Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning i Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune afslog den 27. juni 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 83 til udstykning af ejendommen [adesse1]A-E, 3600 Frederikssund. Ejendommen, der har et grundareal på 1.560 m², er omfattet af lokalplan nr. 83, som fastsætter, at der ikke må udstykkes ejendomme på mindre end 700 m².

Ansøgningens indhold og kommunens afslag

Klageren havde ansøgt om dispensation til at opføre et dobbelthus på ejendommen, som allerede indeholder en etageboligbygning med tre boligenheder og et dobbelthus med to boligenheder. Kommunen lagde til grund, at ansøgningen forudsatte en udstykning af ejendommen i tre grunde.

Kommunen begrundede afslaget med, at en udstykning ville være i strid med lokalplanens § 4, stk. 2, og at det ansøgte dobbelthus forudsætter en mulig fremtidig udstykning, som ville medføre en uønsket fortætning af kvarteret med små grundstørrelser. Desuden vurderede kommunen, at de udstykkede grunde ville have utilstrækkeligt friareal, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Kommunen henviste i sin afgørelse til Byggeloven § 10 A og Planloven § 19.

Klagerens indsigelser

Ejeren klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at der ikke var ansøgt om dispensation til udstykning, men alene indgået i en forhåndsdialog om et byggeprojekt. Klageren anførte desuden, at kommunen ikke havde vejledt om betydningen af Byggeloven § 10 A, hvilket havde forhindret overvejelse af alternative løsninger, såsom en bygning med vandret skel, der ville undtage projektet fra byggelovens krav om udstykning. Planklagenævnet forstod dette som en klage over, at kommunens beslutningsgrundlag var mangelfuldt eller forkert.

Planklagenævnet behandlede sagen med fokus på, hvorvidt kommunens beslutningsgrundlag for afgørelsen var korrekt i henhold til officialprincippet. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Officialprincippet og kommunens sagsbehandling

Planklagenævnet understregede, at kommunen skal overholde officialprincippet, som indebærer, at myndigheden selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger for at sikre et tilstrækkeligt faktisk og retligt grundlag for afgørelsen.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i en henvendelse af 20. december 2021 bad kommunen bekræfte en tidligere planmæssig godkendelse og spurgte til det videre forløb. Kommunen svarede, at den tidligere godkendelse var bortfaldet, og at klageren skulle ansøge om dispensation til bebyggelsesprocent samt udstykning af grunden i tre grunde. Klageren fastholdt, at det aldrig havde været intentionen at udstykke grunden, og at projektet ikke var omfattet af et krav om udstykning.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet lagde til grund, at klageren ikke havde ansøgt om dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 2, til at udstykke ejendommen. Kommunens afslag på dispensation var baseret på en forudsætning om, at projektet var i strid med Byggeloven § 10 A. Nævnet fandt, at spørgsmålet om overholdelse af Byggeloven § 10 A er et forhold, som kommunen skal påse i forbindelse med byggesagsbehandlingen, dvs. i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse, og ikke i forbindelse med en ansøgning om dispensation fra lokalplanen.

Kommunen havde ikke taget stilling til, hvorvidt det er umiddelbart tilladt at opføre et dobbelthus i henhold til lokalplanen uden udstykning, jf. Planloven § 18. Planklagenævnet konkluderede derfor, at kommunens afgørelse var baseret på et forkert grundlag og led af en væsentlig retlig mangel. På den baggrund ophævede Planklagenævnet Frederikssund Kommunes afslag på dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 2. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.