Afslag på forskerskatteordning: Udstationeringsaftale etablerede ikke reelt dansk ansættelsesforhold

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten konkluderede, at medarbejderen forblev ansat hos det britiske selskab, da de afgørende arbejdsgiverbeføjelser, især afskedigelsesretten, ikke var overdraget til det danske selskab. Forholdet blev derfor ikke anset for et reelt ansættelsesforhold i Danmark, men snarere som arbejdsudleje.

Landsskatterettens afgørelse

For at blive omfattet af forskerskatteordningen skal en person påbegynde et ansættelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver, jf. den dagældende kildeskattelovs § 48 E, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke opfyldte denne betingelse.

Retten lagde til grund, at den primære udstationeringsaftale var indgået med den britiske arbejdsgiver, [virksomhed1]. Det afgørende var derfor, om klageren reelt kunne anses for at være ansat hos det danske selskab, [virksomhed2] ApS.

Landsskatteretten vurderede, at [virksomhed1] forblev den reelle arbejdsgiver under hele udstationeringen. Følgende punkter blev fremhævet:

• [virksomhed1] bevarede afskedigelsesadgangen og retten til at afbryde udstationeringen.
• Aftalen fastslog, at klageren skulle returnere til Storbritannien eller en anden international opgave efter udstationeringens ophør.
• Der blev ikke overdraget væsentlige arbejdsgiverbeføjelser fra [virksomhed1] til [virksomhed2] ApS.

Den senere indgåede aftale med [virksomhed2] ApS og den fremlagte arbejdsgivererklæring ændrede ikke ved, at den grundlæggende afskedigelseskompetence forblev hos [virksomhed1]. At klageren indgik i det danske selskabs organisationsdiagram og fik løn udbetalt derfra, var ikke tilstrækkeligt til at etablere et reelt ansættelsesforhold. Retten henviste i den forbindelse til Østre Landsrets dom i SKM2018.649.ØLR, som understøttede, at selv lønudbetaling og indeholdelse af A-skat fra et dansk selskab ikke i sig selv er afgørende.

Da klageren ikke påbegyndte et ansættelsesforhold med en dansk arbejdsgiver som krævet i loven, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

Klageren påstod, at ansøgningen skulle imødekommes og anførte følgende hovedargumenter:

• Ansættelsesaftale: Der var indgået en aftale direkte mellem klageren og den danske virksomhed, [virksomhed2] ApS, uden den britiske virksomhed som part. Selvom aftalen var kort, henviste den til den oprindelige ansættelseskontrakt for vilkår, hvilket er en sædvanlig praksis i koncerner.
• Arbejdsgivererklæring: En arbejdsgivererklæring, indsendt til Statsforvaltningen, identificerede [virksomhed2] ApS som arbejdsgiver, klageren som arbejdstager og specificerede en månedsløn på 122.069 kr. Klageren fremhævede, at praksis, herunder tidligere afgørelser fra Landsskatteretten (f.eks. sagen 13-5687968), lægger afgørende vægt på, om medarbejderen kan rette et lønkrav mod den danske arbejdsgiver. Arbejdsgivererklæringen, som i visse sammenhænge kan erstatte en ansættelseskontrakt, understøttede dette krav.
• Opsigelsesret: Klageren fastholdt, at [virksomhed2] ApS havde ret til at afslutte ansættelsesforholdet. Formuleringen i aftalen mellem klageren og [virksomhed2] ApS betød, at opsigelse skulle være i overensstemmelse med den britiske kontrakt, men det indebar ikke en vetoret for den britiske virksomhed. Dette var et bevidst valg for at opfylde betingelserne for forskerskatteordningen.
• Integration i virksomheden: Klageren var inkluderet i [virksomhed2] ApS' organisationsdiagram og anvendte et personligt log-in, hvilket indikerede fuld integration som en almindelig ansat, i modsætning til arbejdsudlejede personer.
• Tidligere praksis: Klageren henviste til fire tidligere Landsskatteretsafgørelser, hvor SKATs formalistiske praksis vedrørende ansættelseskravet var blevet underkendt, og hvor der var lagt vægt på en bredere vurdering af ansættelsesforholdet.