Landsskatteretten: Afslag på forskerskatteordning grundet manglende reelt ansættelsesforhold i Danmark

Sagen omhandler en tysk statsborger, der var udstationeret til et dansk koncernforbundet selskab og ansøgte om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven §§ 48 E-F. Skattestyrelsen afviste ansøgningen med den begrundelse, at vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48e, stk. 3, nr. 3 ikke var opfyldt, da kun den del af lønnen, der var garanteret og hæftet for af den danske arbejdsgiver, kunne medregnes. Dette ekskluderede en del af lønnen udbetalt af det tyske selskab samt et huslejetilskud, der var angivet som et ”op til”-beløb.

Klageren argumenterede for, at hele lønnen skulle medregnes, da arbejdet 100% blev udført for det danske selskab, og den tyske lønudbetaling blev viderefaktureret til det danske selskab. Klageren henviste til, at den danske arbejdsgiver havde indberettet hele lønnen til Skattestyrelsen. Vedrørende huslejetilskuddet anførte klageren, at det faktiske udbetalte beløb skulle medregnes, da det var garanteret i et tillæg til kontrakten og faktisk udbetalt, uanset ”op til”-formuleringen. Klageren påpegede også, at det forhold, at social sikring var bibeholdt i Tyskland, ikke var til hinder for anvendelse af forskerskatteordningen, da dette var i overensstemmelse med EU-forordning 883/2004 artikel 12, pkt. 1 for udstationeringer under 24 måneder.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at kun lønkomponenter, der var garanteret i ansættelseskontrakten ved ansættelsens start, kunne medregnes. De bestred, at viderefakturering var dokumenteret i kontrakten, og at ”op til”-beløb ikke var garanterede. Skattestyrelsen fremhævede desuden, at opretholdelse af social sikring i hjemlandet indikerede, at ansættelsen i det udenlandske selskab fortsat var aktiv, hvilket rejste tvivl om et reelt dansk ansættelsesforhold. De henviste til, at arbejdsudleje ikke er omfattet af forskerskatteordningen.

Landsskatteretten fandt, at klagerens ansættelsesforhold med det tyske selskab ikke kunne anses for hvilende under opholdet i Danmark, da en afslutning af udstationeringen ikke ville påvirke den tyske ansættelse. Sammenholdt med at klageren forblev omfattet af de tyske sociale sikringsordninger, fandt retten det ikke godtgjort, at klageren var i et reelt ansættelsesforhold med det danske selskab. Dette var afgørende for afgørelsen, og klageren kunne derfor ikke beskattes efter forskerskatteordningen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om afslag på beskatning efter forskerskatteordningen. Retten fandt ikke, at klageren havde godtgjort at være i et reelt ansættelsesforhold med det danske selskab, hvilket er en betingelse for at anvende ordningen i henhold til Kildeskatteloven § 48e, stk. 1.

Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Ansættelsesforholdets karakter: Selvom klageren var udstationeret til det danske selskab, fremgik det af International Mobility Agreement (IMA), at klageren fortsat var ansat af det tyske selskab. Muligheden for at afslutte udstationeringen fra dansk side ville ikke påvirke ansættelsen i det tyske selskab. Dette indikerer, at ansættelsesforholdet med det tyske selskab ikke var hvilende under opholdet i Danmark.
• Social sikring: Klageren forblev omfattet af de tyske sociale sikringsordninger. Retten henviste til EU-forordning 883/2004 artikel 12, pkt. 1, som tillader opretholdelse af social sikring i hjemlandet i op til 24 måneder, hvis arbejdet udføres for den udenlandske arbejdsgiver i udlandet. Dette understøttede formodningen om, at ansættelsen i hjemlandet fortsat var aktiv.

På baggrund af disse omstændigheder fandt retten, at det ikke var afgørende, at IMA var underskrevet af det danske selskab, eller at instruktionsbeføjelsen var tillagt det danske selskab. Den manglende dokumentation for et reelt dansk ansættelsesforhold var afgørende for afgørelsen, uanset om vederlagskravet isoleret set måtte være opfyldt.