Landsskatteretten: Forhøjelse af skattepligtig indkomst grundet manglende selvangivelse af udenlandsk løn

Skattestyrelsen anmodede i maj 2019 om lønsedler og oplysninger om arbejdssted, men klageren fremsendte ikke det ønskede materiale. Skattestyrelsen fremsendte herefter forslag til ændring af skatteansættelsen i september 2019 og traf afgørelse i november 2019.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med henvisning til Statsskatteloven § 4 (globalindkomstprincippet) og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen foretog en skønsmæssig ansættelse baseret på bankoverførslerne, da klageren ikke fremlagde dokumentation. Lempelse for eventuelt udenlandsk betalt skat efter Ligningsloven § 33 blev afvist grundet manglende dokumentation for betalt skat og arbejdssted.

Vedrørende fristerne for 2014 og 2015 argumenterede Skattestyrelsen for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, da den manglende selvangivelse af betydelige beløb udgjorde mindst grov uagtsomhed. Skattestyrelsen henviste til praksis (SKM2018.481.HR, SKM2018.520.HR, SKM2014.464.BR) for, at den 6-måneders reaktionsfrist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 først løb fra udløbet af fristen for fremsendelse af dokumentation (20. september 2019), og forslaget var derfor rettidigt. For 2016 og 2017 var klageren ikke omfattet af den korte ligningsfrist, da han havde udenlandsk indkomst og aktiver, jf. Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 1 og Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 2, stk. 1, nr. 4, samt Bekendtgørelse om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 1, stk. 2, nr. 2. Derfor gjaldt den almindelige frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, som var overholdt.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af den forhøjede indkomst for 2014 og 2015. Klageren gjorde gældende, at han var omfattet af den korte ligningsfrist, og at der var indtrådt forældelse. Han bestred, at han havde handlet groft uagtsomt, idet han antog, at pengeoverførsler til en dansk bankkonto automatisk ville blive indberettet til skattemyndighederne. Klageren anførte desuden, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt den 6-måneders reaktionsfrist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Klageren argumenterede for, at kundskabstidspunktet var senest den 9. juni 2017, hvor alle data om overførslerne var gjort tilgængelige i Skattestyrelsens database, og at der ikke var tilgået nye oplysninger siden da. Han henviste til Landsskatterettens afgørelse j.nr. 18-0000913 og Højesterets dom SKM2018.418.HR, som støtte for, at fristen skulle regnes fra modtagelsen af de oprindelige oplysninger.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var omfattet af den korte ligningsfrist i henhold til Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 1 og Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 2, stk. 1, nr. 4. Dette skyldtes, at klageren havde modtaget udenlandsk lønindkomst og var ejer af et udenlandsk selskab, hvilket betød, at han ikke havde enkle økonomiske forhold. Klageren var derfor omfattet af de ordinære frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Retten vurderede, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive den udenlandske lønindkomst. Dette blev begrundet med de betydelige beløb, der var overført over flere indkomstår (i alt 4.526.411 kr. for 2014-2017), samt klagerens manglende iagttagelse af sin selvangivelsespligt. De urigtige selvangivelser kunne have været konstateret ved en gennemgang af kontoudtog. På denne baggrund var Skattestyrelsen berettiget til at genoptage skatteansættelserne for 2014 og 2015 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Vedrørende reaktionsfristen på seks måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 fandt Landsskatteretten, at fristen skulle regnes fra den 17. juni 2019. Dette skyldtes, at Skattestyrelsen først på dette tidspunkt, efter udløbet af fristen for materialeindkaldelse, var i besiddelse af tilstrækkeligt materiale til at kunne varsle ansættelsesændringerne korrekt. Skattestyrelsen havde indkaldt yderligere materiale for at klassificere overførslerne og vurdere skattepligten heraf. Landsskatteretten lagde vægt på, at kundskabstidspunktet er det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SKM2018.481.HR.

Klagepunkter og afgørelser

Oversigt over klagepunkter og afgørelser:

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at skatteansættelserne for 2005-2007 ikke kunne genoptages ekstraordinært, da varsel først blev afsendt i 2012, hvilket var efter den almindelige frist i Skatteforvaltningsloven § 26. Det blev anført, at der ikke var dokumenteret forsætlighed eller grov uagtsomhed, som krævet af Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Repræsentanten argumenterede for, at det var umuligt at fremskaffe dokumentation så langt tilbage i tiden, da lokale regler i England kun kræver opbevaring i 6 år, og danske regler i 5 år.

Subsidiært blev det anført, at beløbene ikke var skattepligtige efter Statsskatteloven § 4. Klageren hævdede, at overførslerne i 2005 og 2006 stammede fra et hussalg i England, og at SKAT allerede havde anerkendt én lignende transaktion. Vedrørende lønindkomsten i 2006 blev det anført, at klageren ikke var skattepligtig til Danmark i perioden januar-november 2006, da han var fraflyttet Danmark og arbejdede i Schweiz, hvor han betalte skat. Klagerens arbejdsgiver havde desuden erklæret, at der ikke var udbetalt bonus. Overførslen i 2007 blev forklaret som en gave fra klagerens svigermor til børnebørnene, hvilket var bekræftet i en efterfølgende erklæring fra gavegiveren. Klageren mente, at denne erklæring burde anerkendes som dokumentation for gaveforholdet.