Afslag på forskerskatteordning grundet manglende ansættelse hos dansk arbejdsgiver

Sagen omhandlede en klagers anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven §§ 48e-f, som SKAT havde afvist. Klageren var ansat hos en britisk virksomhed og udstationeret til en dansk virksomhed, [virksomhed2] ApS, for en periode på et år fra august 2015 til juli 2016.

SKAT begrundede afslaget med, at der alene var tale om en udstationeringsaftale og ikke en reel ansættelsesaftale med den danske virksomhed. SKAT mente, at den danske virksomhed ikke havde den ultimative arbejdsgiverbeføjelse, herunder muligheden for at opsige ansættelsen, da opsigelse var betinget af overholdelse af den eksisterende ansættelseskontrakt med den britiske virksomhed. SKAT henviste til Den juridiske vejledning og SKM2009.310.SR.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at ansøgningen skulle imødekommes og anførte følgende hovedargumenter:

• Ansættelsesaftale: Der var indgået en aftale direkte mellem klageren og den danske virksomhed, [virksomhed2] ApS, uden den britiske virksomhed som part. Selvom aftalen var kort, henviste den til den oprindelige ansættelseskontrakt for vilkår, hvilket er en sædvanlig praksis i koncerner.
• Arbejdsgivererklæring: En arbejdsgivererklæring, indsendt til Statsforvaltningen, identificerede [virksomhed2] ApS som arbejdsgiver, klageren som arbejdstager og specificerede en månedsløn på 122.069 kr. Klageren fremhævede, at praksis, herunder tidligere afgørelser fra Landsskatteretten (f.eks. sagen 13-5687968), lægger afgørende vægt på, om medarbejderen kan rette et lønkrav mod den danske arbejdsgiver. Arbejdsgivererklæringen, som i visse sammenhænge kan erstatte en ansættelseskontrakt, understøttede dette krav.
• Opsigelsesret: Klageren fastholdt, at [virksomhed2] ApS havde ret til at afslutte ansættelsesforholdet. Formuleringen i aftalen mellem klageren og [virksomhed2] ApS betød, at opsigelse skulle være i overensstemmelse med den britiske kontrakt, men det indebar ikke en vetoret for den britiske virksomhed. Dette var et bevidst valg for at opfylde betingelserne for forskerskatteordningen.
• Integration i virksomheden: Klageren var inkluderet i [virksomhed2] ApS' organisationsdiagram og anvendte et personligt log-in, hvilket indikerede fuld integration som en almindelig ansat, i modsætning til arbejdsudlejede personer.
• Tidligere praksis: Klageren henviste til fire tidligere Landsskatteretsafgørelser, hvor SKATs formalistiske praksis vedrørende ansættelseskravet var blevet underkendt, og hvor der var lagt vægt på en bredere vurdering af ansættelsesforholdet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om afslag på beskatning efter forskerskatteordningen. Retten lagde til grund, at udstationeringsaftalen af 1. juli 2015 var indgået mellem klageren og den britiske virksomhed, [virksomhed1] Limited, og dermed ikke med en dansk arbejdsgiver.

Retten vurderede, at det ikke var godtgjort, at klageren reelt var ansat hos [virksomhed2] ApS på tidspunktet for udstationeringen den 1. august 2015. Dette blev begrundet med, at [virksomhed1] Limited ifølge aftalen forblev klagerens arbejdsgiver under udstationeringen og bevarede afskedigelsesadgangen samt muligheden for at afbryde udstationeringen. Det fremgik også, at klageren skulle vende tilbage til Storbritannien eller en anden international opgave efter udstationeringsperiodens udløb.

Landsskatteretten fandt, at hverken arbejdsgivererklæringen af 24. september 2015 eller aftalen af 23. september 2015 mellem [virksomhed2] ApS og klageren ændrede på, at klageren forblev ansat hos den britiske virksomhed. Afskedigelseskompetencen lå således fortsat hos [virksomhed1] Limited, uanset indholdet af den danske aftale.

Retten henviste desuden til Østre Landsrets dom af 9. november 2018, offentliggjort som SKM2018.649.ØLR, hvor landsretten, i modsætning til Landsskatteretten i den pågældende sag, ikke fandt, at der forelå et ansættelsesforhold hos et dansk selskab under udstationering, selvom lønnen blev udbetalt af det danske selskab, og A-skat og AM-bidrag var indeholdt. Dette understøttede Landsskatterettens konklusion om, at klagerens inklusion i [virksomhed2] ApS' organisationsdiagram ikke kunne føre til et andet resultat.

Da klageren ikke i forbindelse med indtræden af dansk skattepligt er påbegyndt et ansættelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver, jf. den dagældende Kildeskatteloven § 48e, stk. 1, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.