Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Privatperson
Generaladvokat
EU’s institutioner og organer, Europa-Parlamentet
Enrico Falqui, et tidligere medlem af Europa-Parlamentet (MEP), valgt i Italien, appellerede Rettens dom, der frifandt Parlamentet for at have tilpasset størrelsen af hans alderspension. Tilpasningen var baseret på en italiensk national afgørelse (afgørelse nr. 14/2018), som ændrede pensionsreglerne for medlemmer af det italienske deputeretkammer, hvilket medførte en nedsættelse af Falquis pension.
Falqui modtog pension under den overgangsordning, der var fastsat i bilag III til det nu ophævede omkostningsregulativ (før 2009), hvis rettigheder efterfølgende blev opretholdt i henhold til artikel 75 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for medlemmerne. Kernespørgsmålet var, om Parlamentets interne regler kræver en løbende dynamisk tilpasning til ændringer i italiensk national lovgivning, eller om pensionsrettighederne skulle betragtes som fastfrosne på grundlag af princippet om beskyttelse af berettiget forventning.
Under sagens behandling erstattede Parlamentet den oprindeligt anfægtede afgørelse med en ny. Domstolen måtte derfor indledningsvist vurdere, om Falqui stadig havde en retlig interesse i at få ophævet Rettens dom. Domstolen fastslog, at søgsmålsinteressen var bevaret, da Parlamentet fortsat hævdede, at det havde en forpligtelse til at anvende den dynamiske ordning i fremtiden. En afklarende dom var nødvendig for at forhindre risikoen for gentagelse af den hævdede ulovlighed.
Domstolen forkastede appellen i sin helhed og bekræftede, at Europa-Parlamentet ikke havde begået fejl ved at fortolke sine interne regler således, at det var forpligtet til at anvende den dynamiske ordning på Falquis pensionsrettigheder.
Domstolen bekræftede Rettens fortolkning af artikel 2, stk. 1, i bilag III til omkostningsregulativet. Denne bestemmelse fastsætter, at størrelsen og betingelserne for den foreløbige pension skal være »overensstemmende med, hvad der gælder for den pension, som udbetales til medlemmer af parlamentet i den medlemsstat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt«.
Domstolen afviste, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning var tilsidesat. Den eneste præcise forsikring, Parlamentet havde givet, var, at pensionen skulle følge den nationale ordning (den dynamiske ordning), ikke at beløbet ville være fast og uforanderligt over tid (præmis 109).
Selvom nedsættelsen af pensionen udgjorde en begrænsning af ejendomsretten (chartrets artikel 17), fastslog Domstolen, at denne begrænsning var berettiget:

Lovændringen skal gøre det muligt for ATP at investere mere risikovilligt for at modvirke effekten af de historisk lave renter.



Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte dei conti, sezione giurisdizionale per la Regione Puglia (Italien), vedrørende fortolkningen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med en national lovgivning, der med tilbagevirkende kraft nedsætter pensionsrettigheder.
Sagsøgerne, Vittoria De Bellis, Diana Perrone og Cesaria Villani, er pensionister, der modtager både alderspension og efterladtepension. De havde anlagt sag med påstand om, at de havde ret til et særligt supplerende tillæg til deres pension.
Istituto Nazionale di Previdenza per i Dipendenti dell’Amministrazione Pubblica (Inpdap) anførte, at sagsøgerne først blev berettiget til efterladtepension efter den 16. august 1995, og at et særligt supplerende tillæg skulle anses for en integrerende del af alderspensionen.
Danmark kæmper ved EU-Domstolen for at få annulleret mindstelønsdirektivet og bevare den danske model for løndannelse.
EU-Domstolen har annonceret, at der afsiges dom i annullationssøgsmålet om mindstelønsdirektivet den 11. november 2025 kl. 9.00.*
Den forelæggende ret ønskede at vide, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for en national lovgivning, der med tilbagevirkende kraft ændrer bestemmelser, der skaber rettigheder, til skade for de berørte, og om rent finansielle hensyn kan udgøre et tvingende alment hensyn.
Domstolen fastslog, at den åbenbart ikke har kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål, da sagen vedrører rent interne forhold, og den nationale lovgivning ikke indeholder en tilstrækkelig klar og ubetinget henvisning til EU-retten.

Sagen omhandler en tvist mellem Niederösterreichische Landes-Landwirtschaftskammer (NÖ-LLWK) og Anneliese Kuso angående ...
Læs mere
Sagen omhandler Dermod Patrick O’Brien mod Ministry of Justice vedrørende retten til pension for deltidsdommere i Storbr...
Læs mere