Lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer § 1

Efter pakkerejselovens § 1, stk. 1, gælder loven for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens navn. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt., gælder lovens §§ 2, 3 og 5 endvidere for udbud af pakkerejser.

Efter pakkerejselovens § 2, stk. 1, er det en betingelse for, at en rejse anses for en pakkerejse, at den har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.

Efter pakkerejselovens § 3, stk. 1, anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse, enten direkte eller gennem en formidler, for at være arrangør, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist.

Det fremgår af justitsministerens besvarelse af spørgsmål 6 vedrørende lovforslag L 281 (1992-93) (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 3175), i forhold til vurderingen af, om en virksomhed udøves lejlighedsvis, at der ved vurderingen heraf og af om en forening m.v. er omfattet af loven eller ej, må foretages en samlet og konkret vurdering, hvor der i første række lægges vægt på, om foreningens m.v. virksomhed med at tilrettelægge pakkerejser har erhvervslignende karakter Denne vurdering vil normalt ikke udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer.

Endvidere fremgår det af forarbejderne til pakkerejseloven, jf. justitsministerens besvarelse af spørgsmål 17 vedrørende lovforslag L 281 (1992-93) (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 3179-3180), at det ikke vil være afgørende for, om en arrangør falder inden for lovens anvendelsesområde, om f.eks. en lokalforenings arrangementer alene udbydes til en afgrænset kreds – f.eks. medlemmer af hovedforeningen – men at en sådan omstændighed vil tale for, at tilrettelæggelsen af pakkerejser ikke har det professionelle tilsnit som kræves for, at en arrangør falder inden for lovens anvendelsesområde.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, gælder loven for pakkerejser, der udbydes eller sælges til rejsende af erhvervsdrivende, og for sammensatte rejsearrangementer, der formidles til rejsende af erhvervsdrivende.

Begreberne pakkerejse og sammensat rejsearrangement, herunder formidling af sådanne pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer er defineret i lovforslagets §§ 3 og 4.

Den kreds af erhvervsdrivende, som er omfattet af bestemmelsen, og dermed af loven, er defineret i lovforslagets § 5, nr. 5.

I modsætning til den gældende pakkerejselov skal loven i sin helhed finde anvendelse på både salg og udbud af pakkerejser og på formidling af sammensatte rejsearrangementer. Den gældende sondring mellem aftaler om køb af pakkerejser og udbud heraf, videreføres således ikke. Endvidere udvides anvendelsesområdet for loven til også at omfatte sammensatte rejsearrangementer.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 2, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I medfør af det foreslåede stk. 2, undtages visse pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer fra lovens anvendelsesområde.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, medmindre de omfatter overnatning.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, medmindre de omfatter indkvartering natten over, mens pakkerejselovens § 2, stk. 1, omhandler ”overnatning”. På baggrund af de engelske sprogversioner af både det gældende og det nye pakkerejsedirektiv, er det imidlertid lagt til grund, at ”indkvartering natten over” skal forstås som ”overnatning”

For så vidt angår pakkerejser er der således på den baggrund tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, jf. pakkerejselovens § 2, stk. 1.

Der henvises i den forbindelse til punkt 2.1.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2 undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der udbydes og formidles lejlighedsvist og på nonprofitbasis til en begrænset gruppe rejsende.

Kriteriet ”lejlighedsvist” vil i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 som udgangspunkt være opfyldt, hvis den erhvervsdrivende kun udbyder og formidler pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer nogle få gange om året, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved vurdering af, om kriteriet ”nonprofitbasis” er opfyldt, vil der skulle foretages en konkret vurdering for den enkelte rejse. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, om f.eks. en juridisk person er organiseret som en nonprofitorganisation eller ej.

Hvorvidt kriteriet ”begrænset gruppe rejsende” er opfyldt, vil ligeledes skulle vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde. Generelt vil kriteriet dog være opfyldt, når en rejse ikke udbydes til offentligheden, men kun f.eks. medlemmer af en forening eller klub, dvs. til en afgrænset kreds.

De tre ovennævnte kriterier i nr. 2 er kumulative. Hvis kun en eller to af betingelserne er opfyldt, vil rejsen således være inden for lovens anvendelsesområde. Hovedsigtet med bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 at sikre, at f.eks. sportsklubber eller skoler kan arrangere lejrskoler eller træningslejre uden at blive omfattet af loven.

Forslaget ændrer den gældende retstilstand, idet der ikke længere kan foretages en samlet, konkret vurdering af karakteren af f.eks. en forenings salg af rejser. Der må derimod foretages en separat vurdering af de ovennævnte kriterier, der som nævnt alle skal være opfyldt, for at aftalen om rejsen ikke omfattes af loven. Det vil således medføre, at en rejse er omfattet af loven, hvis den af en forening m.v. udbydes til offentligheden, uanset om foreningen i øvrigt kun arrangerer rejser lejlighedsvist og på nonprofitbasis.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 3 undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.

En generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser kan f.eks. være en aftale, som en virksomhed har indgået med et rejsebureau for en længere periode, hvorefter virksomheden opnår visse fordele ved at forpligte sig til at anvende dette rejsebureau ved bestilling af rejser til brug for virksomheden.

Bestemmelsen i nr. 3 udgør en begrænsning i forhold til den gældende retstilstand, hvor der ikke er en tilsvarende undtagelse for pakkerejser, som købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.