Stadfæstelse af beskatning ved bankindsætninger og hjemvisning af fradrag for udlejningsejendomme

Særligt om procentreglen

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen blev det konstateret, at Skattestyrelsen ikke havde taget stilling til den administrative procentregel for nyerhvervede udlejningsejendomme. Denne regel tillader normalt fradrag for istandsættelse inden for 25 % af den årlige lejeindtægt i de første tre ejerår.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende de kontante indsætninger i 2017 og 2018. Retten fandt det ikke godtgjort, at midlerne stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler. Der blev lagt vægt på de skiftende forklaringer og at lånedokumenterne ikke var tilstrækkeligt underbygget af objektive kendsgerninger, jf. principperne i SKM2011.208.HR.

Vedrørende indkomståret 2019 besluttede Landsskatteretten at hjemvise sagen til Skattestyrelsen. Begrundelsen var behovet for en fornyet vurdering af fradrag efter den såkaldte procentregel for vedligeholdelse af udlejningsejendomme. Retten udtalte:

"Landsskatteretten finder, at der skal tages stilling til, om der er grundlag for at godkende fradrag efter procentreglen. Landsskatteretten hjemviser vurderingen af, om der er tale om fradragsberettigede omkostninger til Skattestyrelsen."

Specifikke afgørelser om bilag:

• Internet: Der godkendes fradrag for bredbånd til ejendommene for udvalgte perioder i 2019, da det anses for sandsynliggjort som en driftsomkostning jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
• Benzin: Fradrag nægtet, da mængden og tidspunkterne ikke harmonerede med brug i havemaskiner.
• Transport til Polen: Fradrag nægtet, da rejserne blev anset for at have privat karakter, og der ikke var dokumenteret en direkte sammenhæng med indkomsterhvervelsen.
• Kontante betalinger: Retten mindede om begrænsningen i Ligningsloven § 8y vedrørende kontante betalinger over 8.000 kr.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.