Stadfæstelse af afgørelse om beskyttet eng og mose samt afslag på lovliggørende dispensation

Randers Kommune fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at luftfotos viste arealet som udyrket og tydeligt adskilt fra de omkringliggende dyrkede arealer, uden tegn på regelmæssig omlægning eller dyrkning før 2009.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at klager over påbud som udgangspunkt ikke kan indbringes for nævnet, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Dog kan der klages, hvis lodsejeren er uenig i, at området er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, eller at et indgreb udgør en tilstandsændring i strid med loven.

Retligt grundlag for beskyttelse

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2 og nr. 4 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af moser og lignende samt ferske enge, når de enkeltvis eller sammen er større end 2.500 m². Vurderingen af, om et areal er omfattet af loven, baseres på en konkret vurdering af vegetation, jordbund, fugtighedsforhold, beliggenhed samt nuværende og tidligere drift.

• Ferske enge: Skabes ved menneskelig påvirkning (slåning/græsning). De kan være naturenge (artsrige, sjældent omlagte) eller kulturenge (regelmæssigt omlagte). Arealer, der omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år, betragtes ikke som ferske enge. Beskyttede enge er typisk lavtliggende, på fugtig jordbund, med lysåbent plantesamfund af fugtigbundselskende græsser og urter.
• Moser og lignende: Omfatter udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder præget af ferskvandspåvirket, naturlig vegetation, knyttet til høj vandstand, og som kan have dannet tørv. Den primære faktor er forekomst af et naturligt dyre- og planteliv for moser. Luftfotos tillægges betydelig vægt i sager, hvor der allerede er foretaget et indgreb.

Nævnets konkrete vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet gennemgik tilgængelige luftfotos fra 1954-2020 og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Randers Kommunes vurdering. Nævnet lagde særlig vægt på, at arealet på alle luftfotos frem til opdyrkningen i 2009 fremstod rodet, ofte med mørke pletter, der indikerede vandflade eller fugtig/vandmættet jord. Arealet adskilte sig markant fra de omkringliggende dyrkede marker i farve og struktur.

Nævnet lagde desuden vægt på Århus Amts besigtigelser i 2005, hvor der blev fundet mange arter typiske for eng og mose, samt fotos, der viste naturarealer og vandspejl. Yderligere blev der lagt vægt på lokalitetens beliggenhed i en naturlig lavning ved Hovbæk, dens karakter som lavbundsareal, og at jordbunden primært bestod af ferskvandstørv.

Nævnet fandt, at det opdyrkede areal ikke ud fra sagens oplysninger og luftfotos havde været omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år, og at der ikke havde været en kontinuerlig drift med regelmæssig omlægning. Klagerens oplysning om høslæt ændrede ikke vurderingen, da høslæt ikke er til hinder for opretholdelse af beskyttet natur.

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at opdyrkningen var en tilstandsændring af beskyttet natur, hvortil der ikke var meddelt forudgående dispensation. Nævnet fandt ingen særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse af 9. juli 2020 om registrering af beskyttet eng og mose og afslag på lovliggørende dispensation. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 3, stk. 2.