Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt i Faaborg-Midtfyn Kommune

Krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at byplanvedtægtens § 5.1, som begrænser bebyggelse til én etage med udnyttet tagetage, er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Da det ansøgte enfamiliehus i to etager ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægten, krævede forholdet dispensation i henhold til Planloven § 19.

Konkret vurdering og begrundelse

Klageren anførte, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering, og at begrundelsen var vag. Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte. Kommunen havde angivet hovedhensynene for afslaget, herunder husets indvirkning på omgivelserne, dets afvigelse fra den øvrige bebyggelse og de forventede indbliksgener. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse med henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, jf. Forvaltningsloven § 22. Selvom kommunens afgørelse ikke eksplicit henviste til Planloven § 19, fandt Planklagenævnet, at denne retlige mangel var uvæsentlig, da den korrekte hjemmel kunne udledes af sagens øvrige omstændigheder.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Faaborg-Midtfyn Kommunes afslag på dispensation. Kommunens afgørelse blev derfor opretholdt. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der ikke var ansøgt om en tagetage, men en 1. sal, og at et mansardtag ikke udgør en tagetage, da udnyttelsesgraden er større. Klageren henviste til, at en etage opbygget som mansard ved enfamilieboliger normalt ikke anses som en tagetage, men som en hel 1. sal. Desuden påpegede klageren, at to andre ejendomme i området, A 4 og A 5, var opført med mansardtag, hvilket ifølge klageren burde medføre en dispensation i henhold til lighedsgrundsætningen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at det ansøgte mansardtag ikke harmonerede med områdets karakter og definerede den ansøgte etage som en tagetage. Kommunen oplyste, at den i mindre omfang kan dispensere fra vedtægtens § 1.2, hvis det ikke ændrer kvarterets karakter, men vurderede, at mansardtagets højde og materiale ville tynge bygningen og skabe disharmoni. Vedrørende de to andre ejendomme med mansardtag oplyste kommunen, at disse var opført i henholdsvis 1927 og 1930, altså før byplanvedtægt nr. 4 blev gældende, og derfor ikke var omfattet af vedtægtens bestemmelser.