Stadfæstelse af afgørelse om registrering og afslag på dispensation til opdyrkning af beskyttet eng

Sagen omhandler en klage over Sorø Kommunes afgørelse af 29. september 2020, hvor kommunen registrerede et areal på ca. 1 ha som beskyttet fersk eng og afslog en lovliggørende dispensation til opdyrkning af arealet. Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 9. oktober 2020. Klageren anførte, at arealet aldrig havde været eng, at det tidligere havde været i intensiv omdrift, og at kommunens sagsbehandling var mangelfuld. Klagen blev behandlet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Sorø Kommunes afgørelse af 29. september 2020 om registrering og afslag på lovliggørende dispensation til opdyrkning af beskyttet eng på den omhandlede matrikel.

Arealets beskyttelsesstatus

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Sorø Kommunes vurdering af, at arealet var beskyttet fersk eng før opdyrkningen i 2018. Dette skyldes arealets beliggenhed i en terrænlavning og i forbindelse med et vandløb, hvilket er typisk for ferske enge. Nævnet har gennemgået luftfotos fra 1945 frem til 2018, som viser, at arealet hovedsageligt har været drevet ekstensivt, selvom der har været perioder med mere intensiv drift. Det blev dog vurderet, at arealet ikke har været dyrket intensivt i perioderne 1985-1996 (11 år) og 2001 frem til 2018 (ca. 17 år), hvilket overstiger kriteriet på 7-10 år for omlægning af beskyttede enge. Luftfotos fra disse perioder viste, at arealet fremstod som et naturareal med uensartet og rodet struktur.

Nævnet vurderede, at der i sommeren 1992 og på tidspunktet for opdyrkningen i 2018 generelt forekom karakteristisk engvegetation på arealet. Dette blev understøttet af, at Vestsjællands Amt i 1993 karakteriserede arealet som beskyttet eng, samt tilstedeværelsen af vejledende registrerede eng- og mosearealer i nærheden, som kan understøtte engvegetationen. Opdyrkningen i 2018 blev derfor anset for en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3.

Afslag på dispensation

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at opdyrkningen ikke var naturforbedrende, og at den alene var begrundet i jordbrugsmæssige interesser, hvilket ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opnå dispensation. Desuden blev det vurderet, at arealet ikke var uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, og at en dispensation ville kunne skabe en uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager.