Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Tjenestemand ved Den Europæiske Union
Generaladvokat
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen
Sagen omhandler en appel indgivet af Claudio Necci, en tidligere kontraktansat ved Europa-Kommissionen, mod Den Europæiske Unions Rets (Retten) kendelse (T-129/19), hvorved hans annullationssøgsmål mod Kommissionen blev afvist som utilladeligt. Necci arbejdede for Kommissionen som kontraktansat i mindre end tre år (2009-2011), før han gik på pension.
I henhold til artikel 95 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (ansættelsesvilkårene) kræves mere end tre års tjeneste for at en kontraktansat kan opretholde sin tilslutning til Den Fælles Sygeforsikringsordning (CSIS) efter fratræden. Kommissionen traf derfor i juli 2011 afgørelse om ophør af Neccis CSIS-tilslutning, hvilket ikke blev anfægtet.
I 2017 realiserede Necci en overførsel af pensionsrettigheder, han havde optjent i den italienske administration, til EU-pensionsordningen (i henhold til artikel 11 i bilag VIII til vedtægten). Dette resulterede i, at han fik godskrevet over 16 ekstra pensionsgivende tjenesteår.
Med henvisning til de godskrevne år ansøgte Necci i december 2017 om fortsat tilslutning til CSIS, idet han gjorde gældende, at de godskrevne år opfyldte treårskravet i ansættelsesvilkårenes artikel 95. Denne ansøgning blev stiltiende afvist af Kommissionen i april 2018.
Retten afviste annullationssøgsmålet mod afslaget i 2018, idet den fandt, at afslaget blot var en bekræftelse af den endelige afgørelse fra 2011 om ophør af sygeforsikringen. Appellen til Domstolen vedrører, hvorvidt Retten fejlagtigt fortolkede den omtvistede afgørelse fra 2018 som en bekræftende retsakt, der ikke indeholdt et nyt, anfægteligt element.
Domstolen (Ottende Afdeling) tog appellen til følge, ophævede Rettens kendelse og hjemviste sagen til Retten til realitetsbehandling.
Domstolen fastslog, at Retten begik en retlig fejl ved at fordreje sagens genstand, da den konkluderede, at annullationssøgsmålet skulle afvises, fordi den omtvistede afgørelse blot var en bekræftelse af afgørelsen fra 2011.
Domstolen præciserede, at en retsakt kun er bekræftende, hvis den ikke indeholder noget nyt element i forhold til den tidligere akt. Domstolen konstaterede, at afgørelserne havde forskellige genstande og begrundelser:
| Afgørelse | Genstand |
|---|
| Status vedr. Anfægtelse |
|---|
| Juli 2011 | Ophør af CSIS pga. manglende 3 års faktisk tjeneste ved fratræden. | Endelig og ikke anfægtet. |
| April 2018 | Afslag på at sidestille godskrevne pensionsgivende tjenesteår med tjenesteår for adgang til CSIS. | Anfægtet som ny bebyrdende retsakt. |
Domstolen fandt, at ansøgningen fra 2017 indeholdt et nyt element i forhold til afgørelsen fra 2011. Afgørelsen fra 2011 kunne ikke omfatte et afslag på sidestilling af godskrevne tjenesteår, da overførslen af pensionsrettigheder endnu ikke var realiseret. Necci havde derfor ikke kunnet anlægge et søgsmål med retlig interesse i 2011 om denne problemstilling.
“Et sådant afslag ville således have vedrørt en fremtidig og hypotetisk situation, hvilket indebærer, at appellanten ikke ville kunne anlægge et søgsmål til prøvelse af dette afslag, eftersom han ikke havde nogen retlig interesse...”
Domstolen konkluderede, at Rettens vurdering af, hvorvidt de godskrevne år faktisk kunne sidestilles med tjenesteår for CSIS-adgang (det materielle spørgsmål), vedrører spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen var velbegrundet, ikke spørgsmålet om, hvorvidt sagen kunne antages til realitetsbehandling. Da Retten fejlagtigt afviste sagen, skulle kendelsen ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling.
Indenrigs- og SundhedsministerietVejledning til EF-Forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger
Flygtningenævnet
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 27 i forordning (EØF) nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere.
Sagen drejer sig om E. Fischer-Lintjens, der modtog en enkepension fra Tyskland og senere flyttede tilbage til Nederlandene. Hun modtog en nederlandsk alderspension med tilbagevirkende kraft. Efterfølgende blev en tidligere udstedt attest for ikke-forsikringspligt i Nederlandene trukket tilbage med tilbagevirkende kraft, hvilket resulterede i, at hun ikke kunne tegne en sygeforsikring med samme tilbagevirkende kraft.
De centrale spørgsmål er, fra hvilket tidspunkt E. Fischer-Lintjens havde "ret til" pension i henhold til artikel 27 i forordning nr. 1408/71, og om det er foreneligt med EU-retten, at hun ikke kunne tegne en sygeforsikring med samme tilbagevirkende kraft som pensionen.
EU-Domstolen fastslår i en ny dom, at Flygtningenævnet har forelæggelseskompetence og præciserer reglerne for overførselsfrister i Dublin-sager.
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.
Domstolen behandlede en sag anlagt af Simone Gardella mod Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) vedrørende ...
Læs mereSagen omhandler F. Wieland og H. Rothwangl mod Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (SVB) vedrørende afslag ...
Læs mere