Merudgifter til cykler: Ladcykler, elcykler og specialcykler – vurdering af sædvanligt indbo og nødvendighed

Den retlige problemstilling

De fleste af sagerne faldt, fordi både ladcykler med og uden el samt elcykler i dag betragtes som forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Der kan kun ydes dækning af merudgifter til sædvanligt indbo, hvis familien har udgifter, der overstiger det, som familier uden et barn med funktionsnedsættelse har ved køb af et lignende produkt.

I sag 4 og 5 viste familierne dog et udækket behov, hvor det enten var nødvendigt at undersøge alternative løsninger (sag 4) eller hvor barnets specifikke handicap medførte en merudgift til en særligt indrettet elcykel, der var dyrere end normalt (sag 5).

Ankestyrelsen fastslår, at udgiften til en cykel skal vurderes i en fast rækkefølge: Først som hjælpemiddel, dernæst som forbrugsgode, og subsidiært som merudgift. Ladcykler og elcykler betragtes som forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.

Ladcykler med og uden el anses i dag som almindeligt udbredte, og som produkter, der findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. De må derfor betragtes som sædvanligt indbo på linje med traditionelle tohjulede cykler.

Merudgifter til sædvanligt indbo

For at få dækket merudgifter til et forbrugsgode, der er sædvanligt indbo, skal familien have ekstraordinære udgifter forbundet med købet, der er en konsekvens af barnets funktionsnedsættelse. Dette kan eksempelvis være merudgifter på grund af cyklens nødvendige indretning eller størrelse.

I sag 5 ændrede Ankestyrelsen kommunens afslag, da den 16-årige pige med Klippel Feil Syndrom ifølge lægelig anbefaling havde behov for fysisk aktivitet, men kun kunne benytte en elcykel med særlig lethed og stelstørrelse. Dette medførte en merudgift:

Kommunen skal derfor udmåle hjælpen. Der kan alene bevilliges dækning af merudgifter til køb af en elcykel, der overstiger hvad andre familier med børn i samme alder og livssituation har til køb af en elcykel.

Vurdering af nødvendighed og kompensation

Ankestyrelsen understreger, at det afgørende for vurderingen af nødvendighed er barnets begrænsning i forhold til benyttelse af andre transportformer eller muligheden for at bevæge sig selv. Hvis et behov allerede er kompenseret (f.eks. ved handicapbil, kørestol eller taxa), vil der normalt ikke være tale om en nødvendig merudgift, hvilket var tilfældet i sagerne 1, 2, 3, 6 og 7.

I sag 4 blev afgørelsen hjemvist. Her havde kommunen pligt til at undersøge, om barnets udækkede behov for transport og afskærmning kunne tilgodeses med en større klapvogn, før der blev taget stilling til el-ladcyklen. Hvis klapvognen ikke var egnet, skulle kommunen foretage en konkret vurdering af, om el-ladcyklen var en nødvendig følge af barnets funktionsnedsættelse, der medførte isolation og nedsmeltninger.

For specialcykler (f.eks. trehjulede cykler) fastslås det, at hvis de ikke kan bevilges som hjælpemiddel, kan kun prisforskellen mellem den almindelige cykel og den nødvendige specialcykel dækkes som merudgift.

Barnets rettigheder og inddragelse

Barnets lov styrker børns retsstilling betydeligt:

• Partsrettigheder fra 10 år (§ 3): Aldersgrænsen for, hvornår et barn selv kan udøve partsbeføjelser (f.eks. klage), nedsættes fra 12 til 10 år.
• Grundlæggende rettigheder (§ 5): Loven fastslår barnets ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse. Barnets holdning og synspunkter skal løbende inddrages i alle beslutninger, der vedrører dem.
• Ret til bisidder (§ 6): Barnet har på ethvert tidspunkt ret til at lade sig bistå af en person efter eget valg, og kommunen skal oplyse om denne ret.
• Færre sagsbehandlere (§ 8): Kommunen skal tilrettelægge arbejdet med færrest mulige fagprofessionelle omkring barnet for at skabe stabilitet og tillidsfulde relationer.

Vurdering af støttebehov: En ny tretrinsmodel

Loven introducerer en ny, mere fleksibel model for at vurdere et barns behov for støtte, som erstatter den hidtidige model med én type børnefaglig undersøgelse.

I sager med mistanke om æresrelaterede konflikter skal der foretages en risikovurdering, før familien inddrages (§ 18, stk. 3).

Støttende indsatser og anbringelse

Loven viderefører en række kendte støttemuligheder, men med nye rammer:

• Støttende indsatser (§ 32): Omfatter bl.a. praktisk/pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling, fast kontaktperson og støtteophold.
• Forældre- og børne-/ungepålæg (§§ 38-39): Mulighed for at pålægge forældre eller unge (10-17 år) konkrete handlepligter for at imødegå f.eks. skolefravær eller kriminalitet.
• Anbringelse (§§ 46-47): Der kan træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke, når der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling. Barnet har selv ret til at anmode om at blive anbragt (§ 48).
• Søskendeundersøgelse (§ 21): Hvis et barn anbringes pga. omsorgssvigt eller overgreb, skal kommunen som udgangspunkt altid iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende under 15 år i husstanden.

Stabilitet, permanens og adoption

For at skabe mere ro og forudsigelighed for anbragte børn indføres:

• Permanent anbringelse (§ 67): Efter 3 års anbringelse kan børne- og ungeudvalget beslutte, at anbringelsen skal være permanent, hvis barnet har opnået stærk tilknytning til anbringelsesstedet. Dette kræver ikke længere, at de oprindelige anbringelsesgrunde er opfyldt.
• Fokus på adoption (§ 69): Kommunen skal i en række situationer overveje, om adoption er til barnets bedste for at sikre stabilitet i opvæksten.

Støtte til forældre og børn med funktionsnedsættelser

• Forældrehandleplan (§ 77): Når et barn anbringes, skal kommunen som udgangspunkt udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene for at hjælpe dem med at løse de problemer, der førte til anbringelsen.
• Støtte ved funktionsnedsættelse (Kapitel 8): Loven samler reglerne om støtte til børn og unge med nedsat funktionsevne, herunder dækning af merudgifter (§ 86), tabt arbejdsfortjeneste (§ 87), hjemmetræning (§ 85) og ledsagelse (§ 89).

Planer, opfølgning og overgang til voksenlivet

• Barnets plan og Ungeplanen (§§ 91, 108): Der skal udarbejdes en plan med konkrete mål for barnets trivsel og udvikling. For unge over 16 år kaldes dette en ungeplan, som fokuserer på overgangen til voksenlivet.
• Løbende opfølgning (§ 95): Kommunen skal løbende og systematisk følge op på alle indsatser for at sikre, at de fortsat opfylder deres formål.
• Ungestøtte (§§ 113-120): Støtten til unge, der har været anbragt, styrkes og kan fortsætte indtil det 23. år. Dette kan omfatte opretholdelse af anbringelsen, en fast kontaktperson eller anden støtte til en god overgang til en selvstændig tilværelse.

Særlige beredskaber og underretningspligt

• Kommunale beredskaber (§ 15): Kommunerne forpligtes til at udarbejde skriftlige beredskaber for håndtering af sager om overgreb. Som noget nyt skal der også laves beredskaber for forebyggelse og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme.
• Underretningspligt (Kapitel 16): Reglerne om underretningspligt for fagpersoner og borgere, der er bekymrede for et barns trivsel, videreføres. Kommunen skal vurdere alle underretninger systematisk og rettidigt.

Ikrafttrædelse

Loven træder i kraft den 1. oktober 2023, med enkelte bestemmelser der træder i kraft på andre tidspunkter.