Energiklagenævnets afgørelse om forrentning af indskudskapital i Central Kommunernes Transmissionsselskab I/S for 2003/2004

Sagen omhandler EnergiGruppen Jylland Varme A/S' (herefter klager) indbringelse af Energitilsynets afgørelse af 30. november 2009 for Energiklagenævnet. Afgørelsen vedrørte forrentning af indskudskapital i perioden 2003-2009, som klager ønskede at indregne i varmeprisen. Klager og Energitilsynet var enige om indskudskapitalens størrelse på 628.457.000 kr. pr. 1. marts 1981, men uenige om den anvendte model for forrentning. Ifølge Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning § 6 kan varmeforsyningsvirksomheder med Energitilsynets tiltræden indregne en rimelig forrentning af indskudskapital i varmeprisen. Energitilsynet havde godkendt en forrentning på 222.122.945 kr. baseret på en model udarbejdet af Grant Thornton. Energitilsynet rettede senere beløbet til 228.315.002 kr. grundet en regnefejl i betaværdien. Klager mente, at Energitilsynets model var i strid med og afskrivningsbekendtgørelsen. Klager anmodede om hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Klager havde oprindeligt i 2003 anmodet om godkendelse af indskudskapital baseret på nedskrevne genanskaffelsesværdier, en metode Energitilsynet ikke tidligere havde taget stilling til for varmeforsyningsvirksomheder. Efter juridiske notater fra Kammeradvokaten og Energitilsynets eget administrationsgrundlag blev denne opgørelsesmetode anerkendt. Klager anvendte Energitilsynets administrationsgrundlag til at opgøre indskudskapitalen pr. 1. marts 1981 til 655.185.000 kr. og anmodede om forrentning heraf. Energitilsynets model for forrentning af indskudskapital fastlægger to rentesatser: en høj rente for egenkapital (baseret på CAPM-modellen) og en lav rente for fremmedkapital. Den risikofrie rente i CAPM-modellen blev fastsat ud fra et treårigt gennemsnit af CIBOR 12 mdr. Klager kritiserede flere aspekter af Energitilsynets model og praksis. Klager mente, at Energitilsynets afgørelse var en væsentlig, bebyrdende praksisændring med tilbagevirkende kraft, hvilket var i strid med almindelige forvaltningsretlige principper og klagers berettigede forventninger. Klager fremhævede, at Energitilsynet tidligere havde tilladt andre varmeforsyningsvirksomheder at indregne indskudskapital efter den hidtil gældende praksis. Klager anførte, at Energitilsynets skøn var i strid med og , idet tilsynet havde en kontrolbeføjelse til at gribe ind over for urimelig forrentning, men ikke en beføjelse til at fastsætte indtægtsrammer, som det er muligt efter . Klager argumenterede for, at Energitilsynet havde tilsidesat princippet om pligtmæssigt skøn ved at anvende en generel model, der ikke tog hensyn til virksomhedens konkrete forhold. Klager mente, at modellen burde inddrage hensyn til illikviditet af den investerede kapital og klagers skattepligt. Klager bestred også Energitilsynets anvendelse af til at afskære indregning af nødvendige omkostninger og afviste sammenligning af varmepriser som grundlag for at vurdere nødvendigheden af enkelte omkostningselementer. Klager foreslog, at forrentningen enten skulle beregnes efter hidtidig praksis (lang byggerente + 1 procentpoint) eller efter en modificeret WACC-model. Specifikke kritikpunkter af WACC-modellen inkluderede: - : Energitilsynets anvendte betaværdi på 0,18 (senere 0,20) var for lav og afveg fra praksis hos andre regulerende myndigheder (f.eks. Ofwat, der anvender 0,40). Klager mente, at den burde være mindst 0,40. - : Energitilsynet anvendte den etårige CIBOR 12, mens klager mente, at en 10-årig dansk statsobligation burde anvendes for at afspejle en langsigtet investeringshorisont. - : Klager krævede et tillæg på 1,5 procentpoint som kompensation for, at indskudskapitalen var bundet i selskabet og ikke frit kunne udloddes. - : Klager anfægtede Energitilsynets antagelse om en kapitalstruktur på 30 % egenkapital og 70 % fremmedkapital, idet klagers fulde indskudskapital bestod af egenkapital. Klager mente, at der ikke var hjemmel til en sådan generel soliditetskorrektion. - : Klager mente, at forrentningsbeløbet skulle forhøjes for at kompensere for selskabets skattepligt. Energitilsynet fastholdt sin afgørelse med den rettede betaværdi og afviste, at der var tale om en praksisændring med tilbagevirkende kraft, da sagen var principiel. Energitilsynet fremhævede sin betydelige skønsbeføjelse og argumenterede for, at WACC-modellen var saglig og rimelig. Energitilsynet understregede, at det havde en forudgående godkendelsesbeføjelse (), ikke kun en efterfølgende kontrolbeføjelse (). Energitilsynet forsvarede den lave betaværdi med henvisning til varmeforsyningsbranchens lave risiko og monopolstatus. Vedrørende soliditetskorrektionen anførte Energitilsynet, at modellen tog udgangspunkt i en beregnet gearing for at undgå, at ejere fik forrentet en indskudskapital, der var større end optimalt i en konkurrenceudsat virksomhed, og henviste til praksis på naturgasområdet (). Spørgsmålet om skattepligt var ikke endeligt behandlet af Energitilsynet, men tilsynet mente, at det skulle håndteres som en faktisk omkostning, når dens størrelse var kendt.