Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en klager, der var hovedanpartshaver og ansat i selskabet [virksomhed1] ApS. Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017 og 2018 samt aktieindkomsten for 2018. Forhøjelserne vedrørte skattepligtig kørselsgodtgørelse, skattepligtige indsætninger på bankkontoen, fradrag for underskud af virksomhed (solcelleanlæg) og avance ved salg af anparter.
Klageren havde modtaget 95.383 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse i 2017. Skattestyrelsen forhøjede indkomsten, da de mente, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt. De henviste til manglende dokumentation i form af kørebog eller lignende, der opfyldte kravene i bekendtgørelserne om rejse- og befordringsgodtgørelse. Desuden var der udbetalt en højere sats (3,53 kr. pr. km) for kørsel over 20.000 km, hvilket ifølge Skattestyrelsen medførte, at hele beløbet blev skattepligtigt. Skattestyrelsen fremhævede, at der stilles skærpede krav til dokumentation for hovedanpartshavere på grund af interessefællesskab.
Klageren anførte, at der var fremsendt dokumentation for udført arbejde som udekørende translatør, herunder lønsedler og oplysninger om biler. Klageren mente, at tolkebilagene indeholdt de nødvendige oplysninger, og at der ikke var pligt til at føre kørebog. Klageren bestred, at der var udbetalt for høj sats, og mente, at kørslen var sandsynliggjort, og at kurator i selskabet havde haft adgang til relevant materiale.
Skattestyrelsen havde konstateret indsætninger på klagerens bankkonti på henholdsvis 281.766 kr. i 2017 og 201.413 kr. i 2018, som de anså for skattepligtig indkomst. De argumenterede for, at klageren ikke havde dokumenteret, at indsætningerne stammede fra skattefrie kilder, såsom en erstatning, tilbagebetaling af lån til venner/familie eller udlæg for selskabet. Skattestyrelsen lagde vægt på manglende regnskab for kontantbeholdning og manglende lånedokumenter.
Klageren forklarede, at en stor del af indsætningerne stammede fra en erstatning på 294.733,98 kr. modtaget i marts 2018, som var hævet kontant og opbevaret i en bankboks. Klageren henviste til politiets beslaglæggelse af 138.000 kr. i kontanter i 2020 som bevis for den kontante beholdning. Klageren oplyste også, at andre indsætninger stammede fra lån fra sønnen og tilbagebetaling af udlæg foretaget for selskabet. Klageren fremhævede sin manglende tillid til banker som årsag til den kontante opbevaring.
Klageren havde indberettet et underskud på 28.750 kr. fra driften af et solcelleanlæg i 2018. Skattestyrelsen afviste fradraget med den begrundelse, at klageren ved ikke at have selvangivet resultatet af solcelleanlægget i årene 2013-2017 måtte anses for at have valgt den skematiske opgørelsesmetode i henhold til , hvilket er et bindende valg. Ifølge denne metode kan der ikke fratrækkes udgifter eller afskrivninger.
Klageren anførte, at den manglende indberetning skyldtes en fejl og manglende kendskab til reglerne, ikke et aktivt valg af den skematiske metode. Klageren havde fremsendt opgørelse af underskud for de relevante år og mente, at Skattestyrelsen burde have tilrettet indberetningen.
Skattestyrelsen forhøjede klagerens aktieindkomst med 70.000 kr. i 2018 som avance ved salg af anparter i [virksomhed1] ApS. Skattestyrelsen henviste til, at salget var dokumenteret ved en aktieoverdragelsesaftale, og at beskatning sker på aftaletidspunktet, uanset om købesummen er betalt.
Klageren bestred beskatningen med den begrundelse, at købesummen på 150.000 kr. aldrig var modtaget, og at køberen havde misligholdt aftalen. Klageren mente derfor, at grundlaget for beskatning ikke forelå. Klageren oplyste, at der var igangsat en fogedsag for at inddrive beløbet, men at det ikke forventedes, at køberen kunne betale. Klageren mente, at der som minimum burde være fradrag for et eventuelt tab efter kursgevinstloven.
Landsskatteretten fandt, at den udbetalte kørselsgodtgørelse på 95.383 kr. i indkomståret 2017 var skattepligtig. Dette skyldtes, at klageren ikke havde dokumenteret, at betingelserne for skattefrihed i henhold til Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2 var opfyldt. Retten lagde vægt på, at der manglede oplysninger om kørslens start- og slutpunkter samt tidspunkter, og at klageren havde modtaget godtgørelse med en sats på 3,53 kr. pr. kilometer for kørsel over 20.000 kilometer årligt, hvilket overstiger de af Skatterådet fastsatte satser i Bekendtgørelse nr. 1620 af 15. december om Skatterådets satser for 2017 vedrørende fradrag for befordring mellem-hjem-og-arbejdsplads-og-udbetaling-af-skattefri-godtgørelse for erhvervsmæssig befordring § 4. Hele beløbet blev derfor medregnet i den skattepligtige indkomst, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9 B, stk. 4. Retten henviste til retspraksis, herunder SKM2009.430.HR, SKM2002.525.VLR og SKM2013.136.BR, der fastslår modtagerens bevisbyrde og kravet om forudgående kontrol.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens forhøjelse af den skattepligtige indkomst med 281.766 kr. i 2017 og 201.413 kr. i 2018. Retten fandt ikke, at klageren havde godtgjort eller sandsynliggjort, at indsætningerne stammede fra skattefri indkomst, såsom erstatning, lån eller udlæg for selskabet. Der blev lagt vægt på manglende dokumentation i form af lånedokumenter, bogføringsmateriale for selskabet for de relevante indkomstår og manglende transaktionsspor for kontante indsætninger. Afgørelsen var i overensstemmelse med Statsskatteloven § 4 og Skattekontrolloven § 2, stk. 1 samt retspraksis som SKM2011.208.HR, SKM2008.905.HR, SKM2013.389.ØLR, SKM2017.233.BR, SKM2013.363.BR, SKM2018.571.BR og SKM2004.156.ØLR.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afvisning af fradrag for underskud på 28.750 kr. fra solcelleanlægget i 2018. Retten anså klageren for at have valgt den skematiske opgørelsesmetode i henhold til Ligningsloven § 8 P, stk. 1, da klageren ikke havde selvangivet resultatet af solcelleanlægget i indkomstårene 2013 til 2017. Dette valg er bindende, og hvert indkomstår skal ses for sig. Retten henviste til byretsdommen SKM2020.455.BR.
Landsskatteretten stadfæstede beskatningen af en avance på 70.000 kr. ved salg af anparter i [virksomhed1] ApS som aktieindkomst i 2018, jf. Aktieavancebeskatningsloven § 12 og Personskatteloven § 4 a, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at salget anses for sket på aftaletidspunktet (15. maj 2018), uanset om betalingen først sker senere eller slet ikke. Et eventuelt tab på tilgodehavendet som følge af købers manglende betaling skal opgøres i en særskilt sag og rettes til Skattestyrelsen i første instans. Retten henviste til LSRM 1977, 117 LSR.
Landsskatteretten bemærkede desuden, at ansættelsesfristerne efter Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.
Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at en sag om ekstraordinær skatteansættelse og maskeret udlodning for millioner kan indbringes for Højesteret.
Skatteministeriet
SkatteministerietSagen omhandlede Landsskatterettens afgørelse vedrørende et selskabs fradrag for udbetalt kørselsgodtgørelse til dets hovedanpartshaver i indkomståret 2014. Selskabet, [virksomhed1] ApS, var 100 % ejet af [person1], som drev selskabet, men ikke var ansat og modtog løn derfra. [person1] drev også en personlig virksomhed, [virksomhed6].
SKAT havde nægtet selskabet et fradrag på 47.000 kr. for udbetaling af kørselspenge til [person1]. SKATs begrundelse var, at [person1] som hovedanpartshaver ikke var ansat i selskabet og derfor ikke kunne modtage skattefri godtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9. SKAT anså udbetalingen for maskeret udbytte til hovedanpartshaveren uden fradragsret for selskabet. SKAT bemærkede desuden, at der ikke var udarbejdet fakturaer for beløbet på udbetalingstidspunktet, og at der ikke var afregnet moms for indtægten i den personlige virksomhed.
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
Satser i lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven)
Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet skulle indrømmes fradrag for de 47.000 kr. Det blev anført, at beløbet var betalt i henhold til fakturaer fra [person1]s personlige konsulentvirksomhed [virksomhed6] til [virksomhed1] ApS, og at fakturaerne dækkede erhvervsmæssig kørsel. Det blev fremhævet, at fakturaerne ved en fejl ikke var fremsendt under SKATs sagsbehandling, men var eftersendt til Skatteankestyrelsen. Selskabet argumenterede for, at udbetalingen skulle anses som personlig indkomst for [person1] og ikke maskeret udlodning, da den vedrørte erhvervsmæssig kørsel faktureret efter reglerne for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. Ligningsloven § 9 B. Det blev oplyst, at [person1] selv havde afholdt biludgifterne og ikke taget fradrag for disse på sin personlige selvangivelse. Subsidiært blev det anført, at sagen skulle hjemvises til fornyet ligningsmæssig behandling, så [person1] kunne selvangive kørselsgodtgørelsen som personlig indkomst og opnå et korresponderende fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige kørsel, jf. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 9.
Sagen omhandlede klagerens indkomstansættelse for 2011, specifikt vedrørende løn fra to virksomheder og spørgsmålet om s...
Læs mereSagen omhandler en klager, der sammen med sin far og dennes ægtefælle udøver bestemmende indflydelse over vagtselskabet ...
Læs mereNy lov om standardiseret indberetning og udveksling af oplysninger om global minimumsskat
