Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til svinehytter og foderstationer i Nordfyns Kommune

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunens afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål vedrørende kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om det ansøgte er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3.

Undtagelse fra krav om landzonetilladelse

Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom, kræver ikke landzonetilladelse, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 3. Dette forudsætter, at bygningen benyttes i forbindelse med den jordbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen, og at der er tale om et dyrehold eller planteavl af et vist omfang og/eller karakter. Aktiviteten skal have en erhvervsmæssig karakter, typisk i form af salg til tredjemand af et vist omfang. Det er ikke tilstrækkeligt, at dyreholdet blot betragtes som erhvervsmæssigt efter Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter.

Planklagenævnet vurderede, at de ansøgte hytter, foderstationer og fodersiloer er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af ejendommen som landbrugsejendom og dermed omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at der er tale om hytter, foderstationer og fodersiloer til fritgående grise, og at ansøgeren er forpagter af ejendommen. Da det ansøgte ikke opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, kræver det dog en udformnings- og placeringstilladelse, jf. Planloven § 36, stk. 2.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, hvilke personer der skulle modtage naboorientering, jf. Planloven § 35, stk. 4. Kommunen havde valgt at høre 12 ejendomme beliggende inden for en maksimal afstand af ca. 550 m, hvilket kommunen vurderede var passende i forhold til eventuelle lugtgener. Nævnet bemærkede, at der ud over kravene om naboorientering og partshøring ikke findes andre krav i lovgivningen om inddragelse af borgerne i forbindelse med behandling af ansøgninger om landzonetilladelser. Der var ingen konkrete oplysninger om, at naboer og eventuelle parter ikke skulle have modtaget høringen i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 19.

Tilladelse til placering og udformning

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Nordfyns Kommunes vurdering af, at der kunne gives en placerings- og udformningstilladelse til det ansøgte, jf. Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 36, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at hytterne, foderstationerne og fodersiloerne anvendes som en del af ejendommens landbrugsmæssige drift, at der er tale om hytter til fritgående grise, hytternes størrelse, og at de er udført i grønmalet metal. Desuden blev det vægtlagt, at svinehytterne opstilles bag mindre skove og læhegn og derfor kun er synlige fra mindre strækninger på [A2] og [A1].

Forhold der ikke behandles

Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunkter vedrørende frygt for opsigelse af lejemål, kommunens klimaplan 2020 og dennes relation til frilandssvin, samt krav om godkendt ansøgning fra Fødevarestyrelsen vedrørende sikringsniveau og dobbelthegn. Disse forhold er ikke reguleret af planlovens regler, og Planklagenævnet har derfor ikke kompetence til at tage stilling til dem.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

• Kommunen burde ikke have meddelt tilladelse til udvidelsen.
• Vilkårene for landzonetilladelserne er ikke overholdt, idet beplantning er fældet, og en fold anvendes som transportvej.
• Afstand til et beskyttet dige er ikke overholdt.