Landsskatteretten: Skattepligt af indkomst fra Tyskland og exemptionslempelse

Sagen omhandler en klager, der var fuldt skattepligtig til Danmark, men havde lønindkomst fra et tysk selskab ([virksomhed1] GmbH) og modtog indsætninger på en tysk bankkonto fra et selskab på Sri Lanka ([virksomhed2] AG). Skattestyrelsen havde foretaget ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2016 og ordinær genoptagelse for 2017-2018, idet de anså al indkomst for skattepligtig til Danmark og afviste lempelse for den tyske indkomst samt beskatning af de modtagne beløb som lån.

Klageren var ansat som "Geschäftführer" (direktør) i det tyske selskab fra 1. januar 2013. Selskabet var ejet af klagerens ægtefælle. Klagerens arbejde bestod af pakning af varer og opsøgende salg i Tyskland, og han kørte typisk til selskabets adresse i Tyskland ca. 5 dage om måneden. Klageren fremlagde kørselsregnskaber, der viste antallet af dage, han kørte fra Danmark til Tyskland i de pågældende indkomstår. Han var socialt sikret i Tyskland, hvilket blev bekræftet af en A1-blanket og Beskæftigelsesministeriets afgørelse om, at han ikke var omfattet af danske regler om social sikring.

Skattestyrelsen anså klagerens lønindkomst fra Tyskland for fuldt skattepligtig til Danmark, da han ikke havde dokumenteret, hvor arbejdet reelt var udført, og kontoudtog kun viste få hævninger i Tyskland. De afviste derfor lempelse efter Ligningsloven § 33a. Indsætningerne fra [virksomhed2] AG blev også anset for skattepligtige, da klageren ikke kunne dokumentere, at de stammede fra tilbagebetaling af et lån ydet i 2002. Skattestyrelsen begrundede den ekstraordinære genoptagelse med grov uagtsomhed fra klagerens side, da han ikke havde selvangivet indkomsterne fra udlandet.

Klagerens repræsentant fastholdt, at Tyskland havde beskatningsretten til lønindkomsten, da arbejdet var udført i Tyskland, og klageren var underlagt tysk social sikring og havde betalt tysk skat. Subsidiært krævede han exemptions- eller creditlempelse. Vedrørende indsætningerne fra [virksomhed2] AG fastholdt klageren, at der var tale om tilbagebetaling af et lån, selvom dokumentation for overførsel af lånebeløbet manglede. Repræsentanten anførte desuden, at klageren som "Geschäftführer" burde være omfattet af artikel 16, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvilket ville betyde, at hele indkomsten skulle beskattes i Tyskland uafhængigt af antal arbejdsdage. Endelig bestredes det, at klageren havde handlet groft uagtsomt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2018, klagerens fulde skattepligt til Danmark, hans skattemæssige hjemsted i Danmark, og beskatningen af indsætninger på hans tyske bankkonto som skattepligtig indkomst.

Landsskatteretten fandt, at klageren i indkomstårene 2015-2018 var fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han ikke havde etableret bopæl i Tyskland og fortsat boede i Danmark med sin ægtefælle. Han var ligeledes skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Vedrørende indsætningerne fra [virksomhed2] AG på klagerens tyske bankkonto, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at beløbene vedrørte tilbagebetaling af lån. Dette blev begrundet med, at [virksomhed2] AG ikke var anført som låntager i det fremlagte lånedokument, manglende dokumentation for overførsel af lånebeløbet i 2002, uklarhed om tilbagebetalingens starttidspunkt, og uoverensstemmelse mellem lånebeløbet og de overførte beløb. Indsætningerne blev derfor anset for skattepligtige efter Statsskatteloven § 4 og beskattet som personlig indkomst efter Personskatteloven § 3, stk. 1, jf. Personskatteloven § 4 og Personskatteloven § 4a.

Landsskatteretten afviste, at klageren var omfattet af artikel 16, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (vedrørende direktører), da det fremlagte materiale ikke tilstrækkeligt dokumenterede, at klageren havde ansvar som direktør, og han ikke var anmeldt som selskabets direktør til de tyske myndigheder. Tyskland havde derfor beskatningsretten til løn for arbejde udført inden for tysk territorium i henhold til artikel 15, stk. 1, sidste pkt., jf. stk. 2, jf. artikel 3, stk. 1, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Landsskatteretten fandt, at klageren var berettiget til exemptionslempelse i henhold til artikel 24, stk. 2, litra f, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, jf. lov nr. 861 af 30. november 1999, da det kunne lægges til grund, at han var omfattet af lovpligtig social sikring i Tyskland og havde betalt sociale bidrag der. Lempelsen blev dog kun indrømmet for de dage, hvor klageren dokumenteret havde udført arbejde i Tyskland. Landsskatteretten fandt, at klageren havde udført arbejde i Tyskland i følgende dage:

Landsskatteretten nedsatte ansættelsen for indkomståret 2016 med 118.640 kr. som følge af en regnefejl fra Skattestyrelsens side.

Vedrørende genoptagelse for indkomstårene 2015-2016, fandt Landsskatteretten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at selvangive lønindkomst fra Tyskland og indkomst fra [virksomhed2] AG. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, og varsling samt ansættelse var sket rettidigt i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Ansættelserne for 2017 og 2018 var foretaget inden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.