Forøgelse af egenkapital anset for urimelig kapitaldannelse

Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. (herefter klager) har klaget over Energitilsynets afgørelse af 8. juli 2014, som pålagde klager at tilbageføre 15,05 mio. kr. til forbrugerne. Energitilsynet vurderede, at beløbet udgjorde en urimelig kapitaldannelse, der ikke kunne dokumenteres som indskudskapital.

Baggrund for sagen

Energitilsynet indledte i 2010 en gennemgang af budgetter og regnskaber for 20 fjernvarmeværker, herunder klager. Efter en selvevaluering fra klager for årene 2009-2011 og en tilkendegivelse fra Energitilsynet den 11. april 2014, traf Energitilsynet den påklagede afgørelse.

Energitilsynets vurdering

Energitilsynet fastslog, at forskellen på 15,05 mio. kr. mellem klagers indskudskapital pr. marts 1981 (27,45 mio. kr.) og den i priseftervisningerne anførte indskudskapital (42,5 mio. kr.) var udtryk for en kapitaldannelse, der skulle tilbageføres til forbrugerne. Dette blev begrundet med Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og 2. Energitilsynet henviste til sin praksis om, at varmeforsyningsvirksomheder kun kan råde over den indskudskapital, der eksisterede den 1. marts 1981, da den første varmeforsyningslovs prisbestemmelser trådte i kraft. Tilslutningsbidrag blev anset for at være en del af forbrugernes bidrag til finansiering af anlægget og ikke indskudskapital.

Klagers synspunkter

Klager anerkendte, at 1,12 mio. kr. (tilslutningsafgifter indbetalt efter marts 1981) skulle tilbageføres. Klager argumenterede dog for, at de resterende 8,96 mio. kr. af de 15,05 mio. kr. vedrørte tilslutningsafgifter indbetalt før marts 1981. Klager henviste til en tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet (17. juni 2010, J.nr. 1021-233), der fastslog, at varmeværker frit kunne disponere over tilslutningsbidrag før lovens ikrafttrædelse. Klager mente, at den oprindelige bogføringspraksis og den senere overførsel til egenkapitalen var lovlig på daværende tidspunkt og ikke burde påvirke klagers retsstilling.

For så vidt angår de resterende 4,97 mio. kr., som klager ikke kunne redegøre for, anførte klager, at Energitilsynets årelange passivitet burde komme klager til gode. Klager henviste til, at det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg ikke reagerede på korrespondance i 1992, og at Energitilsynet ikke havde reageret på de efterfølgende priseftervisninger, hvor den anførte egenkapital var 42,5 mio. kr. Klager mente derfor at have haft en berettiget forventning om, at forholdet var i orden.

Tidligere behandling af sagen

Det fremgik, at det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg (nu Energitilsynet) tidligere havde behandlet spørgsmål med relation til klagers egenkapital. I 1983-1984 blev der korresponderet om overførsel af en konsolideringsfond til egenkapitalen, hvor udvalget ikke fandt anledning til yderligere handling. I 1992 var der korrespondance med revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen vedrørende regnskabsmæssig behandling af tilslutningsafgifter, hvor KPMG meddelte, at forholdet ville blive bragt i overensstemmelse med Energiministeriets bekendtgørelse af 19/12 1985. Hverken klager eller Energitilsynet var i besiddelse af det originale brev fra Gas- og Varmeprisudvalget fra 1992.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 8. juli 2014.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet tiltrådte Energitilsynets praksis for opgørelse af indskudskapital for varmeforsyningsvirksomheder stiftet før den 1. marts 1981, hvor "hvile-i-sig-selv-princippet" trådte i kraft med den første varmeforsyningslov. Ifølge denne praksis kan indskudskapitalen opgøres på to måder:

• Baseret på et eksisterende revideret regnskab fra 1. marts 1981.
• Ved anvendelse af det såkaldte administrationsgrundlag.

Nævnet fastslog, at den bogførte og dokumenterede egenkapital for 1981, som var 24,44 mio. kr. med tillæg af 3,00 mio. kr. i tilskud, i alt 27,45 mio. kr., skulle lægges til grund. Selvom 8,96 mio. kr. af tilslutningsafgifter indbetalt før marts 1981 eventuelt kunne have været tillagt indskudskapitalen og senere blev det, ændrede dette ikke ved den relevante opgjorte indskudskapital pr. 1. marts 1981.

For så vidt angår de resterende 4,97 mio. kr., bemærkede nævnet, at klager hverken kunne dokumentere eller redegøre for beløbet, hvorfor det ikke kunne anses for indskudskapital.

Nævnet konkluderede, at forøgelsen på 15,05 mio. kr. af klagers indskudskapital var en urimelig kapitaldannelse i strid med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, og at beløbet derfor skulle tilbageføres til forbrugerne i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Ingen godkendelse fra tilsynsmyndighederne

Energiklagenævnet fandt ikke belæg for, at det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg havde godkendt klagers opgørelse af indskudskapitalen, eller at Energitilsynet stiltiende havde accepteret den ved ikke at reagere på indsendte priseftervisninger. Nævnet lagde vægt på, at tilsynsmyndighederne ikke skal opgøre eller godkende varmeforsyningsvirksomheders indskudskapital, medmindre der anmodes om tilladelse til at indregne forrentning af denne, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.

Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.