Landsskatteretten: Manglende dokumentation for lån medfører skattepligtig forhøjelse af omsætning

Sagen omhandler en klagers enkeltmandsvirksomhed, der i indkomstårene 2018 og 2019 fik forhøjet sin omsætning af Skattestyrelsen med henholdsvis 21.200 kr. og 122.150 kr. Forhøjelsen skyldtes en række indsætninger via MobilePay på virksomhedens erhvervskonto, som Skattestyrelsen anså for skattepligtig omsætning. Klageren gjorde gældende, at beløbene var private lån fra venner og derfor skattefrie.

Klageren, der driver virksomhed med juridisk og virksomhedsrådgivning, havde selvangivet overskud på henholdsvis 104.903 kr. (2018) og 50.212 kr. (2019). Skattestyrelsen konstaterede under en momskontrol, at der var modtaget MobilePay-overførsler fra otte forskellige personer på i alt 26.500 kr. i 2018 og 152.687 kr. i 2019. Disse beløb var bogført som "lån/private mellemværender" på en intern konto (konto 9000) og ikke som omsætning.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens bogføring og regnskab ikke opfyldte regnskabskravene, herunder kravene i Skattekontrolloven § 74, stk. 2, da der manglede løbende bogføring og adskillelse mellem private og erhvervsmæssige transaktioner. Dette medførte, at Skattestyrelsen var berettiget til at tilsidesætte regnskabsgrundlaget og foretage en skønsmæssig ansættelse.

For så vidt angår indsætningerne via MobilePay på klagerens erhvervskonto, anså Landsskatteretten disse for omsætning. Retten lagde vægt på, at beløbene var indsat på den erhvervsmæssigt benyttede konto, og at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne udgjorde private lån, der er undtaget beskatning efter Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende hovedpunkter:

• Manglende lånedokumentation: Låneforholdet var ikke dokumenteret ved formelle låneaftaler, gældsbreve eller lignende, der fastlagde parter, lånets størrelse, renter og tilbagebetalingsvilkår.
• Interesseforbundne parter: Der var tale om lån mellem interesseforbundne parter (venner), hvilket efter retspraksis medfører et skærpet dokumentationskrav.
• Erklæringers bevismæssige værdi: De fremlagte e-mail-erklæringer fra långiverne blev ikke tillagt selvstændig bevismæssig betydning, da de var udarbejdet efter skattemyndighedernes kontrol og til brug for skattesagen, jf. SKM2016.70.BR.
• SMS-korrespondance: Skærmbilleder af beskedsamtaler var ikke fyldestgørende dokumentation.
• Uoverensstemmelse i tilbagebetaling: Der var uoverensstemmelse mellem det oplyste lånebeløb fra en person og den dokumenterede tilbagebetaling.
• Retserhvervelse for honorar: For indsætningerne fra en specifik person (person9) fandt retten, at klageren havde erhvervet endelig ret til beløbet i indkomståret 2019, da beløbet var til disposition. Det forhold, at fakturering først skete i december 2020, udskød ikke retserhvervelsestidspunktet, da klageren successivt havde erhvervet ret til betalingerne for løbende rådgivning i 2019. Honorarkravene blev anset for afregningsmodne inden 2021, jf. Statsskatteloven § 4.
• Manglende dokumentation for tilbagebetalinger: Klageren havde ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de fremsendte bankudskrifter af tilbagebetalinger kunne anses som nedbringelse af de private lån, da disse ikke var bogført på tilbagebetalingstidspunkterne og ikke var dokumenteret at vedrøre de oprindelige indsætninger på erhvervskontoen.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde dokumenteret, at beløbene stammede fra allerede beskattede midler eller var undtaget beskatning. Skattestyrelsens forhøjelse af den skattepligtige indkomst med 21.200 kr. for 2018 og 122.150 kr. for 2019 som yderligere omsætning blev derfor stadfæstet.

Landsskatteretten afviste desuden klagerens subsidiære påstand om fradrag for udgifter i form af tilbagebetalinger af lån. Retten fandt ikke, at klageren havde dokumenteret, at disse tilbagebetalinger var afholdt i virksomhedens interesse, og de kunne derfor ikke godkendes som fradragsberettigede driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.