Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
En andelsboligforening, bestående af 31 boliger, indgik en aftale med en erhvervsdrivende om levering af vand. I den forbindelse blev der opsat én hovedmåler til registrering af foreningens samlede vandforbrug. Andelsboligforeningen installerede efterfølgende selv individuelle målere i hver enkelt bolig for at kunne aflæse det specifikke forbrug.
De efterfølgende år blev andelsboligforeningen opkrævet en fast årlig vandafgift pr. bolig. Dette var forbrugeren utilfreds med, da foreningen mente, at den erhvervsdrivendes takstblad skulle fortolkes således, at den faste årlige afgift kun skulle betales pr. måler, der var opsat af den erhvervsdrivende, og ikke pr. bolig. Forbrugeren reklamerede derfor over opkrævningen.
Den erhvervsdrivende afviste reklamationen med den begrundelse, at det var fast sædvane, at andelsboligforeninger kun fik opsat én fælles måler, hvilket sparede forbrugeren for en betydelig tilslutningsafgift. Den erhvervsdrivende fastholdt, at der altid var blevet opkrævet en fast årlig afgift pr. bolig, uanset antallet af målere opsat af den erhvervsdrivende.
Forbrugeren indbragte herefter sagen for kommunen, som havde godkendt den erhvervsdrivendes takstblad. Kommunen havde dog ikke kompetence til at afgøre tvisten mellem parterne og henviste sagen til Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet behandlede sagen og bemærkede indledningsvist, at den erhvervsdrivendes takstblad fra 2006 angav, at vandafgiften skulle betales efter måler.
Nævnet vurderede, at en naturlig fortolkning af takstbladet måtte forstås således, at der alene skulle betales for den måler, som den erhvervsdrivende selv havde opsat. Dette betød, at den faste årlige afgift skulle opkræves pr. måler opsat af den erhvervsdrivende og ikke pr. bolig.
På baggrund af denne fortolkning fandt Forbrugerklagenævnet, at klageren havde krav på tilbagebetaling af det for meget betalte beløb, som udgjorde 76.781,25 kr. Den erhvervsdrivende blev desuden pålagt at forrente forbrugerens krav og at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Ankenævnet på Energiområdet har afgjort fire principielle sager om ulovlige rykkergebyrer, dyre tilslutningsbidrag og grænsen mellem private aftaler og erhvervsaftaler.

En klager indgav en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende en opkrævning på 2.904 kr. for kontrol af en vandmåler på klagers ejendom i Glostrup Kommune. Klageren mente, at vandmåleren var defekt, da der var konstateret et usædvanligt højt vandforbrug, og en VVS-tekniker angiveligt havde fundet fejl på måleren.
Klageren havde selv opsat en vandmåler for at sammenligne forbruget og fandt betydelige forskelle. Klagen blev oprindeligt rettet til Glostrup Kommune og forsyningsselskabet, som fastholdt kravet om betaling, da der ikke var konstateret fejl på vandmåleren.
Sagen blev herefter henvist fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til Nævnenes Hus, specifikt Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet. Klageren oprettede dog klagen i klageportalen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Glostrup Kommune bemærkede, at de ikke kunne overdrage sagen til forsyningsselskabet i klageportalen, da selskabet ikke er oplistet som en myndighed, man kan klage over.
De mest interessante sager fra de sidste tre nævnsmøder var fra både el- og gasområdet.
Nævnet har netop publiceret fem nye afgørelser. Her kan du læse mere om afgørelserne og blive klogere på nævnets nyeste praksis.

Sagen omhandler en klage over Horsens Kommunes og V1's beslutning om at kræve etablering af en udendørs målerbrønd hos k...
Læs mere
Sagen omhandler en tvist mellem en lejer og en udlejer vedrørende det aflagte vandregnskab for perioden 1. januar til 31...
Læs mere
Ulovlig opkrævning af vandforbrug uden individuelle målere: Udlejer skal tilbagebetale aconto vand