Byret afviste anvendelse af forskerskatteordning for to udstationerede medarbejdere på grund af manglende reelt ansættelsesforhold i Danmark

Vurdering af ansættelsesforholdet

Retten lagde afgørende vægt på følgende omstændigheder:

• Oprindelige kontrakter bestod: Sagsøgernes oprindelige ansættelseskontrakter i deres hjemlande var fortsat gældende under og efter udstationeringsperioden.
• Afskedigelseskompetence: Det var selskaberne i hjemlandene (Home Unit), der fortsat havde retten til at afskedige medarbejderne. Det danske selskab (Host Unit) kunne kun opsige selve udstationeringsaftalen, hvilket ikke ville påvirke den grundlæggende ansættelse.
• Social sikring: Sagsøgerne forblev omfattet af den sociale sikringsordning i deres hjemlande. Retten lagde til grund, at dette skete i henhold til forordning 883/2004, hvilket forudsætter, at arbejdet i værtslandet udføres for den udsendende arbejdsgivers regning.
• Lønudbetaling: En væsentlig del af lønnen blev fortsat udbetalt af selskaberne i hjemlandene. Retten fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var en klar sammenhæng mellem disse udbetalinger og en efterfølgende fakturering til det danske selskab.

Retten fandt på denne baggrund efter en samlet vurdering, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke har godtgjort, at de i perioden, hvor de var udstationerede, var i et ansættelsesforhold hos det danske selskab, og at de derfor var omfattet af den lempelige beskatning i kildeskattelovens § 48 E og F.

Da betingelsen om et reelt ansættelsesforhold i Danmark ikke var opfyldt, var det ikke nødvendigt for retten at tage stilling til, om vederlagskravet var opfyldt.

Sagsomkostninger

I henhold til Retsplejeloven § 312, stk. 1 blev Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især pålagt at betale 85.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Faktiske omstændigheder

IMA fastslog, at klageren fortsat ville være ansat af det belgiske selskab, men udstationeret til det danske selskab. Det fremgik, at udstationeringen kunne afsluttes, uden at det påvirkede ansættelsen i hjemlandet. Den danske ansættelseskontrakt specificerede, at klageren ville være ansat af det danske selskab, som også havde instruktionsbeføjelsen, og at ansættelsesafslutning skulle være i overensstemmelse med funktionærloven og IMA. Lønnen blev delvist udbetalt af det belgiske selskab (19.328 euro årligt) og delvist af det danske selskab (244.961 kr. årligt). Klageren forblev dækket af social sikring, pension og arbejdsløshedsstøtte i Belgien. Et tillæg til IMA af 9. juli 2018 bekræftede et månedligt huslejetilskud på 23.500 kr. efter skat, som blev bruttoopgjort og tillagt bruttolønnen.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen afviste ansøgningen om forskerskatteordningen med den begrundelse, at minimumslønkravet i Kildeskatteloven § 48e, stk. 3, nr. 3 ikke var opfyldt. Hovedpunkterne i afvisningen var:

• Ansættelseskontraktens indhold: Tillægget om husleje var udarbejdet efter ansættelsens start og kunne derfor ikke medregnes som et garanteret beløb fra starten af ansættelsen.
• Vederlagskravet: Kun den del af lønnen, som den danske arbejdsgiver garanterede og hæftede for, kunne medregnes. Da en del af lønnen blev betalt af det belgiske selskab, kunne denne del ikke indgå i beregningen. Huslejetilskuddet blev heller ikke medregnet, da det var et "op til"-beløb og ikke et garanteret mindstebeløb i den oprindelige kontrakt. Kun den garanterede nettoløn fra det danske selskab (244.961 kr. årligt) og fri telefon (233,33 kr. månedligt) blev medregnet, hvilket ikke opfyldte minimumskravet.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om beskatning efter forskerskatteordningen og anførte, at minimumslønkravet ville være opfyldt, hvis de afviste løndele blev medregnet. Klageren argumenterede for, at:

• Løn fra belgisk selskab: Selvom en del af lønnen blev udbetalt af det belgiske selskab, arbejdede klageren 100% for det danske selskab, og omkostningen blev viderefaktureret til det danske selskab. Dette burde medregnes i henhold til SKM2019.525.LSR.
• Huslejetilskud: Det faktiske udbetalte huslejetilskud på brutto 34.991 kr. (netto 23.500 kr.) skulle medregnes, da det var aftalt i kontrakten (omend som et "op til"-beløb) og faktisk udbetalt fra ansættelsens begyndelse. Klageren henviste til SKM2017.736.LSR og SKM2016.73.LSR, der i situationer med manglende kontraktmæssig klarhed har henset til de faktiske forhold.
• Dansk ansættelsesforhold: Der forelå en gyldig og bindende dansk ansættelseskontrakt, og klageren arbejdede 100% for det danske selskab, som dækkede hele lønnen og indberettede den i Danmark. Den sideløbende ansættelse i Belgien var hvilende. Klageren henviste til lovændringen af Kildeskatteloven § 48e, stk. 1 (lov nr. 1432 af 5. december 2018), der skulle forenkle ansættelseskravet.
• Social sikring: Det forhold, at klageren var omfattet af belgisk social sikring i henhold til Forordning 883/2004 artikel 12, stk. 1, burde ikke diskvalificere fra forskerskatteordningen, da Kildeskatteloven § 48f, stk. 3 direkte giver hjemmel til fradrag for udenlandske sociale bidrag. Klageren mente, at Skattestyrelsens fortolkning ville gøre denne bestemmelse illusorisk og udgjorde en skærpende praksisændring uden varsel.

Skattestyrelsens høringssvar og supplerende udtalelser

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at kun den indsendte ansættelseskontrakt og de faktiske forhold ved ansættelsens start skulle lægges til grund, ikke senere lønindberetninger. De gentog, at den danske arbejdsgiver kun garanterede den del af lønnen, der fremgik af den danske kontrakt, og at huslejetillægget ikke var et garanteret beløb fra ansættelsens start. Vedrørende social sikring anførte Skattestyrelsen, at opretholdelse af social sikring i hjemlandet indikerede, at ansættelsen i hjemlandet var aktiv, og at der muligvis var tale om arbejdsudleje, hvilket ikke er omfattet af forskerskatteordningen. De afviste, at SKM2019.525.LSR var sammenlignelig, da den vedrørte en forlængelse af en eksisterende registrering. I en supplerende udtalelse fastholdt Skattestyrelsen, at der ikke forelå et reelt ansættelsesforhold med det danske selskab, da klageren blot var "assigned" til det danske selskab, og ansættelsen i Belgien ikke var hvilende. De henviste til SKM2018.649.ØLR og argumenterede for, at løn udbetalt af det belgiske selskab ikke kunne indgå i vederlagskravet, da den ikke udgjorde A-indkomst i Danmark, hvilket stred mod ordningens formål.