Stadfæstelse af forhøjelse af sambeskatningsindkomst som følge af ændringer i datterselskab vedrørende ikke-fradragsberettigede advokat- og revisorhonorarer

Sagen omhandlede [virksomhed2] A/S's sambeskatningsindkomst for indkomståret 2013, som SKAT havde forhøjet med 926.000 kr. Forhøjelsen var en konsekvens af ændringer i det sambeskattede datterselskab, [virksomhed1] A/S, primært vedrørende fradrag for advokat- og revisorudgifter i forbindelse med salg af virksomhedsaktiver.

SKATs argumentation

SKAT argumenterede for, at udgifterne til advokat- og revisorbistand, i alt 926.000 kr., ikke kunne fradrages som driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKATs begrundelse var, at udgifterne ikke vedrørte selskabets løbende drift, men derimod salg af selskabets aktiviteter, og dermed indkomstgrundlaget (formuen). SKAT vurderede, at udgifterne vedrørte den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af salget, herunder udarbejdelse af hemmeligholdelsesaftaler, due diligence-rapporter og virksomhedsoverdragelsesaftaler. Disse udgifter kunne ifølge SKAT ikke medregnes som handelsomkostninger ved opgørelse af avance på ejendom og driftsmidler, da de ikke direkte kunne henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve salget af de enkelte aktiver. SKAT henviste til retspraksis, herunder SKM2014.362.HR, der fastslår, at kun udgifter direkte relateret til gennemførelsen af et køb/salg kan medregnes i anskaffelsessummen/afståelsessummen. SKAT havde desuden korrigeret ejendomsavancen for [virksomhed1] A/S, idet visse vedligeholdelses- og forbedringsudgifter samt ikke-genvundne afskrivninger var behandlet forkert i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 2 og Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 4.

Klagerens argumentation

Klageren fastholdt, at udgifterne til advokat og revisor var afholdt i direkte tilknytning til salget af selskabets virksomhedsaktiver og ikke aktiekapitalen. Klageren anførte, at udgifterne var medgået til at effektuere en konkret henvendelse om køb af aktiverne og til at opnå enighed om værdiansættelsen. Derfor skulle udgifterne kvalificeres som transaktionsomkostninger og fordeles forholdsmæssigt på de overdragne aktiver, herunder fast ejendom, driftsmidler, varelager, debitorer, andre tilgodehavender og goodwill. Klageren henviste til SKATs juridiske vejledning, afsnit C.C.6.2, og Landsskatterettens afgørelser LSR 1976, nr. 152 og LSR 1976, nr. 153, som ifølge klageren understøttede, at omkostninger ved afhændelse af en erhvervsvirksomhed kan trækkes fra i salgssummen. Klageren afviste, at de afholdte udgifter vedrørte en overordnet strukturering eller etablering af virksomhed, og mente, at de adskilte sig fra de sager, hvor der var tale om overdragelse af aktier. Subsidiært ønskede klageren en anden konkret skønsmæssig fordeling af udgifterne.