Landsskatteretten stadfæster SKATs forhøjelser af indkomst vedrørende udlejning og virksomhed

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2013-2016, dels vedrørende overskud fra udlejning af en ejendom, dels vedrørende overskud fra virksomhedsdrift. Klageren havde ikke selvangivet disse indkomster, hvilket førte til, at SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse baseret på bankkontoudtog.

SKATs opgørelse af klagerens indkomst var som følger:

Udlejningsejendom

Klageren havde købt en ejendom i 2013, som var registreret som bebølsesejendom med to lejligheder og et mindre erhvervslokale. Klageren havde selv været tilmeldt adressen. SKAT beregnede indkomsten fra udlejning baseret på bankkontoudtog og skønnede fradrag for 50 % af forbrugsudgifter og ejendomsskat, da klageren selv boede på ejendommen. Klageren var enig i beskatning af udlejningsindtægterne, men mente, at 100 % af udgifterne skulle fradrages, og at hans revisor burde have selvangivet indkomsten.

Overskud af virksomhed

Klageren var momsregistreret med enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] fra 2004, som blev afmeldt moms i september 2014. Et selskab, [virksomhed1] ApS, blev stiftet i august 2013 med klageren som direktør. Selskabet blev frataget momsregistreringen i 2015 og opløst efter konkurs i 2016. SKAT fastsatte klagerens virksomhedsindkomst skønsmæssigt ud fra indsætninger på hans bankkonti, da der ikke var indsendt regnskabsoplysninger. SKAT konstaterede en sammenblanding af driften mellem klagerens personlige virksomhed og selskabet. Klageren anførte, at indsætningerne efter lukning af enkeltmandsvirksomheden vedrørte selskabet, eller var private lån fra venner og familie, herunder et gældsbrev på 480.000 kr. fra en samarbejdspartner. Klageren forklarede, at han og hans familie havde været ramt af sygdom i de omhandlede år, hvilket havde forhindret udarbejdelse af regnskaber for ApS'et. Han erkendte dog at have drevet enkeltmandsvirksomhed i hele 2014, men mente, at indsætningerne for 2015 og 2016 vedrørte ApS'et eller private lån, hvoraf nogle kunne spores til viderelån til en ven.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2013-2016, både vedrørende overskud fra udlejningsejendom og overskud fra virksomhedsdrift.

Landsskatteretten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4, og at udgifter, der er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6a.

Da klageren ikke havde indsendt regnskabsoplysninger, var SKAT berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten i henhold til Skattekontrolloven § 6, stk. 6 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Erhvervsdrivende skal udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for selvangivelsen, jf. Skattekontrolloven § 3, stk. 1, og indsendes på opfordring, jf. Skattekontrolloven § 6, stk. 1.

Udlejningsejendom

Landsskatteretten fandt, at:

• Det var uomtvistet, at der skulle ske beskatning af indkomst fra udlejningsejendommen på [adresse1], og huslejeindtægterne var ligeledes uomtvistede.
• Klageren havde selv været tilmeldt folkeregisteret på ejendommen, og der var ikke fremlagt dokumentation for, at udgifterne var fuldt ud erhvervsmæssige eller skulle fordeles anderledes end SKATs skøn på 50 %.
• SKATs afgørelse om fradrag for 50 % af udgifterne, herunder ejendomsskatter, blev derfor stadfæstet.

Overskud af virksomhed

Landsskatteretten fandt, at:

• SKATs skønsmæssige ansættelse af virksomhedens overskud baseret på indsætninger og hævninger på klagerens bankkonti var berettiget.
• I situationer med løbende indsætninger af den omhandlede størrelsesorden på klagerens konti, påhviler det klageren at godtgøre, at beløbene stammer fra beskattede midler, er skattefri eller ikke tilhører ham, jf. SKM2007.214.ØLR.
• Klagerens oplysninger om, at indsætningerne vedrørte lån eller omsætning for selskabet [virksomhed1] ApS, var ikke tilstrækkeligt dokumenteret.
• Det fremlagte gældsbrev på 480.000 kr. fra 2018 kunne ikke tillægges bevismæssig værdi, da det var udarbejdet efterfølgende og ikke bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. bl.a. SKM2003.219.ØLR og SKM2018.571.BR.
• SKAT havde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indbetalingerne på bankkontiene var tilgået klageren, og han var derfor skattepligtig af disse, jf. SKM2007.214.ØLR.
• Afgørelsen vedrørende overskud af virksomhed blev derfor stadfæstet.