Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Nyborg Kommunes påbud om undersøgelse af en rørledning på en ejendom i Frørup. Påbuddet blev meddelt i medfør af Vandløbslovens § 58 og omhandlede en rørføring, der leder vand fra en brønd på klagers matrikel mod vest.
Nyborg Kommune modtog henvendelser fra en nabo om oversvømmelse i deres have, som opstod, når en lavning på klagers ejendom fyldtes med vand og dannede en sø, der strakte sig ind på nabomatriklen. Kommunen havde i 2016 påvist, at lavningen modtog vand fra øst via rør, men det var usikkert, hvor vandet ledtes hen efter brønden på klagers ejendom.
I 2018 foretog klager en spuling af udløbsrøret fra brønden, hvor spulevandet var chokoladebrunt, hvilket indikerede betydelige mængder jord i rørene. En efterfølgende spuling foretaget af naboejeren i 2018 nåede kun 50-60 meter fra brønden. Kommunen vurderede, at der ikke var en entydig afklaring af, hvorvidt problemet lå på klagers matrikel eller naboejendommen.
Nyborg Kommune påbød klager at klarlægge rørets tilstand og funktionsduelighed ved en visuel inspektion (tv-inspektion eller blotlægning). Kommunen begrundede påbuddet med, at der fortsat stod vand i lavningen, og at der ikke kunne konstateres sug i udgangsrøret fra brønden, hvilket tydede på utilstrækkelig afvandingsevne. Kommunen fastholdt, at de tidligere spulinger ikke tilstrækkeligt dokumenterede, at vandføringsevnen var opretholdt.
Klager anførte, at spulingen i 2018 nåede ca. 100 meter mod vest, hvilket var ud over klagers matrikel. Klager mente derfor, at problemet lå på nabomatriklen mod vest, som tidligere havde været en del af klagers ejendom. Klager fandt det usandsynligt, at der skulle være en brønd i skellet, da drænet blev anlagt, før skellet eksisterede. Klager henviste til en servitut fra 1951, der indikerede, at drænet løb mod Kongshøj Å. Klager fandt påbuddet urimeligt, da spulingen allerede havde vist, at problemet lå uden for klagers ejendom.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede spørgsmålet om, hvorvidt der var hjemmel i Vandløbslovens § 58 til at meddele det pålagte undersøgelsespåbud. Nævnet begrænsede sin prøvelse til dette væsentlige forhold i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.
Nævnet fremhævede officialprincippet, som forpligter myndigheder til at oplyse en sag tilstrækkeligt, og legalitetsprincippet, der kræver lovhjemmel for byrdefulde afgørelser. Selvom myndigheder kan påbyde tilvejebringelse af oplysninger, kræver udgiftskrævende undersøgelser specifik hjemmel i lovgivningen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Vandløbslovens § 58 ikke giver hjemmel til at påbyde fremskaffelse af oplysninger ved udgiftskrævende undersøgelser. Nævnet lagde vægt på, at ordlyden af bestemmelsen ikke udtrykkeligt angiver dette, og at lovens forarbejder indikerer, at bestemmelsen svarer til den tidligere Miljøbeskyttelsesloven § 52, stk. 1. Retspraksis har fastslået, at der ikke var hjemmel til udgiftskrævende undersøgelser efter den daværende Miljøbeskyttelsesloven § 52, stk. 1. Nævnet bemærkede, at selvom Miljøbeskyttelsesloven senere er ændret til at inkludere hjemmel til udgiftskrævende undersøgelser i Miljøbeskyttelsesloven § 72, ændrer dette ikke på fortolkningen af Vandløbslovens § 58.
På baggrund af den manglende hjemmel i Vandløbslovens § 58 til at pålægge udgiftskrævende undersøgelser, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Nyborg Kommunes afgørelse af 17. december 2020 om undersøgelsespåbud af rørledningen på klagers ejendom.
KlimatilpasningSiden 1. januar 2021 har spildevandsselskaber håndteret klimatilpasning af tag- og overfladevand efter nye regler. Nu vurderes den praktiske anvendelse af reguleringen i en ny evaluering udarbejdet af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.
Miljø- og LigestillingsministerietMiljø- og Ligestillingsministeriet
Sagen omhandler en klage over Syddjurs Kommunes påbud om genetablering af et dræns afvandingsevne på en ejendom i Ebeltoft. Baggrunden for sagen var en anmeldt oversvømmelse på en nærliggende ejendom, hvilket førte til en undersøgelse af lokalområdets dræningssystem.
Et drænsystem blev etableret i sommerhusområdet mellem 1944 og 1960 for at afhjælpe vandlidende forhold. I 1972 fastlagde Landvæsensnævnet en økonomisk partsfordeling for drænets vedligeholdelse, hvor Syddjurs Kommune blev pålagt at vedligeholde drænet på grundejernes regning.
I december 2017 gennemførte kommunen en sondeundersøgelse, som afslørede en forhindring i rørledningen syd for klagers sommerhus' anneksbygning. Kommunen vurderede, at annekset var opført uden hensyn til rørledningens beliggenhed. På baggrund heraf meddelte Syddjurs Kommune den 23. marts 2018 et påbud om genetablering af drænets afvandingsevne med hjemmel i .
Fristen for tinglysning af kommunernes påbud om beskyttelse af drikkevand nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er nu udløbet. 11 kommuner har fortsat ikke indberettet beskyttelse af et eneste BNBO, og 14 kommuner har kun beskyttet mellem 1 og 19 pct. Nu vil miljøministeren melde dem til Ankestyrelsen.
I alt 51 kommuner har stadig beskyttet under 90 procent af drikkevandet nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Flere kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og nu vil miljøministeren indberette de resterende 31 kommuner, der fortsat ikke er tæt på at være i mål med den lovpligtige beskyttelse.
Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.
Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Holbæk Kommunes afgørelse om, at en rørledning under klagers matr...
Læs mereSagen omhandler en klage over Fredericia Kommunes afslag på at påbyde oprensning af en privat skovgrøft på matrikel [mat...
Læs mere