Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for etablering af grusvej inden for strandbeskyttelseslinje

Nævnet fandt, at det ansøgte læhegn ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen om ”sædvanlig hegning” i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 2, nr. 4. Dette skyldtes, at læhegnet ved sin karakter ville ændre væsentligt ved landskabsbilledet, hvilket er i strid med nævnets praksis.

Vurdering af dispensation

Efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 kan kommunen i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer. Nævnets praksis for dispensation er meget restriktiv. Nævnet vurderede, at det ansøgte ikke udgjorde et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Det blev lagt til grund, at markvejen ikke havde eksisteret siden 1980, baseret på luftfotos fra 1980-1983.

Påvirkning af fortidsmindet

Nævnet vurderede, at grusvejen og læhegnet ville forstyrre fortidsmindet som landskabselement og udgøre fremmedelementer. Læhegnet ville forringe indsynet til og udsynet fra den vestlige del af fortidsmindet, og grusvejen lå i første række til fortidsmindet. Desuden kunne etableringen af et læhegn skade de arkæologiske lag omkring langdyssen.

Præcedens og driftsmæssige hensyn

En dispensation til det ansøgte ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i tilsvarende sager, hvilket ville stride mod formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen. Nævnet bemærkede desuden, at den driftsmæssige nødvendighed af det ansøgte ikke er et hensyn, der kan varetages i forbindelse med vurderingen af dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Klagerens anbringender om andre anlæg inden for beskyttelseslinjen kunne ikke føre til et andet resultat.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Klager ansøgte den 2. marts 2016 om lovliggørende dispensation for de etablerede forhold. Næstved Kommune meddelte den 15. marts 2016 afslag på lovliggørende dispensation til trampolin, bålplads, flisebelægning og beplantning. Kommunen henviste til, at forholdene udgjorde en overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen, som indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer. Kommunen lagde vægt på, at klager tidligere var blevet gjort opmærksom på beskyttelseslinjen, at beplantningen ville forringe udsyn til og indsyn fra fortidsmindet, og at trampolin, bålplads og flisebelægning var placeret for tæt på fortidsmindet og forringede dets værdi som landskabselement. Kommunen meddelte dog lovliggørende dispensation til en terrasse og en sø inden for beskyttelseslinjen, da disse ikke forringede fortidsmindets værdi. Der blev også meddelt dispensation til trampolin og bålplads, hvis de blev flyttet til en placering vest eller sydvest for stuehuset, så huset skærmede for udsynet til fortidsmindet.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede alene afslaget på lovliggørende dispensation for trampolin, bålplads, flisebelægning og beplantning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at flisebelægningen kunne fjernes, og at hverken trampolin eller bålplads tog indsyn til eller udsyn fra fortidsmindet, da de var lave og omkranset af en hæk. Klager gjorde gældende, at de ikke var bekendt med 100-meter linjen ved jordtilkøb, og at fortidsmindet er på privat grund. De mente, at kommunens skøn var for restriktivt og ikke tog højde for almindeligt familieliv eller økonomisk proportionalitet. Klager henviste også til en tidligere afgørelse (NMK-503-00039), hvor der blev meddelt dispensation til en driftsbygning tæt på et fortidsminde, og stillede sig uforstående over for forskellen i praksis.

Kommunens bemærkninger til klagen

Næstved Kommune bemærkede, at det er ejerens ansvar at kende gældende regler. Kommunen fastholdt, at den nuværende placering af bålplads og trampolin forringede fortidsmindets værdi som landskabselement på grund af nærheden. Kommunen lagde stor vægt på, at beplantningen var foretaget inden for beskyttelseslinjen trods tidligere oplysning herom. Endelig vurderede kommunen, at udgiften til flytning ikke var uproportional i forhold til lovens hensyn.