Lejer tildelt forholdsmæssigt afslag i husleje grundet rotteproblemer, men genhusningsbolig fundet passende

Domskonklusion

Udlejer blev desuden pålagt at betale sagsomkostninger til sagsøgerne med 16.500 kr. samt retsafgift til statskassen.

Sagens omstændigheder

Klageren indgik et lejeforhold den 1. oktober 2006. I sommeren 2007 opstod en tvist i forbindelse med istandsættelse af ejendommen. Klageren, repræsenteret af Lejernes Landsorganisation, redegjorde i en skrivelse af 18. december 2007 for en række gener og mangler, herunder manglende varsling af byggearbejde, støj, støv, strømsvigt, manglende varme og varmt vand, samt rotter i lejligheden.

Lejernes Landsorganisation opgjorde efterfølgende klagerens erstatningskrav til 44.770 kr. for udgifter til vask, rensning, kasserede effekter, flytning, bespisning og nyt indskud, samt 50 % nedslag i huslejen for perioden med gener, svarende til 45.750 kr., og et ulovligt opkrævet gebyr på 1.200 kr., i alt 91.720 kr.

Udlejers advokat erkendte visse mangler, men tilbød 7.500 kr. som fuld og endelig afgørelse. Klageren indbragte sagen for Huslejenævnet, som pålagde udlejer at tilbagebetale gebyret for stempling og oprettelse af kontrakt samt at udarbejde forbrugsregnskab for varme. Nævnet afviste at tage stilling til de øvrige krav.

Klagerens advokat ansøgte herefter selskabet om retshjælpsdækning. Selskabet anerkendte et ansvarsgrundlag, men tilbød kun dækning for 50 % af sagsomkostningerne, idet de anførte, at klageren i et vist omfang måtte dokumentere sit erstatningskrav, ligesom selskabet efterlyste retspraksis, der kunne understøtte et krav om tortgodtgørelse.

Klageren specificerede efterfølgende en liste over kasserede genstande. Boligretten blev efterfølgende kontaktet, hvor erstatningskravet blev opgjort til 25.920 kr. for genhusning og flytning, 32.700 kr. for tab som følge af støvgener og rotter, 15.000 kr. for huslejeafslag og 20.000 kr. for tort.

Parternes argumenter

Klagerens advokat argumenterede for, at selskabet ikke burde træffe afgørelse i sagen, da dette forudsætter bevisførelse som ved en domstol. Selskabet henviste til rimelighedsbetingelsen i retshjælpsbetingelsernes § 5, stk. 1, og anførte, at de har ret og pligt til at give udtryk for tvivl om sagens rimelighed. Selskabet anførte endvidere, at klageren ikke havde dokumenteret sit tab tilstrækkeligt, og at der ikke var hjemmel til tortgodtgørelse i den foreliggende situation.

Klagerens advokat anførte, at der ikke er et ensidigt krav om klar dokumentation for lidt tab, men derimod krav om sandsynliggørelse heraf. Vedrørende tortgodtgørelsen henviste advokaten til den culpøse handlemåde, som udlejer havde udvist.