke forpligtet til at begrunde afgørelsen om, at etageantallet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Forvaltningsloven § 22.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• Lokalplan nr. 106 § 6.2: Facader skal fremstå i blank mur eller pudset mur. Tegl mod A 2 skal være i røde, rødbrune eller rødblå nuancer. Øvrige teglfacader kan være gule.
• Lokalplan nr. 106 § 6.5: Tagmaterialet skal være rødt tegl, gråsort skifer, zink eller galvaniserede stålplader, hvor der ikke er tagterrasse.
• Lokalplan nr. 106 § 6.6: Boliger skal forsynes med opholdsaltaner, der fremstår som integrerede dele af facaden med et fremspring på højst 1,1 m.
• Lokalplan nr. 106 § 7.2: Der skal etableres én p-plads pr. bolig/lejlighed, og parkering skal etableres i parkeringskælder.

Kommunens afslag og klagerens anbringender

Tårnby Kommune meddelte den 9. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens §§ 6.2, 6.5, 6.6 og 7.2. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, selvom et enfamiliehus i sig selv var tilladt. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser om materialevalg, ydre fremtræden, altan og parkeringskælder skulle overholdes.

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at:

• Det ikke er i strid med lokalplanens formål at dispensere.
• Det ansøgte er umiddelbart tilladt, da byggeri ikke er omfattet af bestemmelserne om etablering af altaner og parkeringskælder.
• Afslaget er i strid med proportionalitetsprincippet.
• Kommunens begrundelse var mangelfuld og ikke konkret eller retningsgivende.