Diskrimination mod lærere i Italien: Begrænset anciennitetsberegning for fastansatte efter tidsbegrænsede kontrakter

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Tribunale di Lecce (retten i Lecce, Italien) om fortolkningen af § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF. Hovedspørgsmålet var, hvorvidt italiensk national lovgivning, der begrænser anerkendelsen af anciennitet optjent under tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, udgør ulovlig forskelsbehandling i forhold til fastansatte.

Tvisten opstod mellem læreren ED og Ministero dell’Istruzione e del Merito (Undervisningsministeriet) i forbindelse med ED’s fastansættelse i 2015 efter mange års tjeneste på tidsbegrænsede kontrakter. I henhold til italiensk lovgivning (art. 485 i lovdekret nr. 297/1994) blev ED’s anciennitet fra de tidsbegrænsede perioder kun fuldt ud anerkendt for de første fire år. Yderligere tjeneste blev kun medregnet med to tredjedele i retlig og økonomisk henseende.

Den resterende tredjedel af ancienniteten kunne i henhold til præsidentielt dekret nr. 399/1988, art. 4, stk. 3, eventuelt medregnes på ny, udelukkende i økonomisk forstand, efter at læreren havde fuldført et betydeligt antal tjenesteår (i ED's tilfælde efter 16 års fast ansættelse).

Den forelæggende ret ønskede især at få afklaret, om denne fremtidige, men usikre, økonomiske genmedregning af anciennitet kunne udgøre en 'objektiv begrundelse' for den initiale forskelsbehandling, hvilket i givet fald ville betyde, at den nationale ordning ikke stred mod EU-retten.

Domstolens afgørelse om anciennitetsberegning

Domstolen fastslår, at § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse er til hinder for en national lovgivning, der med henblik på anerkendelse af en arbejdstagers anciennitet ved fastansættelse begrænser hensyntagen til de tjenesteperioder, der ud over fire år er tilbagelagt i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, til to tredjedele.

Domstolen behandlede specifikt spørgsmålet om, hvorvidt den italienske mekanisme for efterfølgende genmedregning af den manglende tredjedel af ancienniteten (udelukkende i økonomisk forstand, efter 16 års tjeneste) kunne begrunde forskelsbehandlingen som et 'objektivt forhold'. Domstolen afviste dette, idet den påpegede:

• Mekanismen er fremtidig og usikker, da dens anvendelse er betinget af, at læreren fortsat er ansat efter en lang periode.
• Vurderingen af forskelsbehandling skal ske på det tidspunkt, hvor den pågældende person påberåber sig forskelsbehandlingen, uden at fremtidige forhold, hvis rækkevidde er usikker, kan tages i betragtning.
• Den efterfølgende medregning sker udelukkende i økonomisk forstand, hvilket har en begrænset rækkevidde og ikke ophæver den initiale ulige behandling.
• Mekanismen, der udgør en del af de diskriminerende regler, kan ikke samtidig påberåbes som et objektivt forhold, der begrunder forskelsbehandlingen.