Lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer

Efter pakkerejselovens § 1, stk. 1, gælder loven for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens navn. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt., gælder lovens §§ 2, 3 og 5 endvidere for udbud af pakkerejser.

Efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, er det en betingelse for, at en rejse anses for en pakkerejse, at den har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.

Efter pakkerejselovens § 3, stk. 1, anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse, enten direkte eller gennem en formidler, for at være arrangør, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist.

Det fremgår af justitsministerens besvarelse af spørgsmål 6 vedrørende lovforslag L 281 (1992-93) (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 3175), i forhold til vurderingen af, om en virksomhed udøves lejlighedsvis, at der ved vurderingen heraf og af om en forening m.v. er omfattet af loven eller ej, må foretages en samlet og konkret vurdering, hvor der i første række lægges vægt på, om foreningens m.v. virksomhed med at tilrettelægge pakkerejser har erhvervslignende karakter Denne vurdering vil normalt ikke udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer.

Endvidere fremgår det af forarbejderne til pakkerejseloven, jf. justitsministerens besvarelse af spørgsmål 17 vedrørende lovforslag L 281 (1992-93) (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 3179-3180), at det ikke vil være afgørende for, om en arrangør falder inden for lovens anvendelsesområde, om f.eks. en lokalforenings arrangementer alene udbydes til en afgrænset kreds – f.eks. medlemmer af hovedforeningen – men at en sådan omstændighed vil tale for, at tilrettelæggelsen af pakkerejser ikke har det professionelle tilsnit som kræves for, at en arrangør falder inden for lovens anvendelsesområde.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, gælder loven for pakkerejser, der udbydes eller sælges til rejsende af erhvervsdrivende, og for sammensatte rejsearrangementer, der formidles til rejsende af erhvervsdrivende.

Begreberne pakkerejse og sammensat rejsearrangement, herunder formidling af sådanne pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer er defineret i lovforslagets §§ 3 og 4.

Den kreds af erhvervsdrivende, som er omfattet af bestemmelsen, og dermed af loven, er defineret i lovforslagets § 5, nr. 5.

I modsætning til den gældende pakkerejselov skal loven i sin helhed finde anvendelse på både salg og udbud af pakkerejser og på formidling af sammensatte rejsearrangementer. Den gældende sondring mellem aftaler om køb af pakkerejser og udbud heraf, videreføres således ikke. Endvidere udvides anvendelsesområdet for loven til også at omfatte sammensatte rejsearrangementer.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 2, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I medfør af det foreslåede stk. 2, undtages visse pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer fra lovens anvendelsesområde.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, medmindre de omfatter overnatning.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, medmindre de omfatter indkvartering natten over, mens pakkerejselovens § 2, stk. 1, omhandler ”overnatning”. På baggrund af de engelske sprogversioner af både det gældende og det nye pakkerejsedirektiv, er det imidlertid lagt til grund, at ”indkvartering natten over” skal forstås som ”overnatning”

For så vidt angår pakkerejser er der således på den baggrund tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, jf. pakkerejselovens § 2, stk. 1.

Der henvises i den forbindelse til punkt 2.1.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2 undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der udbydes og formidles lejlighedsvist og på nonprofitbasis til en begrænset gruppe rejsende.

Kriteriet ”lejlighedsvist” vil i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 som udgangspunkt være opfyldt, hvis den erhvervsdrivende kun udbyder og formidler pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer nogle få gange om året, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved vurdering af, om kriteriet ”nonprofitbasis” er opfyldt, vil der skulle foretages en konkret vurdering for den enkelte rejse. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, om f.eks. en juridisk person er organiseret som en nonprofitorganisation eller ej.

Hvorvidt kriteriet ”begrænset gruppe rejsende” er opfyldt, vil ligeledes skulle vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde. Generelt vil kriteriet dog være opfyldt, når en rejse ikke udbydes til offentligheden, men kun f.eks. medlemmer af en forening eller klub, dvs. til en afgrænset kreds.

De tre ovennævnte kriterier i nr. 2 er kumulative. Hvis kun en eller to af betingelserne er opfyldt, vil rejsen således være inden for lovens anvendelsesområde. Hovedsigtet med bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 at sikre, at f.eks. sportsklubber eller skoler kan arrangere lejrskoler eller træningslejre uden at blive omfattet af loven.

Forslaget ændrer den gældende retstilstand, idet der ikke længere kan foretages en samlet, konkret vurdering af karakteren af f.eks. en forenings salg af rejser. Der må derimod foretages en separat vurdering af de ovennævnte kriterier, der som nævnt alle skal være opfyldt, for at aftalen om rejsen ikke omfattes af loven. Det vil således medføre, at en rejse er omfattet af loven, hvis den af en forening m.v. udbydes til offentligheden, uanset om foreningen i øvrigt kun arrangerer rejser lejlighedsvist og på nonprofitbasis.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 3 undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.

En generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser kan f.eks. være en aftale, som en virksomhed har indgået med et rejsebureau for en længere periode, hvorefter virksomheden opnår visse fordele ved at forpligte sig til at anvende dette rejsebureau ved bestilling af rejser til brug for virksomheden.

Bestemmelsen i nr. 3 udgør en begrænsning i forhold til den gældende retstilstand, hvor der ikke er en tilsvarende undtagelse for pakkerejser, som købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge den gældende pakkerejselovs § 1, stk. 2, kan loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser ikke fraviges til skade for kunden eller den, som indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

Efter den foreslåede § 2 kan loven ikke ved aftale fraviges til skade for den rejsende eller den, der indtræder i den rejsendes krav.

Forslaget indebærer, at der ikke ved aftale kan ske fravigelse af de rettigheder og forpligtelser, der følger af den foreslåede lovgivning. Forslaget indebærer endvidere, at loven ej heller kan fraviges ved efterfølgende aftale, hvilket således på dette punkt medfører en ændring i forhold til den gældende bestemmelse i pakkerejselovens § 1, stk. 2. I øvrigt videreføres den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i § 2 gennemfører direktivets artikel 23.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen omhandler definitionen af en pakkerejse.

Efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, forstås ved en pakkerejse en kombination af mindst to elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges samlet, hvis den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning. De elementer, der mindst to sammen kan udgøre en pakkerejse, er 1) transport, 2) indkvartering og 3) andre turistmæssige ydelser, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs. udbudt til salg som en kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser, arrangøren udbyder til salg. Loven omfatter således også individuelt sammensatte kombinationer, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9279.

Herudover omfattes efter EU-Domstolens praksis også kombinationer af rejseydelser, som normalt ikke udbydes af en arrangør, men som sammensættes på foranledning af kunden, hvis ydelserne sammensættes inden aftalen mellem parterne indgås, og kombinationen i øvrigt opfylder betingelserne for at være en pakkerejse.

Begrebet ”andre turistmæssige ydelser” omfatter ydelser, der for det første ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering og for det andet udgør en væsentlig del af pakkerejsen. Vurderingen af, om en ydelse udgør en væsentlig del af pakkerejsen, foretages konkret ud fra den pågældende ydelses karakter og dens andel i den samlede rejse. Der lægges i den forbindelse vægt på, om prisen for den pågældende ydelse udgør et vigtigt element i den samlede pris, og om opholdet eller transporten primært tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse. Omfattet af begrebet anden turistmæssig ydelse er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med naturvejledere og kort til skiliftsystemer, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser er omfattet, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9279-9280. Leje af bil på bestemmelsesstedet kan efter omstændighederne udgøre en turistmæssig ydelse. Hvorvidt dette er tilfældet i en konkret situation, afgøres efter Pakkerejse-Ankenævnets praksis ud fra en vurdering af billejens tidsmæssige udstrækning og værdi i forhold til rejsen.

Det foreslås i stk. 1, at der ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser med henblik på samme rejse. De rejseydelser, som kan indgå i kombinationen, er defineret i lovforslagets § 5, nr. 1.

For så vidt angår det grundlæggende minimumskrav om antallet af rejseydelser (mindst to), for at der er tale om en pakkerejse, tilsigtes der således ingen ændringer i forhold til den gældende pakkerejselovs § 2, stk. 1.

For at en kombination af rejseydelser er en pakkerejse, skal aftalen om rejsen indgås på en af de måder, der er opregnet i bestemmelsens nr. 1 og 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at der er tale om en pakkerejse, hvis ydelserne sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, inder der indgås en aftale om alle ydelserne.

Forslaget indebærer, at en kombination af mindst to forskellige typer af rejseydelser, der sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale om alle ydelserne med henblik på samme rejse udgør en pakkerejse.

Omfattet af bestemmelsen i nr. 1 er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 8 både tilfælde, hvor rejseydelserne kombineres, før der er etableret kontakt med den rejsende, på den rejsendes foranledning og i overensstemmelse med en udvælgelse, den rejsende har foretaget.

Med bestemmelsens nr. 1 videreføres den gældende retstilstand efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, og EU-Domstolens praksis.

Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at der er tale om en pakkerejse, hvis ydelserne, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser, købes under visse særlige omstændigheder, som nærmere opregnes i bestemmelsens litra a-e, jf. nedenfor.

I forhold til den gældende retstilstand er der tale om en udvidelse af pakkerejsebegrebet, idet særskilte aftaler med forskellige leverandører ikke tidligere har kunnet udgøre en pakkerejse.

Forslaget indebærer, at der ved en kombination af mindst to forskellige typer af rejseydelser, hvis ydelserne, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser, købes under visse særlige omstændigheder som opregnes i bestemmelsens litra a-e, forstås en pakkerejse.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne er købt fra et enkelt salgssted og udvalgt, inden den rejsende accepterer at betale.

At rejseydelserne er købt fra et enkelt salgssted, og rejseydelserne er blevet udvalgt inden den rejsende accepterer at betale, betyder, at rejsen købes ”inden for samme bestillingsprocedure”. Dette omfatter f.eks. tilfælde, hvor en rejsende på en hjemmeside lægger flere rejseydelser i sin ”indkøbskurv”, inden den pågældende ”går til kassen” for at bestille eller betale sin rejse. At den rejsende accepterer at betale indebærer ikke nødvendigvis, at den rejsende dermed samtidig foretager betalingen. Den rejsende vil således f.eks. acceptere at betale, hvis den pågældende blot afgiver en ordre og dermed indvilger i at betale på et senere tidspunkt.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne udbydes, sælges eller faktureres til en samlet pris. Omfattet heraf er også tilfælde, hvor rejsen faktureres til en pris, hvor alt er inkluderet.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne omfatte visse tilfælde, som ikke falder under det foreslåede litra a. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis et rejsebureau fakturerer den rejsende for en flybillet og en hotelovernatning samlet, selvom den rejsende har udvalgt og accepteret at betale for flyrejsen først, og rejsen dermed ikke er omfattet af det foreslåede litra a.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra c, er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne annonceres til salg eller sælges under betegnelsen »pakkerejse« eller lignende. Sådanne lignende betegnelser kan f.eks. være ”samlet tilbud”, ”all inclusive” eller ”arrangement med alt inkluderet”.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra d, er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne sammensættes efter indgåelsen af en aftale, hvori den erhvervsdrivende giver den rejsende ret til at vælge blandt et udvalg af forskellige typer rejseydelser.

Bestemmelsen tager i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 11 bl.a. sigte på gaveæsker, der indeholder pakkerejser.

Det foreslås med stk. 1, nr. 2, litra e, at der er tale om en pakkerejse, hvis ydelserne købes fra forskellige erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer, når den rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse er videregivet fra den erhvervsdrivende, med hvem den første aftale er indgået, til en anden eller andre erhvervsdrivende, og der senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse er indgået en aftale med sidstnævnte erhvervsdrivende.

Ved betalingsoplysninger forstås bl.a. kreditkortoplysninger, kontooplysninger eller andre oplysninger, som leder tilbage til en bestemt betaler, og som den erhvervsdrivende kan bruge til at modtage betaling fra den rejsende. Dette vil f.eks. også kunne være et EAN-nummer som bruges ved betalinger foretaget af det offentlige.

Ved bekræftelsen af bestillingen forstås den ordrebekræftelse, som den rejsende typisk modtager efter at have foretaget køb af en rejseydelse. I de tilfælde, hvor der ikke udstedes en egentlig ordrebekræftelse, men f.eks. blot som det første udstedes en billet eller fremsendes en faktura, må dette anses for at være en bekræftelse af bestillingen.

Bestemmelsen tager sigte på tilfælde af såkaldte ”click through-køb”, hvor den rejsende først køber en rejseydelse hos en erhvervsdrivende, bliver ”stillet videre” til eller opfordret til at besøge en anden hjemmeside, og herefter på denne hjemmeside ikke behøver at angive sit navn, sine betalingsoplysninger og e-mailadresse, fordi den første erhvervsdrivende har overført disse oplysninger til den anden erhvervsdrivende. Bestemmelsen vil således f.eks. finde anvendelse, hvis en rejsende køber en flybillet og betaler med kreditkort, hvorefter den rejsende præsenteres for et link til en anden hjemmeside, hvor den pågældende kan købe en overnatning på et hotel. Hvis den rejsende på denne anden hjemmeside ikke behøver at indtaste sit navn, sine kreditkortoplysninger og sin e-mailadresse, fordi dette er overført fra købet på den første hjemmeside, og herefter køber hotelovernatningen, vil der være tale om en pakkerejse efter den foreslåede bestemmelse. Der opstår derimod ikke en pakkerejse efter bestemmelsen, hvis f.eks. alene navn, adresse, legitimationsnummer og e-mailadresse overføres til den anden hjemmeside.

Hvis en rejsende efter at have købt den anden rejseydelse hos den erhvervsdrivende, som har fået overført oplysningerne, på samme måde bliver viderestillet til en tredje erhvervsdrivende, og de nødvendige oplysninger overføres til denne tredje erhvervsdrivende, opstår der endnu en pakkerejse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende, for så vidt angår denne pakkerejse være rejsearrangør, mens den tredje erhvervsdrivende vil være den erhvervsdrivende, som får overført oplysninger om den rejsende.

Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende, til hvem der er overført oplysninger, indgås mere end 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse, opstår der ikke en pakkerejse, og rejsen falder dermed helt uden for lovens anvendelsesområde.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 2, 1. afsnit.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil en kombination som nævnt i stk. 1, der består af én rejseydelse, jf. lovforslagets § 5, nr. 1, litra a-c, og en eller flere turistydelser, jf. lovforslagets § 5, nr. 1, litra d, kun udgøre en pakkerejse, hvis turistydelserne opfylder to betingelser.

Den ene betingelse efter det foreslåede stk. 2 er, at turistydelserne udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen.

I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct. eller mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.

Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, hvornår turistydelser ”annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om en pakkerejse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en rejsearrangør udbyder hotelovernatning og billetter til en fodboldkamp, hvor det er klart, at entréen til fodboldkampen er det primære formål med rejsen.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, viderefører den gældende retstilstand efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, idet det dog er en ændring i forhold hertil, at turistydelser der udgør 25 pct. eller mere af kombinationens værdi altid anses for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.

Den anden betingelse efter det foreslåede stk. 2 er, at turistydelserne er udvalgt og købt inden leveringen af rejseydelsen er påbegyndt. Hvis en turistydelse udvælges og købes efterfølgende, f.eks. efter at et hotelophold er påbegyndt, er der således ikke tale om en pakkerejse, selvom betingelserne efter lovforslagets § 3, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Betingelserne efter de foreslåede nr. 1 og 2 er kumulative og skal således begge være opfyldt, før der er tale om en pakkerejse.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 2, 2. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.1 og 2.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 4 indeholder definitionen af sammensatte rejsearrangementer. Dette begreb og reguleringen heraf er ny.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 forstås ved et sammensat rejsearrangement to eller flere forskellige typer rejseydelser, jf. det foreslåede § 5, nr.1, som skal indgå i den samme rejse, og som ikke udgør en pakkerejse, og om hvilke der indgås særskilte aftaler med hver leverandør. Et sammensat rejsearrangement kan efter bestemmelsen indgås på to måder.

Der kan således efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, indgås aftale om et sammensat rejsearrangement, hvis en erhvervsdrivende formidler, at den rejsende særskilte udvælger og betaler for hver rejseydelse under en enkelt kontakt med den erhvervsdrivendes salgssted

Der vil dermed f.eks. være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis en rejsende under et besøg hos et fysisk rejsebureau køber en flyrejse og betaler for den, hvorefter rejsebureauet formidler et hotelophold på samme rejse, som den rejsende accepterer og herefter betaler for. Et sådant køb er ikke en pakkerejse, da betalingen sker separat for hver enkelt rejseydelse, og ikke samlet som ved en pakkerejse, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2, litra a.

På samme vis vil der være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis den rejsende f.eks. ved et enkelt besøg på et rejsebureaus hjemmeside, eller ved en enkelt telefonsamtale med et rejsebureau, køber en rejseydelse og betaler den og herefter køber en ny rejseydelse hos en anden leverandør gennem rejsebureauet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den rejsende, efter at have købt den første rejseydelse på rejsebureauets hjemmeside, på bekræftelsessiden bliver præsenteret for en række tilbud på en eller flere yderligere rejseydelser til samme rejse, som der indgås aftale med en anden erhvervsdrivende om, f.eks. via et pop op-vindue, som fremkommer efter betalingen af den første rejseydelse. Dette kan både være tilfælde hvor den rejsende fortsætter bestillingen på samme hjemmeside, og hvor den rejsende fortsætter i et miljø, hvor en anden erhvervsdrivendes hjemmeside præsenteres for den rejsende som en del af den første erhvervsdrivendes hjemmeside, jf. definitionen af salgssted i lovforslagets § 5, nr. 10.

Der kan efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, endvidere indgås aftale om et sammensat rejsearrangement, hvis en erhvervsdrivende i overensstemmelse med bestemmelsens stk. 1 formidler køb af mindst én yderligere rejseydelse fra en anden erhvervsdrivende på målrettet vis, når aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil betingelserne for, at en rejse udgør et sammensat rejsearrangement i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 13 f.eks. være opfyldt i tilfælde, hvor en rejsende har bestilt en fly- eller togrejse, og sammen med bekræftelsen på rejsen modtager en opfordring til at bestille yderligere en rejseydelse med et link til det websted, hvor der kan foretages bestilling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den rejsende efter at have købt en flyrejse modtager en e-mail med flybilletten, hvor der i mailen er annoncer, der på målrettet vis tilbyder f.eks. hotelophold på destinationen. Det samme gælder tilfælde, hvor den rejsende på bekræftelsessiden efter køb af f.eks. en flyrejse præsenteres for annoncer, der på målrettet vis opfordrer den rejsende til at bestille yderligere rejseydelser på destinationen.

Ved vurderingen af, om der er tale om formidling på målrettet vis efter bestemmelsen, må der i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 12 sondres mellem sammensatte rejsearrangementer online og linkede websider, hvis formål ikke er, at der skal indgås en aftale med den rejsende, og link, hvor rejsende alene bliver oplyst om andre rejseydelser generelt. Det sidste er ifølge betragtningen bl.a. tilfældet, når et hotel eller en arrangør af en begivenhed på deres websted angiver en liste over alle de operatører, der tilbyder transport til deres placering, uden at dette står i forbindelse med en bestilling, eller når der bruges cookies eller metadata til at indsætte annoncer på websider.

Der vil dermed ikke være tale om målrettet formidling i alle situationer, hvor den rejsende efter købet af én rejseydelse præsenteres for et tilbud om at købe en eller flere yderligere rejseydelser. Målrettet formidling vil således typisk indebære en form for betaling og aftale mellem de erhvervsdrivende.

På den ene side vil en reklame for f.eks. et hotel på destinationen, som vises på en erhvervsdrivendes hjemmeside efter salg af en flybillet på grundlag af en aftale mellem den erhvervsdrivende og en hotelkæde eller lignende, være et eksempel på målrettet formidling af yderligere rejseydelser. En sådan aftale vil ofte indebære, at den rejsende præsenteres for et tilbud, som er nøje tilpasset den rejseydelse, som den rejsende netop har købt hos den første erhvervsdrivende. Det vil således som klart udgangspunkt være målrettet formidling, hvis den rejsende efter at have købt f.eks. en flybillet præsenteres for en annonce for hoteller, der leder til en oversigt over hoteller, som er tilpasset flybillettens destination og rejsedatoer, og herudover angiver en pris for overnatning i netop denne periode.

Hvis den erhvervsdrivende derimod har indgået en aftale med en virksomhed om placering af annoncer på hjemmesiden, vil der på den anden side ikke være tale om målrettet formidling, såfremt der ved på bekræftelsessiden efter køb af en flybillet – på grundlag af cookies der indeholder data om den rejsendes tidligere søgninger – vises en annonce for hoteller på destinationen. En sådan annonce vil således ikke være baseret på data om den rejsendes netop indgåede aftale, men på cookies indeholdende data om den rejsendes tidligere søgninger. Den erhvervsdrivende, som har placeret annoncen på bekræftelsessiden, vil som udgangspunkt ikke have mulighed for at blive bekendt med, at den rejsende ved klik på annoncen er blevet ”stillet videre” efter køb af en bestemt rejseydelse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende ikke umiddelbart kunne opfylde sin forpligtelse til at underrette den formidlende erhvervsdrivende efter lovforslagets § 36.

Hvis den rejsende køber en ydelse hos den anden erhvervsdrivende, som medfører, at der opstår et sammensat rejsearrangement, og den anden erhvervsdrivende herefter formidler køb af endnu en rejseydelse på målrettet vis i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, opstår der endnu et særskilt sammensat rejsearrangement. I dette sammensatte rejsearrangement vil den erhvervsdrivende, som den rejsende købte sin anden rejseydelse hos, således være den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement.

Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås mere end 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse, vil der aldrig opstå et sammensat rejsearrangement, og rejsen falder dermed helt uden for lovens anvendelsesområde.

Bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 5, 1. afsnit.

I stk. 2 foreslås det, at en kombination som nævnt i stk. 1, der består af én rejseydelse, jf. § 5, nr. 1, litra a-c, og en eller flere turistydelser, jf. § 5, nr. 1, litra d, kun er et sammensat rejsearrangement, hvis turistydelserne udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen.

I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct. eller mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.

Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, hvornår turistydelser ”annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om et sammensat rejsearrangement. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en rejsearrangør udbyder hotelovernatning og billetter til en fodboldkamp, hvor det er klart, at entréen til fodboldkampen er det primære formål med rejsen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 5, 2. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 5 indeholder definitioner af en række begreber, som anvendes i lovforslaget.

Efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, nr. 1-3, er de rejseydelser, der kan indgå i en pakkerejse transport, indkvartering og andre turistmæssige ydelser, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Begrebet indkvartering omfatter indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men ikke overnatning under transport, f.eks. i en sovevogn i et tog. Ophold i et transportmiddel kan dog være en turistmæssig attraktion i sig selv, hvilket f.eks. er tilfældet ved krydstogter og lignende, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9279.

Begrebet anden turistmæssig ydelse omfatter ydelser, der for det første ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering og for det andet udgør en væsentlig del af pakkerejsen. Omfattet af begrebet anden turistmæssig ydelse er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med naturvejledere og kort til skiliftsystemer, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser er omfattet, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9279-9280. Leje af bil på bestemmelsesstedet kan efter omstændighederne udgøre en turistmæssig ydelse. Hvorvidt dette er tilfældet i en konkret situation, afgøres efter Pakkerejse-Ankenævnets praksis ud fra en vurdering af billejens tidsmæssige udstrækning og værdi i forhold til rejsen.

I det foreslåede nr. 1 defineres rejseydelse. Bestemmelsen i nr. 1 indeholder de fire typer rejseydelser, som kan indgå i en kombination, der udgør en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement.

Efter det foreslåede litra a er passagerbefordring en rejseydelse.

I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 17 omfatter bestemmelsen befordring af passagerer med bus, tog eller ad sø- eller luftvejen. Opregningen i betragtningen er dog ikke udtømmende, og andre former for passagertransport, f.eks. i en personbil, kan ligeledes være omfattet. Mindre transportydelser, såsom befordring af passagerer som led i en guidet tur eller transport mellem et hotel og en lufthavn eller en banegård, er en uløselig del af andre rejseydelser og er således ikke rejseydelser i sig selv.

Et turistrabatkort, der indeholder gratis adgang til offentlig transport i en nærmere angiven periode, er som udgangspunkt omfattet af begrebet passagerbefordring. Hvis et sådant rabatkort også indeholder gratis adgang til eller giver rabat på besøg på museer m.v., vil rabatkortet dog i visse tilfælde i stedet skulle anses for en ”anden turistydelse” efter lovforslagets § 5, jf. nærmere pkt. 2.2.3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Den endelige vurdering vil dog afhænge af det konkrete indhold af rabatkortet.

Der tilsigtes ikke ved anvendelsen af begrebet ”passagerbefordring” nogen ændring i retstilstanden i forhold til ”transport” efter den gældende pakkerejselovs § 2, stk. 1, nr. 1.

Efter det foreslåede litra b er indkvartering en rejseydelse.

Ved indkvartering forstås i overensstemmelse med direktivet indkvartering, som ikke er en uløselig del af befordringen af passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold. Ved varigt ophold forstås eksempelvis ophold i forbindelse med længerevarende sprogkurser, jf. præambelbetragtning 17. Der er på dette punkt tale om en ændring i forhold til gældende ret, jf. Pakkerejseankenævnets kendelse af 16. februar 2016, hvorefter indkvartering i forbindelse med et high school-ophold efter ankenævnets opfattelse er indkvartering i pakkerejselovens forstand.

Betingelsen om, at indkvarteringen ikke må være en uløselig del af befordringen af passagerer, betyder i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 17, at en indkvartering natten over som del af passagertransport, hvor den primære bestanddel tydeligvis er transport, ikke betragtes som en rejseydelse i sig selv. Dermed er udgangspunktet, at en overnatning, der finder sted under transport, f.eks. en overnatning under en tog- eller skibsrejse, som udgangspunkt ikke er en rejseydelse i lovforslagets forstand, selvom overnatningen finder sted i en sovevogn eller kahyt.

Vurderingen af, om indkvartering natten over som en del af passagertransport anses for en rejseydelse i sig selv, beror på en konkret afvejning af indkvarteringselementet over for transportelementet. I overensstemmelse med præambelbetragtning 17 vil et krydstogt efter bestemmelsen anses for at være både passagerbefordring og indkvartering, hvis det i øvrigt opfylder betingelserne for at være omfattet af lovforslaget. Det samme vil være tilfældet ved andre former for rejser, hvor transport og overnatning leveres på tilsvarende vis, f.eks. en længere togrejse med en række overnatninger inkluderet.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige den gældende retstilstand.

Med bestemmelsen lægges dog op til en ændring af betydningen af ”indkvartering” i forhold til den gældende retstilstand efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, nr. 2. Indkvartering efter bestemmelsen er således ikke begrænset til indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men kan også være en indkvartering under transport, hvis indkvarteringen ikke er en uløselig del af transporten. Vurderingen af, hvorvidt dette er tilfældet, må som nævnt bero på, om den primære bestanddel tydeligvis er transport.

Efter litra c er udlejning af biler, andre motorkøretøjer eller store motorcykler en rejseydelse.

I overensstemmelse med direktivet omfatter udlejning af andre motorkøretøjer alle motorkøretøjer som defineret i artikel 3, nr. 11, i direktiv 2007/46/EF, hvorved forstås ethvert færdigopbygget, trinvis færdigopbygget eller delvis opbygget selvkørende motordrevet køretøj med mindst fire hjul og med en konstruktivt bestemt største hastighed på over 25 km/t.

Ved udlejning af store motorcykler forstås i overensstemmelse med direktivet motorcykler, der kræver et kategori A-kørekort efter artikel 4, stk. 3, litra c, i direktiv 2006/126/EF, som gennemført i dansk ret ved § 11, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 om kørekort. Motorcykler, som kan føres på grundlag af et kategori A1- eller A2-kørekort, jf. §§ 9 og 10 i den nævnte bekendtgørelse, er således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Leje af bil på bestemmelsesstedet er efter gældende ret ikke en anden turistmæssig ydelse. Med lovforslaget tilsigtes således en ændring af den gældende retstilstand på dette punkt.

Efter litra d er enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret i litra a-c, en rejseydelse.

Sådanne turistydelser kan f.eks. være entré til koncerter, sportsbegivenheder, udflugter eller forlystelsesparker, guidede ture, liftkort og leje af sportsudstyr såsom skiudstyr eller spabehandlinger.

I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 17 er måltider, drikkevarer og rengøring, der leveres som en del af indkvartering, og adgang til faciliteter på steder, f.eks. swimmingpool, sauna, spa eller motionsrum, som er inkluderet for hotelgæster, uløseligt forbundet til indkvartering, og dermed ikke en turistydelse efter bestemmelsen.

Omvendt vil adgang til f.eks. en forlystelsespark eller lignende, som er inkluderet i prisen for indkvartering, skulle anses som en turistydelse i sig selv – og dermed ikke en uløselig del af indkvartering – hvis adgangen til forlystelsesparken m.v. må anses for at være hovedformålet med rejsen, og indkvarteringen i sig selv dermed ikke er den primære bestanddel.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende pakkerejselovs § 2, stk. 1, nr. 3, der ligesom den foreslåede bestemmelse ikke giver en nærmere afgrænsning af, hvilke ydelser der kan udgøre turistydelser. Dette må således afgøres ved en konkret vurdering af, om der i det hele taget er tale om en turistydelse, og om turistydelsen i så fald er uløseligt forbundet med en anden rejseydelse.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 2 defineres en aftale om en pakkerejse som en aftale om en samlet pakkerejse eller, hvis pakkerejsen leveres i henhold til særskilte aftaler, alle de aftaler, der dækker de i pakkerejsen inkluderede rejseydelser.

Bestemmelsen indebærer, at hvis en pakkerejse er opstået på en af de i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, angivne måder, hvor der indgås flere aftaler, er disse aftaler samlet at anse for en aftale om én pakkerejse.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende pakkerejselov og afspejler, at pakkerejsebegrebet er udvidet, jf. lovforslagets § 3.

Bestemmelsen i § 5, nr. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 3 defineres pakkerejsens begyndelse som påbegyndelse af levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen.

Forslaget indebærer, at pakkerejsen først begynder, når der påbegyndes levering af de rejseydelser, der er inkluderet i prisen. Påbegyndelse af eventuelle rejseydelser, som ikke indgår i pakkerejsen, udgør således ikke pakkerejsens påbegyndelse efter lovforslaget, selvom rejseydelserne er købt til samme rejse som pakkerejsen.

Bestemmelsen er ny i forhold til pakkerejseloven.

Bestemmelsen i § 5, nr. 3, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge pakkerejselovens § 4 defineres en kunde, som enhver der køber, eller i hvis navn der købes, en pakkerejse. Hvis rejsen overdrages, anses tillige den, som får rejsen overdraget, som kunde.

Det er således muligt at være kunde, selvom man ikke selv har købt rejsen, hvis den dog købes i ens navn. Ligeledes er det r muligt at være deltager på en rejse, uden at være kunde, hvis man ikke er part i aftalen med arrangøren, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9281.

Både fysiske og juridiske personer kan være kunder efter bestemmelsen, hvilket f.eks. kan være tilfældet, hvis en repræsentant for en forening køber en pakkerejse i foreningens navn, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9281.

I det foreslåede nr. 4 defineres rejsende som enhver person, som søger at indgå en aftale inden for lovens anvendelsesområde eller som har ret til at rejse på grundlag af en aftale omfattet af loven.

Både fysiske og juridiske personer kan være rejsende efter bestemmelsen. I visse situationer, hvor en ansat i en juridisk person har købt en pakkerejse til sig selv, men firmaet har betalt rejsen, vil både den juridiske person og den ansatte kunne være rejsende efter den foreslåede bestemmelse på samme tid, jf. nærmere herom i pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse udvider definitionen af en rejsende i forhold til definitionen af en kunde i pakkerejselovens § 4, idet en person allerede anses for rejsende, når denne søger at indgå en aftale inden for lovens anvendelsesområde, men viderefører i øvrigt den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 4, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I det foreslåede nr. 5 defineres erhvervsdrivende som enhver fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med aftaler omfattet af denne lov.

Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at den fysiske eller juridiske person tilsigter en økonomisk gevinst ved driften af sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession.

I overensstemmelse med direktivet omfatter definitionen både offentlige og private juridiske personer. Herudover følger det af almindelige fuldmagtsregler, at en erhvervsdrivende, der handler via en anden person, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, bliver bundet af en aftale, som mellemmanden indgår på den erhvervsdrivendes vegne. Det ændrer således ikke efter gældende dansk ret på en erhvervsdrivendes status som sådan, at han handler via en mellemmand, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne. En erhvervsdrivende er omfattet af definitionen, uanset om den erhvervsdrivende handler i egenskab af rejsearrangør, formidler, erhvervsdrivende, der formidler et sammensat rejsearrangement eller rejsetjenesteyder.

Bestemmelsen er ny i forhold til pakkerejseloven.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 5, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 7.

Ifølge pakkerejselovens § 3, stk. 1, anses som arrangør enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

For så vidt angår undtagelsen af virksomhed, som udøves lejlighedsvist, fremgår det af præambelbetragtning 19, at udtrykket ”lejlighedsvist” betyder, at f.eks. ture, der arrangeres ”højst et par gange om året”, er undtaget fra direktivets anvendelsesområde, hvis de øvrige betingelser er opfyldt, hvilket efter Justitsministeriets opfattelse må betragtes som en begrænsning af, hvor mange rejser som en forening m.v. må arrangere om året. Det bemærkes, at den engelske sprogversion af direktivet henviser til” a few times a year”, og den tyske til ”wenige Male im Jahr”. På denne baggrund må præambelbetragningen forstås således, at der er tale om ”lejlighedsvist” at udbyde pakkerejser m.v., hvis disse udbydes højst nogle få gange om året.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 nr. 5, afgrænses på den baggrund i overensstemmelse med direktivets ordlyd.

Forslaget medfører, at der må foretages en separat vurdering af en erhvervsdrivendes aktivitet i forhold til de tre kriterier i direktivet. Da der er tale om kumulative kriterier, skal hvert enkelt af disse være opfyldt for, at en rejse, som en forening m.v. udbyder, ikke er omfattet af loven. Det vil således medføre, at en rejse er omfattet af loven, hvis den af en forening m.v. udbydes til offentligheden, uanset om foreningen i øvrigt kun arrangerer rejser lejlighedsvist og på nonprofitbasis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1 og 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt § 1 og bemærkningerne hertil.

Den, der tilrettelægger pakkerejser, er som udgangspunkt den, som står bag det samlede arrangement. I tilfælde, hvor pakkerejsen faktisk er sammensat af en anden end den, som sælger pakkerejsen, må sælgeren dog anses for at være arrangør, hvis kunden må gå ud fra, at det er sælgeren, der har tilrettelagt rejsen, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9280.

I det foreslåede nr. 6 defineres rejsearrangør som en erhvervsdrivende, der sammensætter og sælger pakkerejser eller udbyder dem til salg, eller den erhvervsdrivende, der videregiver den rejsende oplysninger til en anden erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, litra e.

I overensstemmelse med direktivet omfatter definitionen også erhvervsdrivende, som sælger pakkerejser eller udbyder dem til salg gennem en anden eller sammen med en anden erhvervsdrivende.

Definitionen af en arrangør i den gældende pakkerejselovs § 3 videreføres således med den tilføjelse, at en erhvervsdrivende, der sælger pakkerejser eller udbyder dem til salg sammen med en anden erhvervsdrivende, også omfattes. Derudover tilføjes som rejsearrangører også erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes oplysninger til en anden erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, litra e. Derudover ændres den gældende pakkerejselovs terminologi ”tilrettelægger pakkerejser” til ”sammensætter pakkerejser” i overensstemmelse med direktivets terminologi.

I de tilfælde, hvor der opstår en pakkerejse i medfør af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, litra e (click through-køb), er det således den erhvervsdrivende, der sælger den første rejseydelse, der bliver rejsearrangør.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 6, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 8.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 3, stk. 2, anses enhver, der udbyder eller sælger en pakkerejse i arrangørens navn, for at være formidler. En formidler er således en fuldmægtig for arrangøren, og parter i aftaler om køb af en pakkerejse, som er indgået med en formidler, er arrangøren og kunden, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9273 og sp. 9281.

I det foreslåede nr. 7 defineres en formidler som en erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangøren, og som udbyder eller sælger pakkerejser, der er sammensat af en rejsearrangør.

I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 22 kan en formidler kun optræde som sådan, hvis der er en anden erhvervsdrivende, der optræder som rejsearrangør i den konkrete situation.

Det er ikke afgørende, hvilken type mellemmand formidleren agerer som. Formidlere vil derfor kunne være både fuldmægtige, som handler i rejsearrangørens navn, agenter, som blot udbyder pakkerejser, der er sammensat af rejsearrangører, med henblik på at føre den rejsende og rejsearrangøren sammen, samt i princippet kommissionærer, som sælger pakkerejsen i eget navn.

Lovforslaget indebærer således en udvidelse af formidlerbegrebet i forhold til den gældende retstilstand.

Det er i overensstemmelse med præambelbetragtning 22 ikke afgørende, hvordan en erhvervsdrivende betegner sin virksomhed. Afgørende er derimod, i hvilken grad den erhvervsdrivende er involveret i sammensætningen af pakkerejsen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 7, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede nr. 8 defineres et varigt medium som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende pakkerejselov.

Bestemmelsen svarer til forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5, som gennemfører en bestemmelse i forbrugerrettighedsdirektivet, der svarer til pakkerejsedirektivets artikel 3, nr. 11.

Efter forarbejderne til forbrugeraftaleloven, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, side 35, er varige medier navnlig papir, USB-nøgler, cd-rom’er, dvd’er, memory cards, harddiske på computere og e-mails, men der er ikke hermed givet en udtømmende opregning. I takt med den teknologiske udvikling vil flere tekniske indretninger således kunne opfylde betingelserne for at blive anset for et varigt medium, dvs. betingelserne om mulighed for lagring og reproduktion i en rimelig periode. Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette endvidere må gør sig gældende for et varigt medium som omfattet af lovforslagets § 5, nr. 8

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 8, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 11.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede nr. 9 defineres uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder som en situation, som den part, der påberåber sig situationen, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser ikke kunne afværges, selv hvis der var blevet truffet alle rimelige foranstaltninger.

Med lovforslaget foreslås således en generel definition af, hvad der udgør uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, hvilket svarer til force majeure eller lignende omstændigheder.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende pakkerejselov. Det væsentlige indhold af begrebet, som defineret i lovforslaget, indgår dog i pakkerejselovens § 17, stk. 1, nr. 3 og 4, om ansvarsfrihedsgrunde for arrangøren.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 9, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 12.

I det foreslåede nr. 10 defineres salgssted som ethvert fast eller mobilt detailforretningssted, et detailforretningswebsted eller en lignende onlinesalgsfacilitet, telefontjenester og når flere detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter og telefontjenester, der præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet.

Der findes ikke i dag en tilsvarende bestemmelse i den gældende pakkerejselov, og definitionen af et salgssted er således ny.

Bestemmelsen omfatter både faste og mobile detailforretningssteder, altså fysiske butikker og salgskontorer m.v. Endvidere følger det af bestemmelsen, at detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter, hvormed forstås hjemmesider, samt telefontjenester også anses for salgssteder. Endelig fremgår det af bestemmelsen, at hvis detailforretningswebsteder eller onlinesalgsfaciliteter præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet, anses disse websteder også for et salgssted.

Det sidstnævnte medfører, at i tilfælde hvor flere forskellige hjemmesider præsenteres eller fremstår for den rejsende på en sådan måde, at den pågældende må gå ud fra, at der er tale om det samme salgssted, anses den rejsende for at have haft kontakt med ét salgssted. Vurderingen af, om der er tale om et enkelt salgssted efter forslaget, vil bero på en konkret vurdering af, i hvilken grad den rejsende må have opfattet flere hjemmesider eller lignende som den samme hjemmeside. Der vil f.eks. kunne lægges vægt på, om hjemmesiderne har samme skrifttype, logoer og udseende generelt. Dette har betydning i forhold til køb af pakkerejser efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, litra a, og sammensatte rejsearrangementer efter lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 1. Det samme gælder ifølge direktivets artikel 3, nr. 15, for telefontjenester.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 9, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 5, stk. 1, skal prisen for en pakkerejse tydeligt og let forståeligt fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Efter pakkerejselovens § 6, stk. 1, 1. pkt., skal arrangøren inden aftalens indgåelse meddele kunden aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum, vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan gennemføres. Ifølge § 6, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 dog fraviges i nødvendigt omfang, hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens begyndelse.

I medfør af pakkerejselovens § 5, stk. 3, og § 8, er der fastsat nærmere regler for, hvilke oplysninger en brochure skal indeholde, hvilke oplysninger arrangøren skal give kunden inden aftalens indgåelse og ved bekræftelsen af aftalen, samt hvilke oplysninger kunden skal have inden pakkerejsens påbegyndelse. Disse oplysninger er fastsat i bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser.

Det følger af bekendtgørelsens §§ 1 og 2, at en brochure skal indeholde de oplysninger, som er opgivet i afsnit I i bekendtgørelsens bilag, medmindre de ikke er relevante for den pågældende pakkerejse.

Det fremgår af pakkerejsebekendtgørelsens § 3, at inden der indgås aftale om køb af en pakkerejse, skal arrangøren give kunden de oplysninger, som er angivet i bilag I til bekendtgørelsen, samt gøre kunden bekendt med reglen om overdragelse af pakkerejsen i pakkerejselovens § 12 og reglen i pakkerejselovens § 17, stk. 1, nr. 1, om aflysning af pakkerejsen i tilfælde af, at et minimum antal deltagere ikke er opnået. Herudover følger det af pakkerejsebekendtgørelsens § 4, at arrangøren skal give kunden oplysninger om pas- eller visumkrav, sundhedsmæssige betingelser der skal opfyldes eller eventuelle lignende betingelser, for at pakkerejsen kan gennemføres.

De ovennævnte oplysninger kan ifølge pakkerejsebekendtgørelsens § 6 gives ved en henvisning til angivelser herom i en brochure, som kunden har modtaget et eksemplar af.

De oplysninger, som er indeholdt i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen, omhandler rejsemål, pakkerejsens pris, pakkerejsens varighed, dato, tidspunkt og sted for afrejse og hjemkomst, befordringen, rejseruten, indkvartering og eventuelle turistmæssigt ydelser, afbestillingsregler og forsikringsmuligheder, oplysninger om et eventuelt mindste antal deltagere, der kræves, for at pakkerejsen kan gennemføres, arrangørens navn og oplysning om, at angivelser i brochurer m.v. anses som en del af aftalen, medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6 angiver en række oplysninger som den rejsende skal have af rejsearrangøren eller formidleren inden aftalens indgåelse, og dermed inden den rejsende bliver bundet af en aftale.

Formålet med bestemmelsen er, at den rejsende bør have alle nødvendige oplysninger inden købet af pakkerejsen. Med bestemmelsen gøres rejsearrangøren eller en formidler ansvarlig for, at der gives sådanne tilstrækkelige og nødvendige oplysninger forud for aftalens indgåelse.

Det foreslås med stk. 1, at inden der indgås aftale om køb af en pakkerejse, skal rejsearrangøren, og når pakkerejsen sælges gennem en formidler, også formidleren, give den rejsende en række oplysninger, hvis det er relevant for pakkerejsen, herunder om rejseydelsernes væsentligste kendetegn.

Oplysninger om rejseydelsernes væsentligste kendetegn fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, nr. 1-8.

Det drejer sig således efter det foreslåede nr. 1 om oplysninger om rejsedestination, rejserute, varigheden af og tidspunktet for ophold samt i givet fald antallet af inkluderede overnatninger.

Ved rejsedestination forstås i overensstemmelse med direktivet alle rejsedestinationer, hvis pakkerejsen indeholder flere.

Disse oplysninger svarer i det væsentlige til de oplysninger, som i dag skal meddeles den rejsende, jf. pkt. 1, 3 og 6 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 1, 3 og 6 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 2 skal den rejsende have oplysninger om anvendte befordringsmidler samt deres kendetegn og kategori, steder og tidspunkter for af- og hjemrejse samt steder hvor der gøres ophold undervejs, med angivelse af disse opholds varighed og transportforbindelser.

De transportforbindelser, som den rejsende skal have oplysning om, er transportforbindelser i forbindelse med ophold undervejs, f.eks. transport mellem lufthavne ved skift af fly.

Rejsearrangøren og i givet fald formidleren skal, hvis de nøjagtige tidspunkter endnu ikke er kendt, oplyse den rejsende om det omtrentlige tidspunkt for af- og hjemrejse.

De foreslåede oplysninger svarer i det væsentlige til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pkt. 4, 5.1 og 5.2 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 4, 5.1. og 5.2 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 3 skal den rejsende have oplysninger om indkvarteringsstedets beliggenhed, væsentligste kendetegn og kategori i henhold til destinationslandets regler.

De foreslåede oplysninger svarer delvist til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pkt. 7.1 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen. Dog stilles der efter lovforslaget ikke krav om, at både turistmæssig kategori eller standard og godkendelse og turistmæssig klassificering skal oplyses til den rejsende, men alene kategori i henhold til destinationslandets regler, hvis det er relevant.

Den rejsende skal således have oplysninger om f.eks. indkvarteringsstedets kategori, herunder om der f.eks. er tale om et hotel eller en lejlighed, om indkvarteringsstedets beliggenhed og, hvis det er relevant, om det pågældende indkvarteringssted har såkaldte ”stjerner” eller lignende i henhold til destinationslandets regler.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 7.1 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt delvist med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 4 skal den rejsende have oplysninger om inkluderede måltider.

Dette svarer til den oplysning, som allerede skal gives i dag, jf. pkt. 7.4 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 7.4 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 5 skal den rejsende have oplysninger om besøg, udflugter eller andre ydelser, der er inkluderet i pakkerejsens samlede pris.

Lovforslaget svarer til de oplysninger, som allerede i dag skal gives, jf. pkt. 7.5 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 7.5 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 6 skal den rejsende, hvis det ikke fremgår af sammenhængen, have oplysninger om, hvorvidt nogen af rejseydelserne leveres til den rejsende som del af en gruppe, og hvis muligt gruppens størrelse.

Der er ikke i pakkerejseloven eller pakkerejsebekendtgørelsen en tilsvarende oplysningsforpligtelse, og der er således på dette punkt tale om en ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Efter det foreslåede nr. 7 skal den rejsende, hvis den rejsendes nytte af andre turistydelser afhænger af en effektiv mundtlig kommunikation, have oplysninger om, hvilket sprog disse ydelser vil foregå på.

Der skal således gives oplysninger om det sprog, som turistydelser vil foregå på, hvis den rejsende for at opnå et udbytte af ydelsen skal kunne forstå sproget. Bestemmelsen indebærer, at rejsearrangøren f.eks. skal oplyse den rejsende om, hvilket sprog en guidet tur, som indgår i aftalen om pakkerejsen, foregår på.

Der er ikke i pakkerejseloven eller pakkerejsebekendtgørelsen en tilsvarende oplysningsforpligtelse, og der er således på dette punkt tale om en ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Efter det foreslåede nr. 8 skal den rejsende have oplysninger om, hvorvidt rejsen generelt er egnet for bevægelseshæmmede personer og på den rejsendes anmodning præcise oplysninger om rejsens egnethed under hensyn til den rejsendes behov. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger om tilgængeligheden under rejsen for kørestolsbrugere.

Det fremgår af pkt. 7.3 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen, at kunden inden aftalens indgåelse skal have oplysninger om indkvarteringsstedets egnethed for bevægelseshæmmede. Efter det foreslåede skal oplysninger om egnetheden for bevægelseshæmmede ikke kun gives for så vidt angår indkvarteringsstedet, men for ferien generelt, ligesom rejsearrangøren skal give præcise oplysninger på anmodning fra den rejsende, under hensyn til den rejsendes behov.

Den foreslåede bestemmelse udvider således oplysningspligten i forhold til de gældende regler.

Efter det foreslåede nr. 9 skal den rejsende have oplysninger om rejsearrangørens, og i givet fald formidlerens, firmanavn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse, hvis den erhvervsdrivende har en sådan.

I tilfælde, hvor pakkerejsen sælges online, skal rejsearrangøren og i givet fald formidleren oplyse en e-mailadresse, jf. lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet herunder visse aspekter af elektronisk handel, mens det i øvrige tilfælde kun er et krav, at rejsearrangøren eller formidleren oplyser en e-mailadresse, hvis den pågældende har en sådan. Det må dog antages at være yderst sjældent forekommende, at en rejsearrangør eller formidler ikke har en e-mailadresse.

I dag skal den rejsende efter pkt. 10 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen inden aftalens indgåelse have oplysning om arrangørens navn. Efter pkt. 12 i afsnit II i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen skal kunden ved bekræftelsen af aftalen have oplysninger om arrangørens adresse samt navn og adresse på formidleren. Der er således på dette punkt tale om en udvidelse af de oplysninger, som den rejsende skal have inden aftalens indgåelse.

Efter det foreslåede nr. 10 skal den rejsende have oplysninger om den samlede pris for pakkerejsen inklusive skatter, afgifter og alle yderligere gebyrer og omkostninger, eller eventuelt hvilke typer yderligere omkostninger den rejsende typisk vil skulle betale.

Kravet om, at den rejsende eventuelt skal have oplysninger om, hvilke typer yderligere omkostninger den pågældende typisk vil skulle betale, er relevant i de tilfælde, hvor det ikke er muligt på forhånd at angive eller beregne alle gebyrer og andre omkostninger.

Ved pakkerejser etableret i overensstemmelse med lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, litra e, er det tilstrækkeligt til opfyldelse af bestemmelsen, at rejsearrangøren angiver den samlede pris for de rejseydelser, som rejsearrangøren sælger, jf. også lovforslagets § 7, stk. 2.

De oplysninger, som den rejsende skal have i medfør af den foreslåede bestemmelse, svarer til de oplysninger, som fremgår af pkt. 2.1 og 2.2 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen, idet det dog efter forslaget er prisen for den helt konkrete pakkerejse, der skal meddeles den rejsende. Prisen kan dermed ikke baseres på indkvartering i dobbeltværelser, som det er tilfældet i dag.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 2.1 og 2.2 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 11 skal den rejsende have oplysninger om betalingsvilkårene for rejsen.

Ved betalingsvilkår forstås i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1, litra d, f.eks. oplysninger om størrelsen af et eventuelt depositum, tidsplan for betaling af restbeløbet eller økonomiske garantier, der skal betales eller stilles af den rejsende.

Det foreslåede svarer i det væsentlige til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pkt. 2.3 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 2.3 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 12 skal den rejsende have oplysninger om det mindste antal personer der kræves, for at pakkerejsen gennemføres, samt den frist som efter § 20, stk. 1, gælder for rejsearrangørens opsigelse af pakkerejsen, hvis minimumantallet ikke er nået.

Det foreslåede svarer i det væsentlige til de oplysninger, som arrangøren i dag skal give den rejsende i forhold til rejsearrangøren opsigelse af pakkerejseaftalen, hvis minimumdeltagerantallet ikke er opnået, jf. pkt. 9 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 9 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 13 skal den rejsende have generelle oplysninger om pas- eller visumkrav og oplysninger om sundhedsmæssige formaliteter i destinationslandet.

De generelle oplysninger om pas- eller visumkrav omfatter i overensstemmelse med direktivet bl.a. oplysninger om den forventelige tid, det tager at opnå visum. Sådanne oplysninger kan i medfør af præambelbetragtning 28 stilles til rådighed i form af en henvisning til officielle oplysninger i destinationslandet, f.eks. på en hjemmeside.

Oplysninger om sundhedsmæssige formaliteter i destinationslandet kan f.eks. være oplysninger om vaccinationer, som kræves for at kunne rejse ind i destinationslandet, eller om at den rejsende ikke må have haft en bestemt sygdom inden for en given periode for at kunne rejse ind i destinationslandet.

De oplysninger, som den rejsende skal have i medfør af det foreslåede, svarer til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pakkerejselovens § 6, stk. 1, og pakkerejsebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2. Lovforslaget indebærer således ingen ændringer af retstilstanden på dette punkt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 14 skal den rejsende have oplysninger om den pågældendes afbestillingsret efter det foreslåede § 15, stk. 1. Henvisningen til § 15, stk. 1, indebærer, at den rejsende skal have oplysninger om adgangen til at afbestille pakkerejsen mod et afbestillingsgebyr og om størrelsen på eventuelle standardiserede afbestillingsgebyrer. Oplysningerne skal gives, inden aftalen indgås.

De oplysninger, som den rejsende skal have i medfør af lovforslaget, svarer til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pakkerejselovens § 10, stk. 1, samt pkt. 8 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 8 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 15 skal den rejsende have oplysninger om muligheden for eller forpligtelsen til at tegne en forsikring, der dækker den rejsendes udgifter ved opsigelsen af aftalen eller udgifterne til hjemtransport m.v. i tilfælde af ulykke, sygdom eller død.

Bestemmelsen indebærer, at den rejsende skal informeres om muligheden for – eller pligten til – at forsikre sig imod udgifter forbundet med afbestilling af pakkerejsen eller hjemtransport i utide på grund af de nævnte begivenheder.

Lovforslaget svarer, for så vidt angår oplysninger om muligheden for at tegne forsikring, i det væsentlige til de oplysninger, som skal gives i dag, jf. pakkerejselovens § 11, stk. 1, samt pkt. 8 i afsnit I i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen. Kravet om, at den rejsende skal have oplysning om forpligtelsen til at tegne forsikring, er ny i forhold til den gældende retstilstand, og udvider således rejsearrangørens oplysningspligt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 8 i afsnit I i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., skal den rejsende sammen med de oplysninger, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1, gives de standardoplysninger, der er nævnt i skemaerne i bilag 1, del A og B ved brug af skemaerne i bilag 1, del A og B.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt, skal den rejsende hvis aftalen indgås telefonisk, sammen med de oplysninger, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 have de standardoplysninger, der er nævnt i bilag 1, del B.

For så vidt angår aftaler, der indgås telefonisk kan oplysningerne således i disse tilfælde gives mundtligt.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende pakkerejselov, der ikke kræver anvendelse af standardoplysningsskemaer.

Bestemmelsen i lovforslagets § 6, stk. 1-3, gennemfører sammen med § 7 direktivets artikel 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 1, jf. § 2, stk. 1, at loven i sin helhed finder anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

I forbrugeraftalelovens kapitel 3 er der fastsat bestemmelser om oplysningspligt. Det følger af § 7, stk. 2, nr. 5, at reglerne i kapitel 3 ikke gælder ved aftaler som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser. Dermed finder lovens § 8, stk. 3 (sprog), og § 12 (fremhævelse af betalingsforpligtelse) ikke anvendelse på aftaler om pakkerejser.

Efter det foreslåede stk. 3 finderforbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, og § 12 anvendelse på pakkerejser, som sælges eller udbydes til rejsende.

Dermed vil disse bestemmelser finde anvendelse på aftaler om pakkerejser med rejsende, uanset om den rejsende er forbruger eller ej, forudsat, at pakkerejsen i øvrigt er omfattet af loven.

Forslaget indebærer, at oplysninger, som den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren inden der indgås aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysninger på et andet sprog.

Forslaget indebærer endvidere, at rejsearrangøren, hvis aftalen indgås ved elektroniske midler, og hvis aftalen pålægger den rejsende en betalingsforpligtelse, skal angive dette klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives.

Bestemmelsen medfører desuden, at rejsearrangøren tydeligt og i fremhævet form, umiddelbart før den rejsende afgiver sin bestilling, skal gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18. Af disse er det alene nr. 1, 5 og 17 som er relevante for aftaler om pakkerejser. Disse oplysninger svarer til de oplysninger, som rejsearrangøren skal give den rejsende inden aftalens indgåelse i medfør af lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 1-8 og nr. 14 (forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 17) og § 6, stk. 1, nr. 10 (forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5), og det vil således i praksis være disse oplysninger, som rejsearrangøren skal give den rejsende igen i tilfælde omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at efter forbrugeraftalelovens § 34 er overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, og § 12 ikke i dag er strafbelagt.

Det følger imidlertid af direktivets artikel 25, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af direktivet, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelserne og have afskrækkende virkning.

Efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 41, stk. 1, straffes overtrædelser af lovens §§ 6, 10 og 12 med bøde.

Da de overtrædelser af loven, der foreslås strafbelagt vedrører manglende overholdelse af oplysningsforpligtelserne i loven, foreslås det derfor, at manglende overholdelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, og § 12 – henset til formuleringen af direktivets artikel 25 – i forhold til pakkerejser strafbelægges i overensstemmelse med de øvrige oplysningsforpligtelser, der følger af lovforslagets § 6.

Bestemmelsen i lovforslagets § 6, stk. 3, gennemfører dele af direktivets artikel 27, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.18 og 2.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 6, stk. 1, påhviler det arrangøren inden aftalens indgåelse at meddele kunden aftalevilkårene m.v., herunder de oplysninger, som skal meddeles kunden efter pakkerejsebekendtgørelsen, f.eks. om rejsemålet og pakkerejsens pris.

Efter det foreslåede stk. 1 påhviler pligten til at give den rejsende de oplysninger, som er angivet i lovforslagets § 6, rejsearrangøren. Hvis aftalen indgås med en formidler, påhviler forpligtelsen ligeledes formidleren.

Hvis rejsen sælges gennem en formidler, påhviler forpligtelsen til at give den rejsende oplysningerne således både rejsearrangøren og formidleren i fællesskab. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at den rejsende modtager oplysningerne en gang fra enten rejsearrangøren eller formidleren.

Forpligtelsen til at give den rejsende oplysninger inden aftalens indgåelse er således ændret i forhold til den gældende pakkerejselov, således at også formidleren – og ikke kun rejsearrangøren – efter forslaget er forpligtede til at give den rejsende oplysningerne, når rejsen købes af en formidler.

Efter det foreslåede stk. 2 skal en rejsearrangør, der videregiver oplysninger i overensstemmelse med § 3, stk. 1, nr. 2, litra e, og den erhvervsdrivende, som har fået overført oplysninger, inden der indgås en aftale, give den rejsende de i § 6, stk. 1 nævnte oplysninger, i det omfang oplysningerne er relevante for deres respektive rejseydelser. Rejsearrangøren skal samtidig give standardoplysningerne ved brug af skemaet i bilag 1, del C.

Bestemmelsen indebærer, at rejsearrangøren og den erhvervsdrivende, som har fået overført oplysninger i tilfælde omfattet af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2, litra e, hver især skal give den rejsende de oplysninger, som er relevante i forhold til deres rejseydelse. Hvis der f.eks. indgås aftale om køb af overnatninger på et hotel hos rejsearrangøren, og der efterfølgende indgås aftale med en anden erhvervsdrivende om køb af transport til destinationen på en måde, som er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, litra e, skal rejsearrangøren således kun give de oplysninger, der relaterer sig til hotelovernatningerne, og den erhvervsdrivende kun de oplysninger, der relaterer sig til transporten.

Rejsearrangøren skal samtidig med, at den rejsende gives de ovennævnte oplysninger, give den rejsende standardoplysninger via skemaet i bilag 1, del C. I praksis vil det betyde, at standardoplysningerne skal gives inden aftalen med rejsearrangøren indgås, uanset om den rejsende rent faktisk senere indgår en aftale med den anden erhvervsdrivende inden for 24 timer, og således uanset om der rent faktisk opstår en pakkerejse.

Den type pakkerejse, som bestemmelsen omhandler, er ny i forhold til pakkerejseloven, og der findes dermed ikke i den gældende pakkerejselov en tilsvarende oplysningsforpligtelse.

Bestemmelsen i lovforslagets § 7, gennemfører sammen med § 6 direktivets artikel 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge den gældende pakkerejselovs § 5, stk. 2, anses oplysninger i en brochure, annonce eller andet markedsføringsmateriale som en del af aftalen om køb af pakkerejsen, medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., udgør de oplysninger, som gives til den rejsende i medfør af § 6, stk. 1, nr. 1-8, 10-12 og 14, en integreret del af aftalen om køb af pakkerejsen og kan ikke ændres, medmindre ændringer er meddelt den rejsende af rejsearrangøren eller formidleren, hvis aftalen indgås med en sådan, inden aftalen indgås.

De oplysninger, som efter lovforslaget anses som en del af aftalen, angår således rejseydelsernes væsentligste kendetegn, den samlede pris for pakkerejsen, betalingsvilkårene for rejsen, det mindste antal personer der kræves, for at pakkerejsen gennemføres, og oplysninger om den rejsendes afbestillingsret efter § 15, stk. 1.

Forslaget medfører således bl.a., at de nævnte oplysninger om bl.a. de væsentligste kendetegn ved rejseydelserne, eller priser, der forekommer i annoncer, på rejsearrangørens websted eller i brochurer som en del af oplysningerne forud for aftalens indgåelse, er bindende, medmindre rejsearrangøren forbeholder sig ret til at foretage ændringer heraf og ændringerne klart, forståeligt og tydeligt meddeles den rejsende inden indgåelse af aftalen om pakkerejsen, jf. nedenfor.

Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., kan de nævnte oplysninger efter aftalens indgåelse kun ændres, hvis parterne udtrykkeligt aftaler det.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til den gældende retstilstand. Dog er det efter den foreslåede bestemmelse ikke kun oplysninger i brochurer m.v. der anses som en del af aftalen, men alle oplysninger som den rejsende har modtaget efter lovens § 6, stk. 1, nr. 1-8, 10-12 og 14, uanset hvordan den rejsende har modtaget dem. Det er derudover nyt, at det fremgår af bestemmelsen, at ændringer i aftalen, når denne er indgået, skal være udtrykkelige.

I det foreslåede stk. 2 foreslås det, at hvis den rejsende ikke har modtaget oplysningerne om yderligere gebyrer og omkostninger, jf. det foreslåede § 6, stk. 1, nr. 10, inden aftalen om pakkerejsen indgås, skal den rejsende ikke betale disse gebyrer eller yderligere omkostninger.

Det indebærer bl.a., at hvis rejsearrangøren ikke har givet den rejsende oplysninger om sådanne gebyrer, vil den rejsende ikke skulle betale dem, uanset om rejsearrangøren har udgifter som følge heraf.

Der er ikke i den gældende pakkerejselov regler svarende til den foreslåede.

Bestemmelsen i lovforslagets § 8 gennemfører direktivets artikel 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af den gældende pakkerejselovs § 6, stk. 1, 2. pkt., at arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på anden egnet måde. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen kan en anden egnet måde f.eks. være via edb, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9282. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det er tilstrækkeligt til bekræftelse af aftalen, hvis arrangøren udleverer et deltagerbevis, hvori der er henvist til skriftlige oplysninger i en brochure, som kunden tidligere har fået et eksemplar af. Ifølge § 6, stk. 2, kan det ovenstående dog fraviges i nødvendigt omfang, hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens begyndelse.

Efter det foreslåede stk. 1, skal aftaler om pakkerejser være affattet i et almindeligt og forståeligt sprog.

Dette indebærer i overensstemmelse med direktivet også, at en aftale, som foreligger skriftligt, skal være let læselig.

Kravet er nyt i forhold til den gældende pakkerejselov.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt, skal rejsearrangøren eller formidleren ved indgåelsen af en aftale om en pakkerejse eller uden unødig forsinkelse herefter give den rejsende en kopi af eller bekræftelse af aftalen på et varigt medium.

Med lovforslagets stk. 2, 2. pkt., foreslås endvidere, at er aftalen indgået i parternes samtidige fysiske tilstedeværelse, har den rejsende krav på en kopi af eller bekræftelse af aftalen på papir.

Et varigt medium er defineret i lovforslagets § 5, nr. 8.

Det er en ændring i forhold til den gældende pakkerejselov, at kopien eller bekræftelsen på aftalen som udgangspunkt kan gives på et varigt medium, idet det i dag er et krav, at arrangøren udleverer en kopi af aftalen, hvis den er skriftlig. Det er endvidere nyt, at den rejsende har krav på en kopi eller bekræftelse af aftalen på papir, hvis aftalen er indgået i parternes samtidige fysiske tilstedeværelse.

Det foreslås med stk. 3, 1.pkt., at hvis en aftale om en pakkerejse er indgået uden for et fast forretningssted, jf. forbrugeraftalelovens § 3, nr. 2, skal den rejsende gives en kopi eller bekræftelse af aftalen på papir.

Det foreslås med stk. 3, 2. pkt., at hvis den rejsende samtykker hertil, kan kopien eller bekræftelsen gives på et andet varigt medium.

Pakkerejseloven indeholder ikke særlige regler om udlevering af en kopi eller en bekræftelse af aftalen ved indgåelse af aftaler uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, og der er således tale om en ny pligt for rejsearrangøren og formidleren.

Bestemmelsen i lovforslagets § 9 gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter pakkerejsebekendtgørelsens § 5, skal kunden ved bekræftelsen af aftalen altid have de oplysninger, som er angivet i afsnit II i bilaget til bekendtgørelsen.

De oplysninger, som er indeholdt i afsnit II i bilaget til bekendtgørelsen, omhandler arrangørens adresse samt navn og adresse på formidleren, et eventuelt forsikringsselskab for en af kunden tegnet sygdomsafbestillingsforsikring, særlige ønsker vedrørende pakkerejsen, som kunden har fremsat, og som arrangøren eller formidleren har givet tilsagn om at opfylde samt kundens reklamationspligt i medfør af pakkerejselovens § 15, stk. 3, og §§ 26-27.

Det fremgår af forarbejderne til pakkerejselovens § 8, jf. jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9283-9284 at det følger af det gældende pakkerejsedirektiv, at aftalen om pakkerejsen skal indeholde en række oplysninger, som følger af de bestemmelser, som findes i bilaget til direktivet. Det anføres i den forbindelse, at der ikke er noget til hinder for, at kravene til aftalens indhold opfyldes ved, at der i aftalen henvises udtrykkeligt til en brochure, hvor oplysningerne findes. I overensstemmelse hermed er det fastsat i pakkerejsebekendtgørelsens § 6, at afgivelse af oplysninger efter bekendtgørelsens §§ 3 og 4 og bilaget til bekendtgørelsen kan ske ved henvisning til angivelserne herom i en brochure, som kunden har modtaget et eksemplar af.

Efter det foreslåede stk. 1, skal en aftale om en pakkerejse eller en bekræftelse herpå angive det fulde indhold af aftalen og omfatte alle de oplysninger, der er nævnt i i § 6, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således en ændring i forhold til gældende ret, idet det ikke længere vil være tilstrækkeligt at henvise til en brochure eller andet lignende markedsføringsmateriale i aftalen.

Efter det foreslåede stk. 2, skal aftalen eller bekræftelsen udover de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 indeholde en række oplysninger, som opregnes i bestemmelsen.

Det drejer sig efter det foreslåede nr. 1 om oplysninger om særlige krav, som rejsearrangøren har accepteret at opfylde.

Oplysningskravet svarer indholdsmæssigt til det, som i dag følger af pkt. 13 i afsnit II i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen, der vedrører særlige ønsker, som kunden har fremsat, og som arrangøren eller formidleren har givet tilsagn om at opfylde.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 13 i afsnit II i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 2 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger om, at rejsearrangøren er ansvarlig for levering af alle de rejseydelser, der er inkluderet i aftalen i overensstemmelse med lovforslagets § 21 (rejsearrangørens ansvar for levering), og forpligtet til at yde den rejsende bistand, jf. den foreslåede § 32, hvis den rejsende er i vanskeligheder.

Det følger således af den foreslåede § 32, at rejsearrangøren skal yde passende bistand uden unødig forsinkelse, navnlig ved at give oplysninger om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, og ved at bistå den rejsende med at foretage fjernkommunikation og arrangere alternative rejsearrangementer.

Er den rejsende således f.eks. kommet i vanskeligheder under rejsen og på den baggrund har behov for lægehjælp, skal rejsearrangøren således ydes passende bistand i den forbindelse, jf. den foreslåede § 32.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 32.

En tilsvarende oplysningsforpligtelse følger ikke af den gældende pakkerejselov eller pakkerejsebekendtgørelsen. Den gældende oplysningspligt udvides således på dette punkt.

Efter det foreslåede nr. 3 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde kontaktoplysninger på Rejsegarantifonden eller en anden enhed, hvor der er stillet garanti for refusion af den rejsendes betalinger.

Da det er Rejsegarantifonden, der i Danmark er den ansvarlige enhed for beskyttelse mod konkurs og insolvens hos rejsearrangører, skal aftalen indeholde kontaktoplysninger på denne enhed. Ved kontaktoplysninger forstås i overensstemmelse med direktivet bl.a. Rejsegarantifondens fysiske adresse. Hvis der i en anden medlemsstat er stillet garanti, som anerkendes efter reglerne herom i rejsegarantifondsloven, skal kontaktoplysningerne på denne enhed oplyses.

En tilsvarende oplysningsforpligtelse følger ikke af den gældende pakkerejselov eller pakkerejsebekendtgørelsen. Med lovforslaget udvides rejsearrangørens oplysningspligt således på dette punkt.

Efter det foreslåede nr. 4 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde kontaktoplysninger på rejsearrangørens lokale repræsentant, et kontaktpunkt eller en anden tjeneste, der giver den rejsende mulighed for hurtigt at kontakte rejsearrangøren.

Med kontaktoplysninger forstås i overensstemmelse med direktivet navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse og faxnummer, hvis rejsearrangøren har et sådant.

Kontaktoplysningerne, kontaktpunktet eller den anden tjeneste, skal give den rejsende mulighed for hurtigt at kontakte rejsearrangøren, herunder for at anmode om hjælp i tilfælde af, at den rejsende er i vanskeligheder eller for at indgive en klage over en mangel, som konstateres under leveringen af pakkerejsen.

Oplysningsforpligtelsen svarer i det væsentlige til den, som følger af pakkerejsebekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 3, og lovforslaget viderefører således den gældende retstilstand på dette punkt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21.sSeptember 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 3, videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 5 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger om, at den rejsende er forpligtet til at meddele en eventuel mangel, som vedkommende konstaterer under leveringen af pakkerejse, og som den rejsende vil påberåbe sig over for rejsearrangøren, jf. lovforslagets § 22 (pligt for den rejsende til at give meddelelse om mangler til rejsearrangøren uden unødig forsinkelse).

Bestemmelsen indebærer, at den rejsende skal gøres opmærksom på sin pligt til uden unødig forsinkelse at gøre mangelsindsigelser gældende. Forpligtelsen gælder, hvis den pågældende vil påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen over for rejsearrangøren.

Oplysningsforpligtelsen svarer i det væsentlige til den, som følger af pkt. 14 i afsnit II i bilaget til pakkerejsebekendtgørelsen, og lovforslaget viderefører således den gældende retstilstand på dette punkt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Pkt. 14 i afsnit II i bilaget til bekendtgørelsen videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 6 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger om den rejsendes ret til at overdrage aftalen til en anden rejsende i medfør af § 16.

Efter den gældende regel i pakkerejsebekendtgørelsens § 3, skal arrangøren, inden der indgås en aftale, bl.a. gøre kunden bekendt med reglen i pakkerejselovens § 12 om kundens ret til at overdrage rejsen til en anden. Den foreslåede bestemmelse stemmer således overens hermed, idet rejsearrangøren dog efter lovforslaget først er forpligtet til at give den rejsende oplysninger om retten til at overdrage rejsen til en anden, når aftalen er indgået.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Den foreslåede bestemmelse stemmer dog som nævnt overens med bekendtgørelsen § 3, som derfor videreføres med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 7 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger, som muliggør direkte kontakt med en mindreårig eller en person, der er ansvarlig for denne, hvis den mindreårige rejser uden ledsagelse af en forælder eller en anden bemyndiget person, og pakkerejsen omfatter indkvartering.

Ved en mindreårig forstås i overensstemmelse med direktivets artikel 3, nr. 14, en person under 18 år, jf. endvidere ovenfor under pkt. 2.2.3.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Et eksempel herpå kan være en underviser, der rejser med flere mindreårige som led i en studietur eller lignende, og som er ansvarlig for de mindreårige rejsende.

Oplysningsforpligtelsen svarer i det væsentlige til den, som følger af pakkerejsebekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 4, og lovforslaget viderefører således den gældende retstilstand på dette punkt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Bekendtgørelsen § 7, stk. 1, nr. 4, videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Efter det foreslåede nr. 8 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger om eventuelle interne klagemuligheder hos rejsearrangøren.

Det kan f.eks. være oplysninger om et særligt organ hos et rejsebureau, som varetager behandlingen af klager over rejsebureauet.

En tilsvarende oplysningsforpligtelse følger ikke af den gældende pakkerejselov eller pakkerejsebekendtgørelsen. Der er således tale om en pligt til at give yderligere oplysninger.

Efter det foreslåede nr. 9 skal aftalen eller bekræftelsen indeholde oplysninger om alternativ tvistløsning som følge af forbrugerklager i medfør af forbrugerklageloven, om et eventuelt godkendt privat tvistløsningsorgan, som den erhvervsdrivende er omfattet af, og om onlineplatformen, jf. forbrugerklagelovens § 3.

Bestemmelsen indebærer således en pligt for rejsearrangøren til at give oplysninger om særlige forbrugerrettede klageorganer. Det kunne f.eks. være Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme eller lignende.

En tilsvarende oplysningsforpligtelse følger ikke af den gældende pakkerejselov eller pakkerejsebekendtgørelsen, og der er således tale om en ny pligt til at give oplysninger.

Bestemmelserne i lovforslagets § 10, stk. 1 og 2, gennemfører direktivets artikel 7, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 3, at hvis en pakkerejse er indgået i medfør af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2, litra e (køb fra forskellige erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer), skal rejsearrangøren give den rejsende de oplysninger, der er nævnt i det foreslåede § 10, stk. 2, på et varigt medium, så snart rejsearrangøren i medfør af lovforslagets § 11 er blevet oplyst om, at den aftale, der medfører etableringen af pakkerejsen, er blevet indgået.

Et varigt medium er defineret i lovforslagets § 5, nr. 8.

Den type pakkerejser, som bestemmelsen omhandler, er ny i forhold til pakkerejseloven, og der findes således ikke i den gældende pakkerejselov en tilsvarende oplysningsforpligtelse.

Bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 3, gennemfører direktivets artikel 7, stk. 3, 2. afsnit.

Det foreslås i § 11, at en erhvervsdrivende, som indgår en aftale med en rejsende, der fører til etableringen af en pakkerejse i medfør af § 3, stk. 1, nr. 2, litra e, skal oplyse rejsearrangøren om indgåelsen af aftalen. Den erhvervsdrivende skal give rejsearrangøren de oplysninger, der er nødvendige for, at rejsearrangøren kan opfylde sine forpligtelser.

Bestemmelsen indebærer en pligt for en erhvervsdrivende i ”2. led” i transaktionen til at oplyse den erhvervsdrivende, der bliver rejsearrangør, om indgåelsen af en aftale, der medfører etablering af en pakkerejse.

Den type pakkerejser, som bestemmelsen omhandler, er ny i forhold til pakkerejseloven, og der findes således ikke i den gældende pakkerejselov en tilsvarende oplysningsforpligtelse.

Bestemmelsen i lovforslagets § 11 gennemfører direktivets artikel 7, stk. 3, 1. afsnit.

Det følger af den gældende pakkerejselovs § 7, at kunden inden pakkerejsen påbegyndes skriftligt af arrangøren eller på anden egnet måde skal have oplysning om praktiske forhold vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

Det følger endvidere af pakkerejsebekendtgørelsens § 7, at kunden inden pakkerejsens påbegyndelse skal have visse oplysninger om pakkerejsens praktiske gennemførelse. Det drejer sig f.eks. om oplysninger om mødetidspunkt og mødested for ud- og hjemrejse, kabine eller køje på skib eller sove- eller liggevognskupe i tog, eventuelle lokale repræsentanter samt muligheden for at tegne en rejseforsikring. Afgivelse af disse oplysninger kan efter bestemmelsen ske ved henvisning til en brochure, som kunden har modtaget eksemplar af.

Efter den foreslåede § 12 giver rejsearrangøren i god tid inden pakkerejsens begyndelse den rejsende de nødvendige kvitteringer, værdikuponer og billetter, oplysninger om de planmæssige afrejsetidspunkter og eventuelt fristen for indtjekning samt oplysninger om de planmæssige tidspunkter for midlertidige ophold undervejs, transportforbindelser og ankomsttidspunkter.

Bestemmelsen indebærer, at hvis en pakkerejse f.eks. består af overnatning på et hotel og entré til en operaforestilling som en anden turistydelse, skal billetterne til operaforestillingen således gives til den rejsende i god tid inden pakkerejsens begyndelse.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i overensstemmelse med direktivet ikke nogen angivelse af, hvor lang tid ”god tid inden” er, og dette må derfor bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Er det nemt for rejsearrangøren at sende f.eks. billetter over en e-mail, vil disse skulle sendes tidligere, end hvis det drejer sig om fysiske billetter til en forestilling i forbindelse med en pakkerejse, som købes kort tid før afrejse. Derudover vil det også kunne indgå i vurderingen, om rejsearrangøren f.eks. har kendskab til, at den rejsende tager af sted på sin rejse lang tid før pakkerejsens begyndelse, hvis pakkerejsen f.eks. består af indkvartering og en anden turistydelse. Hvis rejsearrangøren ikke har kendskab til dette, vil udgangspunktet for vurderingen af, hvad ”god tid inden” er, være pakkerejsens begyndelse, og dermed påbegyndelsen af levering af de rejseydelser der er inkluderet i pakkerejsen, jf. lovforslagets § 5, nr. 3. Afgørende er i alle tilfælde, at de pågældende kvitteringer, billetter, oplysninger m.v. kommer frem førend pakkerejsen påbegyndes.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige retstilstanden efter pakkerejsebekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 1. Kravet om, at rejsearrangøren skal give den rejsende kvitteringer m.v., er dog nyt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel heri, samtidig med lovforslagets ikrafttræden. Bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 1, videreføres dog som nævnt i det væsentlige med dette lovforslag, herunder med muligheden for at pålægge overtrædelser heraf straf, jf. lovforslagets 41, stk. 1. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets pkt. 2.20.

Bestemmelsen i lovforslagets § 12 gennemfører direktivets artikel 7, stk. 5.

Det fremgår af den gældende pakkerejselovs § 5, at prisen for en pakkerejse skal fremgå tydeligt og let forståeligt af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Det foreslås i § 13, at de oplysninger, som skal meddeles i medfør af § 6, § 7, stk. 2, § 8, stk. 1, og §§ 10 og 11, skal gives på en klar, forståelig og tydelig måde.

Det indebærer, at rejsearrangøren skal drage omsorg for, at oplysningerne i de nævnte bestemmelser gives til den rejsende på en måde, som er klar, forståelig og tydelig.

Den gældende pakkerejselov indeholder ikke tilsvarende regler udover den gældende pakkerejselovs § 5, og er således i det væsentlige en ændring af den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i lovforslagets § 13 gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 4.

Efter den foreslåede § 14 påhviler det den erhvervsdrivende at godtgøre, at oplysningsforpligtelserne i lovforslagets kapitel 3 er opfyldt.

Bestemmelsen indebærer, at tvivl om, hvorvidt oplysningsforpligtelserne i medfør af kapitlet er opfyldt, kommer den rejsende til gode, fordi den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at den pågældende har levet op til sine forpligtelser.

Der er ikke en tilsvarende bestemmelse om bevisbyrdens placering i den gældende pakkerejselov, og forslaget indebærer dermed en ændring af den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i lovforslagets § 14 gennemfører direktivets artikel 8.

Efter den gældende pakkerejselovs § 9, stk. 1, kan kunden afbestille en pakkerejse. Arrangøren kan i så fald alene kræve et passende vederlag, der er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter. Efter lovens § 9, stk. 2, kan afbestillingsretten begrænses eller fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er begrænset.

Størrelsen af det passende vederlag, som arrangøren har ret til, afhænger navnlig af, hvilke muligheder arrangøren har for at undgå eller begrænse sit tab, f.eks. ved at sælge rejsen til anden side eller annullere forudbestillinger. Vederlaget kan fastsættes som et standardiseret afbestillingsvederlag, der bygger på normaltabsbetragtninger, hvor vederlaget stiger, jo senere kunden afbestiller, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9284.

Efter pakkerejselovens § 9, stk. 3, kan kunden endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Dette gælder dog ifølge bestemmelsens stk. 4 ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindeligt kendt.

Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., kan den rejsende afbestille en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse.

Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., kan rejsearrangøren, hvis det følger af aftalen, kræve et rimeligt, standardiseret afbestillingsgebyr, som er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter, eller et afbestillingsgebyr svarende til pakkerejsens pris, med fradrag af sparede omkostninger og eventuelle indtægter fra salg af de afbestilte rejseydelser, hvis den rejsende afbestiller pakkerejsen. Rejsearrangøren skal efter anmodning give den rejsende en begrundelse for afbestillingsgebyrets størrelse.

Bestemmelsen svarer, bortset fra bestemmelsens 3. pkt., til retstilstanden efter den gældende pakkerejselovs § 9, stk. 1.

Afbestillingsgebyret vil således efter lovforslaget kunne fastsættes som et standardiseret afbestillingsgebyr svarende til pakkerejsens pris, hvis det ved aftalens indgåelse er klart, at rejsearrangørens afbestillingsret over for tredjemand er begrænset, og rejsearrangøren dermed ikke kan forvente at spare omkostninger og opnå indtægter fra afsættelse af rejseydelserne til anden side. Det samme gør sig gældende, selvom der ikke er fastsat standardiserede afbestillingsgebyrer, idet rejsearrangøren i så fald ikke vil spare omkostninger eller kunne opnå indtægter ved at sælge rejseydelserne til anden side. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden på dette punkt.

Efter det foreslåede stk. 1, 3. pkt. skal rejsearrangøren efter anmodning give den rejsende en begrundelse for afbestillingsgebyrets størrelse. Dette gælder både størrelsen af standardiserede afbestillingsgebyrer og afbestillingsgebyrer, som er fastsat i den konkrete situation. Den begrundelse, som rejsearrangøren skal give, vil dog ikke kunne være lige så detaljeret, hvis begrundelsen angår standardiserede afbestillingsgebyrer, som hvis der er tale om et afbestillingsgebyr fastsat på baggrund af en konkret afbestilling. Begrundelsespligten medfører ikke, at rejsearrangøren er forpligtet til at fremlægge aftaler med sine underleverandører m.v.

Den gældende pakkerejselov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse. Der er dermed tale om indførelse af en ny ret for den rejsende til at få en begrundelse for gebyrets størrelse.

Efter det foreslåede stk. 2, kan den rejsende afbestille en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse, hvis der på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf indtræffer uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen eller befordringen af passagerer til destinationen. I disse tilfælde har den rejsende krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. I overensstemmelse med direktivet betyder dette også, at den rejsende ikke i den anledning har ret til yderligere kompensation.

Den foreslåede bestemmelse omfatter bl.a. krigshandlinger, naturkatastrofer og livsfarlige smitsomme sygdomme. Der er således ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændringer i forhold til den gældende retstilstand på dette punkt.

Hvis den rejsende er bekendt med en situation på destinationen, eller situationen er almindeligt kendt, inden aftalen om pakkerejsende indgås, kunne situationens konsekvenser være afværget i og med, at den rejsende kunne have undladt at bestille rejsen. I sådanne tilfælde vil den rejsende således ikke kunne påberåbe sig disse omstændigheder og afbestille pakkerejsen efter det foreslåede stk. 3. Det fremgår således af direktivets definition af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, jf. direktivets artikel 3. nr. 12, at sådanne omstændigheder bl.a. angår situationer, hvis konsekvenser ikke kunne afværges, selv hvis der var blevet truffet alle rimelige foranstaltninger. Dette svarer til retstilstanden efter den gældende pakkerejselovs § 9, stk. 4.

Ved vurderingen af, om der er tale om uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, må det antages, at den rejsendes personlige forhold i et vist omfang kan tillægges vægt, f.eks. hvis sundhedsmyndighederne fraråder en bestemt persongruppe at rejse til en given destination. En gravid vil f.eks. være mere udsat for sundhedsfare ved et udbrud af zikavirus på destinationen end en ikke-gravid, hvilket vil kunne påvirke bedømmelsen af, om der er tale om uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som giver den rejsende adgang til at afbestille pakkerejsen uden at betale et afbestillingsgebyr.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.8.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter den rejsende har krav på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, svarer til den gældende § 9, stk. 3, i pakkerejseloven.

Det foreslås i stk. 3, at tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 og 3 skal ske uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter den rejsendes afbestilling af pakkerejsen.

Bestemmelsen fastsætter således en pligt for rejsearrangøren til hurtigt at refunderes rejsens pris fradraget et eventuelt afbestillingsgebyr.

Den gældende pakkerejselov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, og der er således tale om en ny forpligtelse for rejsearrangøren.

Bestemmelsen i lovforslagets § 15 gennemfører direktivets artikel 12, stk. 1, 2 og delvist stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 12 har kunden ret til at overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens påbegyndelse. Hvis pakkerejsen overdrages, hæfter kunderne solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle overdragelsesomkostninger.

De betingelser, som den kunde, som rejsen overdrages til, skal opfylde, er f.eks. krav om visse fysiske kvalifikationer, alderskrav eller lignende, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9286.

Overdragelsesretten efter bestemmelsen er ikke ubetinget. En arrangør kan således i visse tilfælde godtgøre, at han f.eks. i aftalen med andre tjenesteydere er afskåret fra at ændre udstedte billetter, hotelreservationer m.v. Det samme gælder, hvis det i medfør af anden lovgivning er udelukket at overdrage pakkerejsen, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9286.

Arrangøren kan efter bestemmelsen opkræve et ekspeditionsgebyr for overdragelsen. Arrangøren kan endvidere i aftalen fastsætte en rimelig frist for, hvornår arrangøren eller formidleren senest skal underrettes om, at kunden vil overdrage pakkerejsen.

I stk. 1 foreslås det, at den rejsende kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle betingelserne i aftalen, hvis den rejsende har underrettet arrangøren om overdragelsen i rimelig tid på et varigt medium inden pakkerejsens begyndelse. En underretning givet senest syv dage inden pakkerejsens begyndelse anses altid for rimelig.

Kravet om at den rejsende skal opfylde alle betingelser, indebærer, at den rejsendes ret til at overdrage rejsen ikke gælder ubetinget. Der vil kunne være tilfælde, hvor rejsearrangøren ikke vil have mulighed for at imødekomme en anmodning om overdragelse af rejsen. Rejsearrangøren vil således i særlige tilfælde kunne godtgøre, at det ikke er muligt efter aftalen med underleverandøren at ændre navnet på billetten m.v. eller at annullere billetten og udstede en ny.

Hvor en ændring af navnet ikke er mulig, er rejsearrangøren dog forpligtet til i videst muligt omfang at imødekomme anmodningen ved at annullere billetter og udstede nye. Dette vil således kunne indebære, at de rejsende bliver forpligtet til at betale en ny billet og kun få modregnet det, som måtte være muligt for rejsearrangøren at få refunderet fra den tjenesteyder, der skal levere rejseydelsen.

Med bestemmelsen videreføres den gældende retstilstand på dette punkt, bortset fra, at det direkte fremgår af loven, at underretning ikke kan kræves tidligere end syv dage før pakkerejsens begyndelse.

I stk. 2 foreslås det, at overdrageren af pakkerejsen og den, som har fået overdraget pakkerejsen, hæfter solidarisk for betalingen af eventuelle udestående beløb og eventuelle omkostninger, som følger af overdragelsen.

Det indebærer således i overensstemmelse med dansk rets almindelig regler, at overdrageren af pakkerejsen og den, som har fået overdraget pakkerejsen hæfter over for rejsearrangøren for betalingen af eventuelle udestående beløb og eventuelle omkostninger, som følger af overdragelsen.

Der er tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, og lovforslaget tilsigter således ingen ændringer på dette punkt.

I stk. 3 foreslås det, at rejsearrangøren skal forelægge overdrageren dokumentation for de omkostninger, som følger af overdragelsen. Omkostningerne må ikke være urimelige og må ikke overstige rejsearrangørens reelle omkostninger.

Dette indebærer, at rejsearrangøren ligesom i dag kan opkræve et ekspeditionsgebyr for overdragelsen, men at dette ikke må være større end rejsearrangørens reelle udgifter til f.eks. udbetalt løn for detarbejd overdragelsen har måttet medføre.

En tilsvarende forpligtelse for rejsearrangøren til at forelægge dokumentation for omkostningerne ved overdragelsen findes ikke i den gældende pakkerejselov, og der er således tale om en ny forpligtelse for rejsearrangøren.

Bestemmelsen i lovforslagets § 16 gennemfører direktivets artikel 9.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af pakkerejselovens § 13, stk. 1, at arrangøren kun kan forhøje den aftalte pris for pakkerejsen som følge af ændringer i transportomkostninger, herunder brændstofpriser, skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser og valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for pakkerejsen.

Det følger af § 13, stk. 2, at prisforhøjelse kun kan foretages, hvis arrangøren hurtigst muligt underretter kunden herom, og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den præcise beregningsmetode herfor.

Det fremgår af § 13, stk. 3, at prisen for pakkerejsen ikke kan forhøjes de sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Det foreslås i stk. 1, at rejsearrangøren kun kan forhøje den aftalte pris for pakkerejsen, hvis forhøjelsen er en direkte følge af ændringer i prisen for transport af passagerer på grund af ændringer i brændstofpriser eller andre energikilder, skatter, afgifter eller gebyrer for pakkerejsens rejseydelser, som er pålagt af en tredjemand, der ikke er direkte involveret i leveringen af pakkerejsen, eller valutakurser, som er af betydning for pakkerejsen.

Bestemmelsen viderefører den gældende pakkerejselovs § 13, stk. 1, idet det dog er præciseret i det foreslåede stk. 1, at prisforhøjelsen skal være en direkte følge af ændringer i prisen på f.eks. brændstof m.v.

Det foreslås i stk. 2, at prisforhøjelse kan kun foretages, hvis det fremgår af aftalen om pakkerejsen, at prisen kan forhøjes eller nedsættes i tilfælde af de ændringer, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, hvordan sådanne prisændringer beregnes, og den rejsende på en klar og forståelig måde på et varigt medium underrettes om forhøjelsen samt begrundelsen for og beregningen af denne senest 20 dage før pakkerejsens begyndelse.

Med varigt medium forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i lovforslagets § 5, nr. 8, ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Der er tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, idet det dog er et nyt krav, at underretningen skal gives på en klar og forståelig måde på et varigt medium.

Bestemmelsen indebærer, at underretningen skal være formuleret på en måde, så det klart fremgår for den rejsende, at der er tale om en prisforhøjelse, og hvordan denne er beregnet.

Det foreslås i stk. 3, at rejsearrangøren ved prisfald har ret til at fradrage omkostningerne ved tilbagebetaling til den rejsende. Det foreslås endvidere, at rejsearrangøren efter anmodning fra den rejsende skal forelægge dokumentation for disse omkostninger.

I overensstemmelse med direktivet er de omkostninger, som rejsearrangøren kan fradrage, de reelle omkostninger. Rejsearrangøren kan dermed ikke fradrage omkostninger ud fra en standardiseret takst, men alene de omkostninger, som rejsearrangøren har haft i det konkrete tilfælde.

Den type omkostninger, som rejsearrangøren kan fradrage, er f.eks. omkostninger til bankoverførsler eller lignende, ligesom rejsearrangøren vil kunne fradrage omkostninger til det personale, som har beregnet og gennemført overførslen.

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende pakkerejselov, der ikke indeholder regler om fradrag ved prisfald.

Det foreslås i stk. 4, at hvis prisforhøjelsen overstiger 8 pct. af pakkerejsens samlede pris, finder den foreslåede § 18 (ændringer i aftalen) anvendelse. Hermed opnår den rejsende en række rettigheder, bl.a. ret til at hæve aftalen om pakkerejsen.

Der er ikke i pakkerejselovens § 13 en begrænsning på, hvor stor en prisforhøjelse arrangøren kan foretage i medfør af bestemmelsen. Der er således med forslaget tale om en ændring af den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i lovforslagets § 17 gennemfører direktivets artikel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge den gældende pakkerejselovs § 15, stk. 1, skal arrangøren, hvis det viser sig, at denne ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller hvis pakkerejsen aflyses, hurtigst muligt underrette kunden herom. Arrangøren skal samtidig give kunden oplysninger om dennes beføjelser og om retsvirkningen af, at kunden ikke inden rimelig tid giver meddelelse om, at kunden ønsker at gøre krav gældende i anledning af ændringerne. Er kunden blevet oplyst om reklamationsforpligtelsen, og gør kunden ikke rettidigt krav gældende, fortabes retten til at gøre krav gældende, jf. pakkerejselovens § 15, stk. 2 og 3.

Det følger af pakkerejselovens § 16, at hvis arrangøren aflyser pakkerejsen, uden at dette skyldes kundens egne forhold, eller det med sikkerhed kan forudses, at aftalen i øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til enten at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt, eller at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette. Hvis kunden vælger at deltage i en pakkerejse af højere værdi, skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves erstattet af arrangøren, jf. lovens § 17. Hvis kunden vælger at deltage i en pakkerejse af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

Efter pakkerejselovens § 17, stk. 1, har kunden krav på erstatning, hvis kunden lider tab som følge af, at arrangøren ikke kan opfylde de aftalte vilkår eller som følge af pakkerejsens aflysning. Dette gælder dog ikke, hvis en ansvarsfrihedsgrund i bestemmelsens nr. 1-4 foreligger. Disse ansvarsfrihedsgrunde er for det første, at aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist. For det andet har kunden ikke krav på erstatning, hvis aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne forhold. Den tredje ansvarsfrihedsgrund er, at aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for. Den fjerde og sidste ansvarsfrihedsgrund er, at aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.

Efter pakkerejselovens § 17, stk. 2, har kunden endvidere krav på erstatning, hvis den manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må anses tilsikrede.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at i tilfælde, hvor rejsearrangøren er nødsaget til væsentligt at ændre et af rejseydelsernes kendetegn, jf. § 6, stk. 1, ikke kan opfylde et særligt krav, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, eller foreslår at øge prisen for pakkerejsen med mere end 8 pct., kan den rejsende enten acceptere ændringen eller hæve aftalen uden at blive pålagt gebyrer i den anledning.

En rejsende, som efter den gældende pakkerejselov deltager i en anden pakkerejse, som den rejsende tilbydes af arrangøren, skal betale prisforskellen, men har som udgangspunkt ret til erstatning for et tilsvarende beløb fra arrangøren, medmindre en af ansvarsfrihedsgrundene foreligger. Efter den foreslåede ordning vil retsstillingen for en rejsende, som accepterer en erstatningspakkerejse, være den samme som efter den gældende retstilstand.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hvis den rejsende vælger at hæve aftalen, har den rejsende krav på uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter ophævelsen at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, samt efter omstændighederne krav på erstatning efter de foreslåede §§ 28-31.

Det foreslåede stk. 1 adskiller sig fra pakkerejselovens § 16 derved, at den foreslåede bestemmelse kun vedrører bestemte væsentlige ændringer i rejseydelsernes væsentligste kendetegn m.v. En aflysning af rejsen vil dog også være en væsentlig ændring af rejseydelsernes væsentligste kendetegn, jf. lovforslagets § 6, stk. 1, og dermed omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Den rejsende har efter den foreslåede bestemmelse ret til erstatning i medfør af henvisningen til §§ 28-31 hvis aftalen ophæves, hvilket svarer til retsstillingen efter den gældende pakkerejselovs § 17.

Det foreslås i stk. 2, at rejsearrangøren ved ændringer i aftalen omfattet af lovforslagets § 18, stk. 1, uden unødig forsinkelse skal oplyse den rejsende klart, forståeligt og tydeligt på et varigt medium om en række kumulative oplysninger, der er oplistet i bestemmelsen.

Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at rejsearrangøren skal oplyse, hvilke ændringer der foreslås og betydningen for pakkerejsens pris. Det indebærer, at rejsearrangøren klart skal informere den rejsende om sådanne ændringer og konsekvenserne heraf.

Det foreslås endvidere i stk. 2, nr. 2, at, at rejsearrangøren skal meddele den rejsende en rimelig frist for den rejsendes underretning af rejsearrangøren om sin afgørelse om at acceptere eller afslå ændringerne.

Det foreslås endvidere i stk. 2, nr. 3, rejsearrangøren herudover skal oplyse om, at manglende underretning af rejsearrangøren inden den nævnte frist indebærer at den rejsende anses for at have accepteret ændringen.

Dette indebærer, at rejsearrangøren som noget nyt selv fastsætter en rimelig frist for den rejsendes afgørelse.

Endelig foreslås i stk. 2, nr. 4, at rejsearrangøren skal give den rejsende meddelelse om et eventuelt tilbud om en erstatningspakkerejse.

Det foreslås i stk. 3, at hvis den rejsende accepterer de foreslåede ændringer eller accepterer at deltage i en erstatningspakkerejse, og dette medfører, at erstatningspakkerejsen får en lavere kvalitet eller værdi, har den rejsende krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Dette svarer til gældende ret, jf. pakkerejselovens § 16, stk. 2, 2. pkt., og retstilstanden videreføres således på dette punkt.

Bestemmelsen i lovforslagets § 18 gennemfører direktivets artikel 11, stk. 2-5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter pakkerejselovens § 15, stk. 1, er arrangøren forpligtet til at underrette kunden om, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen uden at ændre vilkårene. Kunden kan imidlertid kun hæve aftalen og få tilbagebetalt beløb betalt i henhold til aftalen, hvis der er tale om væsentlig misligholdelse, jf. pakkerejselovens § 16, stk. 1. Kunden har dermed i tilfælde af misligholdelse, som ikke er væsentlig, mulighed for at kræve erstatning i medfør af lovens § 17, stk. 1, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Endvidere har kunden mulighed for at henholde sig til aftalen og kræve naturalopfyldelse eller et forholdsmæssigt afslag i prisen, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9288.

Det foreslås i § 19, at uden den rejsendes samtykke kan rejsearrangøren inden pakkerejsens begyndelse kun foretage ændringer i aftalen ud over det, som følger af §§ 17 og 18, hvis, hvis rejsearrangøren har forbeholdt sig ret hertil i aftalen, ændringen er uvæsentlig, og rejsearrangøren klart, forståeligt og tydeligt oplyser den rejsende om ændringen på et varigt medium.

En tilsvarende regulering af rejsearrangørens adgang til at foretage ændringer i aftalen følger således ikke direkte af pakkerejseloven.

Forslaget indebærer, at rejsearrangøren ikke kan ændre i aftalen, selvom der er tale om minimale ændringer, medmindre rejsearrangøren har taget forbehold herfor i aftalen.

Lovforslaget er således en udvidelse af rejsearrangørens ret til at foretage uvæsentlige ændringer i aftalen, idet den rejsende ikke har mulighed for at kræve erstatning eller et forholdsmæssigt afslag, hvis rejsearrangøren i aftalen har forbeholdt sig retten hertil og i øvrigt anvender den foreslåede bestemmelse til at ændre uvæsentlige vilkår.

Bestemmelsen i lovforslagets § 19 gennemfører direktivets artikel 11, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af pakkerejselovens § 16, at hvis arrangøren aflyser pakkerejsen, uden at dette skyldes kundens egne forhold, har kunden ret til enten at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt, eller at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren kan uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette. Hvis kunden vælger at deltage i en pakkerejse af højere værdi, skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves erstattet af arrangøren, jf. lovens § 17. Hvis kunden vælger at deltage i en pakkerejse af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

Efter pakkerejselovens § 17, stk. 1, har kunden krav på erstatning, hvis kunden lider tab som følge af pakkerejsens aflysning, medmindre der foreligger en særlig ansvarsfrihedsgrund, jf. nærmere ovenfor under bemærkningerne til lovforslagets § 18.

Det foreslås i stk. 1, at rejsearrangøren kan opsige aftalen om en pakkerejse, hvis antallet af personer, der har tilmeldt sig pakkerejsen, er lavere end et minimum, der er anført i aftalen, og rejsearrangøren underretter den rejsende om opsigelsen inden den frist, der er anført i aftalen, dog ikke senere end en frist, som afhænger af pakkerejsens varighed.

Angivelsen af det minimum antal deltagere kan – som det også er tilfældet i dag – angives som et mindste antal deltagere eller en mindste belægningsprocent. Urimelige aftalevilkår vil fortsat kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Der tilsigtes således ingen ændringer i retstilstanden på dette område.

Det følger af nr. 1, at fristen er 20 dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er over seks dage.

Det følger af nr. 2, at fristen er syv dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er mellem to og seks dage.

Det følger af nr. 3, at fristen er 48 timer inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er under to dage.

Det vil f.eks. være tilstrækkeligt, hvis rejsearrangøren ved en rejse af 14 dages varighed har givet underretning til den rejsende om opsigelsen af aftalen 20 dage inden, at pakkerejsen påbegyndes. Det vil tilsvarende være tilstrækkeligt, ved en rejse af tre dages varighed, at underretning gives syv dage inden pakkerejsens begyndelse.

Det vil i overensstemmelse hermed således ikke være tilstrækkeligt ved en rejse på 14 dages varighed, hvis der gives underretning om opsigelsen af aftalen om pakkerejsen 48 timer inden pakkerejsens begyndelse.

Det foreslås i stk. 2, at rejsearrangøren kan opsige aftalen om en pakkerejse, hvis rejsearrangøren er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og rejsearrangøren har underrettet den rejsende om opsigelsen af aftalen uden unødig forsinkelse inden pakkerejsens begyndelse.

Der er ikke i den gældende pakkerejselov en direkte ret for arrangøren til at opsige aftalen om pakkerejsen i de tilfælde, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2. Det følger imidlertid af pakkerejselovens § 17, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, at arrangøren i situationer, som svarer til de ovenfor nævnte, ikke er erstatningsansvarlig over for kunden i tilfælde af aflysning. Lovforslaget indebærer således ikke nogen ændring i en rejsearrangørs adgang til at aflyse en pakkerejse som følge af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder eller som følge af, at et minimum antal personer ikke har tilmeldt sig pakkerejsen. Dog indebærer forslaget om minimumsfrister, som afhænger af rejsens varighed, en mindre ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Det foreslås i stk. 3, at hvis rejsearrangøren opsiger aftalen i medfør af stk. 1 eller 2, har den rejsende krav på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter opsigelsen. Den rejsende har i disse tilfælde ikke krav på erstatning.

Der er ikke i den gældende pakkerejselov en tilsvarende bestemmelse om, at tilbagebetalinger skal ske uden unødig forsinkelse og senest inden for 14 dage.

Bestemmelsen i lovforslagets § 20 gennemfører direktivets artikel 12, stk. 3 og delvist stk. 4.

Efter pakkerejselovens § 22, jf. § 17, er arrangøren forpligtet til at afhjælpe mangler og betale erstatning, medmindre særlige ansvarsfrihedsgrunde foreligger. Det fremgår ligeledes af forarbejderne til loven, at ansvarsgrundlaget for arrangøren kan betegnes som et objektiveret ansvar med nærmere angivne ansvarsfrihedsgrunde, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9275.

Det foreslås i § 21, at rejsearrangøren er ansvarlig over for den rejsende for levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen, uanset om ydelserne skal leveres af rejsearrangøren eller af andre.

Bestemmelsen indebærer, at rejsearrangøren ikke kan afvise at foretage afhjælpning m.v. efter de bestemmelser i lovforslagets kapitel 5 under henvisning til, at det er en anden erhvervsdrivende, der skal levere den pågældende rejseydelse.

Der tilsigtes således ikke nogen ændringer i rejsearrangørens ansvar for leveringen af pakkerejsen i forhold til den gældende retstilstand.

Bestemmelsen i lovforslagets § 21 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 1, 1. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge den gældende pakkerejselovs § 26, stk. 1, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse om, at kunden ønsker at påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, inden rimelig tid efter, at kunden har opdaget manglen. I modsat fald mister kunden retten til at påberåbe sig manglen. Det følger dog af § 26, stk. 2, at dette ikke gælder, hvis kundens pligter efter det ovenstående ikke er angivet i aftalen. Ligeledes gælder det heller ikke, hvis arrangøren eller formidleren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt. Endelig gælder det ikke for kundens krav på erstatning for personskade efter lovens § 23.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, skal den rejsende give rejsearrangøren meddelelse om, at den rejsende vil påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, uden unødig forsinkelse efter, at den rejsende har konstateret manglen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse for den rejsende til at agere uden unødig forsinkelse, hvis den pågældende har konstateret en mangel. Den rejsende pålægges således en pligt til at agere hurtigere, end tilfældet er i dag, hvor oplysning skal gives til arrangøren eller formidleren inden rimelig tid.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at hvis den rejsende ikke har opfyldt sin underretningsforpligtelse, vil dette ved udmåling af forholdsmæssigt afslag eller erstatning i medfør af lovforslagets §§ 27-31 kunne inddrages.

Den foreslåede bestemmelse indebærer dog ikke, at den rejsendes erstatning altid vil skulle nedsættes på grund af manglende underretning om manglen. Ved fastsættelsen af en erstatning i anledning af en personskade vil det således kun i helt særlige tilfælde få betydning, at den rejsende ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse.

Med lovforslaget er der således lagt op til, at der skal foretages en skønsmæssig vurdering af, hvad konsekvenserne af for sen opfyldelse af oplysningspligten fra den rejsende skal være. Dette er en ændring af retstilstanden i forhold til den gældende pakkerejselov, hvorefter konsekvensen af en manglende reklamation over en mangel er, at kunden mister retten til at påberåbe sig manglen.

Efter den foreslåede bestemmelse er den rejsende forpligtet til at underrette rejsearrangøren om manglen, uanset om denne konstateres under leveringen af en rejseydelse, som leveres af en anden tjenesteyder. Det er således ikke tilstrækkeligt for at opfylde oplysningsforpligtelsen, at den rejsende oplyser den anden rejsetjenesteyder om manglen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 22 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen vedrører den rejsendes ret til at få afhjulpet mangler og den tilsvarende afhjælpningspligt for rejsearrangøren.

Efter pakkerejselovens § 18 kan kunden, hvis pakkerejsen er mangelfuld, kræve, at arrangøren afhjælper manglen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. Kunden kan kræve enhver mangel udbedret, medmindre det godtgøres, at arrangørens byrde herved ikke står i rimeligt forhold til kundens interesse i afhjælpning. En udbedringsomkostning er ikke nødvendigvis uforholdsmæssig, blot fordi den beløbsmæssigt overstiger den værdiforringelse, manglen medfører, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9291.

Det følger af pakkerejselovens § 19, at kunden har krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen, hvis afhjælpning ikke kan kræves efter lovens § 18, eller hvis arrangøren efter kundens påkrav ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid. Kunden kan herudover gøre krav gældende i henhold til lovens § 20.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan den rejsende kræve, at rejsearrangøren afhjælper manglen, hvis pakkerejsen er mangelfuld, medmindre dette er umuligt eller vil påføre rejsearrangøren uforholdsmæssige omkostninger under hensyn til manglens omfang og de berørte rejseydelsers værdi.

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til pakkerejselovens § 18. Dog kan rejsearrangøren ikke undlade at afhjælpe en mangel under henvisning til væsentlig ulempe, men i stedet under henvisning til, at afhjælpning er umulig.

Den gældende retstilstand videreføres således med den nævnte udvidelse af rejsearrangørens afhjælpningspligt.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan den rejsende selv afhjælpe manglen og kræve nødvendige udgifter refunderet, hvis den rejsende kan kræve afhjælpning efter det foreslåede § 23, stk. 1, og rejsearrangøren ikke afhjælper manglen inden for en rimelig frist fastsat af den rejsende. Bestemmelsen indebærer, at den rejsende har ret til selv at foretage afhjælpning af en mangel, som rejsearrangøren har pligt til at afhjælpe og undlader at afhjælpe inden en rimelig frist, som fastsættes af den rejsende.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., kan den rejsende undlade at fastsætte en frist, hvis rejsearrangøren nægter af afhjælpe manglen, eller hvis øjeblikkelig afhjælpning er påkrævet.

De tilfælde, hvor den rejsende kan undlade at fastsætte en frist, fordi øjeblikkelig afhjælpning er påkrævet, er f.eks. tilfælde, hvor en rejsende bliver nødt til at tage en taxa for at nå sit fly til tiden, fordi en bus, der er organiseret af rejsearrangøren, er forsinket.

Der er dog ikke herved pålagt den rejsende en forpligtelse til selv at foretage afhjælpning, og den rejsende vil således fortsat kunne undlade at afhjælpe manglen og i stedet kræve forholdsmæssigt afslag eller erstatning i medfør af lovforslagets §§ 27-31, jf. nedenfor.

Der er ikke i pakkerejseloven en tilsvarende ret til for den rejsende selv at foretage afhjælpning og efterfølgende få udgifterne hertil refunderet, og adgangen hertil er således ny.

Efter det foreslåede stk. 3, har den rejsende ret til et forholdsmæssigt afslag i prisen eller erstatning efter lovforslagets §§ 27-31, hvis afhjælpning ikke kan kræves af rejsearrangøren.

Bestemmelsen viderefører den gældende retstilstand efter pakkerejselovens §§ 19, 22 og 23, som tilsammen giver kunden ret til forholdsmæssigt afslag og erstatning, hvis en mangel ikke afhjælpes.

Bestemmelsen i lovforslagets § 23 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 3 og 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.3 og 2.9.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor pakkerejsen lider af en mangel i form af, at en væsentlig del af de aftalte rejseydelser ikke leveres.

Efter pakkerejselovens § 18 kan kunden, hvis pakkerejsen er mangelfuld, kræve, at arrangøren afhjælper manglen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.

Kunden kan kræve enhver mangel udbedret, medmindre det godtgøres, at arrangørens byrde herved ikke står i rimeligt forhold til kundens interesse i afhjælpning. En udbedringsomkostning er ikke nødvendigvis uforholdsmæssig, blot fordi den beløbsmæssigt overstiger den værdiforringelse, manglen medfører, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9291.

Det følger af pakkerejselovens § 19, at kunden har krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen, hvis afhjælpning ikke kan kræves efter lovens § 18, eller hvis arrangøren efter kundens påkrav ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid. Kunden kan herudover gøre krav gældende i henhold til lovens § 20.

Efter pakkerejselovens § 21 kan kunden ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt arrangøren tilbyder at afhjælpe manglen og afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

I stk. 1 foreslås det, at hvis en væsentlig del af de aftalte rejseydelser ikke kan leveres, skal rejsearrangøren uden udgifter for den rejsende tilbyde denne alternative rejseydelser af en så vidt muligt tilsvarende eller højere kvalitet end aftalt. I overensstemmelse med direktivet omfatter dette også tilfælde, hvor den rejsendes befordring tilbage til afrejsestedet ikke leveres i overensstemmelse med aftalen.

Forslaget indebærer en egentlig pligt for rejsearrangøren til at tilbyde alternative rejseydelser af en så vidt muligt tilsvarende eller højere kvalitet, hvis en væsentlig del af de aftalte rejseydelser ikke kan leveres. Det er således ikke tilstrækkeligt for, at bestemmelsen kan finde anvendelse, at et enkelt arrangement, som ikke udgør en væsentlig del af pakkerejsen, ikke kan leveres. Bestemmelsen vil dog kunne finde anvendelse, selvom det kun er en enkelt rejseydelse, der ikke kan leveres, hvis denne rejseydelse udgør en væsentlig del af rejseydelserne, f.eks. hvis det drejer sig om hjemtransport eller en guidet tur eller et andet tilsvarende arrangement, som udgør selve formålet med rejsen.

I stk. 2 foreslås det, at hvis de tilbudte alternative rejseydelser medfører, at pakkerejsen er af en lavere kvalitet end aftalt, har den rejsende krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Bestemmelsen indebærer, at hvis rejsearrangøren ikke kan tilbyde tilsvarende ydelser eller ydelser af en højere kvalitet, jf. stk. 1, men alene alternative ydelser, der kvalitetsmæssigt har lavere værdi end det aftalte, vil den rejsende ligeledes have krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Opgørelsen af den værdi, pakkerejsen har haft for kunden, vil i den forbindelse bero på et konkret skøn over den pågældende mangel, pakkerejsens formål og eventuelle forudsætninger herfor. Har pakkerejsen været totalt forfejlet, vil der ikke skulle ske fradrag overhovedet, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9293.

I stk. 3 foreslås det, at den rejsende kun kan afslå de tilbudte alternative rejseydelser, hvis de ikke er en tilsvarende ydelse i forhold til aftalen eller det tilbudte forholdsmæssige afslag er utilstrækkeligt. Den ovennævnte pligt for rejsearrangøren til at tilbyde alternative arrangementer modsvares således af en forpligtelse for den rejsende til at acceptere disse alternativer, medmindre de ikke svarer til den oprindelige rejseydelse eller det forholdsmæssige afslag er utilstrækkeligt.

Hvorvidt et alternativt arrangement modsvarer den oprindelige rejseydelse eller et forholdsmæssigt afslag er utilstrækkeligt, beror på en konkret vurdering. Denne vurdering må i første række foretages af den rejsende, der på rejsen må træffe en beslutning om, hvorvidt den pågældende mener, at et forholdsmæssigt afslag f.eks. er for lille. Kan den rejsende og rejsearrangøren ikke finde en løsning på problemet, vil spørgsmålet skulle afgøres ved klage til ankenævn eller prøvelse ved domstolene.

Med de foreslåede bestemmelser i stk. 1-3 videreføres den gældende retstilstand efter pakkerejselovens §§ 18, 19 og 21, idet en rejsende fortsat vil være forpligtet til at tage imod en afhjælpning i form af en alternativ rejseydelse, og har ret til et forholdsmæssigt afslag, hvis den alternative rejseydelse ikke er af en tilsvarende kvalitet.

I stk. 4 foreslås det, at den rejsende, hvis det er umuligt at tilbyde alternative rejseydelser, eller den rejsende afviser tilbudte rejseydelser i medfør af det foreslåede § 23, stk. 3, kan kræve et forholdsmæssigt afslag og samt efter omstændighederne erstatning i henhold til §§ 27-31. Hvis pakkerejsen omfatter passagerbefordring, har den rejsende ret til, at rejsearrangøren uden unødig forsinkelse sørger for hjemtransport af den rejsende med et transportmiddel svarende til det aftalte, uden omkostninger for den rejsende.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tilfælde, hvor den rejsende vælger ikke at hæve aftalen som følge af, at der ikke kan tilbydes alternative arrangementer, eller at den rejsende med rette afviser disse. Den rejsende har således i disse tilfælde ret til hjemtransport, hvis aftalen omfatter passagerbefordring, samt forholdsmæssigt afslag og erstatning efter de foreslåede §§ 27-31, uden at hæve aftalen med rejsearrangøren.

Det er nyt i forhold gældende ret, at en rejsende har ret til hjemtransport uden unødig forsinkelse også i tilfælde, hvor denne ikke hæver aftalen om pakkerejsen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 24 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 5 og artikel 13, stk. 6, 2. og 3. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.5 og 2.9.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af pakkerejselovens § 20, stk. 1, at hvis en del af de aftalte ydelser ikke kan leveres, eller hvis pakkerejsen i øvrigt er behæftet med mangler, som medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen. Efter bestemmelsens stk. 2 skal arrangøren, hvis kunden hæver aftalen, tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages at have haft for kunden. Hvis kunden hæver aftalen, har kunden endvidere krav på uden udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted, som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte, jf. lovens § 20, stk. 3.

Efter det foreslåede stk. 1 kan den rejsende hæve aftalen om pakkerejsen, hvis en mangel påvirker pakkerejsen væsentligt, og rejsearrangøren ikke har afhjulpet den inden for en rimelig frist fastsat af den rejsende.

Bestemmelsen vedrører virkningerne af, at en væsentlig mangel ikke afhjælpes.

Omfattet af hæveadgangen er også tilfælde, hvor det er umuligt for rejsearrangøren at tilbyde alternative arrangementer, eller hvor den rejsende afviser de tilbudte alternative arrangementer i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vedrører virkningerne af, at den rejsende hæver aftalen om pakkerejsen. I overensstemmelse med dansk rets almindelige principper om tilbagelevering af ydelser, hvis en adgang til at hæve udnyttes, skal rejsearrangøren tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, med fradrag af et beløb svarende til den værdi, som pakkerejsen har haft for kunden.

Som det også er tilfældet i dag, vil opgørelsen af den værdi, pakkerejsen har haft for kunden, bero på et konkret skøn over den pågældende mangel, pakkerejsens formål og eventuelle forudsætninger herfor. Har pakkerejsen været totalt forfejlet, vil der ikke skulle ske fradrag overhovedet, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9293.

Efter det foreslåede stk. 3 har den rejsende ret til, at rejsearrangøren uden unødig forsinkelse sørger for hjemtransport af den rejsende med et transportmiddel svarende til det aftalte, uden omkostninger for den rejsende, hvis pakkerejsen omfatter passagerbefordring.

Bestemmelsen indebærer, at i tilfælde, hvor en mangel er så væsentlig, at aftalen om pakkerejsen kan hæves, og rejsen er påbegyndt, er konsekvensen heraf, at rejsearrangøren skal sørge for hjemtransport af den rejsende.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 viderefører retstilstanden efter den gældende pakkerejselovs § 20.

Bestemmelsen i lovforslagets § 25 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1, er det på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder umuligt at sikre den rejsendes befordring tilbage til afrejsestedet i overensstemmelse med aftalen, skal rejsearrangøren afholde udgifterne til nødvendig indkvartering af en så vidt muligt tilsvarende kategori, for en periode på højst tre nætter, medmindre der er fastsat regler om en længere indkvarteringsperiode i EU-lovgivning om passagerrettigheder for det relevante transportmiddel.

Bestemmelsen indebærer, at rejsearrangøren ikke på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder kan fritages for ansvar for at afholde udgifterne til nødvendig indkvartering af en så vidt muligt tilsvarende kategori, men i stedet skal sørge for indkvartering af en varighed på indtil tre nætter, eller den længere periode, der er fastsat i EU-lovgivning om passagerrettigheder for det relevante transportmiddel.

Rejsearrangøren vil således på nuværende tidspunkt ikke kunne begrænse sit ansvar for overnatning i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, hvis den aftalte transportform f.eks. er flytransport. Dette vil dog kunne ændre sig, hvis f.eks. EU-lovgivningen om flypassagerers rettigheder ændres.

Det foreslås i stk. 2, at rejsearrangøren ikke kan påberåbe sig uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder for at begrænse sit ansvar efter stk. 1, hvis den relevante transportør ikke kan gøre sådanne omstændigheder gældende i henhold til gældende EU-lovgivning.

Bestemmelsen fastlægger rammerne for, hvornår rejsearrangøren kan påberåbe sig uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som umuliggør transport til afrejsestedet, for at begrænse sit ansvar efter bestemmelsen i stk. 1. Formålet hermed er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 35 at sikre sammenhæng mellem reglerne i loven og EU-lovgivning om passagerrettigheder.

Det foreslås i stk. 3, at begrænsningen af perioden som nævnt under det foreslåede stk. 1, ikke gælder, hvis rejsearrangøren senest 48 timer før pakkerejsens begyndelse er blevet underrettet om den rejsendes særlige behov som følge af, at den rejsende er bevægelseshæmmet eller ledsager til en bevægelseshæmmet person, gravid, en uledsaget mindreårig eller en person, som har behov for særlig lægelig assistance. Et eksempel på sidstnævnte kan f.eks. være, hvis den rejsende har behov for at rejse med særligt medicinsk specialudstyr eller lignende.

Bestemmelsen indebærer, at rejsearrangøren, hvis den pågældende inden for den fastsatte tidsramme er blevet underrettet om den rejsendes særlige behov, ikke kan påberåbe sig den i stk. 1 fastsatte periode på højst tre nætter. Formålet hermed er at sikre behørig indkvartering af sårbare rejsende i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

Ved bevægelseshæmmet forstås i overensstemmelse med direktivet en bevægelseshæmmet person som defineret i forordning (EF) nr. 1107/2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly.

Reglerne i den foreslåede bestemmelse er nye i forhold til den gældende pakkerejselov.

Bestemmelsen i lovforslagets § 26 gennemfører direktivets artikel 13, stk. 7 og 8.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af pakkerejselovens § 19, at kunden har krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen, hvis afhjælpning af en mangel ikke kan kræves efter lovens § 18 (uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe), eller hvis arrangøren efter kundens påkrav ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid.

Efter pakkerejselovens § 21 kan kunden ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt arrangøren tilbyder at afhjælpe manglen og afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

Det foreslås i § 27, at den rejsende har ret til et forholdsmæssigt afslag i prisen for enhver periode, hvor en mangel har foreligget, medmindre rejsearrangøren godtgør, at manglen skyldes den rejsendes egne forhold.

Bevisbyrden for, at manglen skyldes den rejsendes egne forhold, påhviler efter bestemmelsen rejsearrangøren.

Bestemmelsen giver den rejsende en ret til et forholdsmæssigt afslag i prisen, uanset om manglen ender med at blive afhjulpet af rejsearrangøren.

Bestemmelsen viderefører den rejsendes ret til et forholdsmæssigt afslag i pakkerejselovens § 19, idet retten dog udvides i og med at den rejsende har krav på et forholdsmæssigt afslag, selvom manglen ender med at blive afhjulpet.

Bestemmelsen i lovforslagets § 27 gennemfører direktivets artikel 14, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge pakkerejselovens § 22, stk. 1, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, hvis kunden lider tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld, medmindre manglen skyldes sådanne force majeure-tilfælde, som er nævnt i lovens § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Bestemmelsen henviser ikke til lovens § 17, stk. 1, nr. 2, om kundens egne forhold, idet ændringer i forhold til det aftalte, som skyldes kundens egne forhold, ikke kan betegnes som en mangel, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9294. Ifølge bestemmelsen har kunden endvidere krav på erstatning, hvis manglen angår egenskaber, som må anses tilsikrede. Efter bestemmelsens stk. 2 kan der tilkomme kunden en godtgørelse, hvis manglen har forvoldt kunden væsentlig ulempe.

Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en mangel ved pakkerejsen, finder lovens § 22 tilsvarende anvendelse, jf. pakkerejselovens § 23, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at den rejsende har krav på erstatning fra rejsearrangøren for enhver skade, som den rejsende lider som følge af en mangel, medmindre rejsearrangøren godtgør, at manglen skyldes den rejsendes egne forhold, en uvedkommende tredjemand og er uforudsigelig eller uundgåelig eller uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ret til erstatning ved både formueskade og person- og tingsskade.

Forudsætninger for at få erstatning efter bestemmelsen er endvidere, at skaden ikke er en følge af den rejsendes egne forhold, en uvedkommende tredjemand, herunder f.eks. tekniske fejl som følge af en reparation eller lignende, og er uforudsigelig eller uundgåelig, eller uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, dvs. at der ikke at tale om forhold som rejsearrangøren er helt uden indflydelse på. Bevisbyrden for, at der er tale om forhold, som kan fritage rejsearrangøren for ansvar, påhviler rejsearrangøren. Et eksempel på et forhold, som rejsearrangøren er helt uden indflydelse på kan nævnes, reparationer eller andre handlinger, der er en almindelig del af driften af f.eks. en lufthavn, der som følge af en menneskelig fejl forsager, at et fly eller lignende ikke kan lette.

Bestemmelsen svarer til den gældende pakkerejselovs § 22, stk. 1, 1. pkt., og § 23, og retstilstanden videreføres således på disse punkter.

Det foreslås med stk. 2, at hvis manglen har forvoldt den rejsende væsentlig ulempe, kan der tilkomme den rejsende en godtgørelse, medmindre rejsearrangøren godtgør, at manglen skyldes de samme forhold, som der er nævnt i stk. 1.

Godtgørelse vil således kunne tilkendes for f.eks. tabt ferieglæde, hvis der har været væsentlige problemer med leveringen af rejseydelserne.

Bestemmelsen i stk. 2 viderefører den gældende pakkerejselovs § 22, stk. 2.

Erstatning og godtgørelse efter lovforslaget vil skulle udmåles i overensstemmelse med reglerne i erstatningsansvarsloven, hvilket svarer til reglerne efter pakkerejseloven, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9295. I øvrigt vil erstatning og godtgørelse skulle opgøres i overensstemmelse med de almindelige regler herom, således at erstatning for det økonomiske tab, som en kunde har lidt som følge af en mangel ved pakkerejsen, opgøres efter de almindelige regler om erstatning i kontraktforhold.

Det foreslås i stk. 3, at erstatning og godtgørelse efter de foreslåede bestemmelser skal ydes uden unødig forsinkelse.

Pakkerejseloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse om ydelse af erstatning og godtgørelse.

Bestemmelsen i lovforslagets § 28 gennemfører direktivets artikel 14, stk. 2 og 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af pakkerejselovens § 24, at erstatningen efter lovens §§ 22 og 23 i aftalen kan begrænses i overensstemmelse med regler i internationale konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

Det foreslås med stk. 1, at er forpligtelsen til at betale erstatning for en tjenesteyder, der udfører en rejseydelse, begrænset af internationale konventioner, der er bindende for EU, finder de samme begrænsninger anvendelse på rejsearrangørens ansvar efter § 28.

Bestemmelsen vedrører både ansvarsgrundlaget og omfanget af erstatning, som fastlægges i konventioner, der er bindende for EU. Hvis en rejsetjenesteyder i medfør af sådanne internationale konventioner er underlagt et andet og for rejsetjenesteyderen lempeligere ansvarsgrundlag, vil rejsearrangøren således kunne påberåbe sig det samme lempeligere ansvarsgrundlag i forhold til den rejsende.

De relevante konventioner der er bindende for EU, er f.eks. Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen) fra, konventionen af 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF) og Athenkonventionen af 1974 angående transport af passagerer og deres bagage til søs.

Såfremt EU tiltræder andre eller nye konventioner, vil disse også være omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 2, at den erstatning, som rejsearrangøren er forpligtet til at betale efter § 28, begrænses i overensstemmelse med Warszawakonventionen af 1929 angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring i tilfælde, hvor denne gælder for tjenesteyderens ansvar for den mangelfulde del af pakkerejsen.

Det foreslås således at udnytte direktivets mulighed for at begrænse erstatningens størrelse i overensstemmelse med konventioner, som ikke er bindende for EU. Forslaget indebærer, at en rejsearrangørs forpligtelse til at betale erstatning er begrænset i overensstemmelse med Warszawakonventionen i tilfælde, hvor tjenesteyderens ansvar over for den rejsende er begrænset i medfør af konventionen.

Warszawakonventionen indeholder således i konventionens kapitel tre bestemmelser, der vedrører befordrerens ansvar, herunder begrænsninger af befordrerens ansvar.

Det foreslåede stk. 2 er nyt i forhold til den gældende pakkerejselov, idet rejsearrangøren ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse skal angive i aftalen, at ansvaret er begrænset.

Bestemmelsen i lovforslagets § 29 gennemfører direktivets artikel 14, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1, at hvis ansvaret for en tjenesteyder, der udfører en rejseydelse, ikke er begrænset i internationale konventioner, kan den erstatning, som en rejsearrangør skal betale, begrænses i aftalen om pakkerejsen, dog ikke til mindre end tre gange pakkerejsens samlede pris.

Bestemmelsen indebærer, at hvis den pågældende rejsetjenesteydelse ikke er reguleret i en konvention, som er bindende for enten EU eller det land, hvis lov finder anvendelse på den pågældende rejsetjenesteydelse, kan det i pakkerejseaftalen aftales, at omfanget af den erstatning, som rejsearrangøren er forpligtet til at betale, er begrænset til tre gange pakkerejsens samlede pris, dog med de i stk. 2 fastsatte begrænsninger.

Det foreslås i stk. 2, at begrænsningen i stk. 1 dog ikke gælder erstatning for personskade og skade, som er forvoldt forsætligt eller uagtsomt.

Bestemmelsen i stk. 1 vil således i praksis omfatte tings- og formueskade, der forvoldes hændeligt.

Skade forvoldt uagtsomt omfatter både simpel og grov uagtsomhed.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende pakkerejselov, og medfører således en ændret retsstilling i forhold til begrænsning af erstatningsansvaret i aftalen om pakkerejsen.

Bestemmelsen i lovforslagets § 30 gennemfører direktivets artikel 14, stk. 5, 3. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1, at ret til erstatning eller forholdsmæssigt afslag efter denne lov har ikke betydning for den rejsendes rettigheder efter EU-forordninger om passagerrettigheder og erstatningsansvar ved passagertransport samt efter internationale konventioner.

De forordninger, som omfattes af forslaget, er i overensstemmelse med direktivet forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser m.v. Forordningen fastsætter en række minimumsrettigheder for luftfartpassagerer ved boardingafvisning mod passagerens vilje, aflysning af flyafgang og forsinkelse af flyafgange.

Herudover omfattes forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, der fastsætter regler med hensyn til bl.a. oplysninger, som skal gives af jernbanevirksomheder, indgåelse af befordringskontrakter, udstedelse af billetter og indførelse af et edb-informations- og –reservationssystem for jernbanetransport og regler om jernbanevirksomhedernes erstatningsansvar og deres forsikringspligt over for passagerer og deres bagage og lignende. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 23. april 2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer omfattes endvidere. Forordningen fastsætter regler vedrørende erstatningsansvar og forsikring i forbindelse med søtransport af passagerer.

Endvidere omfattes forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje m.v., der fastsætter regler for transport til søs og på indre vandveje med hensyn til bl.a. ikke-diskrimination af passagererne hvad angår de transportvilkår, transportørerne tilbyder, ikke-diskrimination af og assistance til handicappede og bevægelseshæmmede, mindstekrav til oplysninger til passagerne og passagerernes rettigheder i tilfælde af aflysning eller forsinkelse m.v.

Endelig omfattes forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers rettigheder m.v. Forordningen fastsætter regler for bustransport med hensyn til bl.a. ikke-diskrimination af passagererne hvad angår de transportvilkår, transportørerne tilbyder, passagerernes rettigheder i tilfælde af ulykker, der skyldes brug af bus og medfører død eller personlig tilskadekomst eller bortkomst eller beskadigelse af bagage og passagerernes rettigheder i tilfælde af aflysning eller forsinkelse m.v.

Det foreslås i stk. 2, at hvis den rejsende har opnået erstatning eller forholdsmæssigt afslag efter de nævnte forordninger eller internationale konventioner i det foreslåede stk. 1, fratrækkes det modtagne beløb i erstatningen eller det forholdsmæssige afslag, som gives efter denne lov.

Bestemmelsen skal sikre, at en rejsende ikke opnår overkompensation. Dette er i overensstemmelse med dansk rets almindelige principper, hvorefter et lidt tab erstattes fuldt ud, men ikke yderligere.

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende pakkerejselov.

Bestemmelsen i lovforslagets § 31 gennemfører direktivets artikel 14, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af pakkerejselovens § 23, stk. 2, at arrangøren hurtigt skal søge at komme kunden til undsætning, hvis der sker skade på kundens person. Dette gælder uanset om arrangøren er erstatningsansvarlig i anledning af personskaden eller ej, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9295.

Efter det foreslåede stk. 1 skal rejsearrangøren yde en rejsende, der er i vanskeligheder, passende bistand uden unødig forsinkelse, navnlig ved at give oplysninger om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, og ved at bistå den rejsende med at foretage fjernkommunikation og træffe alternative rejsearrangementer.

Dette omfatter i overensstemmelse med direktivet bl.a. situationer som nævnt i lovforslagets § 26, hvor den rejsendes befordring tilbage til afrejsestedet i overensstemmelse med aftalen om pakkerejsen er umulig at sikre på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. I sådanne situationer er rejsearrangøren således forpligtet til at afholde udgifterne til indkvartering i en periode, der udgør tre nætter eller den længere periode, som er fastsat i EU-regulering for det relevante transportmiddel. Den foreslåede bestemmelse i § 32 udgør således et supplement til den foreslåede § 26 i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og indebærer, at rejsearrangøren er forpligtet til bl.a. at bistå den rejsende med hjælp til at træffe alternative rejsearrangementer. Bestemmelsen medfører dog ikke, at rejsearrangøren i sådanne situationer er forpligtet til at afholde udgifter ud over det, som er fastsat i lovforslagets § 26.

Det foreslås i stk. 2, at hvis vanskelighederne skyldes den rejsendes forsætlige eller uagtsomme adfærd, er rejsearrangøren berettiget til at opkræve et rimeligt gebyr for sin bistand. Dette gebyr må ikke overstige rejsearrangørens reelle omkostninger.

Selvom vanskelighederne skyldes den rejsendes forsætlige eller uagtsomme adfærd, er rejsearrangøren således fortsat forpligtet til at bistå den pågældende, men vil kunne kræve udgifter forbundet hermed dækket.

I forhold til den gældende bestemmelse i pakkerejselovens § 23, stk. 2, indebærer den foreslåede § 32 således en udvidelse af rejsearrangørens lovfæstede forpligtelse til at komme den rejsende til undsætning. Rejsearrangøren vil således ikke kun være forpligtet til at komme den rejsende til undsætning i tilfælde af personskade, men vil i det hele taget være forpligtet til at yde bistand, hvis den rejsende er i vanskeligheder.

Bestemmelsen i lovforslagets § 32 gennemfører direktivets artikel 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 26, stk. 1, kan kunden påberåbe sig en mangel over for formidleren. Da formidleren efter loven ikke er forpligtet til at afhjælpe mangler, men alene hæfter for økonomiske krav der kan rejses over for arrangøren, jf. lovens § 28, stk. 1, må formidleren skulle videregive en sådan underretning om mangler til arrangøren.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., kan den rejsende, hvis pakkerejsen er købt ved hjælp af en formidler, rette henvendelser vedrørende pakkerejsens levering direkte til formidleren. Uanset at henvendelsen vedrører rejsearrangøren, er det således tilstrækkeligt, at den rejsende retter henvendelse til formidleren. Begrebet henvendelser omfatter i overensstemmelse med direktivet både henvendelser, anmodninger og klager.

Bestemmelsen vedrører henvendelser under leveringen af pakkerejsen, og dermed efter pakkerejsens påbegyndelse, eller efter leveringen har fundet sted.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., skal formidleren videregive disse henvendelser til rejsearrangøren uden unødig forsinkelse. Bestemmelsen indebærer således en pligt for formidleren til at videregive henvendelser uden unødig forsinkelse.

Begrebet henvendelser omfatter i overensstemmelse med direktivet både henvendelser, anmodninger og klager.

Bestemmelsen vedrører henvendelser under leveringen af pakkerejsen, og dermed efter pakkerejsens påbegyndelse, eller efter leveringen har fundet sted.

Det foreslås i stk. 2, at henvendelser, som er rettet til formidleren i medfør af det foreslåede stk. 1, i relation til tidsfrister anses for at være kommet frem til rejsearrangøren, når de er kommet frem til formidleren.

I overensstemmelse med almindelig dansk aftaleret anvendes begrebet ”kommet frem” i stedet for direktivets ”modtaget”, idet en formidler ikke skal kunne holde sig i bevidst uvidenhed om f.eks. klager ved at undlade at tage imod eller åbne breve eller e-mails fra en rejsende. Det indebærer f.eks., at en e-mail vil være kommet frem, når den er modtaget i indbakken.

Da der med lovforslaget indføres en pligt for formidleren til at videresende alle henvendelser m.v. til arrangøren, er der tale om en udvidelse af forpligtelsen i forhold til gældende ret.

Bestemmelsen i lovforslagets § 33 gennemfører direktivets artikel 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den gældende pakkerejselov indeholder ikke regler om formidleres særlige forpligtelser, hvis rejsearrangøren er etableret uden for EØS.

Loven indeholder dog en generel regel om, at formidleren hæfter for økonomiske krav, som i medfør af loven kan rettes mod arrangøren, jf. lovens § 28, stk. 1. Reglen blev bl.a. indført for at sikre, at kunden altid vil kunne få afgjort en eventuel tvist ved danske domstole, hvis han retter et sagsanlæg mod en herboende formidler, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9277.

Bestemmelsen indebærer således, at kunden kan vælge, om han vil rette sit økonomiske krav mod arrangøren eller formidleren. De krav, der kan blive tale om at rette mod formidleren, er krav om forholdsmæssigt afslag, erstatning og tilbagebetaling af forudbetalte beløb.

Det foreslås i § 34, stk. 1, at rejsearrangørens forpligtelser i henhold til lovforslagets kapitel 6, påhviler formidleren, hvis rejsearrangøren er etableret uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og formidleren er etableret i et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det foreslås i § 34, stk. 2, at bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, ikke gælder, hvis formidleren godtgør, at rejsearrangøren overholder reglerne i lovforslagets kapitel 5 og reglerne i rejsegarantifondslovens § 20, stk. 3.

Med lovforslaget udvides formidlerens ansvar således i forhold til gældende ret, hvis rejsearrangøren er etableret uden for EØS, og formidleren ikke kan godtgøre, at rejsearrangøren overholder de nævnte regler.

Bestemmelsen i lovforslagets § 34 gennemfører direktivets artikel 20.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1, at inden den rejsende bliver bundet af en aftale, der fører til oprettelsen af et sammensat rejsearrangement, skal den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement, på en klar, forståelig og tydelig måde give den rejsende oplysninger om, at den rejsende ikke er omfattet af de rettigheder, som udelukkende finder anvendelse for pakkerejser i medfør af denne lov, og at hver tjenesteyder er eneansvarlig for sin egen ydelses korrekte levering ifølge aftalen, samt at den rejsende er omfattet af beskyttelse mod konkurs eller insolvens efter rejsegarantifondsloven.

Bestemmelsen indebærer krav til formen for den erhvervsdrivendes informering af den rejsende. Bestemmelsen fastlægger endvidere, hvilke oplysninger den rejsende skal modtage.

Det foreslås i stk. 2, at den erhvervsdrivende, der formidler et sammensat rejsearrangement skal give den rejsende de oplysninger, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, ved brug af det relevante skema, jf. bilag 2. Det foreslås endelig i den forbindelse, at hvis typen af sammensat rejsearrangement ikke er omfattet af nogen af skemaerne i bilagene til loven, skal den erhvervsdrivende på anden vis give den rejsende de oplysninger, som er indeholdt i bilagene.

Bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende i de nævnte tilfælde er forpligtet til at give de samme oplysninger om konkursbeskyttelse, som fremgår i anden del af alle fem skemaer i bilaget, samt i øvrigt at give oplysningerne indeholdt i stk. 1 på en måde svarende til de dele af standardoplysningsskemaernes første del, som er relevant for det pågældende sammensatte rejsearrangement.

I tilfælde af onlinekøb af rejseydelser, hvor den erhvervsdrivende ikke modtager penge fra den rejsende, idet pengene f.eks. trækkes fra den rejsendes kreditkort direkte af leverandøren af en flyrejse, kan den erhvervsdrivende undlade at udlevere den del af standardoplysningsskemaet, der omhandler beskyttelse mod konkurs og insolvens, til den rejsende.

Den gældende pakkerejselov indeholder ikke regler om sammensatte rejsearrangementer, og der er således tale om nye bestemmelser, med henblik på at fastlægge rammer for den erhvervsdrivendes informering af den rejsende.

Bestemmelsen i lovforslagets § 35 gennemfører direktivets artikel 19, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 36, at, indgås en aftale om et sammensat rejsearrangement mellem en rejsende og en erhvervsdrivende, som ikke formidler det sammensatte rejsearrangement, giver den pågældende erhvervsdrivende oplysninger om indgåelsen af den relevante aftale til den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement.

Bestemmelsen pålægger en erhvervsdrivende, der ikke formidler det sammensatte rejsearrangement, at oplyse den erhvervsdrivende, som den første aftale er indgået med, om indgåelsen af en aftale, der fører til oprettelsen af et sammensat rejsearrangement. Den foreslåede bestemmelse er udelukkende relevant i forhold til sammensatte rejsearrangementer efter lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 2, idet sammensatte rejsearrangementer efter § 4, stk. 1, nr. 1, ikke opstår på baggrund af aftaler indgået med mere end én erhvervsdrivende.

Bestemmelsen i lovforslagets § 36 gennemfører direktivets artikel 19, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 37, at har den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement, ikke opfyldt sine forpligtelser efter rejsegarantifondsloven eller denne lovs § 35, gælder §§ 15, 16 og 20 samt kapitel 5 for de rejseydelser, som indgår i det sammensatte rejsearrangement. I så fald gælder rejsearrangørens rettigheder og forpligtelser efter de nævnte bestemmelser på tilsvarende vis for den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement.

Bestemmelsen indebærer, at en erhvervsdrivende, der formidler et sammensat rejsearrangement uden at opfylde sine forpligtelser efter den foreslåede § 35, i relation til visse rettigheder og forpligtelser anses som rejsearrangør. I så fald får den rejsende bl.a. ret til at overdrage de rejseydelser, som indgår i det sammensatte rejsearrangement til en anden rejsende, ligesom den rejsende får ret til at afbestille rejsen mod betaling af et afbestillingsgebyr. Den rejsende får dog i visse tilfælde ret til at afbestille rejsen uden at betale et gebyr, hvis det skyldes uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. Den erhvervsdrivende får tilsvarende ret til at opsige aftalen om rejsen, hvis den pågældende er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. Endelig bliver den erhvervsdrivende ansvarlig for levering af alle rejseydelserne i det sammensatte rejsearrangement og dermed bl.a. forpligtet til at betale forholdsmæssigt afslag og erstatning i tilfælde af mangler på rejsen, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Bestemmelsen i lovforslagets § 37 gennemfører direktivets artikel 19, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Pakkerejseloven indeholder ikke regler om ansvar for fejl i bestillingssystemet. Erhvervsdrivende er således efter gældende ret ansvarlige på et almindeligt culpagrundlag for fejl i bestillingssystemet og for fejl som begås i forbindelse med en bestilling, som den erhvervsdrivende har påtaget sig at sørge for.

Det foreslås i stk. 1, at en erhvervsdrivende er forpligtet til at betale erstatning til en rejsende, der lider tab som følge af fejl, der skyldes tekniske mangler i den erhvervsdrivendes bestillingssystem.

Forslaget indebærer, at en erhvervsdrivende i overensstemmelse med direktivet pålægges et objektivt ansvar for tekniske mangler i sit bestillingssystem.

Det foreslås i stk. 2, at en erhvervsdrivende, der har påtaget sig at sørge for bestillingen af en pakkerejse eller af rejseydelser, der indgår i et sammensat rejsearrangement, er forpligtet til at betale erstatning til en rejsende, hvis den rejsende lider tab som følge af fejl, som begås i forbindelse med bestillingen.

Bestemmelsen vedrører fejl, som begås af personer. En erhvervsdrivende er derfor objektivt ansvarlig for fejl, som begås af f.eks. ansatte i forbindelse med bestilling af pakkerejser eller rejseydelser, der indgår i et sammensat rejsearrangement, for den erhvervsdrivendes kunder, selvom den ansatte ikke har udvist uagtsomhed.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 vedrører kun den erhvervsdrivendes ansvar over for rejsende. Ansvaret over for andre er således reguleret af de almindelige erstatningsretlige regler og principper.

Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsens stk. 1 og stk. 2 ikke gælder, hvis fejlen kan tilskrives den rejsende selv eller skyldes uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

Bestemmelsen i stk. 3, indebærer, at den erhvervsdrivende er fritaget for ansvar, hvis fejlen kan tilskrives den rejsende selv eller skyldes uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. Det objektive ansvar for den erhvervsdrivende efter stk. 1 og 2 gælder således ikke i disse situationer.

Bestemmelsen i lovforslagets § 38 gennemfører direktivets artikel 21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 28, stk. 2, indtræder formidleren i kundens krav mod arrangøren i tilfælde, hvor formidleren i medfør af § 28, stk. 1, har betalt beløb til opfyldelse af krav, som kunden har rettet mod formidleren. Bestemmelsen vedrører kun formidlerens regresret over for arrangøren.

Loven regulerer ikke spørgsmålet om regresret for arrangøren mod andre, som er ansvarlige for en mangel. Adgangen til regres i disse tilfælde følger de almindelige regler om den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige i erstatningsansvarslovens § 25. Disse regler gælder for erstatningsansvar både i og uden for kontraktforhold.

Det foreslås i stk. 1, at hvis en rejsearrangør eller en formidler omfattet af lovforslagets § 34 har betalt erstatning, givet forholdsmæssigt afslag eller opfyldt andre forpligtelser, som påhviler dem i medfør af lovforslaget, indtræder den pågældende i den rejsendes eventuelle krav mod andre, som på andet grundlag end denne lov er ansvarlige for den begivenhed, som gav anledning til erstatningen, det forholdsmæssige afslag eller de andre forpligtelser.

Forslaget medfører, at en rejsearrangør, som har betalt erstatning i anledning af en skade på grund af en mangel ved pakkerejsen, kan rette et krav mod en tredjepart, som har medvirket til skaden. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en rejsende har pådraget sig personskade som følge af en mangel på et hotel og herefter krævet erstatning af rejsearrangøren. Såfremt manglen er resultatet af en uagtsom handling eller undladelse fra hotellets side, kunne den rejsende således have valgt at rette sit krav mod hotellet i stedet for. For at rejsearrangøren i et sådant tilfælde ikke skal bære tabet, blot fordi den rejsende har valgt at rette sit krav mod rejsearrangøren, vil rejsearrangøren således kunne rette et regreskrav mod hotellet.

Efter det foreslåede stk. 2, kan rejsearrangørens eller formidlerens krav efter det ovenstående nedsættes eller bortfalde, hvis den pågældende har medvirket til begivenhedens indtræden.

Hvis rejsearrangøren og tredjeparten begge har medvirket til den begivenhed, som har udløst erstatningen m.v., vil rejsearrangørens krav således kunne nedsættes eller bortfalde. Fordelingen af det endelig ansvar vil således skulle afgøres efter en konkret vurdering af, hvor stor en del af skylden, den enkelte part bærer for begivenheden. Vurderingen heraf vil – som i dag – skulle foretages efter de almindelige regler herom, jf. erstatningsansvarslovens § 25, og der vil således også kunne inddrages andre momenter end selve skyldgraden.

Ved fordelingen af erstatningsbyrden efter erstatningsansvarslovens § 25 lægges ligeledes vægt på en række forskellige momenter, herunder andet end selve skyldgraden. Der tilsigtes således ikke med forslaget nogen ændring i vurderingen af, hvordan ansvaret skal fordeles mellem flere solidarisk ansvarlige.

Bestemmelsen i lovforslagets § 39 gennemfører direktivets artikel 22.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 1, jf. § 2, stk. 1, at loven i sin helhed finder anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Forbrugeraftalelovens §§ 30 og 31 gælder også for aftaler om pakkerejser, hvis lovens betingelser for at finde anvendelse i øvrigt er opfyldt. Bestemmelserne gælder dermed for aftaler om pakkerejser, som indgås af forbrugere.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 30, at hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med en indgået aftale, er forbrugeren ved sådanne telefoniske opkald ikke forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1 og 2, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med bestemmelsen tilbagebetalt.

Efter forbrugeraftalelovens § 31, stk. 3, må en erhvervsdrivende, der modtager kontant betaling fra en forbruger i form af udenlandske kontanter, ikke opkræve et gebyr, der overstiger de udgifter, som den erhvervsdrivende afholder i forbindelse hermed.

Det foreslås med bestemmelsen i § 40, at forbrugeraftalelovens §§ 30 og 31 skal finde anvendelse på rejsende, som ikke er forbrugere, i forbindelse med indgåelse af aftaler om pakkerejser.

Forslaget indebærer, at rejsende, som ikke er forbrugere, således omfattes af disse to bestemmelser i forbrugeraftaleloven, hvis de indgår aftale om en pakkerejse.

Forslaget indebærer, at en rejsearrangør, der modtager kontant betaling fra en rejsende, der ikke er forbruger, i form af udenlandske kontanter, ikke må opkræve et gebyr, der overstiger de udgifter, som den erhvervsdrivende afholder i forbindelse hermed. Endvidere indebærer forslaget, at en rejsende, som ikke er forbruger, ved kontakt med en rejsearrangørs telefontjeneste ikke er forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst. Endelig indebærer forslaget, at en rejsearrangør kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelse, hvis den rejsende, der ikke er forbruger, inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Rejsende, som er forbrugere, vil fortsat være omfattet af forbrugeraftalelovens §§ 30 og 31.

Bestemmelsen i lovforslagets § 40 gennemfører dele af direktivets artikel 27, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende pakkerejselovs § 30, stk. 1, straffes overtrædelse af lovens § 5, stk. 1, med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov eller oftere gentagen overtrædelse af lovens § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Ifølge lovens § 30, stk. 2, kan der i forskrifter, der udstedet i medfør af § 5, stk. 3, § 8, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifterne.

I pakkerejsebekendtgørelsens § 8 er bemyndigelsen udnyttet til at fastsætte, at overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde. Efter bestemmelsen kan en juridisk person som sådan pålægges bødeansvar.

Efter lovens § 30, stk. 3, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar, hvis overtrædelsen er begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende.

De overtrædelser, som er strafbare efter den gældende pakkerejselov, drejer sig primært om manglende overholdelse af oplysningsforpligtelserne i loven, og derudover om manglende eller forkert oplysning om prisen for en pakkerejse i brochurer m.v. Endvidere er det strafpålagt at undlade give kunden underretning om, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller at pakkerejsen aflyses.

Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af §§ 6, 10 og 12 straffes med bøde. Det samme gælder grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9 og § 18, stk. 2.

Med bestemmelsen videreføres den gældende retstilstand derved, at manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, der følger af loven, er strafsanktionerede.

Efter forbrugeraftalelovens § 34 er overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, og § 12 dog ikke efter gældende ret strafbelagt.

De overtrædelser, som med lovforslagets § 41 foreslås strafbelagt består som nævnt primært i manglende overholdelse af oplysningsforpligtelserne i loven og derudover i manglende eller forkert oplysning om prisen for en pakkerejse i brochurer m.v.

På den baggrund foreslås det endvidere, at manglende overholdelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, der i medfør af lovforslagets § 6, stk. 3, finder anvendelse på pakkerejser, strafbelægges i lighed med de øvrige oplysningsforpligtelser, der følger af lovforslagets § 6. Efter denne bestemmelse skal oplysninger, som den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysninger på et andet sprog.

Ansvarssubjekt efter bestemmelsen er således den erhvervsdrivende, der sælger eller udbyder pakkerejser til rejsende og som har markedsført den pågældende pakkerejse på dansk, medmindre den rejsende har givet sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysninger på et andet sprog.

Det kunne f.eks. være en rejsearrangør eller en formidler, der på sin hjemmeside har markedsført en pakkerejse på dansk. Efter bestemmelsen har den erhvervsdrivende således pligt til at give den rejsende de oplysninger, der følger af lovforslagets §§ 6, 10 og 12, på dansk, medmindre den rejsende udtrykkeligt har givet sit samtykke til, at oplysningerne kan gives på et andet sprog.

Endvidere foreslås, at manglende overholdelse af forbrugeraftalelovens § 12, der i medfør af lovforslaget § 6, stk. 3, finder anvendelse på pakkerejser, strafbelægges i lighed med de øvrige oplysningsforpligtelser, der følger af lovforslagets § 6. Det følger af denne bestemmelse, at indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Efter bestemmelsen skal den erhvervsdrivende endvidere tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.

Da pakkerejser altid er aftaler, som angår en bestemt periode, er det kun forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5 og 17, der er relevante for forbrugeren.

De oplysninger, den erhvervsdrivende således skal gøre den rejsende opmærksom, på omhandler varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (nr. 1), den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen (nr. 5), de samlede udgifter pr. afregningsperiode, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler (nr. 6) og aftalens varighed eller for tidsubestemt aftaler m.v. betingelserne for at opsige aftalen (nr. 17). Disse oplysninger svarer til de oplysninger, som rejsearrangøren skal give den rejsende, inden aftalens indgåelse i medfør af lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 1-8, 10, og 14.

Ansvarssubjektet efter bestemmelsen er således den erhvervsdrivende, der indgår en fjernsalgsaftale om en pakkerejse ved hjælp af elektroniske midler, og som pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse. Det kunne f.eks. være en rejsearrangør, der indgår en aftale om en pakkerejse telefonisk.

Endvidere videreføres retstilstanden efter den gældende pakkerejselovs § 30, stk. 1, 2. pkt., jf. § 6, stk. 1, og § 15, stk. 1, idet manglende bekræftelse af aftalen efter lovforslagets § 9 og manglende underretning af den rejsende ved væsentlige ændringer efter lovforslagets § 18, stk. 2, foreslås strafbelagt i grove eller oftere gentagne tilfælde. Overtrædelse af § 10, stk. 1, og § 11, stk. 1, jf. den gældende pakkerejselovs § 30, stk. 1, 2. pkt., er endvidere omfattet af pakkerejsebekendtgørelsens bødebestemmelse, og videreføres således i stk. 1, 1. pkt.

I medfør af lovforslagets § 42, stk. 2, ophæves lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, herunder bekendtgørelse nr. 776 af 21. september 1993 om pakkerejser (pakkerejsebekendtgørelsen), ved ikrafttrædelsen af dette lovforslag. Bekendtgørelsen § 8 om bødestraf videreføres dog som nævnt med dette lovforslag.

Det foreslås i stk. 2, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Formuleringen er enslydende med tilsvarende bestemmelser i en lang række love, herunder forbrugeraftalelovens § 34, stk. 3.

Bestemmelsen i lovforslagets § 41 gennemfører direktivets artikel 25.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2018. Fristen svarer til den i direktivets artikel 28, stk. 2, angivne, hvorefter medlemsstaterne skal anvende de love og bestemmelser, der gennemfører direktivet, fra denne dato.

Det foreslås i stk. 2, at lov nr. 471 af 30. juni 1993 om pakkerejser ophæves.

Det foreslås således i stk. 3 at loven ikke finder anvendelse på aftaler indgået inden lovens ikrafttræden. For sådanne aftaler foreslås det, at de hidtil gældende regler finder anvendelse.

For aftaler om pakkerejser, der indgås før den 1. juli 2018, finder den gældende pakkerejselov således anvendelse.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovforslaget ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland, med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget formueretten for Færøerne. Loven skal derfor ikke gælde eller kunne sættes i kraft for Færøerne.

I forbrugeraftalelovens kapitel 3 er der fastsat bestemmelser om oplysningspligt. Det følger af lovens § 7, stk. 2, nr. 5, at reglerne i kapitel 3 ikke gælder ved aftaler som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser. Det følger endvidere af en henvisning til denne bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 1, at reglerne om fortrydelsesret i lovens kapitel 4 heller ikke gælder for pakkerejser.

Efter den foreslåede § 43 ændres henvisningen i § 7, stk. 2, nr. 5, så det fremgår af bestemmelsen, at forbrugeraftalelovens kapitel 3 ikke finder anvendelse på aftaler om pakkerejser, jf. § 3 i lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.

Aftaler om køb af sammensatte rejsearrangementer vil således ikke være undtaget fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, hvis aftalen om det sammensatte rejsearrangement er en forbrugeraftale.

Bestemmelsen i lovforslagets § 43 gennemfører dele af direktivets artikel 27, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.